Pister, rensdyrkaner og nordlys: Her er det nye sted til din vinterferie

Da vi lander i Ivalo Lufthavn 200 kilometer nord for polarcirklen, er solen ved at slippe sit sidste tag. Det er 20 frostgrader, og himlen er stadig dekoreret med en smuk, smal stribe af gulorange nuancer. Japanske turister danser rundt i høje sko og tager selfies, inden de går ind i ankomsthallen. De er her for én ting: Nordlyset.

Vi danskere er her for skiløbet. Den kommende uge skal vi begå os på langrend på de 200 kilometer velpræparerede løjper, der forgrener sig i området omkring byen Saariselkä og Urho Kekkonen Nationalpark. Men også isbadning, rendsdyrkane og hundeslædekørsel venter.

– Og hundene klar, råber min veninde og rejsemakker Trine og jeg, da vi sætter os i bussen mod hytten, overgearede ved tanken om at få lov at lege Sirius-patruljen.

Men det mest spændende er langrend. Trine har halvanden times erfaring fra Åre på isunderlag med en ond instruktør, der ikke gad vente. Jeg selv er – trods en del langrendsture i Norge ikke blevet helt dus med de lange ski på skrappe nedfarter.

– Så længe der er gå-på-mod, sagde Topas Rejser, da vi ringede og forhørte os, om det mon gik an at melde sig til turen.

Buschaufføren kører friskt ad de snedækkede veje mod Saariselkä beliggende i Lapland, der kaldes Europas sidste ødemark. I den lille by findes dog både restauranter, souvenirbutikker og julemandens hus. Alt, hvad turister kan ønske sig. Her ligger også Husky Lodge, vores hjem den kommende uge, omgivet af store mængder sne og høje fyrretræer. Hytten er bygget af gigantiske bjælker og rummer pejs, sauna og poolbord. Vi tager en præsentationsrunde og beretter om vores (manglende) langrendsevner.

– Jeg har lige tjekket ud på YouTube, hvordan man gør, siger Lars, der har sit snowboard med.

Saariselkä byder nemlig også på gode forhold til alpine skiløbere og snowboardere og har i øvrigt Finlands længste kælkebakke. Vores turleder Andreas forsikrer, at alle nok skal klare den i terrænet.

Suppe og Marimekko

På vores første skidag giver den skarpe sol og 8 minusgrader et forvarsel om vores vejrheld. I skibutikken er der tjek på ski og støvler, som er forsynet med vores navne, og vi er hurtigt af sted i de skarpt optrukne langrendsspor. Flokken spreder sig hurtigt. Løjperne er flade, så selv om vi ikke har den store erfaring, kommer vi hurtigere frem end andre, der teknisk er bedre skiløbere, men i dårligere form. Andreas pisker frem og tilbage for at sikre sig, at ingen lades tilbage.

– Det er en total selvtillidstur den her, råber jeg og er tæt på at vælte, fordi jeg skal vende mig om samtidig.

Frokosten indtages på Café Savottakahvila i Laanila nogle kilometer fra Saariselkä. Vi får soup lunch – suppe med grøntsager og rensdyrkød serveret af en mut finsk kvinde med Marimekko-forklæde på, inden vi fortsætter gennem det hvide landskab.

Tekstil- eller ansigtsbremsen

De følgende dage går med langrendsture på op til knap 30 kilometer rundt i det – efter et heftigt snefald – nu helt tyste landskab. Terrænet er nådigt ved langrends-novicer som os. Det er mest på ture, hvor vi bevæger os over trægrænsen og skal klare os ned af lange nedfarter med mange sving, at benene ryster og angstens sved pibler.

– Hvor nervøs skal jeg være for at køre ned her? Jeg må forberede mig mentalt, råber Trine til Andreas, der råder hende til at køre ”stille og rolig finsk plov”.

Hvilket betyder, at man holder én langrendsski i sporet og plover med den anden for at sænke farten.

– Du tager bare tekstil-bremsen, råber en af de andre, som selv lige har sat sig på numsen, fordi det gik lidt for stærkt.

