Lærke Kløvedal: "Det er jo skamfuldt at have en far, der ikke er der, men som alle kender til"

Vindmøllerne snurrer dovent ude på Øresund denne varme formiddag, hvor stribevis af københavnere har taget håndklædet under armen og sat kurs mod en svalende dukkert.

– Jeg var faktisk ved at skrive til dig og spørge, om vi skulle gå ned og bade bagefter, siger Lærke Kløvedal, da vi sætter os i solen uden for den lille kaffebar på Amager Strandvej.

Hun plejer at tage en morgendukkert sammen med sin kæreste, når ungerne er afleveret i skole, og som regel går de alle sammen herned igen om aftenen og bader.

Det er få år siden, hun flyttede til Amager. Eller rettere sagt tilbage til Amager. For hun er vokset op i Thys barske kystlandskab, men det var her på Danmarks tættest befolkede ø, hun blev født og tilbragte sine første år.

– Det lyder så banalt, men det var, som om det gik op for mig, da vi flyttede hertil, at det er her, jeg kommer fra. Jeg kunne mærke genkendelsen og roen, der bare sænkede sig i mig, forklarer hun om følelsen af at være vendt hjem.

Da Lærke Kløvedal flyttede til Amager med sin kæreste og deres tre sammenbragte drenge, blev hun fortalt, at marehalmen i strandparken er importeret fra Thy. Hun har aldrig fået det bekræftet, og det er egentlig også ligegyldigt, om det er rigtigt, for duften og følelsen af sandet og det hårdføre strandgræs minder hende om barndommen i den rå, nordjyske natur, og på den måde skaber Amager en lomme af ro, som hun har manglet.

– Der er et eller andet med de to verdener, som er det københavnerliv, jeg er født ind i, og som blev placeret i Thy, og få det sammenkoblet med Amager af alle steder. Det er ikke til at tro, at jeg har gjort mig så umage i mit voksenliv for ikke at skulle herud og bo …, siger hun om de mange fordomme om øen, som i årevis holdt hende herfra.

– … for så bare at flytte herud og have det sådan, at jeg ikke vil andet. Jeg vil simpelthen ikke andet. Jeg vil bo i det hus resten af mit liv. Her har jeg det hele. Vandet. Byen. Roen. Måske i virkeligheden også normaliteten, siger hun og tilføjer med kærligt grin, at på Amager er folk bedøvende ligeglade, her må man være, som man er.

Mellem to verdener

Lærke Kløvedal er vokset op i en familie, som aldrig var en konstant. Hendes forældre blev skilt, da hun var ganske lille, og mens hendes far, Troels Kløvedal, sejlede verden rundt på Nordkaperen og skrev bøger om sine oplevelser, flyttede hun med sin mor, Majken, som var sygeplejerske, til Thy, hvor de først boede i kvindekollektiv, og siden – efter en afstikker som kollektivistiske appelsinbønder i Portugal – i en sammenbragt kernefamilie.

Hun har ni halv- og stedsøskende, som hun er forbundet med på begge sider af sin familie, men hun har altid følt sig som enebarn. Og hun voksede op med et berømt efternavn fra en far, som hun ikke så meget til, men som alligevel fyldte meget i hendes liv.

– Det var måske, fordi de var skilt, men det føltes som to verdener, og som barn følte jeg, at det var mig, der var forkert på den og ikke passede ind, fortæller Lærke Kløvedal.

I erindringsbogen “Sømærke” fortæller hun, hvordan hun hele sit liv har følt sig klemt mellem sine forældres forskellige verdener. Mens hun skrev, stod det mere og mere klart for hende, hvorfor hun kom i klemme.

At hun havde to forældre, der grundlæggende var dybt forskellige. At hun på den side havde sin mor, der holdt på, at hun skulle lære at kunne være alene og ikke være afhængig af en mand, og på den anden side sin far, der insisterede på fællesskabet fremfor alt.

– Jeg kunne høre min mor og høre min far, og pludselig kunne jeg se mig selv stå der. Hvad skal jeg vælge? Hvem skal jeg være? Hvad er mest rigtigt? fortæller Lærke Kløvedal, som samtidig blev klar over, at hendes forældre også begge var produkter af deres tid, med alt hvad dertil hører af opbrud i traditionelle familiemønstre og en trang til at eksperimentere og bryde med normerne.

