Tre af mine fem veninder gik tidligt den aften. Da jeg hørte årsagen, kunne jeg ikke holde mund

Benedicte Wessel-Holst er journalist på kk.no. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Alle ved, at en kvindens juleforberedelser ikke er noget man laver sjov med.

Men det var simpelthen umuligt at undlade en kommentar, da tre ud af fem kvinder i deres mest hektiske livsfase forlod venindeaftenen tidligt på grund af kalendergaveindpakning. Hvorfor?

– Beklager, men det er bare lidt meget lige nu – jeg er nødt til at ordne de sidste 25, sagde min veninde, der har tre børn i den værste gavealder.

Hun var nærmest grå i ansigtet, da hun insisterede på, at pakkekalenderen udelukkende var et overskudsprojekt.

Min veninde med to børn mente, at det gav hende et rum for kreativ udfoldelse. Hun fortrød dog sit valg af groft, miljøvenligt papir, som havde givet hende sår på fingerspidserne.

Kvinden med én lille på knap to år var blevet overtalt af to mødre i børnehaven til, at traditioner skulle begynde tidligt – så det var egentlig bare at komme i gang.

Tre kvinder skulle altså hjem og pakke 144 små gaver ind i stedet for at drikke vin.

– Er i sikre på, at det er så vigtigt med de der kalendergaver? Spurgte jeg, relativt diplomatisk.

– Er I sikre på, at det er klogt at hoppe direkte tilbage til 1950’erne, bare fordi det er jul? spurgte den anden af os uden børn, knap så diplomatisk.

– Om vi er sikre? Blev der svaret, mens de alle tre himlede demonstrativt med øjnene.

De begyndte at fremlægge betydningen af traditioner, ritualer og glæden ved at glæde andre. Så kom de sædvanlige kommentarer om, at vi bare skulle vente, til vi selv fik børn i kalenderalderen. Så ville det komme helt naturligt. Som om gavekalendere er en slags strækmærker – en uundgåelig følge af reproduktion.

Disse mødre, disse julemødre, er umulige at argumentere imod. Det er kvinderne med verdens højeste kapacitet. Kvinderne, der holder verden i gang. De trækker i tråde, der for os andre dødelige er usynlige, og som får tingene til at falde på plads.

I december balancerer de perfekt mellem sammenbrud og verdensherredømme.

Ikke alene har de ansvaret for alt og alle, der skal inviteres, arrangeres, kontaktes, afhentes og forplejes gennem hele måneden – de har også besluttet, at børnene har brug for en gave hver eneste dag op til juleaften. Måske som en slags pædagogisk opvarmning til gavehavet den store dag – eller som en påmindelse om, at de er lysår fra at være født i en krybbe.

Uanset hvad skal gaverne være nøje udvalgt og sirligt indpakket af mor selv, helst hængt op på en hjemmelavet kalender, der også ser godt ud på sociale medier. En færdiglavet kalender anses for at være som rødkål på glas. Eller pebernødder med palmeolie. Eller et kunstigt juletræ. Uværdigt på alle måder.

Aktivitetskalendere har været oppe til debat, men opfattes generelt som lidt for alternative.

– Min vil have fodboldkort, forklarede den ene.

– Sådan har jeg det jo også selv. Jeg vil ikke have en seddel fra min mand med "jeg elsker dig" – jeg vil hellere have en diamantring, indrømmede den anden.

Mens de venter på deres egne materielle overraskelser under træet, kan børnene nyde et assorteret udvalg af viskelædere, læbestifter, emoji-figurer, pelsede ørevarmere og små LEGO Friends-æsker. Det ved jeg, fordi jeg i ugevis har overhørt indkøbssnakken, ofte akkompagneret af suk over alt, der skal ordnes inden jul.

Men hvorfor gør de det egentlig?

Den moderne julemor slipper trods alt for selv at slagte grisen, stoppe pølser og bære brænde. Hun har for længst outsourcet gulvvask og sølvpudsning og er måske endda holdt op med at bage syv slags småkager, fordi familien hellere vil have bland-selv-slik.

Men med alle de opgaver hun slap for, var det ikke mere tid på sofaen eller til veninderne, der blev valgt til. Tværtimod. Hun opfandt pakkekalenderen – en opgave, der kræver tid, penge, mentalt overskud og evnen til at overgå sig selv år efter år.

Og hvis du tror, det er svært at lave sprød svær, så prøv at opfinde 24 unikke kalendergaver til tre børn i femten år i træk!

– Jeg synes, det er irriterende, at hyggelige juleforberedelser kritiseres af andre kvinder, der ikke har tid eller lyst, sagde den ene småbørnsmor, før hun forlod venindeaftenen til fordel for sin pakkestation.

Måske havde hun ret. Det er altid fristende at kritisere kvinder, der helt naturligt når den ene juleopgave efter den anden – uden hjælp fra Askepots mus eller andet kvalificeret personale.

Men en almindelig kvinde som jeg, tænker da mit.

”Hvorfor yder de ikke lidt ekstra på arbejdet,” kan jeg tænke i et mørkt øjeblik, når de går klokken 14 for at nå en juleafslutning.

Men i virkeligheden er jeg bare misundelig.

Misundelig på, at de mestrer stresset, multitaskingen og hyggen – alt sammen på én gang. Misundelig på overskuddet, generøsiteten og det faktum, at DE NÅR ALT! For som alle ved: bag enhver vellykket jul står en endnu mere vellykket kvinde. Med blussende, hektiske julekinder, som man er nødt til at beundre – og holde af.

Selvfølgelig vil jeg være den kvinde.

Denne artikel blev første gang udgivet på KK.no, som også er ejet af Aller Media. Dette er en oversat og redigeret version.