Kvinden råbte: "Se dig for, for fanden". Stine stoppede kvinden. Så begyndte hun selv at græde

Stine Pilgaard blokerede for et par uger siden cykelstien på Nordre Fasanvej, fordi hun stod og omfavnede en fremmed kvinde, mens tårerne trillede ned ad kinderne. Hun var taget hjemmefra i dårligt humør og svingede ud på cykelstien, så en anden cyklist måtte bremse hårdt op.

– Kvinden råbte: “Se dig for, for fanden”. Virkelig hårdt. Så stoppede jeg hende og sagde: “Du ved ingenting om mig. Du ved ikke, hvor jeg kommer fra. Du ved ikke, hvor jeg skal hen. Du ved ikke, om jeg er helt vildt ked af det.” Og så begyndte jeg at græde, siger Stine Pilgaard.

Kvinden endte med at omfavne hende, sige undskyld og høre, om Stine Pilgaard mon havde nogen, hun kunne cykle hen til, som synes, at hun er dejlig, for det lod hun til at have brug for.

– Jeg synes, det var sådan et smukt, menneskeligt møde. Jeg kunne jo også have råbt tilbage, men instinktivt rakte jeg ud til hende, og hun greb så den hånd.

– Det er sådan nogle tidspunkter, hvor jeg tænker, at vi nok skal finde ud af det i verden. Den slags hændelser giver mig håb. Der er masser af ting, der kan gøre os deprimerede, så jeg har brug for at føle håb.

Stine Pilgaard er i det hele taget ikke bange for at handle anderledes, end de fleste af os gør, eller end hvad vi forventer af hinanden.

Møder hun sin nabo i Netto, som ser lidt trist ud, kan hun finde på at invitere ham hjem til en kop kaffe.

Når hun henter sit barn i skolen, kan hun finde på at spørge en anden forælder, hvordan hende og hendes mand mødte hinanden, og allerede inden dette interview finder sted, har hun inviteret mig til havefest i sit hus. Selv om vi kun har mødtes én gang for ni år siden.

Nogle gange oplever Stine Pilgaard også, at hun krydser en grænse ved at være for direkte. Som da hun spurgte sin kørelærer, om han havde nogle gode råd til, hvordan man holdt liv i et ægteskab efter mange år sammen.

Dér virkede han lidt mere interesseret i at tale om venstresving, fortæller hun. Til gengæld var hun til hans sølvbryllup i foråret, hvilket hun håber, betyder, at han til sidst vænnede sig til hendes mere direkte facon.

– Samtalen kan både løse noget mellem os mennesker, men den kan også gøre, at vi misforstår hinanden. Det er nok derfor, jeg bliver ved med at vende tilbage til den. Jeg tror, at man skal lytte meget, før man forstår andre mennesker, siger hun.

Samtalen mellem mennesker har fyldt hos hende, siden hun som enebarn sad under bordet, mens de voksne snakkede i de to hjem, hun voksede op i som skilsmissebarn.

– Jeg har hørt rigtig mange samtaler som barn, og jeg tror ikke, at de har handlet om noget særligt. Det var mere en følelse af, at jeg hørte om en verden, jeg ikke havde adgang til, fordi jeg var et barn. Det var gådefuldt og uden for min rækkevidde. Sådan kan jeg stadig have det.

Teaterdrømme

Dialogen mellem mennesker har også haft en stor plads i Stine Pilgaards bøger. Senest i bestselleren “Meter i sekundet”, som tidligere på året blev filmatiseret med Hella Joof som instruktør.

Bogen affødte stor medieopmærksomhed, som fik endnu et boost, da filmen fik premiere.

– Jeg har altid skrevet romaner og har altid set mig selv som skønlitterær forfatter. Men efter min seneste bog, kunne jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg nu skulle skrive om, og jeg har haft et behov for at lave noget, der involverede flere mennesker. Jeg har altid været tiltrukket af at lave teater, fortæller hun.

Hun husker et citat, som hun hørte i sin barndom, og som hun dengang skrev ned:

“Hvis du vil være rig, skal du lave film, hvis du vil være kendt, skal du lave tv, og hvis du vil være lykkelig, skal du lave teater.”

