Hun var 13 år, da hun steg på et fly alene for første gang

Mette Frisk var 13 år, da hun første gang boardede et fly alene for at flyve til Belgien på sommerferie. Hendes forældre og to mindre søstre blev hjemme i Sønderjylland.

Da hun var 15 år, gik hun igen ombord på et fly alene og fløj sådan cirka 9.300 km til Costa Rica. Hun var væk i et år.

Den italienske espressokande snurrer på komfuret i køkkenet i villaen på hendes højtelskede Amager. Alt er inden for rækkevidde, storby, hav – og lufthavnen. Mette er lige kommet hjem fra intense morgen-til-aften ”Sporløs”-optagelser i Colombia.

– Nu leger jeg bare housewife på fuld tid i en periode, fordi jeg har arbejdet så meget, mens vi har været væk. Så kan jeg være den, der smører madpakker og dimser rundt og står klar klokken 14, når ungerne har fri. Den kombination er perfekt.

– For jeg er godt brugt, når jeg kommer hjem efter sådan en tur.

Hvad er det første, du gør?

– Kysser mine børn. Det er bare: ”Ymmm. Kom herind i den her jernklo! Og jeg slipper dig ikke igen før om en UGE”.

Her i sommer rejser hun med sin mand, Søren Klovborg, og deres børn, Aske og Svante, rundt på Peloponnes på Grækenlands fastland. Med rygsække på. De ved, hvor de lander. Derfra er der ”fri leg”.

– Vi har kun booket et sted på forhånd, derfra rejser vi bare videre. Vi går efter de afsondrede steder med dejlig natur. Og så kommer vi hjem og runder Ærø. Jeg elsker sommerhus-Danmark. Livet ved vandet.

– Jeg har ligesom to sider i mig. Jeg vil gerne ud at opleve – og så vil jeg gerne hjem og have noget ro.

Hvad er livsnydelse for dig?

– At have tid. Tid til at være ude i naturen. Tid til at fordybe mig i noget. Her, hvor ungerne stadig er unger, handler det jo om tid til at være sammen med dem. De er 14 og 11 år, så det er lige op over, jeg SUGER det sidste barndom ud af dem.

Så griner hun, og det gør hun i det hele taget meget. Der er en umiddelbarhed over hende. Mette står godt på sine fødder i verden. Så det giver mening, da hun siger:

– Jeg er tømrerdatter fra Sønderjylland.

Det lyder solidt?

– Ja, det føles også solidt. Jeg er vokset op i en lille flække, som føltes meget tryg. Det var begrænset, hvad der kunne ske.

– Det var ikke, fordi jeg måtte alting, men der var i hvert fald lang line og en fælles forståelse af, hvad der var fornuftigt, og hvad der var ufornuftigt.

Hvad kunne være det sidste?

– At tage stoffer. Ting man åbenlyst bare ikke skal gøre. Der var ligesom en grundforståelse af, at ”vi kan tale om tingene”, og jeg fik ansvar for at opføre mig ordentligt og overholde de aftaler, vi havde lavet, og så længe, jeg overholdt dem, var der ret vide rammer.

– Jeg synes, jeg har fået en værdi om selvstændighed og handlekraft med hjemmefra: Vil jeg noget, så må jeg gøre noget, jeg venter ikke på, at nogen kommer og ordner verden for mig, jeg skal tage ansvar. Dét har jeg forsøgt at videreføre til mine børn.

– Nu venter jeg stadig på at se, om det ligesom lykkes, for de er jo små, men … den yngste gik f.eks. på filmværkstedet inde på Cinemateket sidste år. Han var 10 år. Han tog selv metroen ind til byen og gik ned til Cinemateket og tog hjem igen bagefter.

Fordi:

– Jeg stræber efter, at de skal kunne klare sig selv.

Hun siger, at tidlig selvstændighed, lang line og frihed er nødvendig, hvis man skal lære at tage ansvar i sit eget liv. For sit eget liv.

