Pludselig kunne hun ikke se, hvad der stod på hendes cue-cards: - Skandalen var jo meget tydelig dagen efter

Naturfarver, meditativ musik, duft af æteriske olier, sjælero. Anette Toftgård sidder i sin store, bløde sofa i lejligheden på Gammel Kongevej og siger, at hun som 52-årig oplever, at hun egentlig har levet mange forskellige liv.

Det, hun lever nu, er det, hun skal leve. Hun ved, hvem hun er. Nu. På et tidspunkt i sit liv anede hun det ikke.

Der er stadig mange mennesker, der genkender hende på gaden. Det siger lidt om, hvor stor gennemslagskraft ”Husk lige tandbørsten” havde for 30 år siden. Dengang blev hun katapultet ind i et kendis-liv. Af fjernsynet. Af ægteskabet med Casper Christensen. De fik to børn, Cajsa og Marvin. Blev skilt.

Livet blev et andet, det medførte noget grundrystende, som fik Anette til at vælge værtsrollen fra og blive caster. De sidste 17 år har hun været kærester med skuespilleren Jens Jacob Tychsen. De har 13-årige Louie sammen.

Anette har også en udstoppet måge, der hedder Mogens. Den står i reolen i hendes klinikrum, kigger skævt ned på massagebriksen, minder måske klienterne om at huske at flyve ud i livet og se det hele lidt fra oven, når tilværelsen gør nas.

Anette er traumeterapeut, coach, afholder meditation, praktiserer NADA – en form for øreakupunktur. Hun skræddersyr behandlingsforløb efter klienternes individuelle behov i sit firma fromcare. Skåret ind til benet handler det om at hjælpe folk til at finde ud af, hvad der blokerer dem i livet, så de kan leve det i større kontakt med sig selv.

1. marts 2023. Den dag åbnede hun.

– Jeg har altid brændt for de dele af livet og begyndte for fem år siden at tage de forskellige uddannelser ved siden af jobbet som caster, men jeg havde været i tv-branchen i rigtig mange år og var glad for det, så det var lidt svært at finde det rigtige tidspunkt. Men så … blev jeg opsagt på DR i august 2022.

”Sindedag” hedder det af uransalige årsager i DR, når der er fyringsrunde.

Hvordan var det?

– Jamen … jeg var herhjemme. Telefonen ringede, og jeg kiggede på Jens Jacob og sagde: ”Nu bliver jeg fyret”. Jeg kunne jo godt kende nummeret, og man ved, at det altid er klokken ni, det sker.

– Og selv om det selvfølgelig var med enormt mange tårer og ren sorg efter så mange år, var det faktisk også okay, fordi jeg allerede mentalt havde lagt et spor i en ny retning, og pludselig var der nogle andre, der tog en beslutning for mig. Det var faktisk min gave at blive fyret, kunne jeg ret hurtigt se. Det var nu, der skulle ske et skift i mit liv.

Anette mangler ikke klienter. Vi lever i en tid, hvor rigtig mange mennesker kæmper med at finde meningen med sig selv og det hele. Anette har været der selv.

Balancepunktet

Hendes vej ind i tv-branchen for 30 år siden var autodidakt.

– Sådan gjorde man jo bare i 1990’erne: Man gik ind og bankede på: ”Jeg vil gerne lave tv”. Der skulle man bare komme med det gode humør og energien. Eller ikke ”bare”. Men der var muligheder.

– Jeg har altid været båret meget af lyst. Jeg har nok også altid haft et drive til at kunne åbne døre, ind til hvor jeg gerne ville være. Og tiden bar os. Hvordan skal jeg forklare det ... Altså 1990’erne var anderledes, ikke?

– Jeg var gået ud af 10. klasse og begyndt at arbejde som fotomodel og tjene PENGE. Det var meget dejligt at være ung og have sådan en frihed.

– Så blev jeg en del af frontløber-kaospilot-miljøet, der var i Aarhus på det tidspunkt. Dér skulle man være arbejdsløs, så jeg måtte op på kommunen for at blive det, der hed ”Ung i arbejde”. Ellers måtte jeg ikke være der. Det ville jo aldrig gå i dag.

– Men det er noget med at gå efter lysten uden at have de her … formelle ting med. Jeg har aldrig haft det sådan, at nu skal jeg gå laaangt ad den her vej, og på et tidspunkt om 20 år er jeg i mål. Jeg har altid haft en form for mod i mig. Jeg har så også altid haft modpolen: trangen til tryghed.

