Marie blev fyret og politianmeldt for at have stjålet 140.000 kroner. Men hun følte mere lettelse end skam

Torsdag den 29. december 2022. Det er en dato, Marie Kastrup Jensen, 43, husker og fejrer. Da blev hun sagt op og politianmeldt for at have stjålet knapt 140.000 kr.

Tyverierne var sket fra konti hos borgere på det kommunale botilbud, hvor hun var ansat som socialpædagog. Marie var lettet over, at hun endelig blev opdaget, og at der dermed blev sat en stopper for tyverierne, som havde stået på gennem et halvt år. Pengene havde hun taget for at kunne fortsætte ud ad det skråplan, som hendes afhængighed af spil – ludomani – havde ført til.

Berigelsen var en konsekvens af, at hun havde opbrugt sine egne penge og siden havde optaget et større antal kviklån med velkendte høje renter.

– Mine chefer havde indkaldt mig til møde få dage før nytår, et par timer inden jeg mødte ind på min eftermiddagsvagt. Allerede da havde jeg mistanke om, hvad mødet handlede om. Da jeg ankom, var dokumentationen allerede lagt frem, og alle kunne sort på hvidt konstatere, hvad der var hævet.

– Jeg havde intet ønske om at prøve at skjule, hvad jeg havde gjort og indrømmede det straks. Især husker jeg lettelsen, som fyldte mere end skammen. Midt i afsløringen så jeg for mig, hvordan det skulle blive min vej ud af misbruget, husker Marie.

Cheferne var kede af at høre, at hun var blevet besat af spil og havde gjort sig til kriminel ved at stjæle fra mennesker, hun var ansat til at hjælpe. Men de gjorde samtidig klart, hvordan reglerne var, og at de var nødt til at bortvise Marie og anmelde tyveriet.

Hun havde ingen plan om at forsvare sine handlinger, men afleverede sine arbejdsredskaber og forlod omgående arbejdspladsen.

– Efter at have erkendt alt, tog jeg hen til en kollega og fortalte hende, hvad jeg havde på samvittigheden. Jeg ventede til dagen efter og kørte så ud til mine forældre. De var klar over, at jeg i et stykke tid havde haft problemer med spil. Men de stolede på, at behandlingen, jeg gik i, var lykkedes, og at jeg for længst var stoppet med at spille. At jeg uden deres viden var droppet ud af behandlingen og havde hugget penge fra sårbare mennesker, var de selvfølgelig rystede over.

Før Marie for anden gang kontaktede Center for Ludomani, bad hun sine chokerede forældre tage med hjem til kæresten. Hun tænkte, at deres tilstedeværelse ville tvinge hende til at lægge kortene på bordet over for kæresten.

Dom og samfundstjeneste

Denne sommer fik Marie sin dom. Hun skal ved en afdragsordning tilbagebetale de penge, kommunen har lagt ud for hende til de bestjålne borgere. Hun har fået en betinget dom på et år og skal udføre 120 timers samfundstjeneste i Kirkens Korshærs genbrugsbutik. Desuden har hun i fem år forbud mod at arbejde med mennesker i deres eget hjem.

Dommen finder Marie, der for tiden arbejder som vikar i pakkeriet på en møbelfabrik, rimeligt nok, og hun er klar til at tage sin straf. Desuden er hun gået i gang med at betale de cirka 180.000 kr., hun tog i kviklån, tilbage. At hun på grund af sin gæld er havnet i RKI som dårlig betaler, er en naturlig forlængelse af hele forløbet.

– Det er svært at svare på, hvordan det hele begyndte. Men spilletrangen har jeg i hvert fald ikke med hjemmefra. Mine forældre har aldrig været tiltrukket af at spille om penge og køber kun en ugentlig Lotto-kupon, fortæller Marie, som er vokset op i Østjylland med en mor, som var montrice på en fabrik, og en far, som var smed og chauffør.

At hun på et tidspunkt fik en kæreste, som introducerede hende for spilleautomater, og at hun hurtigt blev bidt af dem, er dog en vigtig brik i tragedien, mener hun.

– Problemet startede ret uskyldigt. Men det greb om sig med onlinespil og var vel en slags virkelighedsflugt, uden at jeg egentlig følte mig trist eller i krise. De mange tv-reklamer fra spiludbydere har næppe fået mig i gang med at spille.