Det handler om livsduelighed.

– Frihed er, når ens fundament føles stærkt og sikkert nok til, at man tør kaste sig ud på dybt vand og tage chancer.

Hun er godt klar over, at det er et privilegium at have det stærke, sikre og frisættende fundament. Hun siger:

– Jeg har bare selv oplevet kæmpeværdi i at blive sådan nudget til at tage ansvar for mit eget liv. Og så var der jo den dér udlængsel, jeg havde; jeg drømte om større horisonter i en tidlig alder, og det fik jeg lov til, det har betydet rigtig meget: ”Okay, men så gå ud og prøv dig selv af”.

Så dér står Mette, 13 år, i lufthavnen og vinker farvel til familien for at flyve til Belgien og holde sommerferie.

– Mine forældre havde lavet noget udveksling med nogle mennesker i Rotary Club, og vi fandt ud af, at det da kunne være sjovt for mig at tage ned og besøge dem alene bare for at prøve det.

Siden tog hun på efterskole. Og så til Costa Rica i et år før gymnasiet. Og op igennem sine 20’ere rejste hun verden tynd. Ofte alene.

– Altså … hele det rejseri i min ungdom, var virkelig noget med at få løbet hornene af mig. Jeg rejste rigtig meget alene og syntes, det var vidunderligt. For det føltes som om, man kunne starte forfra.

– Hvert sted man kom hen, kunne man ligesom selv vælge sin identitet. Forfra. Prøve alt muligt af. Møde nye mennesker alle steder. Jeg havde bare en fest. Det var den ultimative frihed. Det var sådan: Nå, hvor har jeg lyst til at tage hen i dag?

Mette stikker fingeren i munden og i vejret for at tjekke en imaginær vindretning i stuen.

– Ja, det blev sgu dér. Der skinner solen, så tager vi derhen. Det var i de år, hvor jeg ikke havde etableret mig, jeg havde hverken kæreste eller børn. Det var lige i det dér vindue, hvor man har bestået studentereksamen og har følelsen af, at ”verden ligger for mine fødder, nu skal jeg bare ud og æde den bid for bid”.

– Der var ingen problemer andet end: Hvor skal pengene til den næste flybillet komme fra? Ha ha.

Så må man jo spørge:

Skete der aldrig dårlige ting?

– Næ. Dengang havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, hvad der skulle kunne ske af dårlige ting. Når jeg kigger tilbage, så tænker jeg, at jeg da måske nok har været heldig, men …

… det handler måske også om, hvad man selv udstråler?

– Ja, det tror jeg faktisk rigtig meget på! Det handler om at give sine børn stamina til at kunne pejle, hvad der er rigtigt og forkert.

– Også derfor har vi rejst meget med børnene, og det har fungeret fint, det har også været en måde at klæde dem på til at se verden med mine øjne. Og med min mands øjne for den sags skyld.

– Man skal selvfølgelig ikke være en idiot, man skal selvfølgelig tage sine forholdsregler. Men jeg vil gerne vise mine børn, at verden grundlæggende er et dejligt sted befolket med skønne mennesker, så man kan godt gå ud i den med tillid til, at de vil én det godt.

Empatimuskel

Den slags mennesker har Mette mødt mange af. Absolut også i sit arbejdsliv. Hun har lavet ”Forsvundne arvinger” siden 2017 og ”Sporløs” siden 2021. Før da lavede hun ”Madmagasinet”.

Den største forskel fra dengang er, at hun udelukkende beskæftiger sig med mennesker. Deres historier. Deres skæbner. Deres virkelighed.

Har alle de møder med andre mennesker påvirket dig selv som menneske?

– Jeg har ikke tænkt over det før, men … jeg laver undersøgende journalistik i noget meget, meget intimt i folks liv. Noget. som kræver stor respekt og stor empati. Så jeg tror faktisk, jeg har fået trænet min empatimuskel.