At de hver især valgte to meget forskellige livsformer, gjorde det svært for Lærke Kløvedal at finde sig til rette. For som hun selv siger, er hun vokset op i sin mors billede, men ligner sin far både af sind og udseende, og det har altid fået hende til at føle sig illoyal over for sin mor.

– Hvad gør man, når man kan genkende sig selv i den ene, men bor hos den anden? Den kendsgerning gik først rigtig op for mig, da jeg begyndte at skrive, og det efterlod også en omsorg over for mig selv, for jeg kan godt se, at det har været svært.

– På den måde har der også været noget helende i at skrive bogen, for det har været et tiltrængt nådigt blik på mig selv i stedet for det ret kritiske blik, jeg nok har haft på mig selv det meste af livet, siger hun.

Digterhytten på Djursland

Lillejuleaften 2018 dør Troels Kløvedal, omgivet af sine fem børn. Hans død trækker overskrifter, og også begravelsen får masser af mediebevågenhed. I tiden efter kan Lærke ikke mærke sorg. En hvileløshed indtager hendes liv.

Hun siger sit eftertragtede job op i DR, traver i den følgende tid byen tynd i dyb tænksomhed, beslutter sig for et nyt arbejdsliv i et langsommere tempo og begynder på det, der siden bliver til den populære podcast “Det sidste måltid”. Det første afsnit bliver sendt et år efter hendes fars død, og kort efter rejser hun til farens gård på Djursland, hvor hans enke nu bor. Det bliver begyndelsen på “Sømærke”.

– Min far havde denne her skrivehytte, eller digterhytte som den hed, nede i bunden af haven, som lå ud til markerne og skoven. Der er rart at være. Det er et sted for tanker og refleksioner, så det gav bare mening, og jeg forstod, at jeg skulle sidde lidt der, fortæller hun.

Det gjorde hun. Og endelig mærkede hun også helt tydeligt, at hendes far var død.

– Vi havde begravet ham for længst, men det var, som om det ikke havde manifesteret sig i mig, og jeg gik hele tiden og ledte efter, hvordan det føltes, at han ikke var der. Der var et eller andet ved at træde ind i hans hjem. Hans sjæl var der ikke længere, eller jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men der var sådan et helt tydeligt fravær, hvor gården lige pludselig bare var en gård, forklarer Lærke Kløvedal.

Besøget satte en proces i gang i hende.

– Jeg tror, det er uundgåeligt at miste en forælder, uden at begynde at forholde sig til det at skulle dø og til det liv, vi selv lever, og på den måde også finde ud af, hvad er min egen historie? Hvad er min egen historie, når min far ikke længere er en del af mit liv? Hvordan var min historie, da han var en del af mit liv? Hvad er det for nogle fortællinger, vi fortæller os selv og hinanden, når man er i en stor familie?

– Min far har altid meget klart pejlet og sat kursen for os, og hvem vi var som familie. Hans fortællinger har givet genlyd i os alle sammen. Der kunne jeg begynde at mærke efter, hvordan det egentlig føltes, når den stemme ikke var tydelig længere, fordi han var død, siger hun.

Lærke Kløvedal skrev og skrev, mens hun var på Djursland, men kasserede til sidst det meste. Men det var heller ikke vigtigt, om det kunne bruges.

– Det vigtige var at finde den rigtige plads til ham i mig, siger hun og uddyber:

– Hvis man skal finde ud af, hvem man selv er, så kommer man ikke uden om også at prøve at finde ud af, hvem ens forældre var, og hvem man var med dem. Det lyder så flippet, men da jeg læste det, jeg selv havde skrevet, gav det en ny erkendelse. Vrede, glæde, savn, omsorg – på en eller anden måde var det befriende at gå ned i alle de følelser, for det var jo i virkeligheden i nuancerne, at hele billede af min far og i den grad også min mor er faldet på plads i mig.

– At “jeg havde sådan et forhold med min far” eller “sådan et forhold med min mor”, er simpelthen for forenklet. Det handler også om at anerkende kompleksiteten i, hvor meget vi er vores forældre, og hvor meget det egentlig kræver at skrive sin egen historie, siger hun.

Poetisk morgen og lortebleer

I alle årene er der om min far blevet skrevet, at han havde modet til at gøre det, andre kun drømmer om: At forlade den grå hverdag og tage derhen, hvor drømmene bliver til virkelighed. Men den grå hverdag, det var jo mig […] Og for det blev han hædret og beundret.