Det har altid siddet i hende.

Det var bl.a. at miste mennesker tæt på hende, som satte gang i ideen om at gøre noget ved drømmen. For nogle år siden døde en af hendes nærmeste veninder efter et kortere sygdomsforløb. Det samme gjorde hendes ven, forfatteren Martin Larsen, sidste år og desuden Ritt Bjerregaard, som hun nåede at kende privat det sidste år inden hendes død.

– Jeg havde en følelse af, at jeg gerne ville vende mine oplevelser af tab til noget andet. Det var alle folk, der i deres liv har sat noget på spil og har gjort nogle vilde ting, og som har sat et aftryk.

– Jeg havde en følelse af, at det ville jeg også. Selvfølgelig har jeg arbejdet hårdt for de romaner, jeg har skrevet, og jeg har sat mig selv på spil, men jeg var grebet af tanken om, at der skulle ske noget vildt og magisk. Noget, der i sin skabelse involverede andre end mig selv. Tanken om, at vi lever på lånt tid, sad i mig, siger hun.

Derfor ringede hun til Mette Wolf, som på det tidspunkt var teaterdirektør på Nørrebro Teater.

Når Stine Pilgaard fortæller anekdoter, kan man godt høre tonen fra hendes bøger. Det er som om, hun gengiver den én til én, så man får en følelse af at have overhørt samtalen.

– Så jeg fablede løs om, at jeg havde en fantastisk idé, som handlede om, hvor vigtigt det var, at mennesker rækker ud mod hinanden. At vi skal tale mere sammen ved busstoppestedet.

– “Mette, kan du ikke se det?” sagde jeg. Og Mette kan se meget, så det kunne hun godt se. Og jeg sagde: “Mette, vi skal synge mere! Hvor er fællessangen henne?” Og det var hun sådan set enig i, og de havde endda noget fællessang på teatret. Og jeg sagde: “Jeg er lige den, I har ledt efter!”

Derefter blev Stine Pilgaard inviteret ind til et møde, hvor hun fortalte om sin idé: Fem mennesker mødes ved et busstoppested nytårsaften, mens sneen daler. De er alle sammen et sted i deres liv, hvor de ikke ved, hvad der skal ske. Og bussen kommer ikke.

– Jeg var meget forelsket i ideen om fem fremmede mennesker, der tilfældigt var bragt sammen og venter på noget, der ikke kommer.

– Jeg har hele mit arbejdsliv været meget interesseret i samtalen som form og som kunstart og som den mulighed, vi har som mennesker for at nå hinanden. Det handler alle mine bøger om, og det handler hele mit liv nok også om. Det handler faktisk om at snakke sammen, siger hun.

Sorte riskorn

I perioden hvor Stine Pilgaard er i dialog med teatret for at stable et samarbejde på benene, har hun også en tid til en klipning hos sin frisør.

– Hun lød allerede lidt mærkelig i telefonen, siger hun.

Da hun sidder i stolen, spørger Stine Pilgaard frisøren, fordi hun ikke kan lade være, hvordan det går med hende, og frisøren svarer, at hun lige er blevet forladt og skal skilles.

– Hun havde simpelthen stået inde inde i salonen, da hendes mand ringer og ud af det blå siger, at han vil skilles. Og så siger hun til mig: “Ved du hvad? Det var MIDT i en permanent!"

– Og jeg kommer til at smile, fordi det var sådan en god replik. At noget stopper, midt i en permanent. Jeg tænkte, at dér fik jeg ideen til den første karakter, som skulle stå ved busstoppestedet.

Stine Pilgaard spurgte frisøren, om hun ikke bare kunne tage hjem, da hun fik meddelelsen om, at hendes mand ville skilles, for hun måtte jo være i chok, men hun sagde, at hun ikke kunne gå, når der sad en kunde med kemisk væske så tæt på hjernen.

– Jeg har tidligt talt med min frisør om, at salonen er en form for skriftestol. For psykologer, læger eller præster er det jo en del af deres jobbeskrivelse, at du skal kunne håndtere folks problemer. Men f.eks. en frisør eller taxachauffør oplever, at mange læsser af på dem. Jeg oplevede, at hun nu selv havde brug for at fortælle.