– Jeg synes, det jeg laver, er dybt meningsfyldt, og det er en kæmpe værdi i mit arbejde.

Hvilke følelser vækker programmerne i dig?

– … I ”Sporløs” er det næsten altid den samme relation, vi leder efter: En søn eller en datter som først og fremmest leder efter sin mor, nogle gange også sin far og nogle gange også søskende. Og jeg bliver altid enormt rørt over moren situation, fordi det er moren, jeg identificerer mig med.

– Og det hver gang en meget brødebetynget mor, som har haft nogle forfærdelige vilkår, og som mere end noget andet føler skyld over at have givet sit barn væk, men jo har gjort det som en kærlighedsgerning i 90 procent af tilfældene.

– Det bliver jeg enormt berørt over, fordi det sådan er … kvindens lod. Hun føler en kæmpe skyld over det resten af sit liv, og hun er bange for at møde sit barn, fordi hun er bange for at face den skyld.

Bliver du vred?

– … Ja, jeg er nogle gange blevet vred. Men sjældent på moren. Den selvopofrelse, jeg stort set altid ser, er meget rørende.

– Jeg kan godt blive vred, men så er det mere på omstændighederne. Eller på adoptionsmyndighederne, hvis de ikke vil hjælpe. Eller på faren, som skred … Jeg kan få hele følelsespaletten på sådan en tur.

Det kan hun også af at lave ”Forsvundne arvinger”, som nærmest på detektivvis er helt nede i danskernes familietræers rødder for at finde ud af, hvordan folk egentlig er i familie med hinanden – ofte uden at have vidst det.

For nylig var der en sognepræst, der blev vred. Annette Kruhøffer udtalte i Berlingske om programmet, at ”dybt private mennesker får udrullet deres historier på landsdækkende tv” for underholdningens skyld.

– Jeg synes jo, at det er mere end underholdning, men det er et synspunkt, hun er velkommen til at have. Det er en etisk position, man vælger at tage. Om man er på afdødes side, eller om man er … på de efterladtes side.

– Men at sige, at vi har ondt i vores etikmuskel, synes jeg simpelthen er lodret forkert, for vi diskuterer sindssygt meget etik, når vi laver de her programmer, netop fordi vi har at gøre med en hovedperson, som ikke er her længere.

– Vi fortæller ikke bare alt, hvad vi finder ud af. Vi sorterer i, hvad der er nødvendigt for historien, og hvad der ikke er. Og vi læner os op ad, at det er de pårørende, der står tilbage, det er dem, vi arbejder for, det er dem, vi giver historien om deres familie. Med AL mulig respekt for privatlivets fred.

Omsorgshistorien

Det handler grundlæggende om: Hvem har retten til et menneskes historie – hvis den har indflydelse på andre menneskers liv?

– Og der sker stort set altid det, at de pårørende sidder tilbage og tænker: ”Bare jeg dog havde vidst det, så kunne jeg have rakt ud, så kunne vi have haft et forhold til hinanden”.

Hvad er det, vi skal med andre menneskers historier?

– Jamen, man skal jo spejle den i sin egen. Og gøre op med sig selv: Hvordan er det, jeg vil leve mit liv? Får jeg talt med den gamle tante? Får jeg brugt tid med dem, jeg elsker? Får jeg prioriteret rigtigt?

– For lige om lidt er det slut, og hvis du gerne vil vide noget om din egen baggrund, så skal du spørge dem, der er gamle nu. Der er jo noget fatalistisk i det – lige om lidt er det slut.

Et program som ”Forsvundne arvinger” rummer også en samfundsfortælling.

– Helt klart. For det handler også om, hvad det var for nogle vilkår, afdøde voksede op under eller traf sine livsvalg under.

– Vi har haft historier, som handler om besættelsestiden, og vi har haft historier om folk, der var så fattige i 1930’erne, at de pantsatte deres dyner. Man glemmer måske i dag, at det faktisk har VÆRET sådan.