– Det handler om at finde balancepunktet. At trykke på speederen og holde igen samtidig. Og jeg har haft det enormt sjovt.

20’erne var en god tid?

– Hmmm. 20’erne var en vild tid. For jeg blev gift, og jeg var med i ”tandbørsten”, og jeg flyttede fra Aarhus og flyttede i hus, og jeg blev også mor til to. Summen af 20’erne var vild.

– Der var en særlig energi og nysgerrighed, og det føltes, som om alting var NU NU NU. Jeg havde så meget fart på, og jeg havde en idé om, at jeg nok ikke blev mere end 30, ha ha! Jeg kunne ikke rigtig se, at jeg kunne blive ældre end det.

Angst

1971. Anette kom til verden. Hun voksede op i den lille by Søften uden for Aarhus.

– Min far og mor havde et lille landbrug, men det brændte, da jeg var et halvt år, så byggede de et husmandssted og skiftede fuldstændig kurs. Det har helt sikkert været hårdt for dem at skulle starte på en frisk, men de fik det til at lykkes. Min far blev arbejdsmand i Aarhus. Funktionær. Min mor gik hjemme.

Hvad var du for et barn?

– Hmmm. Jeg gik meget til dans. Havde min egen hest. Hvad var jeg for en pige … jeg husker, at det var både-og. At jeg både havde det sjovt, men jeg havde også enormt meget angst. Jeg kæmpede rigtig meget med angst. Ikke sådan en specifik angst.

– Jeg tror bare, jeg havde en grundfølelse af … at føle mig sådan lidt forkert.

Hvad skete der, når du var angst?

– Svært ved at trække vejret. Trak mig sådan lidt fra de sociale relationer. Var bange for at tage på lejrskole. Sådan noget. Men angst vidste man ikke rigtig, hvad var på det tidspunkt. Det var i hvert fald ikke noget, man snakkede om. Så det var en ren og skær overlevelsesfølelse at være barn og gå rundt og have det på den måde.

Hvem talte du med?

– Ikke nogen.

Men Anettes mor sansede alligevel ubalancen, hun tog sin lille datter med til byens ”kloge kone”, som behandlede på alternativ vis.

Anette ”fik det bedre”, men angsten gik ikke væk.

Holdningen til børn og deres følelser var anderledes dengang. Anette bebrejder ikke nogen noget, for folk gør det så godt de kan, ud fra den bevidsthed de har på det givne tidspunkt, siger hun.

– Jeg tror egentlig ikke, at viljen ikke var der. Der var bare ikke et sprog for det. Det eksisterede ikke. De har gjort det, så godt som de kunne, men der VAR altså ikke den dér forståelse … Når sproget ikke er der, hvor filan skal de så finde det henne?

– Det var ikke normalt at tale om svære ting, for hvordan skal du hive det frem i dig selv, hvis det ikke er der? Der var heller ingen skolelærere, der havde fokus på det eller vidste, hvad det var. Det oplevede jeg i hvert fald ikke på den landsbyskole, hvor jeg gik.

– Så vi talte ikke så meget om de ting, da jeg var barn. Og hvis det var så nemt, så havde jeg nok selv gjort det.

Men da hun blev teenager, kunne hun mærke, at hun måtte gøre noget.

– Jeg var meget sådan: ”Jeg skal have noget hjælp til det her”. Så det fandt jeg.

Var det en forløsning, da du gik i gang med det?

– Jeg synes jo, at det at arbejde med sig selv er et langt projekt. Måske er det hele livet. Så dukker ”det” op på forskellige tidspunkter, det som er det grundlæggende tema i ens liv at arbejde med. Det har været en livsledsager for mig at have angst.

Er det en fordel i dit arbejde nu?

– Ja, meget. Jeg ved, hvad det vil sige. Jeg kender smerten bag. Jeg kender normaliteten bag. Jeg ved også, at der kan være redskaber, så der for mange mennesker med angst er muligheder for at lære at leve med det.

– Da jeg som ung startede på at gøre noget ved angsten, var det vigtigste at få nogle redskaber til at dulme den, så jeg ligesom kunne leve med den, men jeg tror ikke, at jeg fik taget roden. Eller … det ved jeg, at jeg ikke gjorde på det tidspunkt. Det fik jeg først gjort senere i livet.

– Men der lærte jeg ligesom: Nå men der ER noget, der hedder angst, jeg HAR angst, jeg HAR de her symptomer, jeg er ikke ved at blive helt sindssyg, jeg er faktisk normal, okay, så langt så godt. Der var en beroligelse af det. Det gjorde, at det var lidt nemmere at være i. Og så var det først sådan på et senere tidspunkt, at det dukkede op igen.

