Alt du skal vide om medicinsk abort
Foto: Shutterstock
Hvad er en medicinsk abort?
En medicinsk abort er en metode til at afbryde en graviditet ved hjælp af medicin i stedet for et kirurgisk indgreb. Det foregår ved, at man får medicin, der sætter aborten i gang. Metoden bruges til kvinder, der ønsker en frivillig abort - også kaldet en provokeret abort.
Vidste du, at...?
Hvert år udføres der omkring 13.500 provokerede aborter i Danmark, hvoraf hele 3 ud af 4 af disse aborter foretages medicinsk (Kilde: Hvidovre Hospital).
Hvornår får man en medicinsk abort?
Normalvis vil de fleste hospitaler tilbyde en medicinsk abort før uge 9 og en kirurgisk abort efter uge 9. Hvis der er tale om en sen abort efter uge 12, vil aborten også foregå medicinsk, da det på det tidspunkt ikke længere vil være muligt at få en abort blot ved en udskrabning. Det kan du læse mere om her.
Inden aborten vil du blive indkaldt til en forundersøgelse på hospitalet, hvor du vil blive scannet, så man er sikker på, hvor langt du er henne i graviditeten. Her vil du også få forklaret hele forløbet i detaljer.
Hvordan foregår en medicinsk abort?
Ved en medicinsk abort får du to slags medicin med én dags mellemrum. Først på hospitalet og senere derhjemme, hvor selve aborten vil foregå.
Dagen på hospitalet
Når du har været til undersøgelse på hospitalet, får du den første tablet, som stopper graviditeten. Det sker, fordi tabletten indeholder et stof, som gør, at livmoderen stopper med at reagere på hormonet progesteron - kroppens eget graviditetsbevarende hormon.
Tabletten kan få din livmoder til at trække sig sammen, og derfor kan du opleve smerter, blødning fra skeden, kvalme og diarré.
På hospitalet vil du også få udleveret tre forskellige slags medicin, som du skal have med hjem: Abortfremkaldende stikpiller samt smerte- og kvalmestillende medicin.
Selve aborten derhjemme
Dagen efter du har været på hospitalet, er den dag, du kommer til at abortere. Det er derfor vigtigt, at du holder fri og planlægger at være hjemme hele dagen.
Selve aborten igangsættes ved, at du placerer de abortfremkaldende stikpiller i skeden. De får din livmoder til at trække sig sammen, så den tømmer sig. Du skal ligge i sengen i ca. en time, så pillerne kan nå at virke. Efter nogle timer vil du begynde at bløde kraftigt og ofte med klumper af blod.
Det er vigtigt, at du ikke er alene. Der skal være en anden voksen til stede, hvis der opstår behov for at ringe til hospitalet. De fleste vil abortere efter nogle få timer.
Du kan læse mere om, hvordan en medicinsk abort foregår her.
Hvad sker der efter den medicinske abort?
Efter aborten vil du bløde kraftigere end ved en normal menstruation. Blødningen kan vare i 3-4 uger, men vil typisk aftage efter den første uge. Du kan også opleve at have lette smerter de første par dage. Derfor bør du tage den med ro i 1-2 dage efter aborten.
Det er vigtigt, at du undgår karbad, havbad, svømmehal, tamponer og samleje uden kondom, så længe du bløder, da det vil nedsætte din risiko for underlivsbetændelse.
Ugerne efter aborten
1-2 uger efter aborten skal du have taget en blodprøve for at sikre, at aborten er gennemført og du ikke længere er gravid. Hvis du selv tjekker med en graviditetstest, skal du vente til 4 uger efter aborten, da den ellers kan være misvisende.
2-4 uger efter aborten kommer din første ægløsning, og du kan blive gravid igen. Det er derfor vigtigt at huske prævention umiddelbart efter aborten, hvis du ikke ønsker at blive gravid.
4-6 uger efter aborten vil du normalt få din menstruation. Hvis det ikke sker, bør du kontakte din læge for at sikre, at du ikke er gravid.
Kilde: Sundhedsstyrelsen.
Hvilke smerter er der ved en medicinsk abort?
Da medicinen får din livmoder til at trække sig sammen for at tømme sig, er det normalt, at du kan opleve smerter, blødning fra skeden, kvalme, diarré, hovedpine eller opkastninger. Det kan du stilne med smerte- og kvalmestillende medicin, som du får tilbudt på hospitalet eller kan købe i håndkøb. Det kan du læse mere om her.
Sådan får du støtte efter en medicinsk abort
Der ses vidt forskellige reaktioner efter en abort. Nogle kvinder føler enten lettelse, tristhed eller ensomhed, mens andre føler det hele. Det er kun naturligt at have en reaktion oven på det forløb, du lige har været igennem, som både påvirker dig fysisk og mentalt. Derfor er det vigtigt, at du forsøger at rumme alle de følelser, du har.
Tal med dine nærmeste
Det at tale med din partner, familie eller venner omkring dine tanker og følelser kan være gavnligt for at bearbejde hele oplevelsen. Hvis du føler behov for mere støtte, kan du kontakte din læge, som kan tilbyde støttesamtaler eller psykologhjælp. Du kan også række ud til private organisationer, der kan rådgive om abort, såsom Mødrehjælpens abortrådgivning og Sex & Samfund. Det er vigtigt, at du søger den støtte, der passer bedst til dine behov, da hver kvinde har sin egen unikke oplevelse.
Kan man blive gravid igen efter en medicinsk abort?
Ja, det kan du sagtens. Din sandsynlighed for at blive gravid igen er uændret efter aborten. Du kan finde svar på nogle af de mest stillede spørgsmål om medicinsk abort her.
Kilder: Hvidovre Hospital, Sundhedsstyrelsen, Sundhed.dk & Sundhedsdatastyrelsen.