De har en arbejdsuge på fire dage i Island, og det er en succes
Foto: Alberto Casetta/Unsplash
En 36-timers arbejdsuge har for størstedelen af islændinge betydet mindre stress, mere arbejdsglæde og tid til at nyde livet når man ikke er på arbejde. Sådan skriver María Hjálmtýsdóttir, aktivist og lærer i Island, i The Guardian.
Og måske har hun fat i den lange ende. En undersøgelse fra Storbritannien viser, at en reducering af arbejdstiden på 20 procent - en fire-dages arbejdsuge - har medført færre opsigelser, sygedage og mindre stress.
Og det har ikke haft betydning for produktiviteten blandt medarbejderne.
En af forskerne bag forsøget, Niamh Bridson Hubbard, forklarer, at de adspurgte medarbejdere beskrev en reducering af stress. De havde en følelse af, at have lettere ved at trække vejret, når de var derhjemme. Og så fortalte én af dem, at personens 'søndagsangst' eller ‘Sunday scaries’ var forsvundet. Det skriver Videnskab.dk.
María Hjálmtýsdóttir mener også, at en kortere arbejdsuge har haft betydning for ligestillingen i Island.
Tidligere var en del kvinder på deltid for at kunne få både arbejds- og familielivet til at gå op. Men med en arbejdsuge på fire dage, svarende til 36 timer, skal der jongleres med færre ting. Kvinderne behøver ikke længere gå ned i tid, og mændene har nu fået større fleksibilitet på arbejdet - og mere tid til at være en del af deres børns hverdag.
Selv har det haft betydning for hende ved, at hun nu har mere tid til sig selv. Aftaler med veninder, en tur i svømmehallen. Hendes mand har nu tid til at hente børnene og dyrke hans interesser.
Hjálmtýsdóttir er bevidst om, at der kan være arbejdspladser, hvor det bliver sværere at implementere end andre. Men pointerer, at det for de fleste har været en positiv oplevelse, hvor medarbejderne har ydet det samme, samtidig med at arbejdsglæden hos dem er steget.
Snakken om en kortere arbejdsuge har også svirret i Danmark.
På jobcenteret i Esbjerg testede man over en årrække på tre år en arbejdsuge på fire dage - og det blev vel mødt blandt medarbejderne, skriver DR.
Efterfølgende valgte 80 procent af medarbejderne at holde fast i ordningen.
Hun skal lige til at sove, da hun opdager det: Det føltes som to kolde poser vand, der lå på mit bryst
I Kerteminde Kommune har en lignende forsøgsordning kørt siden juni 2022. Den ordning har arbejdslivsforskere fra Roskilde Universitet fulgt - deres konklusionerne er blandede.
Der er forskel på, om arbejdstiden reduceres eller komprimeres på de fire dage. Hvis det sidste er tilfældet, er der en fordel i at have tre sammenhængende fridage, forklarer Janne Gleerup, lektor i arbejdsliv og leder af forskningsprojektet.
Ulemperne kan være, at det er svært for folk at få familielivet til at hænge sammen, når der skal arbejdes 37 timer på fire dage. Ofte ligger de kritiske tidspunkter i børnefamilier netop om morgenen og eftermiddagen, når børnene skal hentes og bringes - og de tidspunkter bliver skubbet i denne model.
Dog mener hun, at der er potentiale i en fire-dages arbejdsuge. Men det kræver mere forskning på området for at finde den bedste model.