Genkendt

Man kan undre sig over, hvorfor hun kastede sig ud i noget så potentielt angstprovokerende som at lave fjernsyn og blive kendt af alle. Men hun siger:

– Der var to sider af mig. Jeg har haft nogle redskaber til at kunne pakke angsten væk og sætte noget, som var styret af lyst, i stedet. Jeg syntes, det var enormt sjovt at lave tv, så det handlede om at prøve at finde balancen. ”Tandbørsten” var lidt som et rigtig vildt højskoleår.

– Det var virkelig hende pigen fra Jylland, der gerne ville lave tv, og pludselig BANG stod i København og blev meget eksponeret. Det er så svært for mig at sætte ord på, fordi det var så vildt. På det tidspunkt blev man danmarkskendt, for man var på DR, det var klokken 20, og det var direkte tv. Det var vildt at blive så genkendt. Det kom simpelthen som en tornado ind over mig.

– Jeg var så ung og slet ikke forberedt på, hvad det førte med sig. Jeg havde slet ikke nået at lande i livet. Selv når jeg bare kom gående på gaden, havde jeg det, som om alle kiggede på mig. Det gjorde de jo ikke, men det bliver en form for storhedsvanvid oppe i hovedet.

– Ikke mindst fordi det skete overnight, det gør noget ved ens sind, når man er så lidt forberedt på SÅ meget opmærksomhed. Det var voldsomt.

Anette trak sig for at få en sund tænkepause efter ”Husk lige tandbørsten”. Men hun gjorde det også af en anden grund. Hun blev mor.

– Jeg fik Cajsa, da jeg var 27. Og det var fuldstændig fantastisk, men jeg anede nok ikke helt, hvad der havde ramt mig. Jeg har ikke haft små søskende og har aldrig rigtig passet små børn. Det var meget nyt for mig, så jeg lænede mig meget op ad, hvad jeg selv kom fra. Hvad der føltes som det, jeg skulle.

– Jeg gjorde som min mor: Jeg skal være hende den hjemmegående, jeg skal bage boller, jeg skal bare leve det her liv herhjemme.

Marvin kom til et par år senere.

– Men efter nogle år kunne jeg mærke, at det faktisk var okay at sige, at jeg var én, der gerne ville gå på arbejde. Og at det, jeg havde set min mor gøre, ikke nødvendigvis var min drøm.

– Jeg skulle lige slutte fred med, at det, jeg havde set som det rigtige, fordi det var det, jeg kendte, ikke nødvendigvis var noget for mig, og at mine børn sagtens kunne få et godt liv, om ikke bedre, fordi de så, at jeg også havde mit eget liv. Og at det fungerede.

Så de to børn senere vendte hun tilbage til skærmen i 2001 som vært på TV2’s ”Big Brother”. Tilværelsen var arbejde, børn og mand. Indtil sidstnævnte pludselig meldte sig ud af ligningen. Hun var vært på TV2’s ”Popstars Showtime” i 2003, da livskrisen satte ind.

– Jeg gik ned med stress med et brag. Jeg var vært på ”Showtime”. Jeg var lige blevet skilt fra Casper. Jeg var alenemor. Og jeg var flyttet. Det var bare alle stress-faktorer, der stod og blafrede i mit liv. Og midt i alt det, var der spørgsmålet om at finde min egen identitet. Hvem er jeg?

– Det var helt vildt for mig at stille mig selv det spørgsmål, for jeg tror faktisk ikke, jeg vidste det. Jeg havde identificeret mig så meget med det, jeg lavede, og med Casper og mig og vores fælles liv og det hus, vi boede i – pludselig blev det hele bare revet væk under mig. Så hvem fanden er jeg?

– Jeg kan huske, at jeg tænkte: Måske skal jeg bo i Paris, måske skal jeg bo på månen, jeg ANER det ikke. Jeg var fuldstændig i ingenmandsland.

En aften skulle hun så forberede sig på at gå på tv live i ”Showtime” dagen efter:

– Men så kunne jeg ikke se, hvad der stod på mine cue-cards. Jeg kunne heller ikke stå på mine ben. Heller ikke rigtig tale. Jeg syntes, det var … pinligt. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle sige andet end: ”Jeg er syg, jeg kan ikke mere”.

– Men skandalen var jo meget tydelig dagen efter, når vi normalt var to værter på programmet, og den ene pludselig manglede.

