Her sidder min far og jeg. Eller det vil sige ikke rigtig. Ikke i systemets øjne

Karla Rosalina er regnbuebarn og skribent. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

På billedet her ser du min far og jeg. Her sidder vi. Far og datter. Eller det vil sige ikke rigtigt. Ikke i systemets øjne.

For min far kan ikke få lov at være min far juridisk. Han er det biologisk, og han er det socialt, i hjertet er han min far, i generne.

Men på papiret er han det ikke. Jeg er nemlig det, vi i Danmark kalder et regnbuebarn.

Paraplybetegnelsen dækker i mit tilfælde over en familie bestående af tre mødre, en far og så mig – deres fælles barn. Men i Danmark kan man kun være to juridiske forældre.

Det på trods af diverse tiltag, der siden 1999 har muliggjort regnbuefamilier. Familier, der i sagens natur ofte indeholder flere end to forældre. 

Dengang jeg blev planlagt tilbage i 1995, var der ikke meget hjælp at hente, når man som homoseksuel ønskede sig et barn. Man kunne ikke få hjælp til insemination som lesbisk. Man kunne heller ikke adoptere.

Altså måtte man tage sagen i egen hånd. Det var netop, hvad mine mødre gjorde, da de med en annonce i Information fandt en far til det ønskebarn, de håbede en dag ville dumpe ned i deres liv.

Faren og barnet blev dem, I ser på billedet, og mine mødres ønske gik i opfyldelse, da jeg i 1998 kom til verden. Lige siden har vi fungeret som familie. Praktisk, socialt, følelsesmæssigt – bare ikke juridisk. Det har vi aldrig kunnet få lov til.

Allerede året efter jeg blev født, skete noget skelsættende på vejen mod ligestilling for LGBT+-personers familiedannelse.

I 1999 blev det nemlig muligt for lesbiske at stedbarnsadoptere. Altså kunne man pludselig være to mødre om et barn. Hvad den nye lov overså, hvad den forsat overser, er, at hvor ét forældreskab gives, tages et andet.

Det blev tilfældet for os, da min far måtte bortadoptere mig, for at mine mødre i systemets øjne kunne få lov at være, hvad de allerede var: mine mødre.

At være flere end to forældre var og er ganske enkelt umuligt. Det fastholder familieloven. Da jeg blev planlagt, var tanken ikke, at min far skulle frasige sig faderskabet.

Tværtimod var det vigtigt for lige netop mine forældre, at der skulle være en far til det barn, de satte i verden. Hvad de ikke havde forudset var, at en skilsmisse lå og lurede i kulissen.

Skilsmisser er altid ulykkelige, men i regnbuefamilier får skilsmissen et ekstra lag af ulykke. For hvor samfundet går ud fra, at der altid er to ”oprindelige” forældre, så var der i mit tilfælde tre.

Og hvordan uddeler man de to kuponer juridisk forældreskab blandt tre fungerende forældre?

Det er et regnestykke, der aldrig kommer til at gå op. Det er og bliver en dybt uretfærdig og aldeles smertelig situation – ikke kun for forældrene, men i allerhøjeste grad for barnet.

Hvis min far ikke havde frasagt sig faderskabet, ville han og min biologiske mor både have biologi og jura at binde deres relation til mig op på.

Min ikke-biologiske mor ville derimod ikke have nogen af delene. Altså ville hun stå tilbage som taberen af forælder-lotteriet og være den eneste, der ikke havde nogen form for samfundsanerkendt relation til mig.

Derfor blev løsningen, at min far frasagde sig det juridiske forældreskab. På den måde var der ikke nogen forælder, jeg ikke havde enten biologisk eller juridisk tilknytning til.

Men kan det ikke være ligegyldigt, om min far er min far juridisk, når nu han fungerer som sådan, tænker du måske?

Jeg forstår godt den tanke, men virkeligheden er, at den binære familielov forvolder de regnbuefamilier, den overser, enorme problemer.

Jeg er ikke noget enkeltstående tilfælde. Det foregår i alle familier, der består af flere end to forældre, lige så vel som de, der består af to fædre – de kan nemlig heller ikke få lov at dele forældreskabet mellem sig, og også her står der en juridisk taber tilbage.

Er barnet under 18, er det kun den juridiske forælder, der kan tage barnet til læge og rejse ud af landet med barnet. Den ikke-juridiske forælder kan ikke engang få adgang til Aula. Altså degraderes man til en form for onkel/tante-figur af diverse systemer.

En position, der selvsagt ikke er tilstrækkelig for hverken barn eller voksen. Når man som regnbuebarn bliver myndig, er det f.eks. arverettighederne, der bliver problematiske. Testamenter skal skrives, beløber betales for at få lov at arve sin forælder.

At være juridisk separeret som barn og forælder er ikke blot et praktisk problem, men i høj grad et følelsesmæssigt, der i værste fald kan skade relationen.

Min far må konstant mødes af forargede og fordømmende kommentarer fra uvidende mennesker, der mener, at han har svigtet sin datter, at han har frarøvet hende en far ved at gå med til adoptionen.

Selv om det, han forsøgte, var det stik modsatte: at sikre sin datter ALLE hendes forældre.

I folkeskolen mødte mine jævnaldrende mig med konstateringen, at jeg ikke havde nogen rigtig far. Da det endelig gik op for mig, at de havde lovgivningen på deres side, blev det ikke ligefrem nemmere at stå ved sig selv som regnbuebarn i skolegården.

Det bliver ved med at gøre ondt at være juridisk separeret fra sine forældre – også når man er 25 år. Det gør ondt ikke at måtte eksistere som familie i systemet.

Heldigvis er min relation til min far stadig fantastisk. Det er mit forhold til familieloven så ikke. Jeg håber, vi en dag som regnbuebørn får ret til vores forældre, at regnbueforældrene får ret til deres børn. Det er i alles bedste interesse og er i allerhøjeste grad i barnets tarv.