Brevkasse
24. oktober 2024

Jeg har fundet nogle bekymrende beskeder på mine børnebørns Ipad. Og de kommer fra min søn og svigerdatter

"Senere så jeg, at beskederne handlede om kokain, som min søn og svigerdatter havde fået leveret til døren." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Anna Mejlhede
mew_

Foto: mew

Kære Anna

Jeg har altid haft et godt forhold til min yngste søn og svigerdatter, men nu er det gået helt i hårdknude. Igennem en årrække har min søn lånt mange penge af mig. Forklaringerne har tit lydt underlige. Jeg arbejder i hjemmeplejen, og min løn er ikke ret høj.

På et tidspunkt begyndte deres hjem at flyde og være beskidt, noget, jeg ikke har oplevet før, og min svigerdatter, som ellers altid har været meget tålmodig med deres to sønner, fik en kort lunte.

En dag kulminerede det, da jeg passede de to drenge: Drengene sad med hver sin iPad, og pludselig begyndte der at poppe beskeder op, sendt forældrene imellem. Senere så jeg, at beskederne handlede om kokain, som min søn og svigerdatter havde fået leveret til døren.

Efter at have forhørt mig hos en misbrugskonsulent, konfronterede jeg dem. Det resulterede i, at jeg nu ikke er velkommen i deres hjem.

Min søn besøger mig sjældent, men har igen lånt en masse penge af mig. Jeg ved ikke, om de stadig tager kokain, men synes heldigvis ikke, jeg mærker noget på drengene, som jeg stadig ofte passer. Min søn har fået en stor stilling og tjener godt.

Jeg har mange gange rakt ud. Senest har jeg inviteret dem på en lille weekend ferie sammen med deres drenge og resten af vores familie. Min søn kommer med alle mulige søforklaringer pga hans arbejde, de har travlt m.m. Så de kommer nok ikke.

Hvad kan jeg gøre, for at familien bliver genforenet? Og Anna, skæld mig bare ud, jeg skulle sikkert ikke have blandet mig, men jeg fortryder faktisk ikke.

De bedste hilsner en mor

Kære du

Det er umanerligt svært ikke at reagere på en viden, som den du fik omkring kokainen. Der er jo også børn i hjemmet, så det er godt, at du er opmærksom. Også selv om måden, hvorpå du erhvervede din viden, kan diskuteres.

Jeg synes, at du på alle måder har strakt dig langt i forsøget på at støtte din søn. Men du har jo også dine begrænsninger. Ikke mindst økonomisk.

Det bekymrer mig, at din søn har brug for at låne penge, selv om han har en god løn. Jeg er ikke i tvivl om, at du gør det i den bedste mening, men der kan nemt opstå en skævhed imellem jer ved, at han gør sig afhængig af penge fra dig. Den slags kan godt give sig udslag i vrede og foragt.

Selv om vi altid vil gå gennem ild og vand for vores børn, er det respektfuldt at stole på, at de som voksne er i stand til at klare sig selv. Også hvad penge angår. Du hjælper allerede til ved at passe dine børnebørn.

Når din søn og svigerdatter ikke ønsker dig i deres hjem, bunder det måske i, at de skamfulde over, at du ved det her om dem. Det er jo ikke ligefrem tegn på overskud eller god dømmekraft at tage kokain.

Jeg ser slet ikke nogen grund til at skælde dig ud. Du er jo en omsorgsfuld og engageret mor, farmor og svigermor. Det jeg tror, du trænger allermest til, er nok nærmere et stort kram.

Kærlig hilsen Anna

Underretningspligt

Efter § 135 i barnets lov har alle, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, pligt til at underrette kommunen.

Læs mere på Social- og Boligministeriet her og på Borger.dk her.

Kilde: Social- og Boligministeriet

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også