Da frisøren var færdig med at klippe, spurgte Stine Pilgaard, om hun havde lyst til at mødes og fortælle mere.

Det ville hun gerne. Frisøren fortalte bl.a. om, hvad man kunne lære af riskorn. Hun havde nemlig rødder i Makedonien, hvor ordsproget siger, frit efter Stine Pilgaards erindring: Hvis du har en rispose, vil der altid være to sorte korn. Men lad det ikke gå ud over alle risene. Det er bare to sorte korn, lad det ikke ødelægge resten af posen.

Den indstilling havde frisøren også haft med sig hele sit arbejdsliv. At hun kunne lave en fantastisk page, men så er der en hvirvel i håret, og du kan ikke gøre noget ved en hvirvel.

Lad være med at hænge dig i den hvirvel. Se på det samlede billede.

– Mange af de metaforer, hun bruger, er omkring frisurer, og det synes jeg, var fedt, for metaforer i litteraturen er jo tit noget med naturen. Det er meget sjældent, at de drejer sig om frisurer, klipning og hårstrukturer. Det var en sjov, lidt praktisk tilgang at have til noget meget eksistentielt, siger Stine Pilgaard.

Stine Pilgaard havde i mellemtiden fået overbevist teatret om sin idé. Derefter begyndte hun sin research til forestillingen, som ud over frisøren bl.a. involverede interviewsamtaler med hendes gamle lærer, hendes psykolog, hendes booker, ansatte på teatret og hendes børns pædagoger.

– Alle sammen mennesker, der havde en funktion i hendes tilværelse, men hvis livshistorier hun ikke kendte. Folk, hun kunne have mødt på cykelstien eller ved det busstoppested teaterforestillingen skulle udspille sig ved.

En ny ven om året

Førnævnte episode på cykelstien er bare ét eksempel på, hvordan samtalen kan løse konflikter og bringe os tættere på hinanden.

Jeg fortæller Stine Pilgaard om en episode, hvor jeg blev overfuset af en fremmed mand i en elevator, da jeg var på barsel med min datter, og min far lige var død, fordi han mente, han stod forrest i køen, og jeg ikke bare kunne kræve plads, fordi jeg havde en barnevogn.

Men her er det ifølge Stine Pilgaard altid værd at huske, at vi ikke kender den andens situation.

– Især i trafikken har vi et rum, hvor vi kan sige en masse grimt om hinanden. Det er jo ikke til at vide, om den mand var på vej til stenhuggeren, fordi hans egen far var død?

– Som Hella Joof har sagt til mig, hvis jeg er blevet overhalet lidt hasarderet: Det kan jo være, at hans kone ligger og føder omme bag i bilen. Du kan bare ikke se det, fordi hun ligger ned.

Hun er i den forbindelse ikke bange for at udlevere sig selv som eksempel.

– Når jeg er stresset, kan jeg være så irriterende at være kæreste med, og jeg ville virke som det værste menneske i verden, hvis man optog mig på film.

– Vi har lige skullet planlægge to børnefødselsdage, hvor jeg hørte mig selv råbe til min kæreste: HAR DU SERIØST GLEMT AT BESTILLE EN KONFETTIKANON? Nogle ville jo mene, at man godt kunne holde en fødselsdag uden. Så er det, at jeg bare kigger på mig selv og tænker: Du er jo et monster, siger hun.

Som et led i hele tiden at blive klogere på andre mennesker og sig selv, har Stine Pilgaard et mål: Hun vil have en ny ven om året.

– Jeg vil ikke kalde det en erhvervsskade, men det er et arbejdsvilkår for mig, at jeg er nødt til at vide meget om, hvordan mennesker er.

– Det er vigtigt for mig i forhold til at kunne skabe karakterer at kunne forstå, hvorfor andre handler, som de gør, selv når de er meget forskellige fra mig, siger hun.

Det er blevet sværere at få nye venner med alderen, erkender hun, men hun holder fast i sin mission, så godt hun kan.

Hun forsøger at udvide sin vennekreds hele tiden, så den indeholder venner, der stemmer på alle partier, venner i forskellige aldre, med forskellige køn og fra forskellige sociale og kulturelle baggrunde.

