Hvis hun en sjælden gang ikke kan sove om natten, handler det aldrig om arbejde, men om familiebekymringer

Når Margrethe Vestager kigger ud ad øjenkrogen fra sit skrivebord på kontoret i Bruxelles, kan hun se en høj foldestige i træ stå på gulvet. Hun fandt stigen stillet til storskrald på Christiansborg, dengang hun var radikal leder. Den har fulgt hende siden. De sidste 10 år, hvor hun har været konkurrencekommissær i EU, har den haft sin faste plads på kontoret i Berlaymont-bygningen.

– Det er en god idé at tage sin egen stige med, hvis man som kvinde godt vil op i verden, siger hun.

Har du stadig brug for den?

– Måske nogle gange sådan til … det mentale liv, ikke? I forhold til ikke at føle sig færdig. Der er stadig skridt at tage. Jeg er ikke buddhist, så det er ikke på den måde metafysisk, men bare i det hele taget: Jeg er ikke færdig. Der er ting, jeg gerne vil. Og for mig vil det altid være opad, fremad – selv om det ikke nødvendigvis er sådan, den ydre verden vil se på det.

Den ydre verden kunne f.eks. være Weekendavisen, der i en stor analyseartikel for nylig kaldte hende en ”Falmet stjerne”. Da hun forlod posterne som økonomi- og indenrigsminister og vicestatsminister i 2014 og blev konkurrencekommissær i EU, var hun allerede godt på vej til at blive internationalt forsidestof på grund af sin åbenlyse starquality. Og raketten nåede undervejs muligvis ikke helt så højt, som forudsagt i jubelrusen dengang, men i september sikrede hun faktisk sit eget eftermæle med hele to sejre, da EU-domstolen tildelte Apple og Google milliardbøder for konkurrenceforvridende adfærd.

Margrethe blev stjerneglad, men hun virker samtidig lidt ligeglad med andres vurdering af succeskriteriet. Hun ved med sig selv, at hun har gjort alt, hvad hun kunne hele vejen. Og det, nogle måske ser som nedadstigning, oplever hun selv som noget andet. Et liv.

Hendes 10 år som konkurrencekommissær i EU rinder ud, Dan Jørgensen er på vej ned som ny energi- og bolig­kommissær, så det er ikke til at sige, hvor stigen skal stå fremover. Men den skal med.

Tårer i øjnene

Vi sidder på et forlagskontor i København, fordi Margrethe har skrevet bogen ”Vestagers verden” om Europa, som kontinentet ser ud lige nu og årsagerne til det. Man kan vel kalde den en slags varmhjertet og klog statusrapport. I bogen behandler hun tunge emner som krig, klima, konflikter, EU og udfordringer med den digitale verdens mastodont-aktører med udgangspunkt i hendes eget arbejdsliv og liv.

– Jeg håber, at folk kan tænke sig at følges med mig, komme lidt bag det, man lige hører flygtigt om i medierne, se lidt tilbage i historien og på den baggrund se lidt frem. Jeg har virkelig gjort mig meget umage med, at det ikke skal være pligtlæsning. Der er heller ikke nogen lille oversigt over EU-institutioner og pile og den slags. Der er intet af det.

Der er til gengæld strikning undervejs?

– Der er strikning undervejs!

For Margrethe er varm tilhænger af strikning overalt. Også til møder. Man tænker og lytter simpelthen godt, mens man strikker ret, vrang og rib – bare man undgår indviklede mønstre.

Bogen rummer også vin og litteraturklub og dit liv og dig selv i små bidder?

– Ja!

”Vestagers verden” handler om et menneske, som vil noget.

Hvad handler din livsgnist om?

– Det lyder så utrolig trivielt, men jeg har altid været optaget af, hvordan vi kan skabe muligheder for hinanden. Jeg er slet ikke tilhænger af, at man skal løse alt for andre, men jeg har en trang til at give folk mulighed for at løse deres egne problemer. For når vi kan løse vores egne ting – nogle gange sammen med andre – har vi også magt i vores eget liv, og det er skønt at have.

Hvad kan spise af din livsgnist?

