“Jeg vil gerne have, at der står nogle piger på 12 år og tænker: Jeg kan sgu også blive trommeslager eller guitarist”

Hun blev kendt som 17-årig i succesgruppen Alphabeat. Nu er hun aktuel på sommerens festivaler og til efteråret kommer hendes nye album. Og det er ikke hvilket som helst band, der står bag hende.

I det sekspersonersband, som Stine Bramsen optræder med denne festivalsommer, er kønsfordelingen 50/50.

– Jeg været bevidst om, at de ikke skulle vælges udelukkende pga. deres køn, men fordi de var dygtige. Men jeg kiggede bevidst efter kvinder, fordi jeg gerne vil have en bredere repræsentation. Det har været et meget aktivt valg. Jeg vil gerne have, at der står nogle piger på 12 år og tænker: Jeg kan sgu også blive trommeslager eller guitarist. Det tror jeg betyder meget.

Stine Bramsen har selv savnet kvindelige forbilleder i sin karriere og har i alle årene været vant til at være omgivet af mænd, både hos pladeselskaberne, på scenen og i tourbussen.

– Det er utrolig vigtigt, at det bliver italesat i de her år, men jeg håber også, at vi når til et punkt, hvor det ikke er nødvendigt at tale om det hele tiden. Hvor det bare er en selvfølge, at der er kvinder på scenen, og der også sidder kvinder på pladeselskaberne, så det ikke primært er mænd, der udvælger nye talenter, siger hun.

Og så er der en uventet sidegevinst ved, at Stine Bramsen har fået flere kvinder ind i sit orkester.

– Det har gjort noget ved stemningen backstage. Jeg har sgu aldrig haft grineflip med mænd på tour, men det har vi bare hver gang med de her kvinder. Vi har desuden nogle dejlige snakke om bl.a. moderskabet og seksualiteten i et ægteskab. Det er superbefriende.

På et af de numre, hun optræder med: “Blond and blank” gør hun op med nogle af de fordomme, hun har oplevet som kvinde i musikbranchen. Om at popsangerinder bare skal puttes i små, fine kjoler, som hun i øvrigt selv blev i Alphabeat, og som mere ser godt ud end har noget mellem ørerne.

– Der er en forventning om, at en popsangerinde nok er lidt blank. Det er en fordom, jeg selv har mødt mange gange. Det er helt klart noget af det, der provokerer mig mest. Det er min fornemmelse, at der er mange, der ikke har givet mig og andre popsangerinder en chance for at være andet en de pæne piger.

Hun mener, at mandlige musikere i højere grad kan klare sig med gode stemmer og gode sange, mens kvinder skal puttes i kasser som den sexede, den søde eller den vrede.

Samtidig har hun også bemærket den bevægelse, der er i gang, hvor kvindelige musikere kræver mere plads og større repræsentation. Hun fremhæver sangerinden Dopha som et forfriskende eksempel på en ny generation af kvindelige kunstnere, som ikke behøver den store indpakning, men har nok i sin guitar og sit talent – præcis som mange mænd altid har haft.

Læs hele interviewet i det nye femina, som er i butikkerne nu.