Timm Vladimir stod på scenen alene.

– Det bliver så stort inde i en selv. Men med tiden opdager man, at folk bare siger: ”Nå, men så er der kun én vært”. Og det var en kæmpe lettelse, da jeg blev sygemeldt, og det var jeg i LANG tid, fordi jeg gav mig selv lov til at komme mig.

Og på sin vis: Lov til at komme til sig selv.

– Det var virkelig et sammenbrud, som raslede hele systemet. Det var så konsekvent, at der ikke rigtig var noget valg for mig. Andet end: Nu stopper du op og kigger på dig selv: Hvem er det egentlig, jeg er? Hvordan er det meningen, at MIT liv skal være?

– Det indebar også, at jeg skiftede kurs. Jeg var så vant til at se mig selv udefra og ind. Jeg havde en idé om, hvem jeg var via andre menneskers øjne. Men jeg landede her og prøvede at kigge ud med mine egne øjne. Det skifte var en meget tydelig forandring. Der kunne jeg begynde rejsen mod, hvem jeg egentlig er, når jeg bare er mig.

– For mig havde det handlet om at blive set, anerkendt – at føle. at jeg var god nok. Da jeg opnåede det via opmærksomheden fra at være på tv, var det ret tydeligt, at det ikke var det, der gjorde mig lykkelig.

Så omstændighederne, der udløste sammenbruddet, var samlet set ydre, men:

– Når jeg tænker på, hvor jeg er i dag, føler jeg, at det meget er en indre proces. Der er rigtig meget af det indeni, som jeg har sluttet fred med.

– Jeg har arbejdet med det, så der er kommet balance i mit liv. Det afgørende har været, at jeg har haft modet til at kigge på det, når der har været kriser.

Astrologen

Viljen til at lægge sin tilværelse under lup har også haft vigtig betydning for hendes kærlighedsliv.

– Jeg har opdaget, at det for mig handler rigtig meget om at have en, som jeg føler jeg kan rejse igennem livet med, så det er sådan en rejsemakker. Vi giver hinanden frihed og plads til at leve de liv, vi gerne vil. Jens Jacob optræder jo rigtig meget og er meget væk. Det er hans arbejdspassion.

– Der er noget vigtigt i at kunne give slip i en kærlighedsrelation. Give slip på de idéer man kan have om, hvordan et forhold skal se ud, hvordan JEG gerne vil have, det skal være. For så kan man blive enormt skuffet. Det er et fællesskab. Vi er TO mennesker i ET forhold.

Det har de været, siden Anette for 17 år siden gik ind på en bar i København.

– Historien er faktisk meget sød. Jeg havde snakket med en astrolog året før, han sagde: “Det med kærlighed skal nok komme, bare ikke lige nu. Men til næste sommer kan du være heldig. Der sker der noget”. Det tænkte jeg ikke videre over, besluttede mig bare for at parkere det med kærligheden lidt.

Det blev 1. juni. På den bar i København.

– Og så var det oprigtig talt nærmest sådan, at menneskemængden delte sig i to, og dér stod Jens Jacob, og jeg tænkte: ”Jamen guud, det er jo 1. juni, sommeren starter i dag, der var han!”.

Når du ser ham i Badehotellet, tænker du så: ”Det er hr. Weyse” eller ”Det er Jens Jacob”.

Hun skraldgriner og siger:

– Det bliver lidt mærkeligt oppe i hovedet nogle gange. Specielt når han har været på optagelser og er kommet hjem: ”Hold da op, hr. Weyse, velkommen hjem! Nåårh nej, skal du have aftensmad?”. Vi griner rigtig meget af det.

– Jeg ser Jens Jacob, men det er en mærkelig blanding, for han har jo selv skægget, det er ikke noget, der er sat på, og han har det sorte hår. Så han ligner ham fuldstændig. Men det kan da være et krydderi på tilværelsen, at det er sådan lidt skizofrent, at han kommer ind ad døren.

Du kan have en affære med hr. Weyse?

– Ja, det er nemlig lige præcis dét. Og det er faktisk helt legalt, ha ha.

Anette siger, at kærligheden imellem hende og Jens Jacob, er ”kæmpestor”.

– Jeg tror, livet har lært mig om kærligheden, at fordi den ikke lykkedes engang, er det ikke ensbetydende med, at man behøver blive bange for den.

– Kærligheden behøver ikke være afskrækkende, selv efter man har stået i en stor krise og oplevet benene blive revet væk under sig under en skilsmisse. Måske var det bare ikke lige det, der var det rigtige på det tidspunkt. Man er bare en erfaring rigere.

Var du god til at være skilt med børn?

– Om Casper og jeg kunne blive enige? Åh ja, det synes jeg godt, vi kunne. Jeg tænker at … er det 20 år siden, vi blev skilt? Er det noget i den stil? Hvornår var det nu? Det skal nok passe, ha! Jeg tror, det var i 2003. Kan det passe? Eller i 2002?

– Det er i hvert fald over 20 år siden. Jeg vil sige det sådan, at jeg er glad for, at jeg er blevet så gammel, at jeg er nået til at få det her med.

Hun lader hænderne i skødet slippe hinanden, laver en stor cirkelbevægelse med armene, samler hænderne igen over sit hoved og siger:

– For det er Caspers og mit møde dengang og vores forskelligheder, der har gjort, at vi nu har mødt hinanden igen. Vi spiser frokoster, snakker og er nysgerrige på hinanden. Der var jo en grund til, at jeg blev forelsket i ham, og en grund til, at jeg blev gift med ham.

– Men så skulle vi lave SÅDAN en bue hver for sig UD og langt væk – før vi kunne mødes igen og kigge på hinanden og sige: ”Vi har to børn sammen, hvor er vi heldige”. Det gør vi en gang imellem over en frokost. Det er jeg meget taknemmelig for.

Østers

Livet er smukt. Og nu er det sommer. Anette tilbringer sin ved Vesterhavet. Hun medbringer altid tre bøger. Som hun af uransalige årsager sjældent får læst. Men badedragten bliver brugt. Både sommer og vinter.

– Jeg elsker Vesterhavet, jeg elsker stranden, naturen og den ro, det giver at være oppe i Blokhus. Livsnydelse for mig er simpelthen ro.

Og østers.

– Jeg har haft en virkelig skør craving for østers. Jeg har ikke fattet, hvad der foregik, men det ved jeg nok godt nu. Jens Jacob har drillet mig helt vildt, for jeg har aldrig før kunnet lide østers, men de sidste to år har jeg haft det sådan: ”Åh, jeg skal bare have nogle østers.”

– Og han var sådan: ”Hvad er det med de østers?”. Indtil jeg fik googlet mig til, at der vist er noget med hormoner og østers … Så jeg må GERNE spise østers.

Du er kommet i overgangsalderen?

– Ja, der er tegn, men syv-ni-tretten ikke nogen, der plager mig – jeg ved jo, andre kvinder oplever generende ting. Jeg er meget forskånet. Men jeg tager det, som det kommer. Det, tror jeg faktisk, ret meget er mit motto i livet. Jeg bekymrer mig sjældent særlig meget på forhånd.

Mail fra Anette, dagen efter vi har mødtes:

”Jeg er tidligt oppe, da jeg får hele familien til stor frokost. Derfor skriver jeg lige min refleksion, som kom til mig i går aftes, da jeg skulle sove.

Det er lang tid siden, jeg har fortalt om, hvem jeg var som barn. Og jeg var faktisk mange ting, ikke kun hende der også oplevede angst. Der er også en rød tråd i mit holistiske livssyn, som allerede startede, da jeg var barn, da min mor tog mig med ned til smedens kone, (”den kloge kone i Buen”), da jeg var omkring 12 år.

Mødet med hende åbnede en dør, som jeg faktisk aldrig har lukket igen. Jeg opdagede, at man kunne få hjælp på alternativ vis. Smedens kone hjalp mig til at få det bedre og lærte mig, at det er muligt at lære at leve med angst, uden at det afholder dig fra at gøre det, du brænder for.

Det trækker også tråde op til ”Husk lige tandbørsten”. Jeg har en stor ild i mig, et drive, en tro, en stor fantasi, og et mod til at udleve mine drømme.

Men jeg skulle lære at leve med, at angsten også bare prøvede at passe på mig. Nogle gange lyttede jeg, andre gange overhørte jeg den … Så jeg var absolut ikke en pige, der kun oplevede angst, jeg var både og. Det var en balance, kan jeg se nu.

Begge sider har været med til at forme mig til den, jeg er i dag ... Og når du spurgte, hvad jeg gi’r videre til Cajsa, Marvin og Louie, så er det, at uanset hvilken situation man står i, så er der en læring i alt og en mulighed for at udvikle sig og lære sig selv bedre at kende. Og ikke mindst troen på at selv om livet kan udfordre os, så skal det nok gå.”

Anette får det sidste ord.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 24, 2024.