Hun ringede til 1813, som bad hende tage på hospitalet. Hun husker ikke alt derfra. Men lægens besked står lysende klart i hendes erindring

Kim Andrea Brofeldt havde det ikke godt den lørdag morgen i september 2021. Hun følte sig svimmel og underligt tilpas, som om al luften var sivet ud af hende.

Hun var også faldet om på køkkengulvet, men havde rejst sig igen. Hendes to ældste døtre var på høj- og efterskole, og Kim og de to hjemmeboende døtre skulle til konfirmation.

De var lidt sent på den, men Kim skulle lige huske at skrive en forlagsaftale i kalenderen. Dét, hun skrev, havde dog ingen lighed med bogstaver.

Kim skænkede sig en kop kaffe, åbnede køleskabet for at tage mælken. Tog en cola i stedet og hældte op i kaffen. Farven så underlig ud, lignede slet ikke den lysebrune drik, hun plejede at holde af.

“Kom nu, mor, vi skal af sted”, kaldte pigerne, og på en eller anden måde fik Kim cyklet sine døtre ind til restauranten, hvor konfirmationen blev afholdt. Hun tog imod en velkomstdrink, men da hun under snak med de andre gæster hakkede og stammede og brugte de forkerte ord, blev hun lidt flov. “For fanden, er jeg blevet fuld af én drink?”

Kim holdt sig for sig selv, gik enten på toilettet, når der ikke var taler, prøvede at sige “fem flade flødeboller på et fladt flødebollefad” i spejlet, det gik ikke så godt, eller mængede sig med børnene, der ikke registrerede, at hendes tale var snøvlet og lidt uforståelig.

De tre kom vel hjem igen, og Kim googlede “talebesvær”. Pustede kinderne op for at se, om der var symmetri i ansigtet og fik sin datter til at sige en sætning, som hun skulle gentage.

Det kunne Kim ikke, og så ringede hun til 1813, der bad hende tage på hospitalet. Hun ville helst have cyklet derhen, så kunne hun da lige spare de hundrede kroner, men blev beordret i en taxa.

Hospitalet sendte ikke en ambulance, for selv om de mistænkte en blodprop, havde hun været til fest i seks timer.

Hun var med andre ord forbi det “vindue”, der siges at være på tre-fire timer, hvor man kan give en blodpropopløsende behandling.

Hvad Kim husker fra hospitalsbesøget er: At hun syntes, det var pinligt, lægen ikke kunne forstå, hvad hun sagde: “Normalt kan jeg altså godt finde ud af at tale rent”, prøvede hun insisterende at overbevise ham om.

Hun husker også, at hun blev kørt til hjerneskadecentret på Herlev, blev skældt ud i ambulancen, fordi hun ikke var kommet før, at en af hendes venner skrev til hende og spurgte, hvordan det gik. “Jeg ved det ikke, jeg er på hospitalet. Jeg er bange”, svarede Kim. “Jeg er her hele natten, du kan bare skrive”, lød det tilbage.

Og så mindes Kim, at hun om morgenen skulle følge nogle streger ned til scanningen. At ingen fulgte hende, så hun gik ind i væggene. Stadig i festtøjet fra dagen før, nedringet, konfus og sulten.

Endnu en ting står lysende klart i erindringen: At en sød læge kom ind og fortalte hende, at hun havde fået to blodpropper i hjernen, om hun lige kunne svare på nogle spørgsmål.

“Selvfølgelig ved jeg, hvad statsministeren hedder, ja ja, jeg kan sagtens trykke dig i hånden …”. Men da Kim ikke kunne gentage tre enkle ord, begyndte hun at græde. Og kunne ikke stoppe igen.

Hun blev kørt op på hjerneskadeafdelingen, og de blev ved med at sige ord, og Kim blev ved med at glemme dem. Her lå hun i otte dage.

Hvorfor Kim var blevet ramt, vides ikke med sikkerhed, men sandsynligvis skyldtes det en forsnævring af halspulsåren. Hvor hun blev ramt, vides: Venstre parietooccipitallap, hvor særligt opmærksomhed og overblik sidder.

Midt i noget, når vi dør

Nu sidder vi i Kims stemningsfulde, stille stue i den gamle villa i Rødovre. Winston, familiens bostonterrier har lagt sig i sin store pude på gulvet, Kim har placeret sig med ryggen mod vinduet i den hyggelige karnap, der vender mod den frodige have og gaden.

Pladsen er nøje valgt. Så er der færrest indtryk at forholde sig til. Hun har cirka et par timers koncentration om dagen at gøre godt med, så det gælder om at skåne hjernen.

Et par dage inden vores møde taler vi i telefon, hvor jeg spørger, om hun har følt nogen bitterhed.

Kim, du sagde lynhurtigt i telefonen: “Nej, taknemmelighed!” Kan du uddybe det?

– Jeg kunne have været død eller mistet min tale og motorik. Eller have ændret min personlighed. Da jeg lå på hospitalet, kunne jeg ikke tale rent, og jeg var så bange for at miste det, jeg var bedst til, nemlig at skrive, tale og have overblikket.

– De første fire måneder havde jeg en dyne over hovedet, mine tanker fløj konstant væk som drivende vattotter på himlen. Det var et underligt sted at være. Men jeg tror ikke, min bog var blevet den bog, den er blevet, hvis ikke jeg havde fået de blodpropper.

Bogen er “Afslutninger”, som har rumsteret i Kims hoved i mange, mange år, og som hun begyndte at skrive på et års tid før sine blodpropper.

En rørende og finurlig bog om Sarah, der lever et isoleret, ensomt liv og arbejder på et plejehjem, hvor hun afslutter ting for folk, når de dør.

Et broderi, et puslespil, en slat kaffe, der skal drikkes færdig. Sarah finder dog også ud af, at nogle dør og efterlader langt mere end en triviel hverdagssyssel at fuldføre.

Ideen fik Kim bl.a. fra sin mormor, der var bibliotekar og læste utrolig meget. Hun begyndte altid med at læse sidste side, for hvad nu hvis hun døde?

– Da hun så var død, besøgte jeg hende på hospitalet, og der lå en bog med et bogmærke halvvejs i den. Det gav mig ro at vide, at hun vidste, hvad bogen sluttede med, og det satte også tanken i gang: Vi er alle midt i noget, når vi dør.

– Vi bliver revet væk fra ting, vi ikke får fuldført. Det er dét, Sarah forsøger: At afslutte dét, vedkommende var i gang med, da personen døde. Det er også en bog om sorg. Om hvorfor vi handler, som vi gør, og hvordan vi alle reagerer forskelligt på sorgen.

– Hvordan rejser man sig igen, når man bliver ramt af noget uforudset? Finder lyset i mørket? Nogle stivner, andre foretager sig alt muligt, men vi har ikke rigtigt et sted at placere sorgen samfundsmæssigt. Vi skal endelig ikke tale om eller vise, vi er i sorg for længe, for så bliver det akavet – nærmest som at tage bukserne af midt i et møde, ikke?

At Sarah har sine traumatiske – og sorgfulde – grunde til at handle, som hun gør, skal ikke røbes mere om her, men ét står klart, når man har læst bogen: Vi har brug for andre mennesker til at få os i mål med vores liv. Særligt når vi er i live, vent ikke, til døden er indtruffet.

Den forlagsaftale, Kim ikke kunne skrive navnet på i september 2021, var netop angående bogen. Den var ikke helt i mål, og blodpropperne satte en brat stopper for finskrivning i mange måneder.

Også rundt om Kim var hendes liv på mange måder en splintret udgave af dét liv, hun havde haft blot nogle måneder tidligere.

Der bliver stille i stuen, og Kim skutter sig lidt.

