Han levede et dobbeltliv. Så fik en særlig tragedie ham til at indse, at det var nok

Det er søndag morgen i Los Angeles.

Dontá Morrison træder frem på prædikestolen foran forsamlingen i kirken Church One Ministries.

Han kigger ud på de mennesker, der har spillet en afgørende rolle i hans liv det seneste årti.

Så begynder han at tale:

– Jeg er homoseksuel, og de dræber os.

Natten forinden har et af de værste skyderier i amerikansk historie fundet sted på natklubben Pulse for LGBT-folk. Det var dråben. Dontá vil ikke gemme sig længere.

Som sort, kristen og homoseksuel mand er det første gang, at den dengang 44-årige Dontá Morrison sætter ord på det dobbeltliv, han har levet det meste af sit liv.

Da han er færdig med at tale, beder han kirkegængerne om at kigge rundt på de andre i forsamlingen.

– Der sidder flere homoseksuelle blandt jer. Jeg er ikke den eneste.

Herefter rejser de sig én efter én.

Alle er medlemmer af kirken og homoseksuelle, men har indtil den søndag levet i skjul.

Flere af dem havde følt sig nødsaget til at forlade kirken, men nu er de her. Efter tragedie dagen før vil de ikke længere leve i skam.

Det er nu syv år siden, at Dontá stod frem, og til den dag i dag står det som et skelsættende øjeblik i hans liv.

Sort, kristen, homoseksuel

Dontá Morrison, der i dag er 51 år, har let til latter, og når man taler med ham, er det svært at forestille sig, at han i mange år levede et dobbeltliv.

Et liv, hvor han på den ene side var aktiv i kirken og på den anden side udlevede sin seksualitet som homoseksuel i al hemmelighed.

Og han er langtfra den eneste. Som sort, kristen mand, der har sex med mænd, er man ekstra udsat for diskrimination.

Dontá voksede op i Los Angeles, Californien, hvor han havde en god barndom med familie og venner, men en del af hans omgangskreds og familiemedlemmer var involveret i bandemiljøet.

Men Dontá gjorde sit bedste for at undgå den livsstil og blev i stedet en aktiv del af en kirke i Los Angeles.

Selv om kirken har gjort en stor positiv forskel i hans liv, kunne han også på nært hold observere, hvordan man forholdte sig til LGBT+-personer, der blev udskammet og udstødt fra kirken.

Og det er langt fra kun i kirken i Los Angeles, at der er en kamp i gang.

De seneste år er en nykonservativ bølge skyllet ind over USA. En kulturkamp, hvor fronterne er hårdt trukket op.

Her er argumenterne ofte baseret på religiøs funderet moral om rigtigt og forkert. For religion og kirke fylder en stor del i mange amerikaneres liv.

I flere stater er kvinders ret til abort indskrænket, Tennessee har forbudt dragshows og en rekordstor andel af anti LGBT+-lovgivning blev gennemført i 2023.

– At forbyde dragshows er fuldstændig tåbeligt efter min mening. Alle de her love, vi gennemfører, som rammer personer, der ikke er heteroseksuelle, og at begrunde det med bibelske argumenter – det mener jeg er helt ude af kontakt med Guds ønske.

Og det var de samme argumenter, der gjorde, at Dontás kirke tog så kraftigt afstand til homoseksuelle.

Men den politiske udvikling i USA har samtidig været en af grundene til, at han som aktivt LGBT+-medlem af kirken følte et ansvar for at sige, at nok er nok.

“Jeg måtte skjule mig i skyggerne”

Kirken har dannet ramme og været Dontás community, hans flok, i nogle af hans allermest formative år.

Og han er ikke alene. Halvdelen af alle amerikanere mener, at religion er meget vigtigt. Tre ud af fire amerikanere er religiøse, og 30 procent går i kirke én gang om ugen.

Men samtidig har kirken også været en årsag til en splittelse, til et dobbeltliv og en kilde til skam. For Dontá vidste tidligt, at han var homoseksuel.

– Amerika er bygget på kristen moral og kristne værdier. Det synes jeg er unfair, fordi vi skal forestille at være en smeltedigel af individer, og vi burde have en seperation af kirke og stat.

Af samme grund var det for Dontá i mange år ikke en mulighed at være åben om sin seksualitet.

Tværtimod overkompenserede han, datede kvinder og gik above and beyond i sit arbejde for kirken.

– Jeg prøvede at få mig selv til at virke straight, så ingen vidste, hvem jeg var inderst inde.

