Det skete en lørdag formiddag. Hun anede ikke, hun kunne blive ramt af det

Kim Andrea Brofeldt er forfatter og mor til til fire. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

En lørdag formiddag for to år siden holdt min hjerne op med at fungere på den måde, jeg kendte den.

Den dag fik jeg en pludseligt opstået blodprop i hjernen på grund af en snoet halspulsåre, som jeg ikke anede, jeg havde.

Eller jo: Selvfølgelig vidste jeg godt, at jeg havde en halspulsåre, men ikke, at den var snoet, eller at jeg - som 46-årig - var en, der kunne blive ramt af den slags.

Blodproppen sad der, hvor man har overblik og logisk sans, hvilket også var årsagen til, at det første, jeg gjorde, var at rejse mig fra gulvet og hælde cola i min kaffe, skrive noget ulæseligt på min kalender - og cykle ind til en konfirmationsfest, hvor det lykkedes mig at skjule i seks timer, at jeg stammede og byttede om på ord.

De første måneder var surrealistiske.

Praktiske ting man – som almindeligt fungerende voksent menneske – tager for givet at kunne: Støvsuge, handle, stege et æg, var ikke længere noget, min hjerne nødvendigvis havde lagret.

Jeg lavede mystiske fejl, såsom at slå min græsplæne så den så ud som en alien-tiltrækkende korncirkel, hælde salaten op i gryderetten og bruge en hel dag på forgæves at lave mig en kop kaffe, fordi jeg først glemte at hælde vand på elkedlen, så at tænde for den og derefter, gentagne gange, at hente det varme vand, mens det stadig var varmt.

Hvis dit liv var en film, konstaterede en af mine teenagere tørt, mens jeg forsøgte at huske, hvordan man skar en peberfrugt, så ville den her blodprop være et plottwist. Det fik mig til at grine højt, og jeg har tænkt på det flere gange siden.

For ja - det er det. Og nok også et jeg gerne ville have været foruden. Men mit mål er at anskue det på en måde, hvor det ikke føles som en unhappy ending.

At finde sprækken af lys i noget, der ændrede mit liv pludseligt. Jeg har skrevet ved siden af mit lønarbejde, siden jeg var ung - klummer, nyhedsbreve, noveller, bidrag til fagbøger, artikler og alt muligt andet.

Til min store lettelse er den evne intakt, selv om jeg bliver begrænset af manglende udholdenhed, og derfor må stoppe med at skrive, længe før jeg løber tør for ord. Men de er der, ordene, de er venlige og relativt nemme at sætte sammen til brugbare sætninger.

Og når min udholdenhed slår fra, kan jeg bruge den tvungne pause til eftertænksomhed. Og det er faktisk en evne, jeg ikke har haft før, hvor jeg altid har flagret rundt, multitasket og kastet mig i gang med nye projekter, mens jeg sjuskede mig frem til afslutninger af de ting, jeg allerede var i gang med.

“Intelligente mennesker keder sig aldrig,” sagde min mormor altid, og jeg følte mig superintelligent, fordi jeg altid havde gang i tusind ting på én gang.

Min mormor var klog, men jeg tror måske, hun overså det, jeg også altid har gjort: Værdien i at kede sig, være til stede lige der hvor man er, i stedet for at lede efter underholdning hver eneste gang der er en pause i det travle liv.

En hjerne, der bliver træt, har lært mig at sidde uvirksomt i sofaen og se årstiderne skifte gennem vinduet. Har fået mig til at stoppe op og dvæle ved det, jeg var midt i, har strakt alt, jeg foretager mig, ud og efterladt min rastløse sjæl i en tvungen form for fordybelse.

Den tvungne langsommelighed har gjort det muligt for mig langsomt at udtænke og skrive romaner i stedet for hele tiden at jage det næste quickfix af ord og hurtige pointer.

Et plottwist, der har fået mig til at kunne leve af at skrive plottwists, er ikke det værste, der kunne hænde mig.

Det er min sprække af lys.

… Men jeg ville nu stadig ønske, at jeg kunne huske, hvordan jeg laver kaffe.