En morgen kom hendes ekskone forbi med en besked om deres børn. Der var ikke noget at gøre. Sådan blev det

Hun stirrede på Rejseplanen. På de mange bus- og togskift. På den fem kvarter lange færgetur.

Hendes to børn skulle flytte til den anden ende af landet. Ikke for en kort bemærkning, men for at slå sig ned på en ø med hendes ekskone.

– Jeg så, hvordan de ville forsvinde for mig, og jeg ville blive afkoblet fra deres liv. De skulle rejse virkelig langt for at se mig hver anden weekend. De var fem og syv år.

Ærø var drømmen, fortalte Mette Jensen Hayles’ ekskone, da hun en morgen i 2014 – efter at have afleveret deres fælles børn i institution og skole – kom forbi og fortalte Mette om det ø-liv, hun nu havde planlagt for Marvin og Vega.

– Hun sagde: “Jeg flytter med dem om seks uger”. Det hele var tilrettelagt og blev bare serveret for mig.

– “Kan vi have en snak om det her?” spurgte jeg. Men det kunne vi ikke. “Hvis vi taler om det, siger du jo bare, at du ikke vil have det”, sagde hun.

Nej, Mette ville ikke have det.

Den lange række af transportikoner, der dukkede op på Rejseplanen, illustrerede håbløsheden i projektet.

Mette så for sig, hvordan børnene hver anden fredag eftermiddag skulle rejse tværs gennem landet, for så at lande udmattede hjemme hos hende og Pernille i lejligheden i Valby og allerede søndag skulle drage den anden vej.

Hun så, hvordan hun ville blive afkoblet fra deres hverdag. Og hun huskede, hvordan hendes søn for nylig – under et besøg på Ærø – i al hast måtte transporteres til Odense Universitetshospital.

– Børnene havde besøgt Ærø nogle weekender sammen med hende, og Marvin fik sit første astmaanfald derovre.

– Det var meget dramatisk, for han skulle flyves med helikopter til Odense. Det sad fast i mig, hvor isoleret det var, siger Mette.

Følelserne kogte, men hun forsøgte at tøjle dem.

– Jeg var rædselsslagen, chokeret og vred. Men for samværsforælderen gælder det om at bevare et ordentligt forhold, så man kan have så meget kontakt med børnene som muligt. Det bringer dig i den bedste position. Jeg tænkte: Hvis jeg sætter mig imod nu, hvad gør hun så?

Mettes ekskone havde status af bopælsforælder og kunne i princippet flytte, hvorhen hun ville.

– Det er bopælsforælderen, der beslutter, hvor børnene skal bo. Så du kan godt have forældremyndighed uden at have ret mange rettigheder.

Mette havde dog mulighed for at få et akut møde i Familieretshuset – det, der tidligere hed Statsforvaltningen. Her fremlagde begge parter deres synspunkter.

Sagsbehandlerne vurderede den tid, Mette havde tilbragt med børnene og dumpede hende. Eftersom hun kun havde børnene hver anden weekend, og hendes ekskone jævnligt obstruerede samværet, lød konklusionen:

– “Vi kan jo se, at børnene kun har været sammen med dig så og så lidt”. Det var det, de fokuserede på – ikke på vores relation.

– Men jeg har aldrig følt, at jeg ikke kendte mine børn, eller at de ikke var trygge i det hjem, jeg tilbød dem, og jeg har altid ønsket så meget samvær som muligt.

Papirerne blev hurtigt samlet sammen og mødet hævet.

– “Vi kan høre, konfliktniveauet er højt imellem jer, så vi kan desværre ikke gøre noget”, sagde de. Der blev ikke brugt tid på at invitere til dialog og samarbejde, siger Mette, der fik at vide, at hun nu kunne starte en bopælssag.

– Det gjorde jeg på stedet. Jeg syntes, det var voldsomt for børnene at skulle leve i sådan et rejsecirkus, og ønskede at stoppe de flytteplaner.

Men Mette befandt sig i en sårbar position.

Ærø-Valby tur-retur

Mette Jensen Hayles var i en årrække alkoholmisbruger og meget syg. Hun overlevede mirakuløst, takket være støtte fra sin kone Pernille, og i flere år har hun været helt rask.

Men dengang sagen med børnene kørte, var den mørke tid stadig tæt på, og hævntørst, vrede og bitterhed regerede hos hendes ekskone.

Noget Mette i dag godt kan forstå:

– Når man har været misbruger, løjet og ødelagt sit ægteskab, så kan det være svært for den anden forælder at skille det ad. Så jeg kunne sådan set godt forstå, hun syntes, jeg havde været en kæmpe idiot, for det havde jeg, og der var helt klart hævnmotiver.

