Jeg har været alene i mange år. Skal jeg omfavne kærligheden med en gift mand?

Spørgsmål:

Jeg er lige over 70 og har levet alene siden jeg skilte mig fra mine børns far, da jeg var i 40'erne. Det er ikke et aktivt valg – jeg har bare ikke fundet nogen, som jeg har klikket med.

Så, for nogle måneder siden, begyndte jeg på et kursus, og der mødte jeg en mand, som jeg faldt pladask for. Han er flot for sin alder, har en fantastisk humor, og vores samtaler er fulde af gnister. Problemet er, at han er gift.

Hans moralsyn er anderledes end mit, så han har intet imod en affære ved siden af. Men jeg tøver – vi vil ikke kunne få et normalt liv sammen. Og vil jeg virkelig være en, som han møder for sex nogle timer her og nogle timer der? Det er ikke det billede af et parforhold, jeg har drømt om.

Samtidig: Bør jeg ikke omfavne denne chance og slippe alle hæmninger? Jeg har jo levet som en dygtig pige hele mit liv.

/Inga-Lill

Svar:

Du stiller flere kloge spørgsmål. Der er flere grunde til, at denne opstilling ofte ikke er det bedste udgangspunkt for et kærlighedsforhold. Når det kommer til det moralske dilemma, er det jo manden, du har mødt, der har det primære ansvar. Han ser dog ikke ud til at have nogen problemer med skyldfølelse eller risikoen for at såre sin kone.

Men du skriver, at din moralsyn adskiller sig fra hans, så du bør tage i betragtning, at du sandsynligvis vil kæmpe lidt med de følelser. Men hvis vi lægger moralske overvejelser til side og ser på din situation, kan det være en god idé at reflektere over, hvordan dette bliver for dig på både kort og lang sigt.

På kort sigt – hvilken glæde at mærke kærligheden igen efter så mange år uden en kærlighedsrelation. Jeg forstår virkelig din tanke om at omfavne muligheden. Passion og forelskelse er en vidunderlig oplevelse, det giver energi, livsglæde og lykkerus. Vi kan også lære nye ting om os selv. Det vil tilføre masser af det, du har savnet i alle de ensomme år, når I er sammen.

På lang sigt tror jeg, at det bliver sværere. Mange af dem, jeg har mødt, som har været i din situation, ender til sidst i præcis det, du også er bekymret for. At blive en der venter, en der hele tiden skal tilpasse sig, ofte stå på sidelinjen. En, der ikke kan ringe hvornår som helst. En, der kommer i anden række. En, der må vente på deres ferieuger, rejser, familiemøder, for så kun at få en nat her, en morgen der. Det plejer at blive ret udmattende.

For at det skal fungere for dig, bliver du nok nødt til at indstille dig på det. På kort sigt at gribe chancen, slippe hæmningerne og give dig selv mulighed for at opleve lyst og nærhed efter alle årene med længsel. Men du skal også regne med, at du vil blive påvirket negativt over tid. Hvis du bliver meget forelsket og ønsker mere, vil det være svært at håndtere at komme i anden række.

En anden risiko ved at gå ind i relationen og med tiden ikke trives, er, at han bliver den eneste stærkeste faktor for at (midlertidigt) lindre angst og savn. Det gør det ofte sværere at forlade en, selvom man ikke længere trives med opstillingen. Hvem skal trøste og fjerne det, der gør ondt? Det vil sandsynligvis være ham, næste gang I mødes kærligt. Så du skal være forsigtig med dig selv på længere sigt.

Har du ellers et velfungerende liv, venner at omgås med, og måske også støtte fra dem? Nogen at tale med, som kan hjælpe dig med at sortere dine tanker, og andet, du kan fylde din tid med, som giver mening? Ellers bliver det smertefuldt at låse sig helt fast på en mand, der kun kan give sin lillefinger en gang imellem. Du stiller som sagt allerede kloge spørgsmål. Glem ikke at tjekke ind med dig selv fra tid til anden.

/Anna Bennich

Denne artikel blev først bragt hos MåBra. Dette er en redigeret og oversat version.