I en terapisession stillede hendes psykolog et spørgsmål, der ændrede alt

Allerede som barn følte Sophie sig utilpas, når fødselsdagsgæster stod i en ring, kiggede på hende og sang.

Fra gymnasiet husker hun flere episoder, hvor hun rødmede foran hele klassen – situationer, der måske udadtil virkede harmløse, men som satte dybe spor i hende.

– Jeg kunne få et uventet spørgsmål, og hele klassens blikke vendte sig mod mig. Jeg blev meget rød i ansigtet, og nogle af mine klassekammerater bemærkede det. Det fik mig til at føle mig meget udsat og ude af kontrol. At det samtidig blev påpeget, var en frygtelig følelse, siger Sophie.

Hver gang det skete, voksede frygten for, at det skulle ske igen.

Til sidst var det ikke selve rødmen, der var problemet, men angsten for, at det kunne ske. Sophie udviklede strategier for at kunne skjule sit ansigt.

– Jeg havde aldrig opsat hår, fordi jeg gerne ville kunne gemme mig bag det. Jeg satte mig aldrig midt i kantinen, men altid ude ved kanten og med ryggen mod resten af rummet. Jeg bar store tørklæder om halsen, som jeg kunne trække op som en slags skjold foran mit ansigt.

Senere, i sit arbejde som fotograf, kunne hun holde foredrag på højskoler, men hun havde altid små kneb til at skjule en eventuel rødme: At bøje sig ned for at lede efter noget i tasken eller gå væk for at hente mere vand.

Sådanne strategier forhindrede hende også i at gøre ting, hun ellers gerne ville, som at holde taler til bryllupper eller fødselsdage.

For 20 år siden fandt hun ud af, at hendes tilstand havde et navn: erytrofobi.

Men selvom frygten for at rødme i perioder var lammende, passede den ikke med hendes selvopfattelse.

– Jeg har altid set mig selv som en stærk og social person, der tør prøve nye ting, rejse alene og stå ved mine meninger. Derfor har jeg fornægtet og undertrykt den sårbare, frygtsomme del af mig selv. Men når angsten kom, blev jeg helt overvældet af den og kunne ikke håndtere den. Det var så skamfuldt, at jeg knap nok kunne sige ordet “rødme” for mig selv.

I 2020 begyndte Sophie en treårig uddannelse som certificeret samtaleterapeut. Under uddannelsen besluttede hun sig for at tage fat på sin angst for at rødme.

– Målet er ikke at stoppe med at føle frygt, men at lade være med at lade frygten styre ens liv og i stedet kunne handle på trods af den. I dag kan jeg håndtere mig selv og følelsen, hvis den opstår, uden at stresse over at skulle præstere.

Selvom Sophie har kendt til begrebet erytrofobi længe, har hun savnet personlige fortællinger om det. Samtidig har hun selv holdt sine følelser skjult.

– Jeg skammede mig over at skamme mig. Skammen ønsker, at vi tier stille om det, der er svært. Men i trygge omgivelser kan vi møde skammen, og så bliver den mindre.

I en terapisession stillede hendes psykolog et spørgsmål, der ændrede alt:

“Hvordan ville det være, hvis du tog en for holdet? Hvis du begyndte at tale om din erytrofobi?”

– Det var en stor øjenåbner for mig. Jeg kunne gøre det for mig selv, men også for andre.

I dag rødmer Sophie stadig, men ikke så ofte som tidligere.

Når det sker, forsøger hun ikke længere at undertrykke angsten eller skammen, men er åben om den.

– Jeg har accepteret rødmen, men det betyder ikke, at jeg aldrig bliver nervøs, når jeg skal tale foran en gruppe. I dag kan jeg sige: “Det kan være, jeg rødmer – det sker nogle gange”.

– Jeg er stærk og modig, men jeg er ikke overmenneskelig. Jeg er også sårbar, og det har jeg lært at acceptere.

Denne artikel blev første gang bragt af MåBra, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret og oversat version.