Den Store Bagedyst
13. november 2021

Du kan selv være dragende, Markus Grigo

Det, vi har tørstet efter hele sæsonen, får vi endelig: Der er makværk, grædende deltagere og grimme små kager for alle pengene.
Af: Maria Brus
den store bagedyst

Vi er nået til afsnittet inden semifinalen, der er tre pladser tilbage, og huhaa man kan godt mærke, der er nerver på i teltet.

Heldigvis er deltagerne pissedygtige!

Og meget glade, fordi der i aftenens første udfordring er besøg af Rosa, Micki og en eller anden, som var væsentlige mere anonym, fra tidligere sæsoner. Et lille panel af “kageglade venner”, som Timm Vladimir siger.

Deltagerne skal kaste sig over en af de helt store bagetrends lige nu – veganske tærter. Hvis du nu sidder og tænker: ”Er det virkelig en af de helt store bagetrends lige nu?”, så ja, det er det, Susanne. Det siger Timm Vladimir selv.

De kageglade venner er lidt skeptiske over udfordringen, for som Rosa siger, så er det ”virkelig grænseoverskridende at sortere noget fra” – en dejlig maksimalistisk tilgang til bagning og livet i det hele taget, som fungerer lige godt i et bagetelt som på Tinder.

At dømme ud fra både deltagerne og gæstedommernes reaktioner på udfordringen, får man tanken, at de må have levet det meste af deres liv under en kæmpe stor sten støbt af fuldfede mælkeprodukter.

De synes i hvert fald, det er noget eksotisk det her med vegansk bagværk.

Den velkendte fortællerstemme taler om ”såkaldt vegansk smør” og fortæller, at tofu er en ostelignende masse, der er lavet af soyamælk. Således så oplyst.

Den må du længere ind på Østerbro med, Anna-Kathrine!

Fælles for deltagerne er, at de vil lave veganske tærter, der ikke smager vegansk, og vi ved ikke helt, hvordan vegansk smager, men i det mindste er de da enige.

Teltets yngste deltager Johanne opdager på et lidt kritisk tidspunkt, at de tre kilo hvid chokolade, hun har slæbt med, og som jo primært består af mælkepulver, kakaosmør og sukker, ikke er vegansk. Sørens også.

De veganske tærter serveres for dommerne på et bord dækket med blomstret plastikdug a la mormors kolonihavehus i 1970, og så er det vist også gået op for dem allerbagerst i stuerne, at vi her har at gøre med et meget moderne fænomen, som står i stærk kontrast til de gode, gamle flødefyldte dage.

Alle deltagerne kommer i mål med absurd smukke tærter, man gerne vil hænge op på væggen, fordi vi jo har udfaset det at have faktiske amatørbagere i programmet, og de fleste tærter smager da også godt.

Lige bortset fra Anna-Kathrines måneinspirerede tærte.

Hun har lavet en MEGET vegansk tærte, altså væsentlig mere vegansk end alle de andre veganske tærter.

Hendes tærte udfordrede dommerne på smagen ved ikke rigtig at have så meget. Sorry Anna-Kathrine, men den der klidomgang må du længere ind på Østerbro med!

En stor kage, som er blevet til en lille kage

Timm er som altid med på beatet, og han fortæller deltagerne om et rigtig godt sted at opdage nye kagetrends: Internettet! Pinterest, Instagram, you name it, så er der bare inspiration for alle pengene.

Den hemmelige udfordring er den store kagetrend, som ingen har hørt om, nemlig minibryllupskager.

Dommer Katrine fortæller, at denne her trend er sjov, fordi man tager en stor kage, og så gør den lille. Det er da humor! Vi kan næsten ikke vente, til Katrine opdager cupcakes.

Sæþór er også skeptisk, for han har altså lyserøde Crocs på og ved derfor om nogen, hvad der rører sig, og han har altså aldrig hørt om minibryllupskager.

Og så er han bekymret, fordi de igen skal indfarve marcipan, og det har jo tidligere været ved at sende den farveblinde islænding hjem.

Denne her gang er det dog mere størrelsen (mini) end farverne, der driller, for Sæþór er en stor mand med store hænder, og så er det altså ikke nemt.

Kagen skal endte som et skønsyn i de klassiske bryllupsfarver brun og lilla, og det rammer deltagerne med varierende held.

På toppen skal der være chokoladeskilte, hvor der står “love”, fordi bryllup og kærlighed og ja, nej, jeg ved ikke, hvad Katrine har tænkt, da hun designede denne her kage, sorry.

Men: ”Det kan da være, det smager godt,” som Frederik siger.

Dommerne er overraskende begejstrede for de små bryllupskager, bortset fra Johannes, der ”mangler noget på finish”. Det er simpelthen ikke Johannes dag i dag, og hun fælder en tåre. Sæþór løber trods sine store hænder med førstepladsen.

Mayonnaisemakværk

I mesterværksudfordringen skal deltagerne lave fault line cakes, og hvis du heller ikke ved, hvad det er, så er det rigtig mange lag halvtør kage lagt sammen med rigtig mange lag hvinende sød smørcreme.

Der skal så være en revne midte på kagen, hvor fyldet kigger frem.

Flot og meget egnet til Instagram, hvilket jo er et glimrende sted at finde inspiration til kagetrends. Det virker til, at deltagerne er lettede over at få lov til at lave noget pænt igen.

Sæþórs kage vokser sig noget større, end den var derhjemme, og det er teltets skyld. Den har gult tema og det har Sæþór også. Anna-Kathrine og Johannes smørcremer skiller, men her er det mere uvist, om det er teltet eller deres egen skyld. Lad os gå med teltets.

Sæþór overvejer at undlade at dekorere sin kage og servere en nøgen kage, for som han siger, er det jo også en kagetrend, og den slags dedikation til den laveste del af hegnet kan man jo kun respektere.

Johanne har valgt at putte skiver af bolschebeder i sin kage, hvilket er pænt, men også en voldsom fornærmelse mod mennesker med smagsløg.

Anna-Kathrine fra den store bagedyst

Frederik har lavet en fugl føniks-kage med masser af fugtighed, men desværre smager smørcremen for meget af flormelis.

Når man tænker på, at smørcreme består af 50 procent flormelis, er det måske lidt svært at gøre noget ved.

Sæþórs kage får kritik for at være for simpel, og man får lyst til at spørge dommerne, om de slet ikke så ham sidde og pille gul krymmel ud af en blandet bunke med en lille pincet.

Anna-Kathrine har lavet en vanvittig barokagtig, Versailles-inspireret ekstravaganzakage, men desværre ligner hendes smørcreme mayonnaise, og det gør jo bare et eller andet for looket, som dommerne siger.

Markus Grigo formår på den mest intense Markus Grigo-agtige måde med øjenkontakt at fortælle Anelise, at hendes kage er dragende. Til det må vi bare sige: Det kan du selv være, Markus.

Anelise drager mesterbagerforklædet til sig, og desværre ryger Johanne hjem.

Men hun havde set den komme, og nu glæder hun sig bare til at komme hjem og få et liv og komme ud on the floor. Same Johanne, same. God weekend og godt floor!

Læs mere om:

Læs også