Tine når kun lige at stige på flyet, så ringer hendes søn: "Den er helt gal"

Tine Gregory ved godt, at hendes søn Bastians død måske ikke kunne have været undgået. Det gør ikke tabet af ham mindre smertefuldt, især ikke på særlige dage som jul, fødselsdag og tidspunktet omkring hans død.

Historien om Bastian og hans dobbeltdiagnose – en autismediagnose og ADD – skal alligevel fortælles, synes hun, fordi den er vigtig for alle, der oplever desperationen over ikke at kunne trække deres barn ud af mørket, og erfare, at systemet heller ikke altid kan.

– Bastians liv er historien om en særlig dreng, der er og var højt elsket af sin familie og af sine to yngre søskende. Han var meget fysisk, kærlig og sprogligt begavet. Efter gymnasiet tog han til Winchester i England i to år, hvor han studerede creative writing på universitet. Han skrev manuskript til en bog, som han sendte ind til et engelsk forlag, som valgte at udgive den. Han fandt aldrig ud af det. Jeg fik det at vide fire uger efter hans død.

– Dér kom det hele væltende ned over mig. Jeg græd og græd. Bastians bog er en børnebog, der handler om en dreng, der kæmper med sit selvværd og nogle svære ting indeni, men som lærer at tæmme dem. Han og hans søster arbejdede sammen om den, hun lavede tegningerne til den, fortæller Tine Gregory, der indimellem forestiller sig, at hvis bare Bastian havde oplevet det, så ville han måske stadigvæk være her.

– Men jeg ved jo samtidig godt, at det er naivt. Hans lillesøster og lillebror siger det tydeligt til mig: ”Mor, ikke engang dét ville have gjort ham lykkelig, allerhøjst kortvarigt. De svære tanker ville være vendt tilbage og have overmandet ham”. Det er rigtigt, jeg har oplevet det så mange gange.

Tine Gregory har ikke tal på, hvor mange gange hun og hendes mand har tænkt og håbet: ”Den er der nu, vi er på rette vej med Bastian” og er blevet skuffede.

– Efter nogen tid har det vist sig, at han bare har ladet som om, at det gik bedre, end det reelt gjorde, for at glæde os. Han havde ikke lyst til at være her. Det er det, der er så svært at forstå og acceptere som mor og som familie.

Følte sig altid forkert

Tines søn var først og fremmest et familiemenneske. Men han var også en dreng, der var særligt følsom og følte sig anderledes, sådan som så mange børn og unge med diagnoser gør.

Tine Gregory er optaget af det nye begreb, neurodiversitet, der ser nogle af de diagnoser, Bastian havde, i et anderledes og nyt lys. I stedet for at tale om ADD, adhd, autisme og Aspergers som psykiske lidelser, peger man på, at flere og flere, især mange unge, har en hjerne, der snurrer anderledes rundt end andres. Det betyder blandt andet, at de ikke passer ind i systemer som skole, sundhedsvæsen, uddannelses- og behandlingssystem.

– De føler sig forkerte, og når de så som Bastian igen og igen oplever, at verden er svær at være i, og at ingenting rigtigt hjælper, føler de sig meget overladt til sig selv. Vi har som familie opsøgt så mange psykiatere, psykologer og behandlingssteder, fra Bastian selv kom og sagde: ”Mor, jeg tror, jeg har en depression”, da han var 15 år, til han otte år senere valgte at tage sit eget liv.

– Vi har vitterlig prøvet alt, men alt betyder jo alt, hvad der var. Det rigtige tilbud findes ikke for únge som ham, ikke endnu, siger Tine Gregory.

Hun er selv uddannet i bankverden, men har arbejdet som skoleleder, blandt andet på Institut Sankt Joseph på Østerbro.

Der var ”noget” med Bastian

Det var, da Bastian gik i 8.-9. klasse, at det gik op for hans forældre, at der måske var ”noget alvorligt” med ham.

– Vi havde mest tænkt, at han var lidt ekstra følsom, og resten af familien, hans yngre søskende og min mand og jeg, tog instinktivt bare hensyn til det. Det drejede sig om små ting i hverdagen, som at han ikke ville have sin mad blandet sammen på tallerken og gerne ville have tingene serveret hver for sig, helt fra han var lille. Han hadede forandringer, han var skrækslagen for at flyve og kunne ikke lide at rejse. Han skulle også altid varsles på forhånd, inden vi skulle noget, ellers blev han utryg.

– Men det var først, da hans lærer på den privatskole, hvor han gik i de store klasser, tog fat i mig og sagde: ”Der er altså noget, der er anderledes”, at vi vågnede op. Bastian klarede sig brillant i nogle fag og var håbløs i andre. Han var også elendig til sport, hvilket også er et træk ved hans diagnose, men vi havde ikke lagt tingene sammen, fortæller Tine Gregory.

Det var svært socialt

En anden ting, der var svær for Bastian, var det sociale. Han havde nogle venner, men han kæmpede.

– Han følte sig ofte alene og anderledes. Han havde f.eks. svært ved at tolke skjulte og indirekte koder i måden, vi siger tingene på: ”Var det ironi? Var det sødt ment, eller faktisk rigtig uhøfligt, det hun lige sagde der?” Bastians diagnose gjorde uden tvivl, at han oplevede det ekstra ubehageligt, siger Tine Gregory.

Bastian blev udredt af en børnepsykiater. Konklusionen var, at han lå på spektret, som man siger i dag, altså at han havde en grad af autisme, det man før kaldte Aspergers, kombineret med ADD, som blandt andet gør det svært at overskue og planlægge aktiviteter og at styre sine impulser. Brikkerne faldt på plads hos hans forældre, men Bastian selv var absolut ikke med på diagnosen.

– Han var bare ”no way!”. Siden har jeg fundet ud af, at det faktisk er en del af diagnosen ikke selv at ville erkende den. Depression og angst kunne han gå med til, men ikke de andre ting, siger Tine Gregory.

Tines forventninger til, hvad psykologer og psykiatere kunne gøre for hendes søn og i forhold til hans dobbeltdiagnose var store til at begynde med. Men over årene blev hun mere og mere frustreret over, at det ikke lykkedes at hjælpe Bastian rigtigt.

Et af problemerne i hans tilfælde var, at han kæmpede med både depressioner og angst, samtidig med at han havde ADD og Aspergers. Og værst var det, at han begyndte at selvmedicinere og gradvis røg ud i et misbrug.

– Det står helt for min egen regning, men jeg er overbevist om, at misbrug af hash og andre stoffer ofte skyldes en eller anden form for selvmedicinering. Det er en måde at cope med indre uro på og håndtere sit sind på.

– Misbrug og ens psykiske tilstand kan ikke skilles ad, som man gør i dag. Og når vi nu ser så mange med diagnoser og dobbeltdiagnoser, er det nødvendigt, at vi indretter behandlingssystemet efter det, mener Tine Gregory.

For hende er det også vigtigt, at man forstår, hvor dårligt nogle unge har det.

– Det er ikke altid bare et spørgsmål om, at den unge skal igennem en svær livsfase. En uge før Bastian døde, var der en psykiater, der ud fra et skema vurderede, at Bastian ikke var selvmordstruet.

– Personen ringede bagefter og kondolerede og spurgte, hvordan jeg havde det, og jeg har siden ikke kunnet lade være med at tænke på, hvordan hun havde det? Det var jo ikke kun os, men virkeligt mange omkring Bastian og hans sygdom, der følte sig magtesløse og ansvarlige uden at kunne gøre noget, siger Tine Gregory.

Hvornår gik det galt?

Bastians nedtur startede for alvor i gymnasiet. Tine Gregory så det ikke til at begynde med.

– Han startede i 1.g og virkede, som om det gik bedre. Det var dér, han for alvor begyndte at ryge hash, men vi vidste det ikke. Han pjækkede fra timerne og passede ikke sin skole, men det vidste vi heller ikke. Han lavede stort set ingenting, men kom alligevel igennem gymnasiet med temmelig gode karakterer. Han prøvede helt sikkert at leve op til vores forventninger, forklarer Tine.

På godt og ondt. Efter gymnasiet fik Bastian så den idé, at han ville til England og studere. På det tidspunkt var han ellers lige kommet i gang med et forløb hos en psykolog, og Tine syntes, der var ro på. Men Bastian insisterede desværre.

– Han skulle nok aldrig have været i England og læse. Først så det ud til at gå rigtig godt, det sagde han i hvert fald, når vi skypede. Han fik en supersød kæreste, som han var sammen med i et år. Men han spillede også komedie.

– Efter første år kom nedturen buldrende. Han ringede og var helt ødelagt, græd og sagde, hvor meget han hadede sig selv, at han ikke duede til noget, og vi fik ham hjem.

– Da han kom til Danmark, kunne han ikke stå ud af sengen og var dybt nede. Jeg ringede rundt til psykologer, læger og psykiatere, vi var på Psykiatrisk Skadestue, men kunne ikke få ham i behandling. Til sidst fik vi fat i en psykiater privat, som prøvede flere forskellige piller, men intet virkede, og på et tidspunkt ville Bastian simpelthen ikke være med længere, og vi måtte så selv prøve anden alternativ hjælp.

Kort op, så dybt, dybt ned

Hen over foråret fulgte faktisk nogle måneders let optur: Bastian fik job i en roklub, begyndte at dyrke yoga, gik ture med en mandlig mentor, som familien selv havde fået fat i, som talte med ham om livet og døden – og Bastian insisterede på, at han ville tilbage til England og gøre sin bachelor færdig.

– Det blev et remake af året før, hvor han havde haft det så dårligt derovre. Da jeg besøgte ham en weekend, kunne jeg godt mærke, at der var noget helt galt. Jeg nåede kun lige at gå ombord i flymaskinen på vej hjem til Danmark, så ringede han til mig og sagde: ”Den er helt gal”. Jeg fik skaffet en flybillet til dagen efter og fløj retur så hurtigt, jeg kunne. Da jeg åbnede min mobiltelefon på vej ud af flyet, lå der 20 beskeder på den. Grufulde!

– Bastian havde taget en overdosis, og han var blevet kørt på hospitalet af nogle roommates. Da jeg ankom efter to timers køretur fra London til Winchester, sad han og vennerne stadig i venteværelset, og han var nærmest ikke kontaktbar: Han skulle afgiftes på stedet. De fyldte ham med alt mulig modgift, og det var på et hængende hår.

Bastian overlever. Da han vågner, siger han sødt: ”Mor, det var en fejltagelse. Det var ikke meningen”. Men det er ikke første gang, han havde forsøgt at tage sit eget liv, viser det sig.

Barrikaderer sig i kælderen

Da Tine får Bastian med hjem på et fly dagen efter, er han nærmest stadigvæk høj af alle de stoffer, han har taget to dage før. Da de kommer hjem, barrikaderer han sig i kælderen i familiens hus; han vil bare være i fred.

De følgende måneder, som bliver Bastians sidste efterår og vinter, er hæslige. For hamog for hans forældre. Han isolerer sig, han går tur indimellem, hvor han køber stoffer, som ikke længere bare er hash, og Tine og hendes mand prøver at overtale ham til afvænning, som han først siger ja til, men som han bliver smidt ud fra, fordi han smugler stoffer med ind. Hans to søskende er begge i England og læser, så de er ikke så meget med i denne tilspidsede fase.

– Retrospektivt kan jeg sagtens se, hvorfor afvænningen ikke virker, for han kan jo ikke med sine diagnoser klare at opholde sig sådan et sted, siger Tine Gregory, der har svært ved at huske, hvornår der skete hvad i ugerne efter.

– Så var han akut på Gentofte Hospital, fordi han havde taget et eller andet og skulle have modgift. Men de ville ikke behandle ham for det psykologiske, så jeg måtte ringe til Glostrup, hvor de heller ikke ville tage ham. ”Hvad vil I have, jeg skal gøre?”, græd jeg. De tog ham … én dag, så var han ude igen. Hjemme i kælderen.

– Jeg udviklede en ekstrem hørelse. Jeg kunne høre alt. Når han vendte sig i sengen to etager nede, ethvert livstegn. Jeg vidste, hvornår han gik på toilettet, hvor længe han var der – ”hvorfor er han der nu så længe?”. Jeg kunne høre døre, der blev lukket. Han sneg sig op om natten, når han troede, vi sov, og lavede ting, men ellers ville han ikke have kontakt med nogen af os.

– Til sidst heller ikke med sin lillebror, Luke. Luke havde ellers altid kunnet muntre Bastian op, de elskede virkelig hinanden, og han kunne få ham til at grine, men til sidst var det helt sort. Bastian sagde direkte: ”Jeg er et dårligt forbillede for ham, han skal ikke have kontakt med mig. Jeg må være i fred”.

Fandt Bastian i kælderen

Tine fandt sin ældste søn et par dage efter nede i kælderen. Han lå i sin seng. Han havde taget en overdosis, og denne gang var det for sent at køre ham til afgiftning.

Dagen efter Bastians død lukkede landet ned. Der var corona, og alt var ændret.

– Da ambulancefolkene tog ham med, sagde de, at vi nok ikke skulle regne med at kunne se ham igen. Det var så mærkeligt, fortæller Tine, som endte med at få lov til at holde en lidt udvidet begravelse, hvor et par af Bastians bedste venner også kom.

Hvad gør man, når mister et barn? Lægger sig i fosterstilling og meddeler resten af verden, at man er ude? Normalt, måske. Tine Gregory gik ind i sin egen sorgproces, hvor hun lukkede ned sammen med landet, men passede sit arbejde online. Derudover så hun kun sin mand og Bastians to yngre søskende.

– For to år siden sagde jeg mit job op. Dér kom behovet for at forvandle sorgen til noget, der kan gøre godt. Min mand og jeg besluttede at flytte væk fra huset, Bastian var død i. Ikke for at komme væk fra ham, men for at tage os og hans eftermæle et ”nyt” sted hen, fortæller Tine.

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 47/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.