Min svigermors gravsted giver mig dårlig samvittighed. Hvad siger jeg til min mand?

Kære Anna

Jeg har et dilemma med min svigermors gravsted. Min mand var helt sikker i sin sag, da hans mor døde for 12 år siden: Hans mor skulle selvfølgelig have privat gravsted. De første par år var vi på kirkegården et par gange om året – til jul, og hvis vi alligevel var i kirken, men de seneste år har vi ikke sat vores ben derovre. Ikke en eneste gang. Heller ikke til jul.

Det er ikke pengene, men mere princippet i det for mig, da jeg kan mærke, jeg føler, jeg burde gå derover og ordne lidt. Man kan vel næste sige, at det stresser mig. Omvendt er kirkegårde ikke et sted, jeg mindes dem, jeg savner, så det giver ingen mening for mig at tage derover.

Skal jeg lade stå til, prøve at tale ham fra næste fornyelse eller få ham til at tage derover?

Kærlig hilsen Esmeralda

Kære Esmeralda

Jeg tænker, at du med ”privat gravsted” mener et af dem med gravsten, hvor familien kan komme og mindes deres afdøde? Pasningen af et sådant kan man sagtens købe sig fra.

Men hvis ingen besøger kirkegården længere, kan jeg godt forstå, at du spekulerer på, om det overhovedet skal bevares, når næste fornyelse skal sættes i gang. Det er slet ikke alle pårørende, der har brug for et gravsted for at mindes deres kære. Og det er der intet forkert i.

Grundlæggende handler det her dog ikke om dig. Heller ikke om hvorvidt du får set til gravstedet eller ej. Af og til lader vi os stresse af noget, der på sin vis slet ikke ligger på ”vores bord.” I mange sammenhænge virker det nærmest, som om ”dårlig samvittighed” har et særligt køn. For det, du her fortæller, hører slet ikke til sjældenhederne.

Ofte tager kvinder skylden på sig i de mærkeligste sammenhænge. Også når det handler om uløste opgaver, der reelt set ikke er deres ansvar.

Spørg din mand, hvad det gravsted betyder for ham. Fortæl, at du er træt af at føle, at det hviler på dine skuldre at se til det. Tal også med ham om, hvorvidt der kan være andre i familien, der besøger gravstedet og vil være kede af, at det blev sløjfet. Men lad den endelige beslutning være op til din mand. Det er trods alt hans mor – og dermed hans forpligtelse.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.