– Almindelig surhed, smålighed og nærighed kan jeg ikke have. Gavmildhed er omvendt en fantastisk ting. Gavmildhed med alt. Mad og følelser, og hvad man har – af sted med det!

Margrethe og Laura

Margrethe er født i 1968 og voksede op i Ølgod som den ældste af fire. Forældrene var sognepræster begge. Når Margrethe ikke var hjemme i præstegården eller i skole, var hun som regel på biblioteket.

– Jeg læste virkelig, virkelig meget som barn. Jeg var stort set igennem hele biblioteket. Jeg læste alt. Men min yndlingsting var ”Det lille hus på prærien”. Der er otte bind eller noget i den stil.

Og dem kunne man læse flere gange?

– Dét kunne man. ”Drengen på gården” havde jeg nu svært ved anden gang, fordi der er mange detaljer om, hvordan man drev landbrug på de tider, ha ha. Oh my god! Men ellers? I mange år drømte jeg kun om en flødefarvet kjole og en krinoline og et lille hus på en bakke …

Hvem i familien identificerede du dig med?

– Helt entydigt med Laura.

Bestsellerserien ”Det lille hus på prærien” er baseret på forfatteren Laura Ingalls Wilders egen opvækst i en nybyggerfamilie i et ungt og primitivt USA i 1800-tallet.

– Jeg syntes, det univers var fantastisk, og familiens omsorg for hinanden, deres gåpåmod, deres mod i det hele taget har været meget dannende for mig. Altså dét forældrepar og de risici, de har løbet sammen med deres børn – det er helt vildt.

På en eller anden mærkelig måde giver det mening: Margrethe som Laura. Den foretagsomme, retfærdighedssøgende, seje og kloge pige – i et udfordret Europa.

Hvad ville du mest af alt ønske, at du ikke havde behøvet beskæftige dig med i bogen, fordi det slet ikke var sket?

– Helt grundlæggende ville jeg ønske, at der ikke var krig i Ukraine. Vi har en angrebskrig på europæisk territorium! Det er en forfærdelig situation, som vedrører os super, supermeget. Men der er jo ikke noget alternativ, for man kan ikke have en ”fred”, som bliver defineret af en diktator. Det går ikke.

Hvad har dit arbejdsliv lært dig om ondskab og magt?

– At de allerfleste mennesker er gode. Og at vi bruger det allermeste af vores opmærksomhed på dem, der ikke er der. Ha … Altså, det er sådan en lidt sørgelig asymmetri. Jeg kan godt lide et ordsprog fra Singapore, som jeg synes er virkelig sandt: ”Løgnen er halvvejs rundt om kloden, før sandheden har fået snøret sine snørebånd”. Jeg synes, det er så præcist. Så er det løgnen og skrupelløsheden, der kommer først.

– Noget af det, der virkelig præger vores verden i dag, er jo, at vi demokratier er langsomme, fordi det betyder noget for os, hvad det enkelte mennesker tænker, har af muligheder, og om vores rettigheder faktisk også kan blive til virkelighed. Alle de steder, hvor man er fuldstændig ligeglad med den enkelte – det kan være i Rusland og i dele af Kina – der skal jeg hilse at sige, at de har fart på, de har virkelig gang i den.

Magtudøver i blødt tøj

Se lige Margrethe. Ikke i en flødefarvet kjole over en krinoline. Men i kjole. Hun er nærmest altid i kjole.

Hvor mange har du?

– Dem har jeg ikke talt, det kunne jeg ikke drømme om. Det ville blive pinligt.

Margrethe griner. Hun er ekstraordinært glad for kjoler. Det feminine udtryk. Men der er også noget andet: Hun taler om en sammenhæng mellem magt og blødt tøj.

– Hvis magten er uniformeret, hvad den tit er, for det er som regel mænd, der udøver magt, og de har som regel jakkesæt på – tæt vævet, uldent, uigennemtrængeligt – så synes jeg, der bliver skabt en distance. Og magt er jo noget frygteligt noget, fordi det er afhængighedsskabende, det kan misbruges.

– Det er nødvendigt, vi kunne ikke leve i en verden uden magt, det skal man bruge for at få ting til at ske, men der er simpelthen så mange negative sider ved det. Derfor tror jeg, at man bliver mere tilgængelig, hvis man er magtudøver i blødt tøj i farver. For jeg har ikke noget panser på, jeg er ikke afvisende, jeg forsøger at tage ind, hvad der sker omkring mig.

Har du nogensinde kigget dig i spejlet og tænkt, hov Margrethe, der mærkede du snerten af kynisme eller dit indre magtdyr?

– Hmm. Jeg har i hvert fald stået og mærket efter, for jeg synes, kynisme er den værste erhvervssygdom, man kan få i min branche, for så er man færdig. Så har man glemt, hvorfor man ville, de ting man ville, så er man der bare, så holder man bare fast. Det er ikke sundt, for så kommer man til at gøre ting, som man ikke skal gøre.

– Det første, man så har glemt, er, at magten kun er til låns. Og jeg siger det egentlig ud fra et udgangspunkt om selfcare, for jeg skal jo aflevere magten tilbage, og hvis jeg har ladet den definere mig, hvad er der så tilbage til mig? Så jeg har tit lavet en undersøgelse af mig selv: ”Er du på vej et sted hen?”. Sådan at jeg kan korrigere.

Er du forbi de situationer, hvor du oplever mandlig dominans?

– Aj, det oplever jeg da stadigvæk! Det er da ikke ret lang tid siden, jeg spiste frokost med en mand, som sagde: ”Nå, nu er dit mandat snart slut. Men det skal jo nok gå alt sammen, for du er jo egentlig pænt begavet”.

Margrethe skraldgriner.

Lillepigenedgørelse?

– Ja, og jeg vil tro, vi er nærmest lige gamle, hvis han da ikke er lidt yngre end mig.

Hvad svarede du?

– Jamen … jeg morede mig bare og tænkte mit, men jeg tænkte også: ”Jeg orker det ikke …”.

Dygtigere end mig, tak

Bliver du aldrig ked af sådan noget?

– For mig har det været et livslangt projekt ikke at blive defineret af det, jeg har oplevet, som ting, der er mislykkedes, eller fejl, mangler eller kritik. Og det er jeg blevet meget, meget bedre til. Ligesom at få det skubbet til side.

Det er fjerde gang, jeg interviewer Margrethe Vestager. Første gang i 2007, da hun var ung undervisnings- og kirkeminister. Anden gang da hun var økonomi- og udenrigsminister i SR-regeringen med Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Tredje gang mens hun var konkurrencekommissær. Og nu, hvor hun fratræder.

Det slående har hver gang været hendes venlighed, menneskelighed, tålmodighed og ordentlighed. Og hendes nærvær. Interviewet her indledte hun f.eks. med at spørge til mig. Ikke fordi vi er venner eller skal være det. Men fordi nærvær og åbenhed helt naturligt for hende er den bedste base for alt samvær. Det er også sådan, hun er chef.

Du fortæller i bogen, at du som leder ikke skælder folk ud?

– Jamen, hvordan reagerer du selv på skældud?

Dårligt.

– Ja. Det er meget sjældent, at jeg har skældt nogen ud. Hvis jeg bliver meget vred, kan jeg godt sige: ”Jeg bliver nødt til at gå nu”, og så flytter jeg mig ud af situationen. Men jeg reagerer selv helt utrolig dårligt på skældud, og jeg har ikke mødt nogen, som siger: ”Ah, det mest motiverende for mig er at få en spand lort i hovedet”. Altså, det er aldrig sket!

Skændes du med din mand?

– Nej, vi er virkelig dårlige til det. Vi er jo ikke enige om alting, men så … snakker vil lidt frem og tilbage om det, men vi skændes ikke. Nu er vores børn jo flyttet hjemmefra, men jeg tror, de ville blive virkelig forskrækkede, hvis vi skændtes. Jeg kan godt blive sur, men så skal jeg ud at have noget luft.

Er du en særlig anerkendt chef på grund af den indstilling?

– Jeg kan i hvert fald sige, at folk gerne vil arbejde hos os, og folk vil gerne blive hos os, det er et godt tegn på, at man har noget, der fungerer. Jeg vil gerne have, at mine medarbejdere prøver ting af. At de er villige til at løbe en risiko. At de siger til mig, hvordan de ser tingene. Hvordan skulle jeg ellers vide, hvordan verden er?

– Jeg har et bredt ansvarsområde, jeg kan ikke fungere, hvis jeg får råd fra en, der er mindre dygtig end mig, så min opgave er at finde nogle folk, som er MEGET dygtigere end mig. På alle områder. For at jeg, om jeg så må sige, kan svæve over vandene og have det store overblik.

– Det er jo det rene spild, hvis man har fundet nogen, der er dygtigere end en selv, og man så skælder dem ud, så de bliver bange for at sige, hvad de mener. Folk bliver kede af det og bange af skældud, og hvis man bliver bange for noget, begår man fejl. Det går ikke. Og selvfølgelig … nobody’s perfect, men det er altså en god test: Ville jeg selv synes om det? Selvfølgelig er der en gang imellem nogle, der gør noget, de ikke skal, og så må man tale om det med alvor, men det er noget helt andet end at skælde ud.

Jeg er familiens rejsebureau

Man kan blive udmattet bare af at læse om Margrethes arbejdsliv. Det er, som om hun er i konstant bevægelse, fra hun vågner om morgenen, til hun låser sig ind i lejligheden i Bruxelles ud på aftenen.

Hun siger, at hun har kunnet klare mosten, fordi hun er omringet af mennesker, der sørger for, at maskinen EU-Margrethe fungerer: De har lavet aftaler, organiseret transport, brygget kaffe, skrevet briefinger, hentet gæster, skrevet udkast til taler og så videre.

– Det er en holdindsats. Bare en halv time af mit liv er et projekt, som fem-ti mennesker har haft berøring med på en eller anden måde. Det gør, at jeg kan eksekvere meget mere, end jeg ellers ville kunne. Og jeg elsker det, for så er jeg i flow.

Man kunne forestille sig, at man efter 10 år på den servicerende måde ville udvikle en lidt forkælet privilegieresistens, simpelthen glemme, hvordan man tænder kaffemaskinen og tømmer skraldespanden, men Margrethe siger:

– Fra de allerførste dage, har jeg sagt: ”Det kan godt være, mine medarbejdere synes, jeg er lam i roen, men jeg er ikke lam i armene, jeg kan godt bære min egen taske”. Der er da en hel masse frynsegoder, som jeg er gået glip af på den bekostning. Luksusting. At nogen bærer din taske, altid sørger for din frokost og det ene og det andet. Men jeg henter selv min frokost, laver varm mad hver dag, når jeg kommer hjem, og har selv købt ind, og jeg er familiens rejsebureau. For ligesom at have et LIV.

Og der er aldrig nogen i din familie, der har sagt, ”mor du er ikke chef herhjemme”?

– Nej, det er der ikke. Jeg har haft sådan en ”knage”, hvor jeg kunne hænge den del af identiteten. Min familie efterspørger jo ikke politikeren eller kommissæren, de efterspørger deres hustru, mor, ven … det er stadig mig, men bare i nogle helt andre roller.

Og hvis hun en sjælden gang ikke kan sove om natten, handler det aldrig om arbejde, men om familiebekymringer.

Hvordan takler du sorger og udfordringer i dit liv?

– Så laver jeg en liste. Altså, sorg er sorg, den kan man ikke ”liste” sig ud af, men hvis jeg oplever, at det bliver meget overvældende, fordi der sker mange ting på samme ting, så laver jeg en liste og sorterer: Hvad skal gøres først, og hvad kan ligge til senere.

– Det kan være, at jeg pludselig har en meget tæt kalender, og der måske er nogle mennesker, som har brug for mig herhjemme, og måske har der ikke været ryddet op i et stykke tid, så der også er lidt kaos omkring mig, så sætter jeg mig ned og skriver helt gammeldags prioriteterne ned på papir. Så jeg kan få fokus og ikke føler, at jeg skal hoppe rundt imellem en masse tuer og få alting til at spille, for det kan jeg ikke.

Margrethe systematiserer. Den evne har hjulpet hende til at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen.

– Også fordi vi er en familie med flere hjem, så skal der ses lidt fremad for at sørge for, at vi så nogle gange kan være det samme sted på det samme tidspunkt. Og der skal købes flybilletter og organiseres og gøres ved.

Trist farvel

Et nyt og på en del måder enklere liv venter forude, Margrethe er ved at pakke sin lejlighed i Bruxelles ned, men først skal hun over et mindre bjerg:

– Jeg flytter min base tilbage til Danmark, så min mand og jeg kan bo sammen, og vi har to fulde hjem, så det er ikke en flytning, det er en afvikling. Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skulle komme hen til det, for jeg kan virkelig godt lide vores ting, ha ha. Og min mand kan godt lide en lidt nordisk clean stil. Jeg kan bedre lide, at det er eklektisk.

– Så det har jeg faktisk forberedt mig på i månedsvis, for jeg skal sige farvel til rigtig mange ting. Nogle få ting kan jeg bytte ud, fordi vi har en stuga i Sverige med nogle venner. Og nogle få ting kan komme til Amager, hvor vi bor, men det er ikke ret meget.

Frankrig?

– Ja, der har vi også et fuldt hjem, så der skal heller ikke ting ned … jo småting. Jeg har snakket med utrolig mange mennesker om det her, jeg har været virkelig irriterende, men jeg tror, det kommer derhen at … resten skal videre, skal finde andre hjem. Altså … nogle gange er jeg fristet til bare at lukke døren og sige somebody else … Men min strategi lige nu er: ”Jeg tager de 10 bedste ting i hver kategori”. For det med at sortere alting – det bliver man ked af.

Du siger farvel med vemod?

– Bruxelles er lidt noget rod, når man kommer derned første gang, men det er en fantastisk by, når man lige kommer ind under huden på den. Men først og fremmest har jeg jo fået VENNER, som jeg flytter tusind kilometer væk fra. Det, synes jeg da, er meget meget trist.

Men hun ser helt forundret ud, da jeg spørger, hvorfor hendes mand, Thomas, så ikke bare flytter ned til Bruxelles. For der er jo familien og ”pigerne” og det lille nye barnebarn Jens hjemme i Danmark.

Har det været godt eller skidt for kærligheden at bo hver for sig?

– … Det ved jeg ikke. For vi kan jo ikke sammenligne med noget.

Men I skal bo sammen fulltime igen, det bliver næsten som at lære hinanden at kende igen på en anden måde?

– Jamen, vi har jo været sammen stort set alle weekender i de her år. Og der er selvfølgelig lidt honeymoon over det. Men jeg tror bestemt, det går. Også fordi … altså, jeg regner ikke med at være hjemme hver eneste dag. Jeg regner med at have en base i Danmark, men ja … jeg gør mange ting …

Der ligger en fremtid implicit her. Som indtil videre rummer en ny post som bestyrelsesformand for DTU. Uanset hvad hun ellers finder på, bliver det nok ikke nødvendigt at leve af kærlighed og kildevand efter 10 højtlønnede år i EU og en udsigt til ministerpension.

Hvad har du lært om kærlighed af den måde, I har levet på?

– Da vi begyndte at leve på den her måde, kom jeg til at se på, hvor virkelig mange mennesker der lever på en anden måde end to mennesker med deres børn under det samme tag alle årets dage, og det siger noget om, hvor forsigtig man skal være med at dømme over, hvad der kan være det gode liv. Kærligheden kan folde sig ud på mange forskellige måder.

– Kærligheden er en særlig plante, fordi den ikke kræver en helt speciel lyssætning og en helt speciel jordbund og gødning. Den kan leve under de mest barske vilkår.

”Hjem til Amager, hjem til dig og Amager”, får man lyst til at synge. Hjem til lejligheden nogenlunde midt på 3,5 kilometer lange Amagerbrogade og cyklen, der står og venter.

– Ja, det bliver godt, jeg elsker Amager, der er altså en helt anden uhøjtidelig stemning på Amager. Den er heller ikke som på Vesterbro eller Nørrebro. Der er ikke noget hipster eller kækt eller edgy over det.

Du bliver på Amager?

– Ja, det tror jeg bestemt.

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 47/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.