– Men med reklamernes modeller, som lignede almindelige mennesker, kom jeg til at forbinde spillet med noget hyggeligt, afslappende og harmløst, husker Marie, som dog led af en velkendt vrangforestilling for ludomaner:

– Gennem hele mit misbrug troede jeg fuldt og fast på, at jeg kunne vinde de tabte penge tilbage. Indimellem befandt jeg mig i en tåget, lettere sindssyg tilstand. Jeg betroede mig aldrig til nogen om min last, og så løb den langsomt, men sikkert løbsk.

Til sidst spillede Marie to-tre timer om dagen fordelt på hele døgnet og også i arbejdstiden, når hun kunne se sit snit til en pause for sig selv med sin mobiltelefon. Økonomien havde hun slet ikke overblik over, men hun mener at have spillet for omkring tusind kroner om dagen.

Hun havde ikke lyst til at forholde sig til realiteterne, som, hun senere har erkendt, var en besættelse. I stedet gik hun bare efter det næste fix i form at håbet om den store gevinst til at udligne samtlige tidligere tab.

– På et tidspunkt indså jeg, at jeg var på vej ud i noget forkert med mit spilleri. Jeg tog kontakt til Center for Ludomani og begyndte at gå til samtaler i Aarhus hver 14. dag.

– Dér fik jeg at vide, hvilke impulser der gør det svært at stoppe med at spille, hvis man er disponeret, men hvordan de alligevel kan tøjles. Desværre løb behandlingen ud i sandet under corona, da der ikke var fysiske møder, men kun telefonisk kontakt.

Inden da havde Marie lært flere teknikker, som siden er kommet hende til gode.

– Jeg fik nogle forslag til, hvordan jeg kunne dele mine frustrationer med familie og venner uden at blive dømt. Og så fik jeg nogle konkrete værktøjer til, hvad jeg kan sætte i stedet, når spilletrangen melder sig. Som for eksempel at gå en tur med hunden, gøre rent eller ringe til en ven, fortæller Marie, der har følt sig set på som en dum person, der bruger påstanden om afhængighed til at fortsætte sin uansvarlige livsstil.

Risikoen for tilbagefald

På kursus for ludomaner har Marie lært, hvad det kræver for at undgå tilbagefald, hvad spil og afhængighed hen ad vejen gør ved mennesker, og hvordan de dårlige vaner kan lægges om. Det er vidt forskelligt fra person til person. For Marie har det været vigtigt at være ærlig over for sine nærmeste for at genopbygge tilliden efter år med løgne.

– Der findes ikke en typisk ludoman. Vi har forskellige triggere og baggrunde, og forskellige situationer og betingelser kan få os til at begynde at spille på ny, siger hun.

Det har været vigtigt at få orden på privatøkonomien, som så længe har sejlet. Det sker ved, at forældrene kan tjekke hendes træk på kontoen, når de synes. Når Marie har betalt sine og kærestens faste udgifter, sættes det resterende beløb ind på hans konto. Siden enes parret om, præcis hvad der skal købes til husholdningen.

Hvad kan true de gode takter, så du begynder at spille igen?

– Hvis jeg fik for mange penge! Det kan lyde som en modsætning, men i det tilfælde kunne jeg forfalde til at tænke, at nu har jeg råd til at spille, uden at det får ubehagelige følger. Hvis jeg tabte, var det ingen katastrofe. Men den tilstand ønsker jeg selvfølgelig ikke. Jeg vil hellere fortsætte som spilfri ludoman og være åben om det. Ved at stå frem viser jeg andre, at der faktisk er en vej ud til et bedre og mere ærligt og værdigt liv. Og at jeg mener det seriøst, når jeg arbejder på at genopbygge mine nærmestes tillid til mig.

Det er blandt andet sket ved at sige undskyld til den tidligere arbejdsplads og til kollegerne og understrege, at hun ikke havde til hensigt at udnytte de borgere, hun arbejdede for som pædagog.

Har du ambitioner om at komme tilbage til dit fag, når du har udstået din straf?

– Det har været krævende at lyve og skjule mine ulovlige handlinger. Mit nervesystem trænger til en pause fra den type arbejde, jeg havde før. For tiden har jeg et job, som ikke kræver så meget psykisk. Så noget i den retning vil jeg nok fortsætte med nogle år endnu, før jeg overvejer min fremtid.

Denne artikel blev første gang bragt i SØNDAG uge 46/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.