Hvad har programmet lært dig om vores egen kulturelle udvikling?

– Mest present er omsorgshistorien. Den måde, vi behandler folk med handicap og landets svageste på. Det har vi berørt nogle gange, og det har simpelthen været så hjerteskærende.

– Senest med Kurt, som fik det hvide snit som otteårig. Han har gennemlevet 70 år af Danmarks forsorgshistorie, han har mærket den på egen krop! Det er jo helt vildt, hvor sene vi har været til at begynde at behandle folk med handicap som MENNESKER.

Det handler om omsorg. Menneskesyn. Kvindesyn. Og om moral. Dem, vi var. Før vi blev dem, vi er nu.

– I høj grad om kvindesyn og moral. Rigtig mange af de her historier handler om, at en kvinde har måttet føde i dølgsmål og måttet give barnet bort, fordi manden var skredet.

– Der er et mønster op igennem tiden, som jeg synes, man kan se på tværs af både ”Forsvundne arvinger” og ”Sporløs”.

– Det er samme grundmodel: Mand møder kvinde, kvinde bliver gravid, mand skrider – og så er barnet overladt til de vilkår, kvinden lever under, og de ressourcer, hun har, fordi hun står alene.

– Barnets opvækst er fuldstændig afhængig af, om kvinden har haft et netværk til at hjælpe sig eller ej. Det er stadig sådan i udlandet i de ”Sporløs”-sager vi finder – og det har været sådan op igennem historien i Danmark. Og jo længere tilbage i historien, des værre var det.

Man aner en indignation i Mette her, ikke? En vrede over kvinders vilkår, der ulmer lige under overfladen. For tiden bliver der faktisk også talt mere om adoption hjemme i huset på Amager end normalt.

For Søren Klovborg har lavet den afslørende DR-dokumentarserie ”Det store adoptionstyveri” om danske adopterede, hvis forhistorier viser sig ikke at være den, de selv troede. Mette og Søren har også arbejdslivet til fælles.

– Vi er et af ”den slags par”. Som har fundet hinanden på arbejdspladsen og har enormt meget fagligt fællesskab og overlappende omgangskreds og alt det der.

– Vi har et ret stort fælles netværk, fordi vi begge har været i DR i en menneskealder og kender kulturen og kan tale med om alle de ting, der foregår der. Det er bare lidt hyggeligt.

Mette var 30 år, da de mødtes, og hun blev bonusmor til to piger.

– Dengang jeg så blev mor til Aske, plejede jeg at sige, at jeg ikke blev mor til ét barn, jeg blev mor til tre. For det var jo også en kæmpe ting, at det var noget … andet at få ham. Og samtidig forstå det der med, at det ikke var den førstefødte for Søren.

– Han havde to, som var lige så vigtige, da MIN førstefødte blev født. Det var en vild erkendelsesproces.

Var du god til at åbne dit hjerte for dine bonusbørn?

– Det lyder så klichéagtigt, og jeg gider ikke lyde som en gloriepudser, men jeg FØLTE det bare meget naturligt. Jeg følte virkelig bare, at der var en ekstra gave ved ”pakken Søren” – der var også to piger med, som jeg kunne fordybe mig i, og som samtidig var så gamle, at jeg ikke skulle have en opdragende rolle over for dem.

– Alt det opdragende havde deres egen mor og deres far sørget for, jeg skulle bare være en ekstra voksen, som kunne lave sjove ting og hygge.

– Jeg tror måske, vi har haft nogle andre snakke, jeg har haft en anden indfaldsvinkel til dem end deres mor og far, fordi jeg netop ikke er deres mor og far. Så jeg har betragtet dem som en gave.

Brylluppet

Der er en helt tydelig rød tråd i Mettes liv: familie. Hun drømmer om, at hun, når hun bliver gammel, bliver ”sådan en italiensk mama”, der jævnligt samler hele banden omkring et ekstra langt langbord.

Det kan godt være, at hun tidligt blev bidt af en gal rejsekuffert, men det er også tydeligt, at familie hele vejen har været en afgørende faktor. Udgangspunktet for alt. Soliditet:

– Min mor var uddannet på apoteket som apoteksassistent, men hun opgav den karriere for ligesom at styre min fars virksomhed. Han var tømrermester, hun blev medhjælpende hustru, som det hed dengang – vi andre kaldte hende direktør, for det var hende, der stod for regnskaberne.

Er du blevet god til håndværk?

– Nej, desværre. Men hvis der SKAL laves noget håndværk her i huset, er det mig, der gør det frem for min mand. Jeg er faktisk ærgerlig over, at min far aldrig viste mig, hvordan man gjorde ting.

– Han er kommet og har fikset alting, men han har ikke vist, hvordan man selv skulle gøre det. Det, tror jeg måske, han ville have gjort, hvis jeg havde været en dreng. Men han har ikke tænkt, at det kunne være et behov. Det har bare været hans måde at vise kærlighed på – at komme og fikse alting.

Det gør han ikke længere, for der er sket noget, som har ændret familien for altid.

– Vi mistede ham i 2020. Så 2020 var et ret sindssygt år. Der var covid-nedlukning, og så var det, vi mistede min far. Vi nåede lige at blive gift, inden min far døde.

Vidste du, hvor det bar hen?

– Ja. Så vi var bare sådan: Vi skal giftes. Der var et vindue på ”10 minutter” under nedlukningen, hvor man kunne holde en stor fest. Det udnyttede vi. Det var bare ikke en option at flytte det, for så ville han ikke kunne være med, det vidste vi, så det SKULLE bare holdes der.

– Om vi på grund af covid så ville skulle holde der her i huset eller ude i haven eller whatever, det SKULLE holdes. Men det lykkedes, og det blev et brag af en fest, han var med til klokken to om natten og fulgtes hjem med børnene.

Kirkebryllup?

– Ja, for det var sådan: Han skal FANDEME have lov til at følge en datter op ad kirkegulvet, inden han dør.

Og Mette siger:

– Aiij … det er en ny rolle, man får, når man mister dem, der er over en i familietræet. Vi tre søskende er rykket lidt mere sammen i bussen, efter han døde. Også fordi vi føler et fælles ansvar for at passe på vores mor.

– Det er, som om familiedynamikken ændrer sig. Vores forældre var sammen i 47 år.

”Snakker” du med din far?

– Ja, indimellem gør jeg. Jeg hilser lige på og siger, ”Hey vi har det godt, alt er vel”. Det er ikke noget med at spørge ham til råds, det er mere en registrering af: Jeg har ikke glemt dig.

Hvad tænker du nu om det livslange forhold?

– At det da er vidunderligt, når det er der, men jeg tror, der måske er færre livslange parforhold i dag, fordi man finder sig i mindre, ikke? Fordi det ikke længere er en nødvendighed at finde sig i ting.

– Men … kærlighed er noget, man skal kæmpe for. Noget man skal pleje. Det er ligesom en plante, man skal pleje og holde i live. Og det var måske det mest begavede, jeg kunne komme frem til om kærlighed …

Så skraldgriner hun.

Kærligheden er også et valg i en svingende hverdag?

– Ja. Vi blev gift af en vidunderlig præst, som jeg gik i gymnasiet med dengang for længe siden. Til vielsen i kirken sagde hun: ”På præsteseminariet fik jeg altid at vide, at man ikke kan holde en hel bryllupsprædiken kun om kærlighed”. Så kiggede hun op mod kirkeloftet og sagde ”WATCH ME!” Så det gjorde hun, ha ha.

– Alt det med medgang og modgang og stamina var vi gamle nok til allerede at vide om, så nu skulle det bare handle om kærlighed. Det var helt vidunderligt.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 27, 2024.