– Men det var jo alt sammen voksenfølelser. Hvad med børnene?

Ved en bopælssag begynder man med en slags konfliktmægling, hvor man forsøger at skrælle tingene ned, inden det kommer til en reel retssag.

Der var nu ikke meget mægling over det, og ret hurtigt måtte Mette hejse det hvide flag.

– Det blev tydeligt for min advokat, at kom vi til en bopælssag, ville jeg ikke vinde. Hovedargumentet var, at børnene havde boet mest hos hende, selv om det aldrig har været mit valg.

Herefter blev der lavet et juridisk bindende dokument.

– Vi kunne aftale, hvilke weekender der var mine. Børnene skulle så rejse til København fredag efter skole og tilbage til Ærø søndag.

Eftersom børnene var så små, skulle de ikke rejse selv. Så hver anden fredag tog Mette turen til Svendborg med offentlig transport og hentede dem ved færgelejet. Søndag vinkede hun farvel samme sted.

Det rejsecirkus, Mette havde frygtet, var nu en realitet. Og ikke kun afstanden, men også tiden var en konstant modstander.

– Der er den lille tid, hvor vi skulle nå en hel sommer eller en hel december på én lørdag. Så skulle vi skynde os at lave juleklip med mormor den dag, hvor børnene var her. Men der er også den store tid. Den, hvor man hele tiden frygter at gå glip af deres år, af deres opvækst.

Det konstante afsavn betød, at Mette var grundangst for pludselig ikke længere at kende sine børn, og hun følte sig magtesløs i forhold til de udfordringer, de kunne have i hverdagen.

Marvin havde det svært i de små klassetrin, og Mette var meget langt væk fra sin søn.

– Det var så barsk. Sidde i København og læse de beskeder, der kom: “Marvin er gået tidligt hjem fra skole, vi bad ham gå hjem og slappe af”. Min søn blev mere og mere ensom, mut og indelukket.

Mette var handlingslammet og konstant bange.

– Jeg tænkte på det hele tiden, det kunne slå mig helt ud. Jeg havde en dreng, som slet ikke havde det godt. Som kom op at slås med de andre og havde slået hånden ind i en rude, fordi han var så vred.

Personangreb og konfliktskyhed

Marvins udfordringer var noget, der kunne få konflikten mellem Mette og hendes ekskone til at flamme voldsomt op.

– Når jeg sagde “Marvin har det ikke godt”, betragtede hun det som et personangreb. Hun mente, friskolen kunne håndtere det. Jeg troede ikke på det.

– Jeg kontaktede derfor Børne- og Ungeforvaltningen i Ærø Kommune og tog til møder derovre kl. 9 om morgenen. Det kom der ingenting ud af.

Mette oplevede et lille, konfliktsky samfund, hvor man for alt i verden ville holde sig på god fod med hinanden.

– Vi kan da ikke sidde der og være konfronterende, for vi skal jo vinke til hinanden til musikskolens afslutning, ikke?

– Til det første møde sagde sagsbehandleren: “Jeg tager ingen noter. Vi taler bare lidt sammen”. “Nej”, tænkte jeg. “Du skal tage noter”.

Mette var paranoid og vred i de år, hvor hun hagede sig fast for at forblive en del af sine børns liv. Slække kunne hun ikke. Bestemt ikke.

– Jeg var frådende vild for at holde mig i deres liv. Jeg fatter ikke, hvor jeg fik den energi fra. Man kører på adrenalin og en masse stresshormoner, og så bliver det også noget med at vinde over den anden.

De ting, Mette lod sig irritere over, kunne være meget små ting, fortæller hun.

– Jeg har lært, at det vigtigste er, hvordan børnene ser ud. Det er noget, der sidder fast hos mig, og jeg kunne ikke holde ud, hvis de ikke var ordentligt rene, eller Marvins negle ikke var blevet klippet.

– For mig var der noget usselt over det, siger Mette, der i dag tænker, at hun – på samme måde som sin ekskone – var fanget i hævngerrighed og trang til at “finde noget på den anden”.

– Det med neglene er jo et godt billede på, hvordan man kan skabe unødige konflikter. Jeg mener, Sigge (Mette og Pernilles yngste søn, red.) skriger som en gris, der skal slagtes, når han får klippet negle.

– Og når man så er den, der står med det i hverdagen ... Men jeg har aldrig kunnet have empati for hende i hendes ene-moderskab.

Mette rettede også sin vrede mod det lille samfund, hendes børn nu var en del af.

