Anmeldelse: DR taber en ekstraordinær historie på gulvet

2024 bliver året, hvor DR ikke producerede en eneste original dramaserie.

I stedet blev der sat fuld gas på produktionen af hybridformatet dramadokumentar. Det efterhånden godt fortærskede koncept går ud på, at man tager dokumentardelen, hvor en masse eksperter forklarer om historiske begivenheder, og krydrer dem med dramatiseringer.

Hvor det tidligere var relativt ukendte skuespillere, som varetog de scener, er det nye nu, at man bruger store navne til at spille de historiske personer.

I ’Kodenavn: Storfyrstinden’ byder rollelisten således på Sidsel Siem Koch (’Speak No Evil), Sebastian Jessen, Martin Greis Rosenthal, Neel Rønholt og hele Danmarks bistre mand nummer 1, Jacob Lohmann.

DR-serien handler om bankfuldmægtig Jutta Graae (Siem Koch), der under 2. verdenskrig bliver en del af modstandskampen og er med til at give efterretningsoplysninger til briterne i kampen mod nazismen.

’Kodenavn: Storfyrstinden’ er en fin serie, uden at være prangende, men man sidder tilbage med spørgsmålet om, hvorfor man egentlig ikke bare har lavet en decideret dokumentarserie eller, endnu bedre, en fiktionsserie.

For der er masser af potentiale til begge ting. Men i dramadokumentar-bastarden lider serien under både dårlige replikker og et look, der ligner noget fra en lokal-tv-produktion.

Historien om Jutta Graae er ellers vanvittig spændende.

Med en fotografisk hukommelse og en ferm evne til at manipulere folk, er hun den perfekte spion. Det skriger jo på en fiktiv bearbejdning, og historien har et klokkeklart potentiale som søndagsserie, der kan lægge gaderne øde.

Det kommer ikke til at ske med ’Kodenanvn: Storfyrstinden’.

Historien om Jutta Graae står langt stærkere end de dramatiserede scener. De lider under et noget kluntet manuskript, hvor replikkerne skærer i ørerne. Især når vi i en interviewscene forinden har fået forklaret glimrende, hvad det er, der sker.

Når skuespillerne så toner frem, fremstår det lidt klumpedumpe-agtigt. Havde man blot holdt sig til den ene genre, var det undgået.

Omvendt havde det også kostet langt flere penge. Især med fiktionsmodellen. Men modet er tilsyneladende fraværende hos DR i år, når det kommer til dramaserier, og derfor har vi dramadokumentarer som ’Kodenavn: Storfyrstinden’ og ’Hugo – Görings jødiske ven’, som havde premiere i november.

Fine beretninger om 2. verdenskrig og menneskerne, der befandt sig i dem. Men heller ikke serier, man vil huske tilbage på som noget særligt.

Det, der trods alt gør ’Kodenavn: Storfyrstinden’ til en nogenlunde seværdig dramadokumentarserie, er særligt de medvirkende eksperter, som er virkelig gode og taler indlevende om Jutta Graae og datidens begivenheder. Der er ikke nogen, som falder igennem på den front og heldigvis for det. For der er ikke noget, der kan dræbe en dokumentarserie som en knastør tørvetriller, der fortsætter i en uendelighed.

Med tanke på, at en af de mest populære podcasts i Danmark, er ’Tyran’, hvor fokus er på forskellige diktatoriske ledere igennem verdenshistorien, er der ingen tvivl om, at danskerne elsker at blive klogere på fortiden. Og at der findes dygtige formidlere derude til at gøre det.

Men historien om Jutta Graae efterlader en med følelsen af, at der her lå en gylden mulighed for virkelig at fortælle en af danmarkshistoriens mest interessante historier på storslået vis.

I stedet får vi en metervare uden liv og sjæl.

Det er på tide at gentænke de her dramadokumentarer. Skrue op for produktionsværdien, så det ser filmisk ud og ikke amatøragtigt. Virkeligheden og historien byder på så mange spændende fortællinger, at de bør blive skabt, så det ekstraordinære i dem virkelig kommer til deres fyldest.