“Når jeg kommer hjem, hilser jeg altid på min lejlighed og husånderne. Hvis mine nøgler er væk, så spørger jeg dem, hvor de er”

Rummet i Christian 4. Bryghus er koldt, og store rytterstatuer står placeret rundt i krogene. Midt på det brostensbelagte gulv står stearinlys sirligt og omkranser et tæppe.

Kastanjer, birkebark og krystaller er samlet i midten af den mandala-lignende opsætning. Med en glidende bevægelse, placerer hun kortene i en cirkel rundt om mandalaen. Hun sætter sig ned og inviterer os til at slutte os til cirklen.

Vi befinder os på festivalen Heksetid. En festival, der i weekenden blev afholdt på Nationalmuseet, i Christian 4.s Bryghus og i Ruinerne under Christiansborg Slot.

Kvinden, der sidder i midten af cirklen, er Linelu Falk. Hun er uddannet designer, underviser – og så er hun heks og underviser i heksekunst.

Linelu har ikke altid vidst, at hun er heks. Som barn forestillede hun sig heksen som en gammel dame.

Men gennem sin opvækst oplevede hun spiritualiteten. Hun voksede op på Grønland fra hun var tre til otte år og hørte talrige historier om tupilakker og ånder.

– Samtidig gik jeg i søndagsskole – ikke fordi mine forældre var kristne, men fordi det var en måde at hænge ud med de andre børn. Så jeg tror, at jeg er blevet præget en del af alle fortællingerne fra det første testamente og åndeverdensfortællingerne.

De hekse, jeg møder på festivalen, fortæller om vidt forskellige grunde til, at de er blevet det.

Da jeg sætter mig på en sort klapstol for at høre nærmere om, hvad det vil sige at være heks i dag, kigger jeg mig omkring.

Størstedelen af publikum er kvinder, men derfra er der stor forskel på os.

Nogle af kvinderne har stort uglet hår, tatoveringer med keltiske udtryk og flere lag af hjemmestrik eller pels på.

Andre har håret sat op, et fint clean-girl make-up look og bærer trenchcoat.

Jeg får en klar fornemmelse af, at der her er plads til alle.

På scenen sidder tre hekse klar til at fortælle, hvad det betyder for dem at være heks i nutiden.

De begynder at snakke fra scenen, og lyden af deres stemmer fra højttaleren giver genklang fra bryghusets kalkede vægge og loft.

En af de tre hekse på scenen er Linelu. Hendes fortælling om, hvad det vil sige at være heks, trækker tråde til den samtale, jeg havde med hende tidligere samme uge.

Første gang hun omtalte sig selv som heks, var på hendes Instagram-profil i 2018. Valget tog hun efter en tur til New York. Sammen med to veninder havde hun nemlig en skelsættende oplevelse:

– Vi kravlede op ad en brandstige uden på bygningen og op på taget. Vi tog vores tøj af, sad helt nøgne i en cirkel og trak orakelkort. Det var første gang, jeg prøvede orakelkort. Og jeg mærkede, at når jeg bruger orakelkort eller tarotkort, så er kanaliseringen så stærk, at det er ligesom at åbne en bog.

Når Linelu taler om kanalisering, så er det den måde hun beskriver, at hun har en direkte kontakt med universet. Hun fortæller, at hun oplever, at der er en kanal åben, at hun kan tale med universet og hendes guider, og derved få deres vejledning.

Men at være heks handler om mere end kanalisering for Linelu.

– For mig er det at være heks en slags aktivisme mod den samfundsnorm, vi har. Jeg lever efter en rytme, der er mere i kontakt med den natur, vi har glemt – især når vi bor i byerne, siger Linelu og tilføjer:

– Jeg har det meget bedre, når jeg læner mig op ad månens rytme, hvor der er plads til, at min energi fordeler sig forskelligt over en måned. Samtidig er min energi også højere om sommeren, end den er om vinteren, fordi vi bor på den nordlige hemisfære, hvor sollyset fordeler sig skævt. Og det tager et klassisk ni til fem job ikke hensyn til.

Allerede som barn oplevede Linelu, at hun havde svært ved at passe ind i den norm, der omgav hende.

Da hendes familie flyttede tilbage til Danmark, var det et kæmpe chok. De andre otte-årige børn, hun mødte, kunne alle sammen klokken, men Linelu havde svært ved helt at forstå konceptet.

