Det var første gang, hun trådte ind i mit hjem. Så sagde hun noget, jeg stadig husker

Anne Wittorff Rusbjerg er chefredaktør på femina.dk. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Mit første barn blev født en lørdag eftermiddag. Han var lidt blå, men sund og rask.

De næste dage var vi indlagt på barselshotellet, og jeg husker, hvordan vi ængstelige og kluntede skulle lære ham at kende. Hvordan vi overvældede og autoritetstro tog ekstremt detaljerede mentale noter, når personalet gav os råd.

Jeg husker også, hvor forvirrede vi blev, når den sygeplejerske, der havde nattevagt, pludselig mente noget andet end hende, der havde dagvagt. Vi ville jo gøre det bedste for det lille menneske, der nu var vores opgave.

Min søn var træt, og blev ved med at falde i søvn, og de velmenende råd om at nusse ham under fødderne, skifte hans ble og pumpe ud kom i en stime, der føltes overvældende. Men vi gjorde det hele.

Hvis han ammede mindre end 10 minutter, skulle jeg pumpe ud, sagde en sygeplejerske. Han ammede 9 minutter og 30 sekunder. Så vi pumpede.

Vi ville det bedste.

Men det var først, da jeg satte mig hjemme i min stue. I den store lænestol med den ammepude, min mormor havde syet, at det hele faldt på plads. Nu kunne vi sammen finde ud af, hvad der fungerede. Og det gjorde vi.

Et par dage senere kom sundhedsplejersken forbi. Det var første gang hun mødte mig - første gang, hun trådte ind i mit hjem. Alligevel fik hun sagt noget, der ganske vist var banalt - men samtidig genialt: I er eksperterne i jeres barn.

Og det blev vi.

De seneste uger har jeg undret mig over, hvad der egentlig blev af den læresætning.

Her er Trivselskommissionens anbefalinger til forældre blevet startskuddet til en ny debat om børneopdragelse. Et kor af eksperter og meningsdannere har meldt sig på banen.

Den nye generation af forældre har svært ved at sige nej. Vi er ‘vage’, ‘usikre’ og ‘forhandlende’, lyder en del af kritikken.

Vi bliver kaldt curlingforældre med luksusproblemer og bedt om at planlægge vores livsfaser, så vi ikke forplanter os og gør karriere samtidig. ChatGPT match stabile-ikke-karriereorienterede jobmuligheder med min ægløsningscyklus. Tak.

Spoiler: Så nemt er det ikke.

Vi får at vide, at børn er forældrenes ansvar - og ikke statens. Som om jeg forventer, at en fra kommunen tropper op, når min tre-årige får en nedsmeltning over, at hendes toastbrød er skåret forkert.

Vi ved godt, at vores børn er vores ansvar.

Jeg bilder mig ikke ind, at jeg er en perfekt forælder.

Min søn var ikke engang halvandet år, da han kunne sige kompromis, så du kan selv gætte, hvad der giver minus i min trivselskommissionskarakterbog.

Men jeg fandt ud af, dengang i lænestolen, at det ikke handlede om at gøre det bedste, men om at gøre det, der føltes rigtigt for os.

Den norske psykolog og forfatter Line Marie Warholm siger det perfekt: Vi skal stoppe med at behandle børn som elitesportsudøvere. De skal ikke blive den bedste version af sig selv.

Mindre kan gøre det.

Men vi er tilsyneladende ramt af en form for komplet unødvendigt og enormt stressende optimeringsidioti. Nu har det også ramt forældreskabet.

Det paradoksale er nemlig, at langt de fleste forældre godtnok ikke er perfekte, men mere end gode nok.

Trivselskommissionen skriver endda, at de moderne forældre er mere kompetente og engagerede end nogensinde før. Og det var end nogensinde før.

Samtidig konkluderer kommissionen, at langt de fleste børn trives godt. At der - i den bredde børnegruppe - ikke er en trivselskrise.

Lene Tanggaard, der er en af eksperterne i kommissionen, ved i øvrigt godt, at det er svært for forældre at hvile i deres forældreskab, hvis man bliver i tvivl om sine valg konstant.

Hun anerkender også, at det er et paradoks, at kommissionen gerne vil give forældre roen og autoriteten til at træffe de beslutninger, der er rigtige for deres børn, samtidig med, at den kommer med nye anbefalinger.

Så efter i flere uger at være blevet stopfodret med en subtil forældrebashing og banale råd, vil jeg tillade mig at spørge:

Hvad var så egentlig pointen?

Hvad var formålet med den debat?

Og havde det ikke været bedre, hvis vi talte om moderne forældre, som de dygtige, flittige og dedikerede forældre, de fleste er?

Hvis vi mindede dem om, at de er gode nok, og hvis vi havde tillid til, at forældre træffer de beslutninger, der er bedst for deres børn?

Kære eksperter. Den her curlingmor vil gerne minde jer om, hvem der trods alt er de rigtige eksperter.