– De kunstnere, jeg er inspireret af, bl.a. Hella Joof og Steffen Brandt, er mennesker, som har været nysgerrige hele deres liv og bliver ved med at være det. Det er nok det, jeg også forsøger.

– Hvis du sætter mig et sted, så vil du snart se 10 kvinder i midt-slut 30’erne, fra samme sociale lag, mellemindkomst, kreative job osv., der sætter sig med mig, og så taler vi om vores børn. Og det er også fint nok og dejligt og trygt at sidde og give hinanden ret, men det er også ret nemt.

– Jeg vil gerne have venner, der er forskellige steder i deres liv, for man kan hurtigt blive så blind for alt andet end det, der foregår i ens eget liv.

Stine Pilgaard sætter pris på både de venner, som er livsvidner, fordi er med i ens tidligste minder og ved, hvad ens første bamse hed. Men hun mener, at de venner, vi har lige nu, er mindst lige så vigtige.

– De er jo kronvidner til det liv, vi lever nu. Det er nogle, jeg ofte ser, og som kender mine børn. Jeg tror, at det mest intime, vi har, er nutiden. Det er den tid, vi lever i lige nu.

– Det er lige nu, du bliver omfavnet på cykelstien, eller du går spontant med nogen hjem efter et forældremøde og får et glas vin sammen. Det er de oplevelser, der gør os til dem, vi er og dem, vi bliver.

Intet er tabu

Det er ikke altid, at dem, Stine Pilgaard udser sig som venner, har lyst til at komme til middag, når hun inviterer. Men det sker oftere, end man skulle tro. Og når det sker, går der ikke lang tid, før hun stiller personlige spørgsmål eller deler ud af sine egne kriser for den sags skyld.

– Jeg har ikke ret mange tabuemner. Hvis du fortæller mig, at du er kommet til at være utro 43 gange, ville jeg tænke, at der var noget, du skulle arbejde med, hvis du gerne vil blive sammen med din kæreste, men jeg tænker aldrig, at folk er dumme, fordi de gør noget dumt.

Sådan forestiller hun sig også, at andre har det med hende.

– Det kan godt være, at nogen dømmer mig, men jeg er ikke så bange for, hvad folk tænker om mig. Jeg går op i at opføre mig ordentligt over for folk, men det gør mig ikke noget, om folk tænker, at jeg virker stærk eller svag, at jeg har huller i mine strømpebukser, eller mine børn er beskidte, siger hun.

På samme måde mener hun heller ikke, at det er et nederlag at indrømme, hvis man har et problem i sit parforhold, eller at man er i tvivl om børneopdragelse.

– Vi er jo alle sammen mennesker på samme jord, og det ville da være underligt, hvis du ikke også har haft et problem på et tidspunkt i dit liv.

Stine Pilgaard har sine egne metoder til at forebygge og afhjælpe kriser i sit eget liv.

Hun har en aftale med sin kæreste om at tage på en date om måneden og give hinanden et kompliment om dagen.

Derudover står de to op, en time inden de vækker børnene om morgenen, så de har ro til at drikke kaffe og snakke sammen, inden dagen går i gang.

Senest har Stine Pilgaard og hendes familie indført konceptet “god stol”, som er tyvstjålet fra hendes søns børnehave, hvor børnene på skift skal sidde på en trone og fortælle noget godt om de andre børn. Stort som småt. At de havde flotte strømper på eller var gode til fodbold. Nogle gange leger hun denne leg alene med sin kæreste.

– Det betyder bare, at vi har et rum, hvor vi siger, hvad vi godt kan lide ved hinanden. Jeg ved godt, at mange har brug for at have det lidt mere magisk med den slags. At vente på det helt rigtige tidspunkt at give et kompliment.

– Men jeg har bare virkelig stor respekt for virkeligheden. Der er nogle, der vil tænke, at det er lidt falsk eller performativt, men vi er bare meget konkrete, Daniel og jeg. Whatever works.

Voksen på papiret

Stine Pilgaard fylder 40 år næste gang – i marts. Det har hun det helt fint med. Hvorfor skulle hun ikke det?

– Jeg vil ikke sige, at det ikke fylder noget, at jeg bliver 40, for det markerer jo, at jeg, hvis alt går vel, er nogenlunde halvvejs i mit liv.

– Selvfølgelig betyder det noget, at man står midt i det hele. At man er nogens barn, men også selv har børn. At man har venner, men pludselig får ens børn venskaber, som man også skal tage hånd om. Jeg gider bare ikke se det som en dårlig ting, at jeg er blevet ældre.

Alderen trykker ikke, men den gør indtryk.

– Jeg synes ikke, det er svært at blive ældre, men jeg forholder mig også til, at noget tid er gået, og at der er nogle ting, der ikke kommer tilbage. Det er der noget vemod ved. Alene det at børnene bliver større.

– Det er fantastisk at se nogle mennesker blive til, men det er jo også et tab af deres barndom og min egen ungdom. Men så kommer der jo andre ting.

Stine Pilgaard forsøger hele tiden at finde måder at forbedre og berige sit liv på i alt fra nye venskaber til små hverdagshacks som at give sin kæreste daglige komplimenter, men hun har ikke en facitliste til det gode liv.

Da jeg mødte Stine Pilgaard for første gang for knap et årti siden, talte vi om, at hun syntes, at hun nok egentlig ikke var særlig god til at være barn. Jeg spørger, om det er blevet lettere at være hende, jo mere voksen hun er blevet?

– Det kommer til at lyde meget deprimerende, men jeg tror faktisk ikke, at jeg er særlig god til at være menneske. Da jeg var barn, troede jeg nok, at det var det, jeg ikke var god til, men jeg er stadig ved at finde ud af, hvad det vil sige at være voksen.

Hun ved godt, at hun er voksen på papiret. At hun har børn og kan stemme og har et hus og et arbejde. Og hun tager ansvaret som voksen på sig, men føler sig ikke altid som en.

– Jeg troede, at det at være voksen var at have kontrollen og måske en større fornemmelse for sammenhæng, end jeg egentlig har.

– På en måde handler alle mine bøger om at blive voksen, men jeg kan godt have en fornemmelse af ikke at være det, fordi jeg ikke har fundet den fred, vished eller løsningen på livets store gåder.

På en god dag kan hun godt vende det til noget positivt.

– Det kan give en større følsomhed ikke altid at vide, hvor man vil hen og hvornår. Men det kan også give en kolossal ensomhed og følelse af at ramme forbi.

Den følelse har Stine Pilgaard ofte. Men det, at hun for nylig har mistet mennesker, hun holdt meget af inden for meget kort tid, har givet hende et andet perspektiv på livet.

– Det er vel en erkendelse af, at døden faktisk findes, og at den kan ramme mennesker i ens eget liv, at det lige så godt kunne have været mig selv.

– Jeg forsøger at tænke, at der findes dårlige timer, men ikke dårlige dage. For de skulle have haft mange flere dage, så det synes jeg ikke, at jeg kan tillade mig, siger hun.

I stedet forsøger Stine Pilgaard at tænke i øjeblikke. At solopgangen er flot, lige inden huset eksploderer, og ingen vil i skole og børnehave. Hun lærer også meget af sine børn.

– Det ene øjeblik kan de skændes vildt, og øjeblikket efter rotter de sig sammen mod mig og synes, jeg er et monster, fordi de ikke må få en is.

– Jeg ser ikke mig selv som en, der bærer meget nag, men jeg kan da godt huske noget, der er sket for 10 minutter siden. Det kan de ikke. De er så hurtigt videre. Det er jo vanvittigt inspirerende, det er som om, børn er eksperter i nutiden.

I det hele taget er hun med alderen og de tab af liv, hun har oplevet på kort tid, lært, at tid er en værdi, der ikke skal undervurderes.

– Det er ikke, fordi man aldrig skal lave noget, man ikke gider, eller at alt skal være spændende hele tiden, men jeg vil bare ikke gøre noget helt ubevidst.

– Man begår jo fejl hele tiden, men når jeg gør ting, der måske kan diskuteres, tænker jeg over det. For måske er det også de handlinger, der rykker os nye steder hen. Jeg vil ikke bare leve automatisk.

Artiklen blev udgivet i femina uge 46, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: