Lotte Rod: "Kvinder går glip af en vigtig magt, når de tager tidligt hjem"

En september morgen står Lotte Rod i sit køkken, da hun modtager en sms.

Det er fra en journalist fra DR Syd – eller ”hjemmefra”, som hun siger – der vil høre, om hun har oplevet sexisme i sit politiske liv, og om hun vil vende tilbage til ham.

Nu stod hun med et valg.

Hun kunne enten dække over en sexistisk kultur, der ligesom så mange andre steder også var at finde på Christiansborg og i hendes parti, eller hun kunne stå frem og sige det, som det var.

Efter nogle timers betænkelighed ringede hun tilbage til journalisten og fortalte, hvordan hun flere gange har oplevet upassende berøringer i sin politiske karriere, både i Radikal Ungdom og i Radikale Venstre.

– Jeg stod frem, og sagde, at jeg selv havde oplevet ting, for at jeg med troværdighed kunne fortælle, at der var et problem med vores kultur, siger Lotte Rod.

Hun gjorde sig umage med ikke at sige, hvad hun havde oplevet, og hvem der havde gjort det, da hun tænkte, at det ville mudre budskabet til.

Det handler nemlig om kulturen og ikke personen. Men der gik ikke længe, før hele Danmark hørte om det, der efterfølgende blev kaldt ”Lotte Rod-sagen”.

Det skete, da Morten Østergaard, daværende politisk leder for De Radikale, trak sig, da det kom frem, at det blandt andet var ham, der havde lagt en hånd på låret af Lotte Rod.

Ikke en feministisk politiker

Går man ned ad gangen til højre for folketingssalen på Christiansborg, kommer man til en lille gang, hvor væggene er malet i en fin lyserød farve.

Det er den gamle ministergang, hvor ministrene sad før i tiden. På den gang har 36-årige Lotte Rod kontor med udsigt over indgangspartiet til Borgen.

Kontoret er småt, men hyggeligt. I den brede vindueskarm ligger et tæppe, nogle bøger og en stak papirer. Her sidder Lotte Rod, hvis hun har en masse, der skal læses.

– Så får jeg også lige set, hvordan vejret er derude, siger hun og griner.

Hun har været politisk aktiv, siden hun gik på Aabenraa Gymnasium. Hun stillede op til folketingsvalget første gang i 2007, men først fire år efter, i 2011, blev hun valgt ind.

På det tidspunkt manglede Lotte Rod kun det sidste år på statskundskabsstudiet i København.

Hun lavede derfor en aftale med den daværende gruppeformand, Marianne Jelved, om, at hun overtog Rods sager i nogle uger, mens hun sørgede for at skrive sit speciale på godt en måned.

Hun var opsat på at klare studiet på normeret tid – også selv om hun nu var blevet valgt ind i Folketinget.

Hun kan ikke lide at gøre noget halvt.

Men hvis du for et år siden havde spurgt hende, om det ville være hende, man forbandt med sexismedebatten i Danmark, havde hun set undrende på dig.

– Jeg går ikke rundt på Christiansborg og opfatter mig selv som en særlig feministisk politiker. Jeg bruger al min tid på at snakke om børn, leg, daginstitutioner og skoler og på at læse bøger om skældud, pædagogik og fagenes betydning i skolen, fortæller Lotte Rod, der er både børne-, undervisnings- og innovationsordfører for Radikale Venstre.

Selv om det normalt ikke er en debat og et emne, hun går ind i, var det hendes retfærdighedssans, der gjorde, at hun råbte op.

Hun oplevede, at alle var rigtig gode til at pege fingre og pudse glorien og sige, at sexisme i hvert fald ikke foregik hos dem. Også i hendes eget parti.

– I mit parti talte vi meget om sexisme. Men samtidig havde jeg oplevet en sexistisk kultur hos os, og det gjorde vi ingenting for at lave om på, siger hun og fortsætter:

– Det provokerede mig og gjorde mig vred. Jeg fik lyst til at holde et spejl op foran os, i mit parti, og tvinge os til at kigge på os selv også, siger Lotte Rod.

Hånden på låret

Så da hun efter megen overvejelse ringede tilbage til journalisten fra DR Syd og fortalte, hvad hun havde oplevet, var det et forsøg på at være med til at ændre kulturen i samfundet, på Christiansborg og internt i hendes eget parti.

Det var vigtigt for hende, at budskabet var klart, og at det ikke kom til at handle om enkelte mænd eller episoder.

Derfor nævnte hun ingen detaljer, der kunne fjerne fokus, så det eneste, folk kunne forholde sig til, var det faktum, at den sexistiske kultur også rumsterede i politik.

Hun blev inspireret af det, der lykkedes for Sofie Linde, der fra scenen til Zulu Comedy Galla formåede at starte sexismedebatten, da hun fortalte, at en mandlig kollega havde taget fat i hende og sagt, at han ville ødelægge hendes karriere, hvis ikke hun gik med ud og suttede hans pik.

– Hendes tale var jo enormt stærk. Havde hun sagt navnet på manden, var det det eneste, det havde handlet om i tre dage, og så var den sikkert død efterfølgende.

– Men hun rørte mange mennesker ved at påpege problemet i kulturen, og på den måde lykkedes det hende at sætte gang i noget meget større.

Men navnet på ham, der havde lagt en hånd på låret af hende 10 år forinden, kom alligevel frem. Og det var ham selv, der sagde det.

Morten Østergaard stod nemlig selv frem og fortalte, at det var ham, det handlede om, da han samtidig, og på baggrund af håndteringen af den konkrete sag, trak sig som politisk leder for Radikale Venstre.

Det gjorde han, efter at Radikale Venstre 7. oktober holdt et 6,5 timer langt og hemmeligt gruppemøde på Den Sorte Diamant i København.

Der var en ubehagelig stemning internt i partiet i dagene op til mødet, husker Lotte Rod. Morten Østergaard var flere gange i medierne blevet spurgt til den konkrete sag, hvor han fik givet nogle svar, der ikke altid var helt hensigtsmæssige.

Blandt andet at vedkommende, der havde gjort det mod Lotte Rod, stadig godt kunne blive minister.

Så på dagen var Lotte Rod mødt op til mødet på Den Sorte Diamant i god tid for at samle tankerne. Mens hun ventede på, at det begyndte, købte hun en bog i boghandleren til hendes søn, Villads på tre år.

Det var ikke kun i medierne, der blev spekuleret over, hvis hånd der var tale om. Det var også internt i partiet.

Til mødet forsikrede Morten Østergaard dog om, det ikke var ham, og at ledelsen ikke var inhabile, fortæller Lotte Rod.

– Her var jeg igen fanget i et valg om, om jeg ville dække over det eller sige det, som det var. Og der vælger jeg at sige, at han lyver.

Magten i at blive hængende

Men det handler ikke om hænderne på et lår eller at udstille syndebukken til offentligt skue.

Det handler om kultur, og det handler om magt. Den magt, mændene ofte sidder på, og den magt, kvinderne går glip af, når de tager tidligt hjem fra arrangementer.

– Når jeg har oplevet uønskede berøringer eller opmærksomhed, er jeg blevet frataget en magt. Jeg har gjort det samme, som kvinder før mig har gjort i årtier. Jeg har sagt fra, og så er jeg gået hjem.

– Men når man går hjem, går man glip af det netværk og den magt, der er i at blive hængende og snakke med dem, der sidder på magten, siger Lotte Rod.

Hendes brændende ønske og motivation for at deltage i sexismedebatten er, at kvinder ikke længere behøver at videregive de samme uofficielle spilleregler, som de hidtil har gjort.

Altså dem, der som en gammel vandrehistorie går fra kvinde til kvinde, hvor de fortæller, hvem man skal undgå, hvem man ikke skal sætte sig ved siden af, og at man skal kunne sige fra.

– Alle skal kunne gå hen og snakke med sin chef, for den relation betyder noget, og den bliver tit skabt, når de officielle møder er slut. Hvis kvinder ender med at gå, ender det med at blive en mandeklub, fordi det kun er dem, der er tilbage.

– Der er ikke en formel, der siger, hvordan magt er, og hvad du får ud af at drikke den ekstra øl. Men det siger noget om vores samfund, og hvorfor der er så få kvinder i top, hvis en del af den forklaring er, at de unge kvinder trækker sig fra det uformelle netværk.

– Så bliver det ved med at være mænd, der udnævner mænd til poster, fordi det er dem, de er tæt på, siger Lotte Rod.

Noget af det smukke ved dansk politik er også, ifølge hende, at der ikke er langt til toppen.

Hun husker selv, da hun som uddannelsesordfører for Radikal Ungdom var til et af sine første store møder, hvor hun hen over tarteletterne sad og fortalte Margrethe Vestager om, hvorfor der skulle være såkaldte skolefeer på alle landets skoler, som er der for de børn, der har brug for lidt ekstra.

Eller da hun til et af sine første aftenarrangementer med partiet tævede Morten Østergaard i bordfodbold.

– Der er jo bare noget rigtig fint i, at vi i Danmark ikke har særlig langt til de store politikere. Det betyder meget for mig, at vi holder fast i det uformelle netværk, hvor man drikker en øl sammen efter et møde, men hvor grænsen bare går ved, at det skal blive ved med at være sjovt, og at der ikke er nogen, der skal misbruge deres magt til at tage på de unge og nye, siger hun.

– I politik og i alle andre brancher skal unge kvinder, der starter i deres første job, praktikanter eller studentermedhjælpere kunne gå efter indflydelsen og være der, hvor tingene sker, uden at være bekymret for, om der pludselig er nogen, der tager på dem, tilføjer hun.

En pivet generation

Udefra har det nok set vildt ud med de kommentarer, Lotte Rod modtog på de sociale medier, efter Morten Østergaard trak sig.

Mange var sure over, at en hånd på låret fældede den politiske leder, og da det jo var Lotte Rods lår, fandt mange det nærliggende at målrette deres utilfredshed mod hende.

Hun modtog mange beskeder og kommentarer fra folk, der var ude efter hende som person, men for Lotte Rod selv har den hårde tone faktisk ikke fyldt så meget.

– Jeg holdt fri fra Facebook i nogle dage, efter det hele eksploderede, så jeg har ikke læst så mange kommentarer. Jeg gik nogle gode ture, lavede yoga og var sammen med søde mennesker i min familie og i partiet, siger hun.

Selv om hun ikke oplevede det på samme måde, var det tydeligt for hende at se, at det har været voldsomt.

Hun fik nemlig tilsendt blomster fra venner og modtog en masse beskeder fra folk, der spurgte, om hun var okay.

Det var hun. Men derfor fyldte det stadig hos hende.

Det, hun selv lagde mest mærke til i den periode, var kommentarerne fra kvinder på hendes mors alder, der skældte hende ud.

De har selv måttet finde sig i samme behandling, så hvis de kunne klare det, kan den yngre generation også.

– Det virker til, at de synes, vi er en lidt pivet generation, der lige skal tage os sammen, for der er jo nogle, der er blevet udsat for noget, der er langt værre.

Hun er ikke enig i, at vi bare skal bide det i os og ”tage os sammen”, for sådan ændrer man ingenting. Men hun forstår godt deres vrede, for hun har selv følt den.

– Jeg kan huske en konkret episode, hvor jeg ser en kvinde, der bliver taget på, og jeg tager mig selv i at tænke dårligt om hende. Jeg tænkte, at det var billigt. At hun var billig. Og jeg undrede mig over, hvorfor hun ikke sagde fra over for det, forklarer hun.

For hende at se er det en naturlig reaktion, som vi har nedarvet fra tidligere generationer. Kvinden har ofte stået alene med oplevelserne, fordi vi ikke før har snakket højt om det.

Derfor har de selv skullet finde en måde, hvor de kunne arbejde uden om det og overleve i det på.

