Brevkasse
25. februar 2025

Min datters kæreste er et rodehoved, og det går ud over deres familieliv

"Min datter har et krævende job, arbejder vel mere end 60 timer om ugen og synes ikke, hun kan finde mere tid til det hjemlige." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Anna Mejlhede
anna_

Foto: Betina Fleron

Hej Anna

Min datters kæreste er en sød ung fyr. Han er god ved deres to små børn, min datter og hunden, MEN han roder helt vildt. Min svigersøn har (vist) ikke altid været sådan. Da min datter lærte ham at kende, havde han fast arbejde. Nu er han meget sygemeldt med det ene eller andet og arbejder ikke ret meget. Min datter er flov over deres hjem og tager aldrig nogen med hjem.

Min datter siger (jeg har nævnt rodet for hende), at han bliver sur, hvis hun nævner det. Hun vil gerne hyre en rengøringshjælp, hvilket han totalt har afvist. Min datter har et krævende job, arbejder vel mere end 60 timer om ugen og synes ikke, hun kan finde mere tid til det hjemlige.

De lever i dag i deres lille osteklokke (aldrig besøg, tager ud i stedet, siger hun)

Det skal siges, at min svigersøns mor døde for et år siden, og han havde orlov til at passe hende, men det slog ham da helt ud i mange måneder. Han har to søstre, han har kontakt med, men ser ikke sin stedfar eller anden familie.

Jeg er opvokset med ringe kår og har været flov over at have klassekammerater med hjem, hvilket sjældent skete. Jeg tror, det er derfor, jeg har så svært ved at se at min svigersøn være ligeglad med sit hjem.

Jeg har forsøgt at hjælpe dem bl.a. med det praktiske omkring begge børns barnedåb, men der fik jeg skældud af min svigersøn hver gang, da han mente, jeg blander mig. Jeg troede, jeg hjalp dem. Så jeg forsøger at holde lav profil og ikke kommentere noget.

Hvad vil du råde mig til?

Kærlig hilsen en mor, som bare gerne vil hjælpe

Kære mor, som bare gerne vil være til hjælp

Selv om det kan være frustrerende, så har vi grundlæggende ikke hjemmel til at blande os i vores voksne børns måde at føre hus på. Ikke medmindre der ligefrem er tale om forhold, der er til fare for børn såvel som voksne. Det er derfor en klog taktik, du følger ved at holde dig fra at kommentere noget, medmindre din datter og svigersøn selv spørger.

Det er ikke første gang, jeg hører om, at ideen med rengøringshjælp ikke falder i god jord hos lige præcis den, der roder mest. For der kan jo ikke gøres rent, før der er ryddet bare nogenlunde op ...

Jeg tror, at du hjælper din datter bedst ved at se lidt anderledes på din svigersøn. Det lyder, som om han kæmper med noget tungt inde i sig selv. Gør, hvad du kan for, at han føler sig elsket af dig, for det tror jeg, at han har brug for.

Ros ham for de ting, han er god til: Den omsorg, han viste sin døende mor. Måden han er far og kæreste på. Selv om det ikke er givet, at det ligefrem hjælper på rodet, så kan det måske hjælpe på hans overskud – og især på hans vilje til at tage imod hjælp.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også