Da de sad i sofaen, stillede hun et spørgsmål. Svaret kom til at ændre hendes liv

Det var en mandag aften, Catrine sad i sofaen og stillede et spørgsmål, som kom til at ændre hendes liv: "Hvorfor er du så fraværende?"

Spørgsmålet var til sin mand, som hun havde en seksårig søn med. Sammen havde de opbygget en familie og et liv, og det var ikke fordi, hverdagen altid var let, men Catrine troede, at det altid skulle være dem gennem både den svære og lette hverdag.

Men den mandag aften kom hendes mand med et svar, som rev hverdagen midt over. "Jeg elsker dig ikke mere."

Catrines reaktion var voldsom.

– Jeg blev hysterisk og græd. Jeg elskede jo stadig ham og ville ikke skilles. Samtidig var det så definitivt, at han sagde, at han ikke elskede mig mere. Hvis han havde sagt, at vi havde nogle problemer, kunne vi jo løse dem, fortæller 47-årige Catrine Rasmussen fra Holte.

Du kan lytte til Catrines historie i podcasten "Min kærlighedshistorie". Lyt med herunder eller der, hvor du normalt lytter til podcast.

Men der var ikke noget at løse. De skulle skilles, og det slog Catrine ud, så hun næste dag meldte sig syg på og forklarede sin chef, hvad der var sket. Han sagde forstående, at hun bare skulle tage sig den tid, det tog. Om fredagen kom en ny besked fra chefen. Catrine var fyret.

På fem dage mistede Catrine sin store kærlighed, sit arbejde og sin bolig, som var eksmandens.

– Det var så voldsomt. Én krise kan være rigeligt, siger Catrine, som græd meget af tiden.

Men hun gjorde også noget andet mellem tårerne. Hun tog et skridt ad gangen, og hun begyndte med at lede efter et sted at bo til sig selv og sin søn.

Efter to uger fandt hun en lejlighed, og det lykkedes hende at låne penge af banken. At hun lige var blevet fyret, sagde hun godt nok ikke noget om, da hun fremviste de sidste tre lønsedler. En gang imellem handler det om ren og skær overlevelse.

I håb om at komme så levende gennem krisen som muligt, valgte hun at tage plads ved en psykolog. Uge efter uge sad hun på den samme plads over for den samme psykolog. Det var selvfølgelig rart at komme ud med sine frustrationer og tårer. Problemet var bare, at det nærmest var det samme, der kom ud af munden på hende hver gang.

– Efter et halvt år var der ikke rigtigt sket noget. Jeg syntes stadig, det hele var min eksmands skyld, og jeg havde en følelse af uretfærdighed, som jeg ikke kunne slippe, siger Catrine, som følte, hun kørte rundt i den samme rille i to år.

I den rille var der blandt andet en voldsom vrede, som havde ramt Catrine, da hun fandt ud af, at eksmanden havde set en anden kvinde under ægteskabet. At hun var blevet vraget til fordel for en anden. Sådan følte hun det i hvert fald.

– Jeg blev hårdt ramt på selvværdet og følte i en periode, at jeg var det klammeste menneske, som ikke var værd at elske, siger Catrine.

Normalt kan hun ellers godt se, at hun er et nydeligt og elskværdigt menneske. Ligesom hun normalt er en rolig person, som taler i et behageligt toneleje. Men i de år skulle der ikke meget til, før hun mistede besindelsen. En sms med et par forkerte ord fra eksmanden var nok. Eller et par glemte gummistøvler til sønnen.

Det var netop af hensyn til sønnen, at Catrine altid sørgede for at tage de følelsesladede telefonopkald med eksmanden alene. Derfor gik hun en dag ud i skoven for at tale med ham. Den dag sagde han noget, som gjorde hende endnu mere rasende end normalt, så hun hev efter vejret, da samtalen blev afbrudt.

Catrine hyperventilerende, da hun råbende og grædende ringede til sin veninde for at fortælle om uretfærdigheden.

– Jeg kunne simpelthen ikke tale, og jeg kunne ikke falde ned, siger Catrine, som stod der midt i skoven dirrende af vrede.

Men så blev hun pludselig ramt af noget andet.

– Nærmest ud af det blå slog det mig, at det faktisk var mig selv, der var ved at ødelægge mit liv. Det var ikke ham. Han havde jo taget sit valg, og det kunne jeg ikke gøre noget ved. Men jeg kunne gøre noget andet. Jeg kunne slippe det og selv tage ansvaret. Det kunne godt være, han havde forladt mig. Men jeg skulle ikke forlade mig selv.

Den dag gik Catrine hjem fra skoven med nye skridt. Der var sket en forandring i hende, og allerede samme dag satte hun sig ved computeren og skrev en mail til sin eksmand.

Han blev sikkert overrasket, da han modtog den. For den var ikke fyldt med bebrejdelser. I stedet stod der: Undskyld.

Catrine havde også skrevet, at raseriudbruddene ikke ville gentage sig. Og det fik hun ret i, for i den kommende tid begav hun sig i en anden retning, som ikke handlede om at vende og dreje eksmanden over for en psykolog, men som handlede om noget, hun selv skulle gøre.

Catrine gik praktisk til værks. Hun begyndte med sin krop.

– Jeg skulle lære at slappe af. Hele mit nervesystem var jo klar til at slås, og så tager man ikke kloge beslutninger, siger Catrine, som er uddannet coach og derfor ved, at man blandt andet finder ro ved at gå op i noget så basalt som sin vejrtrækning. Så det gjorde hun. Når hun trak vejret helt ned i maven og pustede langsomt ud med lange udåndinger, oplevede hun en ro i kroppen.

Hun begyndte også at meditere dagligt. Og så fjernede hun støj. Ikke at hun skruede ned for høj musik, men hun fjernede den slags støj, som omgiver os alle, uden vi tænker over det. Som en veninde, der altid brokker sig. Eller folk på sociale medier, som skaber ubehagelige følelser.

Bagefter tog Catrine fat på sine tanker.

– I en uge tog jeg temperaturen på, hvad der foregik i mit hoved. Hvad jeg sagde til mig selv. Hvilke temaer, der kørte rundt. Jeg fandt ud af, at meget af det, der gik igen, egentlig ikke var vildt negativt. Det var bare utroligt kedeligt. "Bare jeg ikke kommer for sent." Eller: "Hvad skal vi have til aftensmad" Tænk, hvis en ven sad og sagde de ting hele tiden. Sådan en ven ville man jo ikke orke, siger Catrine.

Hun besluttede derfor at bytte en del af de kedelige tanker ud med nogle lidt mere underholdende. Ikke at hun kunne styre alt, der rørte sig i sit hoved. Men man kan godt selv fylde på med tanker, som man faktisk gider at tænke.

– Jeg lavede et konkret mentaltræningsprogram. Og så besluttede jeg, at jeg ville være en mere glad og farverig person, for jeg kunne godt se, at jeg var visnet lidt. Så hvad tænker en glad og farverig person? Tit sagde jeg til mig selv: Hvad ville Ole Henriksen tænke lige nu?

Ret hurtigt blev der sjovere inde i Catrines hoved. Og rundt om hende var der også mere at smile ad. For eksempel sørgede hun for altid at have nogle videoklip på sin telefon, som kunne få hende til at grine. Ligesom hun fandt ud af, at det tit var mere festligt at rejse sig op og danse lidt på stuegulvet i stedet for at sidde og falde hen i sofaen.

Det lyder måske ikke som de store ændringer. De krævede i hvert fald hverken penge eller masser af tid. Det eneste, de krævede, var, at Catrine blev ved med at følge planen. Og efter en måned kunne hun mærke forskel.

– Jeg fik det hurtigt bedre. Det var, som om jeg fik omprogrammeret min hjerne, siger Catrine.

Hun var ikke var den eneste, der kunne spore en forandring. Hun husker tydeligt den dag i bilen, hvor hun fik et opkald fra sin eksmand. Han havde et spørgsmål, som brændte på læben: "Hvad er der sket? Du har forandret dig."

Det havde han ret i. Da Catrine begyndte at forandre sig, blev deres relation også en anden. I dag har de et fint forhold og et godt samarbejde. Som Catrine selv siger om den mand, som hun tidligere stod og råbte ad ude i skove:

– Jeg holder meget af ham. Det er ikke en romantisk kærlighed, men en kærlighed, som har skiftet form.

Da Catrine indså, hvor meget hendes liv lysnede ved selv at tage ansvar, tænkte hun: "Hvorfor gjorde jeg ikke det tidligere?"

I dag er det blevet hendes levevej at hjælpe andre skilsmisseramte ud af mørket med sin egen praktiske fremgangsmåde. En metode, hun har valgt at kalde Ladyboss-metoden.

Når klienterne kommer til hende, taler hun ikke ret meget med dem om, hvilke svigt og urimeligheder, de føler, at de har været udsat for. Eller om hvor dum eksmanden er. Hun hjælper mere med, hvad de kan gøre, når tankerne kører i ring, og de befinder sig i den rille af vrede og smerte, som hun selv kender så godt. Catrine bruger gerne sig selv og sine egne erfaringer, selv om de ikke er lige kønne.

Hun ved godt, at hendes eksmand er en del af hendes historie, og hun gør sig derfor umage med folde tungen i de rigtige folder, så hun ikke beskriver hans rolle for detaljeret.

– Han har været god til at bakke mig op i det, og vi har talt om, at der jo er et højere formål med det. Ved at bruge min egen historie kan jeg være med til at skabe fred i en skilsmissekrig.

Og skilsmisser kan være en ensom krig. Det er i hvert fald det, Catrine oplever, når folk kommer til hende.

– Fordi det er blevet så almindeligt at blive skilt, tror jeg, man undervurderer, hvor stor en krise det er. Men det er en kæmpe sorg. Og den forsvinder ikke bare af, at man går ud på Tinder og finder en ny.

For Catrine var det ikke en mand fra Tinder, der fik hende igennem sit livs værste krise. Det var hende selv, der rejste sig. Faktisk gik der syv år, før Catrine en nat på Bornholm lå i en hytte og glad kiggede på sin telefon. Hun var helt høj på kærlighed, fordi hun havde været til et livsbekræftende bryllup med to unge forelskede mennesker. Nu skulle hun sove. Men inden hun lukkede øjnene, gik hun på Tinder, som hun ellers havde opgivet. Der lå en besked fra en mand. Han havde gjort sig umage med sine ord. Så Catrine gjorde, hvad en glad og farverig person gør: Hun svarede pænt.

I dag er de kærester, og han er den helt rigtige for hende, fortæller hun.

– Men jeg havde ikke været klar til at møde ham, hvis jeg ikke havde været igennem alt det, jeg har.

Artiklen blev første gang bragt hos Ude og Hjemme. Dette er en redigeret version.