– Det bliver svært for mig nu, for jeg ønsker ikke at såre nogen … Men min mand og faren til vores fire døtre, som jeg havde været sammen med i 24 år og altid har haft det dejligt med, bad pludseligt om skilsmisse nogle måneder før mine blodpropper, lige op til sommerferien.

– Han havde været igennem et alvorligt kræftforløb og 18 operationer, og jeg tror ikke, han havde fået bearbejdet det rigtigt, han trak sig ind i sig selv.

– Han led af en alvorlig depression og blev indlagt på psykiatrisk afdeling, og jeg ser det, som at det var sygdommen, der fik ham til at handle, som han gjorde. Men det var et enormt chok, og jeg tabte syv kilo på seks uger.

– Så det var ikke det stærkeste sted, jeg stod, da jeg selv blev ramt, fortæller Kim, der fik endnu en mavepuster, da hun nogle måneder efter blodpropperne blev fyret fra sit job som børnehaveklasseleder og billedkunstlærer.

Også børnenes far mistede sit job på grund af langvarig sygdom, så økonomisk er de i et vadested lige nu.

Om de kan beholde huset, hvor børnene er født på gulvet, ved hun ikke. Men det hører med til historien, at de efter at have boet hver for sig i et år nu er ved at finde sammen igen.

En spirende ny begyndelse. Stadig en sårbar proces, men stor kærlighed og et langt liv sammen kæmper man for.

Din mand havde forladt dig, du havde fået to blodpropper, mistet dit arbejde – men du fik skrevet din bog. Blev skrivningen en livsplanke for dig?

– Ja, det kan man godt sige. Der var så meget, jeg ikke kunne huske, hvordan man gjorde, da jeg blev udskrevet. Lave mad, lukke en bestemt dør, alle mulige dagligdagsting.

– Og jeg var jo allermest bange for at miste mit sprog, så da jeg blev fyret i januar sidste år, besluttede jeg mig for at tage bogen frem igen og skrive en time hver dag eller læse noget igennem, jeg allerede havde skrevet.

– En time var, hvad min hjerne kunne klare, og den skulle bruges på sprog og ord. Det blev ligesom mit arbejde – min livsplanke, som du siger. Og når jeg ikke skrev, centrerede mine tanker sig om karaktererne i bogen, jeg havde tiden til og muligheden for at tænke dem igennem, og det er også derfor, jeg tror, “Afslutninger” er blevet en anden bog, end den var blevet, hvis ikke jeg havde fået de blodpropper.

– Jeg lærte i øvrigt også mig selv fransk i den periode …

Fransk!?

– Ja, altså, jeg kan måske ikke føre en dyb, intelligent samtale, men nu kan jeg da spørge om vej, læse små tekster og bestille på en restaurant. Det var igen det med, at jeg bare ikke ville miste evnen til det sproglige.

Lykkelig uvidenhed

I Kims stue står et stort whiteboard fuld af beskeder. Et simpel hvid tavle, der på mange måder i sin fysiske form cementerer bogens budskab om, at intet menneske er en ø. Vi har brug for gode mennesker omkring os. Dém har Kim.

– Jeg oplevede et netværk omkring mig, der var så rørende. Det startede allerede med, at tre gode venner tog med mig til udskrivningssamtalen, for jeg kunne jo ikke huske særlig godt. Så de sad der og tog noter om genoptræning og prognoser og indså med det samme alvoren, og så fik de organiseret et netværk af familie og andre venner, som lavede et fælles skema på whiteboardet til mig om, hvad der skulle ske i løbet ad ugen.

– De kaldte det “Anderådet”, efter mit mellemnavn Andrea. Hvem kommer hvornår? Hvornår er der genoptræning? Hvad har hun brug for? Hvad har børnene brug for? Alt blev skrevet på tavlen.

– De første tre måneder kom der nogen hver dag og lavede aftensmad og spurgte børnene, om de havde brug for hjælp til noget, f.eks. kørsel til en lejrtur eller andet. For når de hjalp med alt det praktiske, kunne jeg bruge min sparsomme energi på at skrive og bare være sammen med pigerne, kramme dem og høre om deres dag.

– Det var måske ikke det hele, jeg kunne tage ind, men jeg var der, ik’? Sad dér i sofaen, indtil vi skulle i seng, ofte sov vi også sammen. Hvis der var noget praktisk, jeg ikke kunne finde ud af eller huske, hvordan man gjorde, satte jeg bare en post-it op, og så kom der nogen, læste den og fik problemet fikset.

– Der var så meget kærlighed omkring mig. Altså, vi taler om travle mennesker, der måske sad til bestyrelsesmøde og alligevel smuttede for at tage med mig til ergoterapeut, eller min fætter, der forlod sin egen søns etårsfødselsdag for at tage med til en skolehjemsamtale. Jeg er så taknemmelig over at have samlet så fantastiske mennesker i mit liv.

Var du bange på noget tidspunkt?

– Nej, jeg tror, jeg svævede lidt i lykkelig uvidenhed og fokuserede kun på de ting, der var lige foran mig. Det var først, da en af mine venner et års tid efter sagde, at alle havde frygtet at miste mig, at alvoren gik op for mig.

Den anderledes hjerne

Der er en begyndelse i Kims liv, den hedder at leve med en hjerneskade. “Arg, behøver du at bruge dét ord? Det lyder så hårdt”, siger flere omkring hende, bl.a. hendes børn.

– Folk springer nærmest en meter væk, når jeg siger ordet hjerneskade. Som om det smitter. Men det er jo dét, jeg har. Hvis du scanner min hjerne, er der et sort område.

– Selv om man ikke umiddelbart kan se eller mærke det på mig, har min logiske sans og mit overblik taget skade, jeg skal faktatjekke alt, og der er meget, jeg ikke kan huske.

– Men hvis det er noget, der rammer mine følelser, kan jeg godt huske det. Dét går åbenbart lige ind. Det pudsige er, at jeg altid har haft en stor kærlighed for hjerner, der fungerer lidt anderledes.

– Jeg har arbejdet med børn med adhd- og autismediagnoser, og jeg synes, vi har et rigidt samfund, hvor man helst skal tænke på en bestemt måde, men der er altså også noget magisk ved at tænke helt anderledes.

– Nu ved jeg så på egen krop, hvad det vil sige, når man ikke kan lukke indtryk ude, ikke kan sortere eller filtrere noget fra, og det hele virker overvældende. Når det er altafgørende, hvilken stol man sidder på i rummet.

– Og det var, da jeg kom i tanke om, at min hjerneskade jo minder om de børn, jeg holdt af, at jeg tænkte, jeg måske også kunne tilgive mig selv for ikke at kunne det, jeg plejer, siger Kim.

En gang om ugen får hun besøg af en neuropsykolog, og sidst havde Kim beklaget sig over, at hun ikke kunne spille brætspil længere.

– Så forklarede hun mig, at et brætspil jo ikke bare er et brætspil. At jeg måske godt kunne spille et, hvor der var tid til at reboote, når det var de andres tur, ligesom at jeg godt kunne fortsætte med at gå på café med en veninde, hvis jeg huskede at sætte mig i et stille, mørkt hjørne med ryggen mod rummet, et sted hvor musikken ikke larmede. Så det handler om at lære at være i verden på en ny måde. Og huske humoren, siger Kim, og fortsætter:

– Noget af det, der har holdt mig oppe i al det her, er også at kunne grine af tingene. På et tidspunkt skulle jeg lægge ni brikker i et puslespil på hospitalet, og jeg kunne slet ikke finde ud af det.

– Jeg lavede den ene fejl efter den anden og græd af frustration. Så skrev en veninde til mig efterfølgende, da jeg var kommet hjem: “Nå, men så kan du jo sidde og hygge dig med at lægge nogle puslespil i weekenden.”

Kim klukker lidt, da hun kommer i tanke om endnu et eksempel på den tørre humor, der hjertens gerne må fylde.

– For nylig gjorde jeg et forsøg på at slå græs, men min ulogiske hjerne kunne slet ikke lave en strategi for det, og da jeg bagefter stod med min datter og så på det utroligt underligt klippede græs, sagde hun: “Hvis du er heldig, kan det være, du tiltrækker aliens, der tror, det er en korncirkel.”

– Den slags tager jo brodden af det hele. Man må godt behandle mig lidt hårdhændet, jeg er slet ikke vant til at blive passet så meget på.

Småfuld i champagne

Fra januar til maj i 2022 sad Kim dagligt og skrev på sin bog.

Hun havde ikke andre valgmuligheder end at prøve at udleve sin drøm om at blive forfatter, og som hun selv siger, er det ikke det værste, der kan ske – at blive tvunget til at følge sine drømme.

Forhåbentlig vil hun også kunne leve af det, for hun er træt af at blive forsørget af kommunen. Hun har altid arbejdet og klaret sig selv.

Bogen blev sendt ind til forlaget igen. Nogle måneder efter ringede telefonen: “Afslutninger” var antaget. Kim var sammen med en ven.

– Det var helt uvirkeligt, nærmest grænseoverskridende, og jeg begyndte faktisk at græde. Min ven sagde, “jeg har noget champagne”, så jeg endte med at blive småfuld i bobler, cyklede lidt slingrende hjem og vinkede vist også til folk på vejen, “jeg har noget at fejre”, haha.

Fremtiden spekulerer hun meget på, hvordan arbejdslivet vil se ud, for Kim kunne godt tænke sig at have et arbejdsfællesskab, og hun satser også på at skrive flere bøger, den næste er allerede i tankerne.

Hun kan dog godt blive frustreret over sit manglende overskud, der spænder ben for de interessante ting, hun er i gang med eller drømmer om at gøre.

Der er altid en regning at betale, hvis hun tager for hårdt fat. Og stik mod alle økonomiske råd kan der i dette regnskab ikke spares op på energikontoen.

Kim tænker også meget på sine venner, om hun er den samme gode ven, som de er over for hende. Om hun har gjort nogen kede af det eller lyttet godt nok efter. Indimellem må hun spørge direkte. Hun kan ikke altid selv mærke det.

Du må holde en fest for dem og fejre bogen?

– Jah, men jeg har nok hverken penge eller overskud …

Et sammenskudsgilde?

– Så ville jeg helt sikkert holde en tale for dem, for jeg har stadig følelsen af, at jeg slet ikke kan gøre gengæld, siger Kim og bliver stille et øjeblik.

Nogle gange gør man folk en tjeneste ved at give dem mulighed for at gøre sig nyttige …?

– Præcis. Mit netværk har flere gange sagt til mig, at de ikke kun hjalp for min skyld, men fordi de også havde et behov for at føle, de gjorde noget. Man vil ikke være til besvær og stå i taknemmelighedsgæld, men folk vil jo gerne hjælpe, og man tager noget fra andre, hvis man ikke lader dem gøre det.

Afslutninger og begyndelser – det sidste kan være lidt skræmmende, men det er vel også her, eventyrene og transformationen ligger?

– Det tror jeg helt sikkert, og det finder min hovedperson jo også ud af. Jeg tænker, det meste lige nu er begyndelser i mit liv. Jeg kunne godt sidde og være ked af det over alt det, der er afsluttet, men nu skal jeg kigge fremad.

– Prioritere min energi og tid, og det er faktisk en ret vigtig livsøvelse, som alle kan have glæde af. Som at destillere sit liv.

– Mine børn er det vigtigste, dem skal jeg have overskud til, og så skal jeg være målrettet. Selvfølgelig er der projekter, der går i vasken, det kan jeg godt tilgive mig selv, men jeg skriver ikke længere på noget bare for at lægge det i skuffen. Det skal blive til noget, jeg har simpelthen ikke andre valg. Og det er der egentlig noget ret fedt ved.

Artiklen blev udgivet i femina uge 25, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: