Helena havde regnet med, at hun ville være helt grædefærdig - den følelse, der ramte, overraskede hende

– Da jeg fik hende op i mine arme, var jeg bare så lettet. Lettet over at hun græd, og lettet over at det var overstået, fortæller Helena Witt.

For cirka en måned siden, blev hun og hendes kæreste, Kasper Skak, forældre til en pige. Nu ligger lille Augusta og sover ved siden af Helena, mens hendes mor har sagt ja til at fortælle om sin fødsel.

Helena ved godt, at det kan være en dårlig idé at have for mange forventninger til, hvordan en fødsel vil foregå. Men alligevel blev hun overrasket over, hvordan hendes fødsel forløb.

En af de ting, der kom bag på hende, var oplevelsen af at få sit nyfødte barn i armene. For selvom hun var glad og lykkelig for lille Augustas ankomst, var hun mest af alt bare lettet og træt.

Hun vil gerne være med til at nuancere fortællingen om fødsler, og derfor deler hun hele sin beretning.

Fredag den 13. december

Det er blevet Helenas terminsdag, og hun taler i telefon med sin veninde. Helena har haft hovedpine i nogle dage. Det havde hun også tidligere i sin graviditet, men der fik hun at vide, at det var ufarligt – derfor har hun ikke tænkt mere over det.

Men da hendes veninde i røret, der arbejder som sygeplejerske på en barselsgang, anbefaler Helena at ringe til hospitalet, gør hun det. Kasper vil gerne med, så hun henter ham fra arbejde, og sammen kører de mod hospitalet for at få taget prøver.

– Og det skulle jo vise sig at være et godt valg, for vi kom ikke hjem igen, siger Helena.

Her bliver Helena indlagt til observation på svangerskabsafsnittet natten over.

– Det var svært at forholde mig til, for fysisk kunne jeg ikke mærke andet end at jeg havde lidt hovedpine. Jeg mærkede jo ikke, at mit blodtryk var for højt, og at jeg havde protein i min urin, to ting der indikerer svangerskabsforgiftning. Jeg kan huske, at jeg udfordrede dem lidt og spurgte, om jeg ikke lige kunne køre med hjem og pakke nogle ting. Det syntes de var en dårlig idé.

Lørdag den 14. december

Lørdag morgen bliver Helena sat i gang. Hun får Angusta piller, og lægerne forsikrer hende om, at pillerne er sikre. Samtidig kunne personalet holde øje med babyens hjerterytme og berolige Helena på den måde, hvis hun blev bange, eller ikke syntes, hun mærkede liv.

Så hun tog syv Angusta piller, én hver anden time.

Søndag den 15. december

Søndag morgen vurderer lægerne, at Helena nu er åben nok til at de kan tage vandet.

– De bruger jo sådan en hæklenål, som er sindssyg lang. Da jeg holdt den op foran mig, gik den helt op til mine ribben. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men i hvert fald ikke dét. Det var meget mindre dramatisk, end jeg forestillede mig. Det gjorde ikke ondt eller noget, det var bare som at tisse i bukserne, fortæller hun.

Derfra gik det hurtigt.

Helena fik veer med korte mellemrum, og omkring klokken 13 begyndte hendes veer at udvikle sig til presseveer.

– Det var lidt weird, for så langt var jeg slet ikke, og jeg var heller ikke åben nok. Så jeg må gispe mig ud af veerne, men det var virkelig svært. Men jeg var stadig kun et par centimeter åben, så baby ville jo blive presset ned mod noget hårdt, og det er ikke særlig godt, siger Helena og tilføjer:

– Jeg havde aldrig hørt, om nogen havde presseveer uden at skulle presse et barn ud. Det gav ingen mening for mig.

– På et tidspunkt sagde jeg også: ”Jeg tror altså hun skal ud nu,” selvom jeg kun var 5-6 cm åben. Jeg forstod slet ikke, hvorfor jeg ikke bare måtte presse hele tiden. Men jeg gispede virkelig alt jeg kunne.

Smerterne var slemme, og det eneste, der hjalp bare lidt, var når Kasper lagde sin hånd på hendes lænd. Han talte ned til, at de kom med epiduralblokaden.

40 minutter tilbage.

En halv time.

10 minutter.

Jordemoderen kommer ind og fortæller, at der er gået noget galt med blodprøverne. Normalt er de gyldige i tre timer, men af en eller anden grund, var Helenas kun gyldige i to timer.

