Det plejede at være noget decideret bøvl, når hun trådte ind i butikken. Nu er noget ændret

For bare seks år siden var det noget decideret bøvl, når hun gik ind i en fiskegrejbutik for at købe et par waders.

Størrelser til kvinder var sjældent noget, de havde på lager, så det måtte hentes hjem på bestilling - ofte med lang ventetid.

Det er også tidligere hændt, at hun har måttet forklare, at det altså var til hende selv, hun skulle handle til - og ikke til en mand.

Sådan er det ikke i dag, for butikkerne gør sig mere umage, fortæller lystfisker Marie Brandt.

Hun er en af de danske kvinder, der over de seneste par år har fået øjnene op for lystfiskeri og det fællesskab, der følger med. Og noget tyder på, at sportsgrenen og grejbutikkerne også har fået øjnene op for kvinderne.

Selv kalder Marie sig en genopstået lystfisker, for hun fiskede som barn med sin familie i Ikast.

For seks år siden kastede hun sig ud i det på ny i et forsøg på at komme ud af en depression og livskrise. Det hjalp, og nu foregår fisketurene oftest i Københavnsområdet og på kysten rundt omkring i landet.

- Når man først har fanget en fisk, er det lidt ligesom at ramme plet i den enarmede tyveknægt. Så vil man gerne prøve det igen, for ved næste kast kan det være, at lykken kommer. Det er meget vanedannende, forklarer hun.

At fiske er ekstremt håndgribeligt, siger hun. Du kaster snøren ud igen og igen. Men det er aldrig kedeligt, tværtimod. Og fordi vi lever i en tid, hvor vi hele tiden bombarderes med indtryk, er lystfiskeri nærmere meditativt, mener Marie Brandt.

Det er heller ikke bare fangsten, der kan tilfredsstille ens belønningssystem, forklarer hun. For fiskestangen giver også adgang til at komme i snak med folk, man ellers normalt ikke ville møde.

Derfor glæder hun sig også over, at endnu flere kvinder er begyndt at tage del i fællesskabet.

- Når jeg kører hjem fra en hel dag på kysten, så har jeg en ‘grundlykke’ i kroppen. Jeg er helt høj, uanset om der er blevet fanget noget eller ej. Og når man står derude i naturen med stangen, så er der altid plads til gode samtaler.

De seneste ti år er antallet af fisketegn udstedt til kvinder steget markant, viser tal fra Fiskeristyrelsen.

I 2013 blev der udstedt 3451 årslicenser til fisketegn til kvinder, og det tal var sidste år oppe på 10.531. Det kan dog ikke med sikkerhed konkluderes, at antallet af årstegn til kvinder er mere end fordoblet i den angivne periode, da de registrerede tal kun omfatter dem, der ved køb af fisketegn oplyser cpr-nummer.

Da Marie Brandt startede med at fiske i København for seks år siden, var der ikke mange kvinder omkring hende, der gjorde det samme. Det var hovedsageligt mænd, hun mødte, og det var tydeligt, at hun trådte ind i en mandsdomineret verden.

- Det har været en blandet oplevelse. Jeg er blevet taget virkelig godt imod, men der har desværre også været en del stereotype kommentarer om kvinder, der fisker, fortæller Marie Brandt.

Hun understreger, at det bestemt ikke er alle mænd, der opfører sig sådan:

- Men der er sommetider en værkstedshumor, og derfor samler vi kvinder os. Vi kan godt lide at fiske sammen, for så ved vi, at det er det, det handler om, forklarer hun.

Marie Brandt var for tre år siden med til at starte Fiskeklub København, hvor hun som frivillig blandt andet leder fiskehold for unge.

Men derudover har hun netop taget initiativ til et fiskehold kun for kvinder, der kalder sig “Dameholdet”.

- I sommerferien blev jeg trist over, at alle mine ‘fiskeveninder’ var ude at rejse eller var i gang med at få børn, og så tænkte jeg: Der må sgu da være nogle flere kvinder, der har lyst til at fiske.

Derfor skrev hun rundt til Fiskeklub Københavns kvindelige medlemmer og spurgte, om de havde lyst til at starte et hold og fiske sammen, hvor der også er plads til at være nybegynder.

For bare det at have mødtes én gang, gør det nemmere at møde op til andre arrangementer, siger hun. Der er en særlig tryghed i at være fælles om det - og det giver kvinderne et sted at høre til.

På lang sigt er det dog ikke sådan, at de kun vil fiske sammen med andre kvinder, og det handler ikke om, at de slet ikke har lyst til at fiske med mændene.

- Men lige nu har vi brug for at samle os og lære hinanden at kende - og dernæst træde ind i det store fællesskab sammen.

- I nogle områder er der måske kun en eller to kvinder, der fisker, så hvor finder man lige andre, der minder om en selv, påpeger Marie Brandt.

Hun har også selv mærket en stigende interesse fra kvinder, der ønsker at prøve kræfter med at fiske - og samtidig har hun mærket et øget fokus på at tiltrække kvinder både fra fiskeklubber og -butikker.

- Det begynder lige så stille at blive mere tilgængeligt, og der er kommet mere opmærksomhed på kvinder og lystfiskeri generelt. Synligheden fjerner barrieren, og det er sådan det skal være.

- Det er vildt dejligt, at flere kvinder kan se sig selv i sporten, siger Marie Brandt.

Marie Brandt er også projektleder i Danmarks Sportsfiskerforbund, hvor hun forsøger at hjælpe med at få flere børn og unge til at få livslang interesse for lystfiskeri.

I øjeblikket er der ikke et specifikt fokus på at få piger i gang, men sådan kunne det måske blive i fremtiden, siger hun.

- Man skal se nogen, som man kan spejle sig i, slår hun fast.

“Dameholdet” fisker i Københavns havn eller søer i området, hvor det er tilladt. De tager også på weekendture ud til kysten.