For selv om kirken symboliserede kærlighed og tryghed, vidste Dontá også, at den kærlighed var betinget.

– Jeg voksede op i et miljø, hvor jeg elskede Gud, men jeg blev fortalt, at jeg ikke var værdig til Guds kærlighed. Det var deprimerende, og meget, meget ensomt. Jeg følte mig alene. Mens alle omkring mig levede deres bedste liv, måtte jeg skjule mig i skyggerne.

Mens Dontá kæmpede med at holde så stor en del af sin identitet hemmelig, tærede skylden og skammen på ham. Derfor lagde han 100 procent af sin energi og tid i kirken og i sin akademiske karriere, hvor han i dag har en ph.d.

Men samtidig med at hans akademiske karriere tog fart, kunne han mærke, at han blev nødt til at tage en pause fra kirken. Han begyndte at forske i hvordan sorte, kristne mænd, der har sex med mænd, bliver systematisk ekskluderet fra trossamfund.

Jo mere han gravede sig ned i emnet, jo mere begyndte han at indse, at han langt fra var alene med sine oplevelser.

Og da han bestemte sig for at vende tilbage til kirken, havde han langt om længe forenet sig med den, han var.

Et vendepunkt

Det endelige vendepunkt kom natten til søndag den 12. juni 2016.

Da Omar Mateen, en 29-årig mand, skød og dræbte 50 personer og sårede 53 på Pulse, en natklub for homoseksuelle i Florida.

– Folk sagde, at grunden til, at det var en natklub for homoseksuelle, der blev angrebet, var, at det var Guds vilje og straf. Der fik jeg nok. Jeg var træt af, at det kristne miljø angreb det homoseksuelle miljø i Guds navn.

Derfor tog Dontá fat i sin pastor, der stadig i dag er hans faste pastor, og fortalte ham, at de blev nødt til at gøre noget.

– Det her skal stoppes, det bliver nødt til at ændre sig. I ødelægger gode kristne menneskers liv ved at fordømme dem og udskamme dem fra kirken.

Pastoren gav ham lov til at holde søndagsprædiken dagen efter skyderiet.

Selv om det ikke var første gang, at Dontá talte til kirkens medlemmer, var det første gang, at han inddrog den del af sig selv, han havde brugt et halvt liv på at holde skjult.

Men nu stod han her og talte direkte til de fremmødte.

– De, der blev myrdet på Pulse, var der, fordi det var deres fristed. Et trygt rum for dem at være frie og sig selv. Mange af dem havde sikkert historier om at blive smidt ud af eller udstødt af kirken for at være LGBT. Derfor blev Pulse deres sted at finde kærlighed og fællesskab, da I ikke ville lukke dem ind i Guds hus. Og de døde der.

Da han trådte ned fra prædikestolen, strømmede alting igennem ham.

– Jeg var overvældet af følelser, mest glæde, men jeg følte også et stik af sorg over det tab og den massakre, der lige var foregået på Pulse natklub.

Men den prædiken blev starten på en større ændring i det religiøse samfund, der før havde udskammet og ekskluderet LGBT-personer.

– Mit ønske var ikke, at folk skulle føle skyld over den måde, de havde behandlet LGBT+-miljøet, men jeg ville have dem til at forstå, at deres ord har magt, så meget magt, at de kan slå ihjel.

Dontás prædiken åbnede døren for medlemmer af kirken, der ligesom ham havde levet i skjul. Selv om nogle medlemmer forlod kirken i protest, åbnede det mange af medlemmernes øjne for, at LGBT+-personer også eksisterer i kirkemiljøet.

– Efter den søndag var det muligt for dem at leve sandt og autentisk og stadig være medlemmer af kirken.

Efter prædikenen tog flere af kirkens medlemmer fat i Dontá og delte deres oplevelser. Mange havde venner og familiemedlemmer, der også levede i skjul.

I dag har Dontá forenet to verdener, der tidligere virkede uforenelige. Han er autoriseret præst i sin kirke, samtidig med, at han arbejder med seksuel sundhed, hvor han rådgiver unge, sorte medlemmer af LGBT+-miljøet og deres familier.

Her er han den person, han selv manglede som ung. Hvis han som ung, homoseksuel fyr havde overværet den prædiken, han selv holdt den søndag, mener han, at hans liv ville have været fuldstændigt anderledes.

– Jeg ville have sparet en masse tid på at prøve at regne ud, hvem jeg var. Jeg ville have følt mig støttet og anerkendt og have haft muligheden for at være mit sande jeg.