De er blevet forældede.

– Jeg ved ikke, hvad jeg tænker, da hun siger det. Jeg ved jo godt, at så må jeg jo komme igennem det, men jeg har lyst til at sige, at jeg ikke kan mere. Jeg var virkelig fysisk presset. Altså rigtig meget.

Men Helena må kæmpe videre med presseveerne, og forsøge at gispe sig ud af dem.

Efter en times tid, undersøger de hende igen. Nu er hun begyndt at bløde så meget, at jordemoderen synes, det virker mærkeligt. Derfor bliver en overjordemoder kaldt ind, for at vurdere.

– Overjordemoderen vælger at give mig noget mod presseveerne. Først bliver jeg lidt frustreret over, at jeg ikke har fået det før – for nu har jeg haft presseveer i fire timer eller sådan noget. Men der er ingen bad vibes, jeg vil bare virkelig gerne have det, så jeg kan få lidt mindre smerter. Og vitterligt mens de sidder og skal til at smøre det op i mig, kommer anæstesilægen ind og er klar til at lægge epiduralblokaden.

Helena forklarer, hvordan hun kunne mærke, at jordemødre og læger nu lige skulle finde ud af, hvilken smertelindring de skulle give Helena. Det endte med, at hun fik begge dele.

Klokken nærmer sig 17.30.

Efter at have haft det virkelig dårligt i flere timer, begynder Helena at føle, hun kan holde ud at være til.

– Men da min krop får lov til at slappe af, så får jeg sådan nogle rysteture, og de finder ud, at jeg har feber. Det var sindssygt ubehageligt, og helt ude af min kontrol. Jeg kunne slet ikke styre det. Det kommer og går i to timer, indtil de giver mig noget mod feberen.

Jordemoderen vælger at give hende ve-drop og sætter en hjerterytmemåler på babyens hoved.

– Jeg havde jo så mange tal, der ikke var som de skulle være. Det hele blev meget sygehus-agtigt. Normalt er jeg egentlig en meget rask person, så det med at være koblet til så mange slanger var virkelig overvældende.

Mandag den 16. december

– Lidt over midnat konstaterer de, at der er fri passage. Med hjerterytmemåleren på babyens hoved kan de se, at hendes puls dykker hver gang jeg får presseveer. Så de tilkalder en børnelæge. Og jeg ved jo godt, at når de lige pludselig er seks mennesker inde på stuen, så er der jo et eller andet, der ikke er som det skal være, siger Helena og tilføjer:

– Jeg kan huske, at jeg tænker, at nu er jeg en af dem, der har sådan en fødsel. En fødsel med mange mennesker, hvor tingene skal gå lidt hurtigt. Og så tænkte jeg, det her, det skal bare lykkes.

Børnelægen fortalte mig, at nu ville de hjælpe babyen ud med en sugekop – hvis ikke det lykkedes i første forsøg, skulle Helena have et akut kejsersnit i fuld narkose.

Helena havde heller aldrig hørt om andre, der fik et kejsersnit i fuld narkose.

– Lægen putter sugekoppen op i mig, men hun rammer et eller andet forkert i mig, og det gør vildt ondt, og det fosser ud med urin og fostervand. Så kunne jeg se på alle og mærke på stemningen, at nu skal det gå hurtigt.

Lægen prøver at putte sugekoppen op igen og fortæller Helena, at hun skal presse alt hvad hun kan.

”Og når du tror du ikke kan mere, så presser du bare endnu mere, Helena,” fortæller jordemoderen hende.

– Jeg ved simpelthen ikke, hvor min energi kom fra, men jeg pressede bare alt hvad jeg kunne, og så kom hovedet ud. Der går ikke meget mere end fem sekunder, så siger jeg, at jeg godt kan igen. Så jeg presser igen, og så ryger hun bare ud, og så kaster de hende jo nærmest bare op på mit bryst, fortæller Helena.

Og så var lille Augusta kommet til verden.

– Jeg havde troet, at jeg ville græde sindssygt meget. Jeg var selvfølgelig også glad og lykkelig, men jeg var bare helt færdig og overvældet. Da jeg fik hende op i mine arme, var jeg så lettet. Lettet over, at hun græd, og lettet over at det var overstået, siger Helena og tilføjer:

– Jeg tror også, det er meget filmagtigt, at man ser folk være helt grædefærdige. Men i virkeligheden er man også bare helt vildt træt.