Nu slår hun rekord igen
Foto: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix
Taylor Swift skriver igen historie med sin imponerende rekord.
Denne gang med bogen om hendes verdensomspændende ’The Eras Tour’.
Bogen, der blev lanceret eksklusivt gennem Target på Black Friday, har solgt hele 814.000 eksemplarer over weekenden og er dermed den største bogudgivelse i hele 2024, skriver The Hollywood Reporter.
Med salget placerer Taylor Swift sig blandt de største bogsucceser i nyere tid. Kun Barack Obamas memoirer ’A promised Land’ overgår hendes præstation I faglitteratur-kategorien med 816.000 solgte eksemplarer i lanceringens første uge i 2020.
Dog var Obamas memoirer tilgængelig i alle større forretninger, mens Swifts ’The Eras Tour Book’ udelukkende blev solgt gennem én forhandler.
Trods rekordsalg har bogen ikke været uden kritik. Nogle fans har udtrykt utilfredshed over tastefejl og småfejl i indholdet. Alligevel formår Swifts popularitet at sikre en overvældende succes.
Swift har tidligere haft succes med utraditionelle, eksklusive udgivelser.
Med koncertfilmen ’Taylor Swift: The Eras Tour’ fra 2023 gik hun uden om de etablerede Hollywood-studier og samarbejdede direkte med biografkæderne AMC og Cinemark.
Resultatet blev en indtjening på over 200 millioner dollars.