“Det værste, der kan ske, er selvfølgelig, hvis jeg ikke overlever”

Hvordan forbereder man sig på potentielt at skulle sige farvel til sine nærmeste?

Det prøver 22-årige Isabella Jepsen at finde ud af, mens hun går og venter på den knoglemarvstransplantation, der forhåbentlig befrier hende for kræftsygdommen leukæmi, som hun blev diagnosticeret med sidste år.

Det er formentlig slet ikke nødvendigt at forberede sig på det scenarie. Lægerne forventer, at transplantationen vil gå godt, selv om det også er forbundet med store risici.

Men man må alligevel i en eller anden grad forvente det værste, siger Isabella. Så kan man kun blive positivt overrasket.

- Jeg føler lidt, at jeg går og venter på, at mit liv går i gang, siger hun.

Først spoler vi tiden tilbage.

Isabella Jepsen var 21 år gammel og netop hjemvendt fra en kæresteferie i Italien, da en tilfældig blodprøve og et uventet opkald fra vagtlægen vendte op og ned på alt. Kort tid efter faldt den endelige dom: akut myeloid leukæmi, også kaldet akut blodkræft.

Det er sådan en slags besked, man aldrig tror, man vil få. Det sker jo kun for naboen eller venindes fætter. Aldrig for en selv. Og slet ikke når man er så ung.

Men det gjorde det alligevel for Isabella. Og siden sommeren 2024 har hun brugt mere tid på sygehuset, end de fleste af os kommer til på et helt liv.

Hun har været igennem flere runder med hård kemoterapi, fået taget hundredvis af blodprøver og kæmpet mod infektioner med et fuldstændigt nedbrudt immunforsvar.

Hun har måttet sygemelde sig fra sit arbejde, aflyse rejser og fester og rigtig meget andet, der kendetegner et “almindeligt” ungdomsliv.

I stedet har hun blandt andet brugt tid på at skrive et testamente.

- Det gjorde jeg faktisk kort tid efter, at jeg fik diagnosen. Der var bare en masse tanker, som blev ved med at køre rundt i hovedet på mig, og for at jeg kunne slukke for dem, var jeg nødt til at skrive det ned.

I testamentet har Isabella skrevet, hvordan hun gerne vil fordele sine værdigenstande og formue. Ikke fordi der er meget af det, understreger hun, men alligevel har hun lyst til at dele det ud mellem sine familiemedlemmer i tilfælde af hendes død.

- Min mor kender mig så godt, at hvis jeg en dag skal begraves, så ved hun lige, hvordan det skal fungere. Så det føler jeg egentlig ikke, at jeg har et behov for at skulle skrive ned. Det har jeg ikke gjort mig nogle specifikke tanker om, fortæller Isabella Jepsen.

Som hun siger, ville det komme meget bag på hende, hvis det var der, det bar hen.

Lægerne ville ikke tilbyde hende transplantation, hvis ikke de troede, at hun ville kunne klare det, eller at det blev bedre på den anden side, forklarer hun.

Der ville til gengæld være en større sandsynlighed for tilbagefald, hvis ikke hun blev transplanteret. Kemoterapien har slået kræftcellerne ihjel. Nu handler det om at sikre, at Isabella forbliver sygdomsfri.

- Jeg forsøger at være positiv, og det synes jeg egentlig også, jeg er. Men jeg kan godt mærke, som dagene nærmer sig, at jeg bliver mere og mere anspændt og tænker ret meget på det.

Hun kender selvfølgelig de praktiske detaljer. Faktisk har hun fuldkommen styr på forløbet de kommende mange uger.

Mandag den 27. januar skal hun indlægges på Aarhus Universitetshospital. Et hav af blodprøver skal tages, hun skal måles og vejes og tjekkes igennem på alle tænkelige parametre.

Dernæst følger en uge i helvede. Tre timer dagligt skal hun have strålebehandling og derudover højdosis kemo. Det skal nedbryde alt i Isabellas krop.

- Det skulle eftersigende være det hårdeste, man kan gøre mod kroppen uden at dræbe den. Men hvis ikke jeg fik både kemo og stråler inden, så ville jeg dø af at få de nye stamceller.

Selve transplantationen af donorens knoglemarv løber ind i hendes blodårer gennem et drop, ligesom ved en blodtransfusion. Og når det er overstået, starter ugerne i isolation for alvor.

Efter transplantationen vil Isabella nemlig mangle sit immunforsvar. Groft sagt dør det med hendes gamle celler. Hun vil være som en magnet for bakterier og skal isoleres på en hospitalsstue i tre til fem uger.

Stuen må hun slet ikke forlade, og hun må kun være derinde med sin mor ud over personalet på sygehuset og enkelte besøgende - på afstand. Derudover er der meget, der ikke kan forudsiges.

- Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske i de her uger. Der kan jo ske alt muligt, og min krop får sandsynligvis en reaktion.

- Transplantationen kan føre til infektion i lungerne, som kan gøre, at jeg kan få svært ved at trække vejret. Der kan opstå komplikationer i min tarm og i mine nyrer. Men det sker selvfølgelig ikke særlig tit, og vi håber på, at det ikke bliver så slemt, forklarer Isabella.

De fleste danskere kender nogen, der har haft kræft eller fået kemo. Det gjorde Isabella også selv. Men hun kender ingen, der er blevet transplanteret - og heldigvis for det, siger hun.

Men uvisheden er svær at være i.

To gange før er transplantationen blevet udskudt. I godt to måneder har hun ventet på at komme i gang med den behandling, som er afgørende for, at hun kan komme i gang med at leve igen.

- Når man har været igennem det forløb, jeg har, så ved man godt, at alting ikke altid går som planlagt. Man lærer at være tålmodig. Men derfor er det nemmeste for mig altid at forvente det værste, for så kan det heller ikke komme bag på mig, hvis det ender skidt.

- Det værste, der kan ske, er selvfølgelig, hvis jeg ikke overlever.

Det er svært at gå og glæde sig til, at ens liv starter igen, når man ikke ved, hvordan det starter. Og heller ikke ved, hvad der venter en.

Isabella er ikke sikker på, at hendes liv nogensinde bliver, som det var før.

Men hun glæder sig.

Hun glæder sig til ting, hun aldrig før har tænkt over, at man kunne glæde sig til.

Til at vaske sit hår med shampoo, når det er vokset ud igen. Til at løbe en tur og tage i Netto uden at frygte for bakterier på indkøbskurvene, eller om folk i køen hoster og snotter.

Hun glæder sig til at starte på arbejde igen og til at bevæge sig udenfor Danmarks grænser.

Hun glæder sig til at være rask og forhåbentligt have en krop, der virker, som den skal.

- Henover julen tænkte jeg flere gange på, hvor taknemmelig jeg er. Over alt det, jeg har oplevet og fået ud af mit liv. Man skal sætte pris på det, man har, selvom det ikke er ret meget. For livet kan lige pludselig tage en kæmpe drejning.

Isabella Jepsen håber, at du sidder derude og er rigtig glad for din helt almindelige krop, der fungerer.

Hun håber, at du taler pænt til den og dig selv. Selvom den måske ikke ser ud, som du ønsker. For den er helt perfekt, som den er.

- Det er jo ærgerligt, at jeg er så ung. Men på den anden side, så kunne der heller ikke have været et bedre tidspunkt at få den her sygdom på, fordi jeg har så meget at stå imod med. Kroppen kan klare helt sindssygt meget, siger hun.