Alt du skal vide om spontan abort (FAQ)
Foto: Shutterstock
Hvad er en spontan abort?
En spontan abort kaldes også for en ufrivillig abort. Det sker, når en graviditet uønsket bliver afbrudt og fosteret naturligt udstødes af livmoderen inden den 22. graviditetsuge. Hvis det sker efter den 22. graviditetsuge, kaldes det en dødfødsel.
Undersøgelser har vist, at spontan abort i mange tilfælde skyldes tidlige fejl i fosterets udvikling. Derfor kan en spontan abort betragtes som naturens måde at stoppe fødslen af et barn, som ikke ville kunne overleve udenfor livmoderen.
Vidste du, at…?
Det antages, at mere end halvdelen af alle graviditeter ender i abort. En del af dem sker så tidligt, at kvinden ikke engang er klar over, at hun er gravid.
Forskellige former for abort
Der findes forskellige former for spontan abort: En truende, fuldstændig, igangværende og missed abort.
Ved en truende abort bløder man fra skeden før uge 23 med brunligt udflåd, friskt blod og lidt murren i underlivet. Selvom man bløder, betyder det ikke, at fosteret ikke er levedygtigt. Halvdelen af alle de kvinder, der bløder i deres graviditet aborterer ikke, men føder et raskt barn.
Ved en fuldstændig abort udstødes graviditeten helt. For at være sikker på, at hele graviditetsvævet er væk, får man taget en blodprøve, der måler kroppens mængde af graviditetshormon.
Ved en igangværende abort er selve aborten i gang, men der er stadig graviditetsvæv tilbage i livmoderen. I over 80% af tilfældene vil kroppen selv udstøde resten inden for de næste døgn. Derfor kan man bløde ligesom ved en menstruation og have smerter i underlivet. Hvis blødningen aftager og aborten går i stå, vil det være nødvendigt at få medicinsk behandling.
Ved en missed abort er graviditeten stoppet, men med ingen eller sparsomme symptomer. Derfor opdages det typisk først, når man er til scanning. Hvis ikke man får behandling kan man risikere, at der går lang tid før livmoderen tømmer sig selv, hvilket kan medføre langvarige blødninger og en lille risiko for underlivsbetændelse. Derfor anbefales det, at man får en kirurgisk eller medicinsk behandling for at afslutte aborten.
Her kan du læse mere om kirurgisk abort og medicinsk abort.
Hvad er symptomerne på en spontan abort?
De typiske symptomer på en spontan abort er blødning, brunligt udflåd eller underlivssmerter. Blødningen vil blive kraftigere og med klumper i takt med, at aborten skrider frem. Du kan samtidig også opleve krampelignende smerter i maven.
Hvis du er gravid, skal du altid være opmærksom, hvis du får kraftig blødning og smerter. Med det sagt oplever hver fjerde gravide faktisk en vis form for (plet)blødning i den tidlige graviditet, hvoraf de fleste af graviditeterne ikke ender ud i en abort.
Hvor ondt gør en spontan abort?
Mange vil sammenligne smerterne med kraftige menstruationssmerter, men smerteniveauet kan variere fra person til person. Smerterne vil typisk aftage i løbet af nogle dage. Ved behov kan du tage smertestillende medicin, som du kan købe uden recept. Det kan du læse mere om her.
Hvordan forløber en spontan abort?
Det første tegn på en spontan abort er typisk blødning fra skeden, og herefter er det normalt at have underlivssmerter. Blødningen og mavesmerterne vil typisk blive værre i takt med, at aborten er i gang. Selve aborten foregår ved, at graviditetsvævet bliver udstødt af kroppen.
Dagen efter den spontane abort
Du kan forvente, at blødningen vil være lidt kraftigere end normal menstruation i ca. en uge. Det vil stille og roligt aftage, men det er helt normalt, at du bløder i omkring tre uger. Hvis du føler behov for det, kan du tage smertestillende.
Hvis du bliver svimmel, begynder at bløde kraftigt, får feber, stærke smerter eller tegn på infektion, bør du kontakte din læge.
For at undgå underlivsbetændelse er det vigtigt, at du undgår tampon, karbad, svømmehal og samleje (eller bruge kondon), så længe du bløder.
Du kan læse mere om forløbet ved en spontan abort her.
Hvor stor er risikoen for at få en spontan abort?
Det er formentlig 15-20% af alle graviditeter, hvor kvinden er klar over, at hun er gravid, som ender i en spontan abort. Totalt set forventer man dog, at over halvdelen af alle graviditeter ender i en abort. Det sker ofte bare så tidligt, at kvinden endnu ikke ved, at hun er gravid.
Hvornår er risikoen for at få en spontan abort størst?
Risikoen for at få en spontan abort er størst i løbet af første trimester. Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at 4 ud af 5 aborter sker inden 8. graviditetsuge. Der ses også en tendens til, at de fleste spontane aborter sker før 12. graviditetsuge, som er den periode, hvor fosterets organer udvikles, hvilket gør fosteret mere sårbart.
Kan man blive gravid igen efter en spontan abort?
Ja, i princippet må du blive gravid igen lige med det samme. Det vigtigste er, at du selv føler dig klar. Du kan læse mere her.
Hvad er en missed abortion?
Missed abortion er et lægefagligt udtryk for en type spontan abort, hvor graviditeten er stoppet, uden at man har særlige symptomer på det. De fleste opdager det derfor først, når de kommer til scanning. Symptomerne på missed abortion er de samme som for spontan abort, som beskrevet længere oppe på siden.
Kilder: Hvidovre Hospital, Sundhed.dk & Sundhedsdatastyrelsen.