Pludselig stod hun alene ude i et gigantisk skovområde: "Jeg lavede en lynhurtig risikovurdering"

Da Dorthe Carlsen i 2016 bestemte sig for at gå til Rom, var det ikke, fordi hun var stresset, ikke fordi hun havde brug for alenetid, og ikke fordi hun søgte efter en dybere mening med sit liv. Hun ville faktisk bare gerne gå.

At det lige blev fra Viborg til Rom er et af skæbnens små tilfælde, fordi hun havde krydset Hærvejen så mange gange på nogle lange cykelture og var blevet lidt småfascineret af den.

En dag, hun googlede ”hærvejen”, fik hun trykket på et link, der sendte hende ind på en hjemmeside med de fleste pilgrimsruter i Europa. Og det var det.

– Der var et kæmpe fiskenet af stier ned gennem Tyskland, på kryds og tværs. Jeg har som de fleste andre nok mest set Tyskland fra et bilvindue på vej sydpå i fuld fart. Noget med en hulens masse skov, afbrudt pletvis af grå byer med spidse grønne tårne og nogle få mennesker i skovbrynet hist og her.

– Da jeg så kortet over de mange pilgrimsruter, syntes jeg pludselig, Tyskland var et fuldkommen genialt vandremål.

Dorthe valgte at gå den klassiske danske pilgrimsrute fra Domkirken i Viborg til Peterspladsen i Rom. Samlet set er turen på over 3.300 kilometer, og Dorthe besluttede at spise elefanten i bidder og bryde turen op.

– Jeg lavede nogle regler, før jeg tog af sted. Den ene var, at jeg kun måtte gå, når jeg havde tid – så det aldrig blev stress. Den anden var ikke at planlægge alt for meget, for som journalist kan man nærmest ikke lade være med at sætte sig alt for meget ind tingene og få lyst til at gå på museum eller noget andet, og det var ikke den slags tur, jeg ville have.

– Det var forbudt at bo på hotel eller vælge komfort. Jeg havde også en regel om at gå hele vejen, jeg måtte ikke køre i bus og tog, til gengæld var det tilladt at sejle over en flod eller en sø, hvis det var nødvendigt.

– Den sidste ting, jeg aftalte med mig selv, var, at jeg ville have en lille sten med på hele turen, som jeg så ville lægge fra mig, dér hvor jeg var kommet til på ruten, fortæller Dorthe Carlsen, der begyndte at gå i 2016 og går på ottende år. (Corona lukkede Tyskland i to år, så der kunne hun ikke komme afsted).

Hun går en uge eller to – eller som i år tre –resten af tiden er hun hjemme og arbejde og passe sine bier og være sammen med sin familie, der tæller ægtefællen, Nicolai, fem børn og børnebørn.

– Jeg har gået en uge eller to hvert år. Nogle år mindre, andre mere, fortæller Dorthe Carlsen.

Hun indledte sin vandring inde fra selve Viborg Domkirke, og derfra gik hun via Hærvejen og videre sydpå gennem Tyskland med sin super fornuftpakkede rygsæk (der rummer et minimum af ting) og den ”vigtige” sten.

– Stenen skal sikre mig, at jeg ikke ”snyder” og kommer til at gå for lidt. Det værste ville være at opdage, at jeg har misset nogle kilometer, når det nu er så lang en tur.

– Det er ret sjovt, for stenen bliver faktisk ikke væk for mig, som man måske skulle tro; den er ret let at finde. Jeg gør mig meget umage med at lægge den et sted, hvor jeg let kan finde den og andre ikke kan, siger Dorthe Carlsen, der alligevel mistede sin første sten og derfor går med en ny.

– Det var under corona, og jeg havde lagt stenen ned i sådan en gaffelgren på et stort træ uden for Kiel. Da jeg skulle samle den op efter to år, var den vokset ind i træet. Jeg kunne ikke få fat den vristet fri, selv om jeg prøvede, så jeg måtte lade den sidde og tage en anden.

​Denne gang går Dorthe fra Kreuzlinger på den schweiziske side af Konstanz over alperne og ned i Po-dalen.

Livet er enkelt. Sove, spise, gå. Gentag. Det er svært at forklare, hvad der sker, når der ingenting sker. Det er vandrefilosofi og bare én af de mange ting, Dorthe Carlsen har lært at nyde takket være sin særlige rejse.

– Jeg står op om morgenen, spiser morgenmad, og så går jeg, og når jeg kommer frem om eftermiddagen, ved jeg ikke, hvad jeg har tænkt på hele dagen. Benene går, og tankerne flyver, og jeg kigger ikke engang efter dem. Det er, som om tanker og stemninger væver sig ind og ud af hinanden, uden at man er bevidst om det. Det er fantastisk.

– Det er det bedste, jeg har gjort i mit liv. Det har virkelig været en øjenåbner for mig at få den dér fred og den dér ro, når jeg går. Jeg har det sådan, at når jeg skal ud på en rute og har set, hvor mange højdemeter der er, tænker jeg: ”I dag bliver en rigtig god dag, der er mange gode højdemeter, og det er dejligt regnvejr”.

Hvert stræk har sin helt egen charme og sin egen historie, som dengang Dorthe mødte én, som hun troede var en kvinde i lyserødt joggingtøj midt ude i Lüneburger Heides gigantiske skovområde, men som så ved nærmere eftersyn viste sig at være en mand uden tøj, der bare sagde: ”Ikke farlig. Ikke farlig”.

– Jeg lavede en lynhurtig risikovurdering. Sandsynligheden for, at det var en kinky person, der var på udkig efter en midaldrende kvinde i en skov, hvor der ellers aldrig kommer et øje, var så lille, at jeg bare hilste grüss gott, da vi passerede hinanden i stedet for at blive nervøs.

– Herre­gud, måske var han bare ude at samle hyldeblomster på sin helt egen måde, siger Dorthe, der har boet mange mærkelige steder.

– I Frankfurt boede jeg på et underligt hotel med narkomaner udenfor og hunde, jeg skulle skræve over for at komme ind. Det ville jeg aldrig have oplevet normalt.

Selv om hun har lagt mere end 2.000 kilometer bag sig, er det stadig de første 250 kilometer på Hærvejen, der står meget stærkt:

– Det var helt fantastisk, særligt fordi jeg lærte så mange ting, siger Dorthe Carlsen.

Da hun begyndte at gå, var hun direktør og chefredaktør for Midtjyske Medier, som består af syv dagblade, 34 ugeaviser, netaviser og Radio Viborg.

Hun trivedes, men da hun startede sin vandring, mærkede hun, at hun måske alligevel havde haft brug for at slukke hjernen og trække vejret lidt dybere – uden at vide det.

– Min hverdag bestod af rigtigt mange tal, rigtigt mange mål og krav om indtjening, og der skulle virkelig tænkes kreativt. Jeg var ikke stresset, jeg har altid elsket udfordringer.

– Mit arbejde var interessant og sjovt, men nogle situationer var selvfølgelig pressede. Jeg havde mange bolde i luften og nød det. Da jeg begyndte at gå, opdagede jeg, at det var en måde at trække vejret på.

– De første tre dage kunne jeg slet ikke slappe af. Op med telefonen. Ned igen. Op igen. Ned. Jeg blev så stresset af, at der ikke skete noget. Det tog en uge faktisk, og jeg nåede også at blive lidt bange undervejs, for jeg kunne ikke samle tankerne, som jeg plejede.

– Selv når jeg virkelig prøvede og gjorde mig umage og sagde: ”Nu vil jeg tænke på det og det”, var det, som om tankerne forsvandt for mig, fortæller Dorthe.

I dag er hendes hjerne mindst lige god til at køre i frigear som til at have travlt.

– Jeg behøver ikke en lang omstilling. Så snart jeg sætter mig i et tog eller en Flexbus, er jeg mentalt tilbage, dér hvor Hærvejen slap mig: I ro. Jeg overnatter på de mest ydmyge steder, jeg kan finde, fordi jeg gerne vil overraskes, og jeg bliver aldrig overrasket over et koncepthotel og et hotel med mange stjerner.

– Forleden overnattede jeg et ret rodet Airbnb-sted, hvor der åbenbart boede en kunstner, der havde lavet alt muligt spøjst: Der var togvinduer i huset, og i den lille skurvogn, jeg boede i, var der graffiti. Han havde bier, og bistaderne var også malet om, så de lignede vilddyr udenpå. Sådan nogle overraskelser får du ikke på Scandic.

Orakel ved et tilfælde

Hvad med fødderne? Skal man have to lag sokker på? Uld eller bomuld? Dorthe havde ikke regnet med, at hun ligefrem skulle ende som et slags vandreorakel, da hun for fem år siden drog af sted i sneakers med en alt for tung rygsæk.

Hun griner også lidt af, at hun havde taget bøger med på den første tur. Når hun holder foredrag for folk, der gerne vil vide mere om hendes Viborg-Rom-projekt, kan hun for eksempel fortælle, hvorfor gummisko ikke er en god ide, hvorfor man aldrig skal gå nye støvler til på vejen, og hvad der egentlig er brug for i en rygsæk, når man selv skal bære den …

– Ikke ret meget. Jeg har altid lidt ekstra mad, rosiner og nødration som f.eks. et par madder eller en klapsammen med, og så en termokande te, så jeg drikker en liter undervejs, og et minimum af tøj, siger Dorthe, der mærker en daglig lykkerus over de helt små ting, når hun rejser så let og lever enkelt:

– Det kan være en stor øl, når man kommer frem. Eller som da jeg for nylig kom til Bodensee og til Schweiz, hvor jeg simpelthen blev så rørt.

– Det vigtige bliver vigtigere, og det ligegyldige får ikke magt: Jeg har altid været god til at sige pyt, men nu er jeg endnu bedre! Det er flintrende ligegyldigt, om bilen ikke vil starte. Jeg kan til gengæld mærke, at jeg savner dem, jeg elsker, min mand, mine børn og min hund, når jeg er væk fra dem.

Og nej, hun er ikke ensom. Aldrig.

– Når jeg ude at holde foredrag, spørger folk: ”Er du aldrig bange eller ensom?” – men det er jeg faktisk ikke, selv om jeg har gået lange stræk uden at møde en sjæl, især i Tyskland, hvor folk mest vandrer i weekenderne og om sommeren.

– Jeg har følt mig mere ensom på direktionsgangen med lille nederdel og høje hæle. Jeg møder kun søde mennesker og imødekommende mennesker og har ikke haft én eneste ubehagelig oplevelse, siger Dorthe Carlsen, der har inviteret familien og venner med ind i sit eventyr – på visse betingelser:

– Jeg har sagt, at de er velkomne, men jeg vil ikke være rejseleder, og jeg tager af sted, når det passer mig. Hidtil har ingen taget imod tilbuddet, men alle børnene kommer til gengæld og går med mig ind til Rom, når jeg kommer så langt. Det bliver stort!

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 33, 2024.