Elin mistede en datter, men fik en søn forærende midt i tragedien. Senere fulgte en svigerdatter og børnebørn

Nu, hvor Elin og hendes mand, Kim, begge er gået på pension, forlader de hver morgen rækkehuset i Taastrup for at gå en tur.

Præcis hver anden gang lægger de vejen forbi Taastrup Nykirke og sætter et lys på datteren Thildes grav. Lyses i glasset kan brænde i to døgn, så det når sjældent at brænde ud før næste besøg.

På vejen hjem snakker de om Thilde, om hvordan hun var, og hvad hun sagde og gjorde. For selv om Thilde døde for 15 år siden, er hun stadig nærværende for sine forældre hver eneste dag, fortæller Elin.

– Kim og jeg har kendt hinanden i 45 år og har været en uundværlig støtte for hinanden i sorgen. Sådan var det, da vi mistede Thilde som kun 27-årig, og sådan er det i dag. Når den ene er oppe, er den anden nede og kan trække den anden op. Og omvendt, lyder det fra Elin, som synes, at hun og Kim skylder sig selv og andre fortsat at leve livet, være udadvendte og have et åbent og positivt sind trods deres uerstattelige tab.

– Jeg er af natur sprudlende og glad. Men det er klart, at noget gik tabt i mig, da jeg mistede min datter. Men jeg har genfundet det tabte og føler, at jeg skylder Thilde fortsat at søge livsglæden.

Hvert år på Thildes fødselsdag går Elin og Kim på restaurant med deres børn og børnebørn og Thildes daværende kæreste Jesper og hans nye familie. Så mindes de Thilde og taler om den alder, hun ville være nået.

– Jeg har mistet en datter, men føler, at jeg med Jesper har fået endnu en søn forærende. Og med ham en svigerdatter med et stort hjerte. Jesper boede sammen med Thilde og var med hele vejen gennem hendes fem år lange sygdomsforløb, hvor hun tre gange blev opereret i hjernen. Men desværre uden at tumoren kunne fjernes fuldstændig.

– Da Thilde blev syg, ville hun slå op med Jesper og sætte ham fri. Men han, og også hans brødre og forældre, holdt ved hele vejen, hvor Thilde blev plaget af synsforstyrrelser og epilepsi som følge af svulsten, husker Elin.

Hun fortæller, hvordan Jesper flere år efter Thildes død mødte en ny kæreste, som han fik to børn med. De er i dag Elin og Kims børnebørn og bliver jævnligt passet og hentet fra skole og børnehave. For modsat da de ældre børnebørn var små, har parret i dag mere tid, end da de gik på arbejde.

– Da jeg mødte Kim, havde han en søn og en datter. Anders på to år boede hos Kim, mens hans storesøster, Janni, boede hos sin mor. Anders og Janni blev også mine børn, og de var stærkt knyttet til Thilde. Så tabet var også stort for dem. Jeg har altid følt Kims børn som mine egne, og vi har et tæt forhold til dem og børnebørnene.

Passede Thilde til sidst

Under sin sygdom gjorde Thilde alt for at opretholde sit hidtidige liv og sin normale hverdag. Hun færdiggjorde sine studier som lærer, fik job på en folkeskole og var der for sine veninder. Også da de blev gift, og da en veninde mistede sit spædbarn. Thilde var kreativ, spillede musik og deltog i familiefødselsdage, selv om hun sommetider måtte gå ind og lægge sig, træt og udmattet som hun efterhånden blev.

– Hen mod det, der skulle vise sig at blive Thildes sidste tid, spurgte vores svigersøn, om jeg ville overveje at tage plejeorlov og passe Thilde, mens han var væk på arbejde. Han følte, at det var mere rigtigt, end hvis han selv var plejer for sin kæreste. Min arbejdsplads stod fuldstændig bag mig i det ønske, nu hvor det så tydeligt gik ned ad bakke med Thilde.

Elin kæmpede en kamp med de kommunale sagsbehandlere for at få plejeorlov, men fik den først bevilget, samme dag Thilde døde. I stedet lod Elin sig sygemelde og passede i fire måneder sin syge datter:

– Jeg er taknemmelig for at have været hos Thilde i hendes sidste tid. Hun var så svag, at jeg måtte hjælpe hende med alting. Som at komme i tøjet, hjælpe hende til genoptræning, handle ind, lave mad, lufte hunden og støtte hende, når hun skulle på toilettet.

– Til hendes brors fødselsdag to uger før hendes død var hun voldsomt afkræftet, men ville bare være med til at fejre ham. Kim måtte bære hende op af trapperne til lejligheden. Hun kæmpede også for at deltage i en venindes bryllup, selv om hun måtte trække sig tidligt fra festen.

Thilde døde på hospitalet 14. maj i 2009, hvor hele familien var samlet, da respiratoren blev slukket, og Thilde kunne lukke sine øjne. Længe efter dødsfaldet fornemmede Elin og Kim længe hendes tilstedeværelse i huset, hvor lys blev tændt uforklarligt, og hvor det ringede på døren, uden at nogen stod udenfor. Efter nogle år besluttede parret at lade Thilde få fred, og så holdt de uforklarlige hændelser op.

Malerier på loppefund

– Under hele Thildes sygeforløb følte jeg mig stærk og i stand til at handle. I den periode begyndte jeg at male og brugte vores loftsværelse som atelier. Det kom naturligt, for jeg har altid haft gang i forskelligt håndarbejde. Jeg kan huske, at Thilde foreslog mig at male New Yorks skyline og sætte stærke kulører på, hvilket jeg i begyndelsen var skeptisk over for. Efter hendes død fortsatte jeg med at male som en slags terapi om natten, når jeg ikke kunne falde i søvn, og hvor tankerne kørte rundt.

– Det fortsatte jeg med, og billederne med de mange farver og glade elementer indeholder altid et hjerte, en hund og en fløjtespillende, rødhåret pige. Det hele er der i kærlighed til Thilde og alt det, hun var og stod for, fortæller Elin, hvis egen kunst hjalp hende under den elskede datters lange sygeforløb og i tiden efter.

Hun gik på arbejde i børnehaven allerede 14 dage efter begravelsen og fik stillet et rum til rådighed, hvor hun kunne gå ind og male, når de triste tanker pressede sig på.

– Sorgen forsvinder ikke. Men ved at male kom jeg igennem den første lange og svære tid. Længe malede jeg til klokken 3 om natten, sov et par timer og stod op og gik på arbejde. Billederne blev min måde at hylde Thilde og hendes energi. Hun var for eksempel indstillet på at lære at strikke, så hun kunne forære et par små sokker til en venindes barn, som havde lidt vuggedøden, siger Elin.

Det blev tilfældigvis malerarbejdet, der fangede Elins interesse. Måske kunne det have været noget andet kreativt. Hun husker, hvordan hun især i begyndelsen i timevis kunne opleve og se glæden ved at skabe livsbekræftende malerier ikke mindst med udgangspunkt i hendes datters ukuelighed.

Selv om malerierne hovedsagelig var og er præget af sorgen ved at miste et barn og savne det, vil Elin gerne give noget livsbekræftende videre til andre med behov for sol, varme og livsglæde i tilværelsen.

I dag maler Elin på samtlige tider af døgnet, når behovet melder sig. Hun begyndte også at gå på loppemarked og finde stole, børnemøbler, gyngeheste, lamper og lysestager, hun kunne tilføre nyt liv med sine farverige dekorationer. Både billeder og genstande sælger hun ind i mellem, men altid til priser, de fleste kan betale:

– Jeg kommer fra en kærlig familie på en gård på Mors, hvor vi var syv søskende. Vi hjalp i marken, i køkkenhaven og meget andet, så fliden har jeg bestemt fra mit barndomshjem. Sidder jeg ikke med et håndarbejde i hænderne, føler jeg, at jeg spilder tiden.

Udsæt ikke drømmene

Kort efter tabet af Thilde blev Kim ramt af tarmkræft. Han blev helbredt, men siden har Elins ene søster også fået kræft.

– Livet kan være hårdt, men vi er en stor søskendeflok, som støtter hinanden. Vi har et fantastisk sammenhold og elsker at være sammen. For eksempel samles vi altid til julefrokost med vore ægtefæller. Kærligheden fra vores forældre, som havde nok at se til, har gjort, at jeg har så meget at give af selv i svære livssituationer, siger Elin, der har bevaret optimismen og kigger fremad.

– At miste en datter har lært mig, at livet er kort, og at døden kan komme, før vi aner det. Jeg føler, at vi skylder Thilde, som var så livsglad og positiv selv til det sidste, ikke at sygne hen og gå i stå på grund af sorgen. Det er ikke en floskel, men et faktum, at livet skal gå videre. Det ville Thilde have støttet. Derfor har vi de seneste 10 år rejst verden rundt, gået til dans og i biografen og dyrket vores store familie og vennekreds.

– Når sådan noget tragisk sker, kommer man til at tænke over, hvor godt livet er, og hvor vigtigt det er at tage vare på sig selv og derved kunne være noget for andre. Før det ud i livet, du drømmer om, og sig ikke: ”Det kan jeg gøre en anden dag”.

Gør-det-nu er en læresætning, Elin har levet efter lige siden, og som hun gerne giver videre:

– Når døden kommer for tidligt, erkender man, hvor kort livet er, og at man skal være åben over for hinanden og lytte til hinanden. Vi er her kun på lånt tid, så snak om tabet og om døden, som er uundgåelig. Vi ved jo, at vi skal herfra før eller siden. Nyd livet, og få det bedst mulige ud af det, mens det er her, lyder det fra Elin, der sammen med Kim fik behov for at få orden på testamente, fremtidsfuldmagt og begravelsesønsker.

Samtidig har Elin fået sine stedbørns samtykke til, at hun kan sidde i uskiftet bo, hvis hun bliver enke.

Elins råd til andre, som mister en nær til kræft, er at bruge Kræftens Bekæmpelses tilbud om hjælp til at få bearbejdet tabet med en person udefra. Vær ikke bange for at betro dig til psykologer, lyder opfordringen:

– Det er min erfaring, at det er vigtigt at komme ud blandt andre og få adspredelse i noget, der interesserer én. Det betyder ikke, at man ikke samtidig kan bearbejde sorgen. Man hører ofte, at omgivelserne er berøringsangste og trækker sig, fordi de ikke ved, hvad de skal sige til en, som har mistet en nærtstående. Det har jeg ikke oplevet, fordi jeg selv har været åben om tabet og har talt om Thilde og om, hvad der skete. Men selvfølgelig har jeg grædt utrolig meget gennem årene.

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 52/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.