Sådan skriver Lærke Kløvedal i “Sømærke”. De mange fortællinger og fortolkninger af hendes fars liv har sat sig spor i hende. Men det har både hendes mors og hendes fars livssyn og måde at leve på også, og i sin bog gransker hun de mange minder og mantraer, som hun over årene er blevet fyldt med og formet af.

Her skriver hun også:

”Alle mine morgener skal være poetiske”, står der i en af min fars bøger. ”Det besluttede jeg mig for som helt ung og har holdt det”. Den nærmest blussende vrede, jeg føler, når jeg læser de ord, er samtidig dem, der gør mig allermest træt, afmattet. Alt i den sætning er så åbenlyst selvoptaget. Den åbenlyse bagside af hans ord. Spørgsmålet om, hvem der så tog sig af de upoetiske lortebleer, de vrangvillige, søvnige børn, madpakker og skoletasker? De upoetisk forsinkede busser og flyverdragten, der strammede.

At kontrasten til de poetiske morgener var lortebleer og madpakker stod først for alvor klart for Lærke Kløvedal, da hun selv blev mor. Der begyndte erkendelserne at dukke op for hende.

– Der var et eller andet i det, som blev så tydeligt. På samme måde som det at vokse op med, at rejsen så ud på en særlig måde. At eventyret lå derude, og man bare skulle gå ud og gribe det. Men så nemt føltes det ikke for mig. Jeg syntes, det var enormt strabadserende at rejse. Der var slet ikke den der nemhed i det, som jeg blev præsenteret for.

– På samme måde var det at vokse med en fortælling om, at børn jo bare er noget, man får, og så følger de med, for så pludselig at mærke, at sådan ser min virkelighed ikke ud. Og hvad gør man så, når man står i midten og ikke synes, at man lever op til den måde, som jeg troede, det skulle være? spørger hun.

Fra hun var helt lille, har hun været vant til, at der har været en forståelse omkring hende og hendes familie. En forventning om, at hun som datter af Troels Kløvedal er vokset op på Nordkaperen og har sejlet jorden rundt med sin berømte far.

Gang på gang er hun blevet spurgt, og gang på gang har hun skuffet spørgerne med et nej – eller forsøgt at imødekomme den forventningsfulde spørger ved at gøre et stort nummer ud af sine få sejlture med faren. De gentagende oplevelser har sat sig i hende.

– Det er jo skamfuldt at have en far, der ikke er der, men som alle kender til. Det har egentlig været rart at skrive det ned og pludselig kunne sige: Ja, det var faktisk sådan, det føltes. Det føltes skamfuldt. Det har jeg aldrig sat ord på før. Men det er også rart at kunne se, at det ansvar, som jeg har syntes, jeg skulle tage i det, også som barn, jo aldrig burde have været mit ansvar. Det var der jo nogle voksne, der burde have taget sig af.

– Det der med hele tiden at prøve at lægge sig rigtigt i forhold til den fortælling, som folk måske forventede, var udmattende som barn. Hvor kunne det have været rart, hvis det var kommet med en manual, men sådan er det jo ikke, konstaterer hun.

Mens hendes far sejlede og skrev bøger, gik Lærke Kløvedal rundt hjemme i Thy hos sin mor med hans berømte efternavn.

– Jeg har skullet finde min egen måde at fylde det efternavn ud på, siger hun og tilføjer, at det nok er et arbejde, alle har med deres navn og familie.

– Mit har måske bare været med et efternavn, som var tegnet lidt tungere, men jeg tror, at vi alle skal fylde vores skæbne ud og finde ud af, hvem vi er. Jeg er vokset op med et navn og nogle idealer og en historie, der var meget fortalt, og på den måde har jeg måske skullet arbejde mig rundt omkring den fortælling på en anden måde, end hvis bladet er mere ubeskrevet.

– Men jeg tror, at det arbejde ligger der for os alle sammen: At finde ud af, hvem vi er, hvor vi kommer fra, hvor vi skal hen. Det er jo på en eller anden måde alle de eksistentielle, banale spørgsmål, og mit afsæt har været at finde min egen plads i den familie, jeg er vokset op i, forklarer hun.

Retten til sin egen historie

Ordet familie har Lærke Kløvedal også brugt tid på at fundere over, og også over alle de forventninger og associationer ord som mor, far, bror og søster vækker i os. For, konstaterer hun, er det i en stor familie med mange hele, halve og stedsøskende ikke altid dækkende at sige én familie.

På sin fars side har hun fire halvsøskende, og efter farens død har det taget dem tid at finde ud af, at de har den samme far, men at de også har hver sin far. Meget af det falder tilbage på de historier, man fortæller hinanden som familie, mener hun.

– Vores oplevelser er forskellige, og retten til at definere, hvordan vi oplevede det, hvordan vi husker det, hvordan vi ser os selv og finde vores egen berettigelse, tror jeg faktisk, at de fleste mennesker bruger en god del af tilværelsen på.

– Jeg tror, det var forløsende for os alle sammen, at det blev sagt højt, at der ikke var én fortælling, vi skulle blive enige om. Det stod til hver enkelt af os at finde ud af, hvem vi er, og hvad vi kommer fra, forklarer hun.

Et af vilkårene ved at vokse op med så mange mennesker omkring sig er, at der altid er mange hensyn at tage, bemærker hun. Derfor inddrager hun stort set ikke sine søskende og slet ikke sine børn i sin historie, for “Sømærke” er hendes historie, og de andre har hver især ret til deres egne fortællinger.

Selv om hun gransker både sin mors og sin fars måde at være forældre og forvalte livet med børn på, handler det ikke om, at de har været forkerte på den, men om at hun selv følte sig forkert i det, understreger hun. For hende handler det om at finde ud af, hvorfor det føltes sådan og at kalde tingene ved deres rette navn.

– Der er også nogle mønstre, jeg har gentaget, som har handlet om arbejdsliv og om min mors flittighed og den måde, hvor jeg syntes, at jeg skulle løbe stærkt, siger hun om morens evige foretagsomhed og evne til altid at springe ud af sengen om morgenen og få praktiske gøremål fra hånden.

Men jo bedre hun forstår, hvad hun kommer fra, des mere kan hun sætte sig selv fri, mener Lærke Kløvedal.

– Der er simpelthen noget med at stå ved at leve et liv, hvor jeg selv kan være i det. Det er hele det der billede med langbordene og middagene, som jeg kender fra min fars familie, og som jeg synes er vidunderlig, men som jeg faktisk fungerer ret dårligt i. I mit eget liv er det slet ikke det, jeg trives i, for jeg bliver træt og urolig og er på overarbejde og overtænker alt.

– Jeg har brug for at være helt enormt meget alene og i virkeligheden lave den kernefamilie, som mine egne forældre jo først og fremmest brød op. Både med min mor i kollektiv og i kvindekollektiv, og min far, der fik fem børn med fire kvinder. At indse, at jeg har brug for det modsatte, for at lave ting stille og langsomt, har været med til at få mit tempo til at passe med den, jeg er, og gjort, at jeg er kommet i sync med, hvad jeg trives i, forklarer Lærke Kløvedal.

Selv om hun nu har fundet den balance tæt på stranden og tæt på byen, hvor hun blev født, med en sammenbragt kernefamilie i eget hus og et arbejdsliv i rette gear, forhandler hun inderst inde stadig med sig selv om de idealer, hun voksede op med. Men det er med en helt anden ro i dag, understreger hun.

– Det er med en eller anden accept af, at jeg ikke skal rejse meget eller ses med en masse mennesker hele tiden, men leve det, som mine forældre ville kalde et småborgerligt liv, siger hun og tilføjer:

– Der var en, der sagde til mig, at jeg i de valg var mønsterbryder. Der kunne jeg godt mærke den der med “den grå hverdag” kradse lidt på ryggen. Men det er jo værdiforhandlinger og drejer sig i sidste ende om at nå frem til retten til egen sofa, retten til eget liv og retten til eget tempo.

På begge sider af familien har fortællingerne altid været tydelige og værdierne meget udtalte. Fra hendes far, hvor der ikke måtte være en sofa i hjemmet, til hendes mor, hvor dobbeltsengen gjorde det ud for sofa, og hvor Lærke altid måtte sove med. Så når hun stadig forhandler med sig selv om, hvordan hun lever, er det fordi en del af hende stadig synes, at alt det, hun er vokset op med, lyder meget federe.

– Men det kan godt være, at det lyder fedt, men det føles ikke fedt i mig, når jeg skal være i det. Så det her handler jo også om at tage dét alvorligt. I virkeligheden er hele bogen jo at tage mig selv alvorligt. Simpelthen at stå ved, hvem jeg er. Det bliver så “floskuløst”, men det gør det jo tit, når man rammer noget, der på en eller anden måde har været eksistentielt.

Artiklen blev første gang udgivet i SØNDAG uge 41/2024. Dette er en redigeret version.