– Jeg var jo vant til at følge solen og ikke et ur. Da jeg legede oppe i fjeldene efter skole, vidste jeg, at når det blev mørkt, så skulle jeg hjem.

Hun fortæller om, hvordan hendes opvækst på Grønland også har gjort, at hun på en anden måde voksede op i naturen og med en bevidsthed om, at naturen er større end en selv.

Og naturen er en vigtig rolle i hendes heksepraksis i dag. Det er også grunden til, at det nu er kastanjer og birkebark, der ligger i midten af tæppet i Christian d. 4.s bryghus.

Det, der foregår, er en såkaldt orakelcirkel. De kort, Linelu har fordelt i en cirkel på tæppet, er orakelkort. Månekort.

De repræsenterer hver en månefase i bestemte stjernetegn. På hvert kort står der desuden en lille tekst. Et af kortene viser en blålilla fuldmåne, med vandbærerens tegn hen over. ”Show the world the real you”, står der.

Linelu forklarer, hvad der skal ske.

Sammen sidder vi i en cirkel med lukkede øjne, mens hun vil lave en kort guidet meditation.

Hver især skal vi mærke efter, hvad der fylder inde i os. Noget vi gerne vil have svar på, eller måske noget, vi gerne vil give slip på. Hun opfordrer os til at formulere det som et spørgsmål.

Efter omkring fem minutter beder hun os om at åbne øjnene. Der er en stor ømhed forbundet med situationen. Nogle græder. Nogle holder i hånden.

Nu skal alle så trække et af månekortene. Linelu fortæller, at det er personen, der trækker, der med sin intuition vælger kortet. Det er personligt, og vi behøver ikke at dele budskabet med hinanden.

Flere tager et stykke af birkebarken fra midten og skriver forsigtigt på det med en kuglepen. Det er et slippe-ritual, siger Linelu.

Hvis der er noget, vi ønsker at give slip på, kan vi skrive det ned på birkebarken og brænde det sikkert af, når vi kommer hjem, fortæller hun.

Slippe-ritualer er noget af det, som Linelu også praktiserer selv.

– Hvis jeg har en tung energi, eller noget har gjort ondt i længere tid, så bruger jeg meget naturelementer til at hjælpe. Så kanaliserer jeg den energi ind i nødder, sten eller kastanjer for eksempel, og så kan jeg bedre slippe det og komme videre.

Men hun laver også andre ritualer og magiske ting, fortæller hun.

– Om morgenen bruger jeg meget tid på at blive klar til dagen. Jeg centrerer mig i mig selv og bestemmer mig for, hvordan jeg vil have det. Det er også magisk for mig at vælge det rigtige outfit til dagen, så jeg føler mig stærk. Når jeg kommer hjem, så hilser jeg altid på min lejlighed og husånderne. Hvis mine nøgler er væk, så spørger jeg dem, hvor de er.

– Jeg kan finde på at snakke til den væske, jeg drikker, fylde den med energi og intentioner, inden jeg drikker det. Det gør jeg tit under fuld- eller nymåne.

Mange af de ting, som Linelu ved om heksepraksis, har hun lært ved selvstudie. Det er blevet suppleret af viden om gamle keltiske og nordiske heksepraksisser, som hun lært af ældre hekse i hendes heksecirkel.

Cirklen består af en gruppe hekse, der mødes, uddeler viden og erfaring og støtter hinanden.

Da jeg lidt senere gik rundt i ruinerne under Christiansborg Slot, blev jeg mødt af fortidens fortællinger om hekse.

Christian 4. satte hårdt ind på at udslette alt magi. Kvinder blev dømt til døden og brændt på bålet.

Weekendens festival er både med til at sætte fokus på fortiden og til at skabe et fællesskab for nutidige udøvende hekse. Et fællesskab, der stadig er vigtigt, mener Linelu Falk.

– Jeg håber, det bliver mindre stigmatiseret at være heks. Historierne om hekseforfølgelsen er en historie om kvinder, der brød med samfundsnormerne og blev straffet på allerhårdeste vis for det.

Linelu fortæller, at hun selv og mange andre stadig lider under the witch wound. Altså en slags historisk traume over den mørke historie, datidens hekse oplevede, og som stadig påvirker nutidens hekse.

– At lave heksede ting er faktisk ret almindeligt. Folk taler bare ikke om det, fordi de stadig er bange for at blive dømt. For at blive brændt på bålet, i metaforisk forstand, siger hun.