Man kan også bremse med halvdelen af ansigtet, hvis man falder forover, viser det sig på den sidste, lidt hidsige bakke, inden vi når hjem.

De følgende dage venter andre aktiviteter. Særligt hundeslædekørslen har vi – som fans af dokumentaren Siriuspatruljen – glædet os meget til.

Kanetur i klar luft

Vores slæde står klar med et spand på seks ivrige Huskies. Den ene hund springer konstant op i luften som en fjeder, der udløses igen og igen. Rebet løsnes, og vi accelererer hurtigt. Trine starter med at være kaptajn og står op, og jeg sidder under tæppet og er betænkelig ved intet at kunne kontrollere, da hundene drøner over sneen.

De kender deres rute, og vi slapper af. Den af os, der står bagpå, behøver ikke styre, kun bremse, når det går nedad. Opad hopper man af og skubber slæden for at hjælpe hundene.

– Dyyyygtige hunde, råber vi.

Det sjoveste er at stå op, men der er også rart under tæppet i kanen, hvor man kan nå at nyde de smukke omgivelser. Bagefter klapper og roser vi hundene, der elsker opmærksomheden, men skælder ud på hinanden.

Nogle dage har den stået på fælles madlavning i Husky Lodge, andre aftener spiser vi ude og får rensdyrkød i alle afskygninger: Burger, pasta, filet. Det smager røget og godt.

Vi bruger dagligt den store lækre sauna. Men nu er gruppen ved at geare sig op til en kold oplevelse i Kiilopaa, hvorfra man kan køre den mest fantastiske langrend i Urho Kekkonen Nationalpark. Efter skiløbet skal vi nemlig til det: Isbadning.

En yndet aktivitet for finner, som de krydrer med røgsauna mellem de kolde dyp. Det skal vi også. Kun en enkelt betakker sig og får i stedet opgaven med at dokumentere alles dyp. Der er ingen vind. Men det sner og er minus 10 grader.

Telefonsnak fra ishullet

Der er godt med strøm i hullet, og man skal holde fast i et reb, når man går ned af trappen og lader det iskolde vand omslutte sig. En finsk kvinde sidder helt roligt og filmer sig selv i vand til halsen. Længe.

Vi kan heldigvis slet ikke nå at besvime, så hurtigt er vi oppe igen og iler på bare tæer mod røgsaunaen. Her sidder man tæt, og humøret er højt. De få finner, der er, må finde sig i gruppen af opløftede danskere. Vi føler os som de vildeste vikinger, fordi vi har klaret det kolde vand.

Jeg tager hovedet under ved det tredje dyp, og dér kommer kicket og følelsen af uovervindelighed. Det er dog ingen kunst i forhold til vores konkurrencemindede turleder, Andreas, der roligt fører en telefonsamtale, mens han sidder i ishullet. Han er der i flere minutter og ser endda godt tilpas ud imens.

– Jeg var jo nødt til at slå hende finnen, siger han, men tilføjer:

– Min krop føltes godt nok lidt underlig, da jeg kom ind i saunaen.

Karaoke med finsk-top

Holdet er efterhånden godt sammentømret, og vi kender hinandens styrker og svagheder på løjperne og kan gøre lidt grin med det. En enkelt nedfart – ”dræberbakken” – som vi skal ned af på hjemturene, har nedlagt flere, heriblandt Trine. På den sidste tur ned overvejer hun at tage skiene af og gå, men:

– Det skal være løgn. Nu kører jeg fandeme ned, siger hun og plover hele vejen ned.

– Wuhuuuu, total optur!

Opturen fortsætter på turens sidste aften, hvor vi får rensdyrfilet og gode finske øl. Vi slutter af på et spillested i Saariselkä, hvor den finske værtshus-nationalsport, karaoke, er i fuld gang med det, der vel kan betegnes som finsk-top. Ingen synger på engelsk. Så vi holder os fra scenen og hujer i stedet som en helt igennem festlig afslutning på en langrendsuge i ”Europas sidste ødemark.”

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 52/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.