Det ser Lotte Rod som et tydeligt tegn på, hvor stærk kulturen er. Og det skal laves om nu.

– Det er jo en helt naturlig reaktion at tænke, at hvis man selv har kunnet klare det, så kan andre også. Det viser bare, hvor vigtigt det er, at vi får det stoppet, så det ikke bare går videre til vores døtre og børnebørn, siger hun.

Debatten kørte af sporet

På trods af den store opmærksomhed fra både medier og privatpersoner valgte Lotte Rod ikke at udtale sig i sagen i lang tid.

Men det var svært at holde fingrene fra tastaturet, når der blev skrevet noget, der var forkert.

– Det hele handlede om detaljer og forsøg på at grave noget nyt op. For mig har det hele tiden handlet om at ændre kulturen. Derfor traf jeg en beslutning om ikke at sige noget. Hvert et lille ord ville være blevet drejet til alt muligt, siger hun og fortsætter:

– Jeg er røvtræt af snakken om ”hånd på lår”. I situationen syntes jeg, at det var okay, at Morten sagde det. Han havde lige trukket sig fra politik, som har fyldt hele hans liv. Men altså … det har jo kørt debatten helt af sporet, siger Lotte Rod.

Hun modtog beskeder fra folk, der spurgte, om hun har gået rundt og følt sig krænket i 10 år over et par hænder på låret. Men det er ikke tilfældet.

– Jeg sagde noget, fordi jeg vidste, andre blev udsat for værre ting end mig. Jeg er ikke hende med låret. Jeg er snarere drengen i ”Kejserens Nye Klæder”, der siger tingene, som de er, og det kunne jeg gøre, fordi jeg selv havde oplevet det, siger hun.

– Det med låret er også latterligt. Det er jo lige meget, hvad han forsøgte på. Det var omstændighederne. Jeg var hende det unge talent fra Sønderjylland, der var ved at kæmpe mig til en plads i Folketinget.

– Jeg var helt ny og den yngste, og mens jeg prøver at finde mine ben i det, forsøger chefen sig lige, siger hun og fortsætter:

– Det gjorde, at jeg i alle de år, han var min chef, ikke havde tillid til ham eller respekt for ham, og det har været et tab for mig, fordi det betyder noget for mig, hvordan jeg har det sammen med de mennesker, jeg arbejder med.

Vi er ikke færdige

Sagen blev i medierne omtalt som ”Lotte Rod-sagen”, på trods af at Lotte Rod selv flere gange prøvede at sige, at hun altså ikke havde en ”sag”.

Hun har aldrig meldt Morten Østergaard, eller andre, for noget.

– Det var ikke min sag, mit problem eller mit ansvar. Vi skal, som en del af den her debat, have det væk fra kvinden og have det til at handle om kulturen.

Lotte Rod mener selv, at hun bare sagde det åbenlyse, da hun valgte ikke længere at dække over den sexistiske kultur.

Selv om det har været hårdt, er hun glad for, at hun gjorde det. Og det virker da også til, at det har ændret noget.

Men vi er ikke færdige.

– Hvis vi bare stoppede nu, ville vi kun have taget de første små skridt. Det her er noget, vi skal bruge en masse tid og kræfter på, siger hun.

Internt i Radikale Venstre har de, efter hun stod frem, fået en samværspolitik og et uafhængigt organ, der skal behandle de sager, der eventuelt skulle komme fremadrettet.

Nu venter Lotte Rod på, at resten af Christiansborg også følger med.

Et par dage efter hun stod frem, tikkede en mail ind i hendes indbakke. Det var fra hendes tidligere ven fra Radikal Ungdom, der fortalte, at han ikke vidste, at det stod sådan til, og at han var ked af, hvis han nogen sinde havde gjort noget.

Den mail fyldte hende med håb.

– Hvis sådan en helt almindelig fyr kan tænke over, hvordan han har opført sig, så må der jo være mange, der tænker over det, og så rykker det også noget, siger hun.