– Det blev symbolet på noget, der havde trukket mine børn væk. Jeg havde det sådan lidt: “I er sgu da københavnerbørn. Man kan da ikke opleve noget på en ø”.

– Jeg har ikke noget imod dem, der har valgt at bo der, det har de nok deres gode grunde til. Men Vega elskede, at hun kunne lave alt muligt, når hun var hos os, siger Mette.

Find ud af det selv

Storesøster Vega endte da også med at vende hjem til Mette og Pernille som 13-årig, efter seks år på Ærø.

– Vega havde det fint derovre. Hun er god til at tilpasse sig og få nye relationer, men hun ville tilbage til sine gamle venner på Islands Brygge Skole, og så fik hun faktisk lov at flytte hjem til os. Dog først efter vi havde været igennem hele systemet.

Efter Mette og hendes ekskone fik hver deres barn og “stod lige”, som Mette siger, og i takt med at Marvin fik det langt bedre, faldt der ro på.

Mettes forhold til ekskonen blev stille og roligt bedre, og i dag har de et fint samarbejde.

– Vi kan tale ordentligt om ting, der vedrører børnene: Skal Marvin gå til konfirmationsforberedelse? Skal Vega på efterskole? Den slags overvejelser, og ofte er vi jo enige.

– Til Vegas konfirmation, som vi holdt her i Sydhavnen, var det virkelig hyggeligt.

Efter de lukkede døren til Familieretshuset, og bitterhed og hævntørst dampede af, blev alles liv lettere.

Mettes råd til andre vrede skilsmisseramte er derfor: Forsøg af al magt at finde ud af tingene selv. Systemet vil kun eskalere konflikten. Og det er faktisk en enorm frihed ikke at leve i konflikt og være bange og vred hver eneste dag, siger hun.

– Det fyldte enormt meget for os. Hver gang Pernille og jeg talte sammen, var det det, vi talte om. Alt blev negativ energi.

– Vi gad ikke besøge venner, for så skulle vi forklare forfra om hele historien. Det har tæret voldsomt på vores fysiske, sociale og økonomiske overskud.

De destruktive følelser, der rammer børnene, optager Mette meget, og det er også temaet i hendes nye roman, “Værgeløs”.

Frygten, vreden og afmagten. Hun har set, hvor ødelæggende det er for børnene, at stå midt på kamppladsen.

– De der grimme voksenfølelser kan ødelægge hele deres barndom. Det ligger som en tyk, sort understrøm, at deres forældre altid er uvenner.

– Børn elsker deres forældre, næsten på trods af alting. Det skal man have en kæmpe ydmyghed over for. Det må være så barsk, at dem, man elsker mest, hader hinanden.

Mette er ikke imponeret over det system, vi har i Danmark, der skal løse skilsmissekonflikter og gerne hjælpe børnene. I stedet for at løse konflikterne, forstærker man dem, mener hun.

– Allerede når du træder ind i et lokale i Familieretshuset, emmer det af konflikt. De sidder bare og venter på, at nogen går i flæsket på hinanden. Der lægges ikke op til samtale eller dialog.

I 2019 ændrede man det, der hed Statsamtet – og senere Statsforvaltningen – til det sprogligt blødere Familieretshuset. Men det lille retoriske greb har ikke ændret noget som helst, siger Mette.

Hun mener, at man bør arbejde på at skabe et terapeutisk rum, hvor alle de følelser, der antænder konflikterne, kan blive bearbejdet. Dér må man starte.

– Det er jo så betændt. Der er så meget vrede, hævngerrighed og “jeg vil skide på dig”. Og det er der jo en energi i, som man må kunne omforme til noget konstruktivt. For i virkeligheden vil alle forældre jo deres børn det bedste.

Mette håber, at mange – herunder sagsbehandlere – læser hendes bog og tænker over den. Men det vigtigste er, at socialministeren læser den, siger hun.

– Det er jo ikke sagsbehandlernes skyld. I sådan nogle myndigheder er der nok ikke meget ros og glæde. Du passer bare dit arbejde. Nej, jeg vil hellere have Pernille Rosenkrantz-Theil i tale, siger Mette.

For selv om både fortællingen i “Værgeløs” og Mettes egen historie vidner om, hvor ødelæggende forældrekonflikter er, så er hun selv og hendes ekskone samtidig opmuntrende beviser på, at selv de mest frådende krigere faktisk kan nedlægge våbnene.

– Det er et vigtigt outcome på det her: Du kan gå gennem krige og alligevel være villig til at lægge ting bag dig. Se bare på mig. Jeg var så vred dengang. I dag er jeg et mildt menneske.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: