"Mine egne børn kunne finde på at tage HÆVN, hvis man nægtede dem dessert"

Trappen op til Rosa Gjerluff Nyholms kontor på første sal i det nybyggede hus på Amager er malet citrongul.

De græsgrønne streger og bølger på et par af trinnene er toårige Åbjørns værk; han har haft fat i en tyk sprittus.

På døren ind til kontoret hænger en tegning med teksten ”Mor er god til at sønge”. Syv-årige Ursula har tegnet sin mor siddende ved sit skrivebord. Iført lysende orange kjole. Livet er i farver.

Findes den lykkelige barndom? Spørger jeg, da vi sidder i kontoret. Findes det lykkelige liv? Spørger Rosa tilbage. Og svarer selv:

– Nej vel? Jeg tror, der er overskrifter og strømninger, som er lykkelige. At den udelukkende lykkelige barndom findes, tror jeg ikke, for den er arnestedet for alle vores følelser. Men nogle af os har været så heldige at få nogle vildt gode omstændigheder og kort på hånden.

– Jeg har mange venner med mange forskellige barndomme, og det er helt tydeligt, at barndommen jo former os helt vildt. Det er derfor, vi alle sammen som forældre er skidebange for at gøre noget forkert. Men det gør vi jo. Det kommer man bare til.

Rosa er nok især kendt fra Ramasjangs ”Rosa fra Rouladegade”, hvor hun bor i et hjemmebagt hus og hjælper børn med at bage verdens bedste kager til dem, de holder af. Det sidste par år har hun også været Heksebeth: En lille, 106 år ung heks, der ikke kan finde ud af at trylle på den ”rigtige” måde.

– Jeg synes, den perfekthedskultur, som vi har meget nu, fylder meget. Der er bare så meget fokus på at gøre det rigtige. Som om der altid er et ”rigtigt” valg. En rigtig måde at være på. Det er jo total fiktion. Derfor er Heksebeth defineret af noget, hun ikke kan. Hun kan ikke trylle. Hvis hun vil have en kost, så får hun en ost. Men magi er vel magi, ikke?

Rosa sætter fokus på det i virkeligheden åbenlyse, men ifølge hende også problematiske: At de helte, vi skaber til børn, tit er defineret af at være virkelig gode til et eller andet.

– Og da jeg selv fik børn, kunne jeg virkelig mærke, at der er kæmpestore også negative følelser i at være barn – som jeg f.eks. slet ikke kan spejle eller repræsentere med min figur Rosa. Det overraskede mig. Altså raseri og hævn og misundelse – det så jeg ikke, dengang jeg bare arbejdede med børn i en fantasiverden i Rouladegade. Eller i mit eget indre barn, og hvad jeg kunne huske fra dengang.

– Så jeg har brug for at lave noget børnefjernsyn, som børn kan spejle sig i hele vejen rundt, og hvor der også er en smerte, en vrede og en misundelse. Og hvor der er lyst til hævn. Mine egne børn – allerede da de var to år, kunne de finde på at tage HÆVN, hvis man nægtede dem dessert. Det var et kæmpe chok for mig.

Hvordan hævn?

– Den ene af dem trampede det ene af mine tulipanbede ned i raseri over ikke at kunne få dessert. Og det var bare godt set, for jeg er helt vildt glad for mit tulipanbed. Ha ha!

Kæmpe forbilleder

Rummeligheden har hun med hjemmefra. Rosas mor var sangerinden Elisabeth Gjerluff Nielsen, hendes far er filminstruktøren Kristoffer Nyholm.

– Jeg havde nogle forældre, som var meget nærværende, hjælpsomme og kærlige. De er kæmpe forbilleder for mig. Jeg tror, det har været definerende for mit eget arbejdsliv at se de to mennesker være så glade for deres arbejde og dele det med mig og min søster.

– Min mor begyndte at skrive mange børnesange, da vi var børn, og det var virkelig noget, hun tog os med ind i. Vi sang kor. Det var dejligt at kunne være en del af. Dejligt at blive smittet af den skaberglæde. Mine forældre bragte litteratur, musik og kunst ind i hjemmet, og det var noget, jeg kunne bruge til noget.

Rosa taler om følelsen af anderledeshed og drillerier i barndommen. Funderer over H.C. Andersen og den grimme ælling, der blev en svane. Og siger:

– Altså … man står i skolegården og finder pludselig ud af: Jamen gud, jeg er egentlig ret meget udenfor, jeg er ikke rigtig del af det her fællesskab … Men så er der en anden følelse: Måske er den her skolegård bare ikke lige min scene, der kommer nok et andet tidspunkt, jeg kan blomstre på. Jeg synes, jeg var et barn, som kunne drage stor fordel af alle de smukke ting, som mine forældre var gode til at vise mig og også bruge dem, når livet var svært. Det er livet jo også, når man er barn.

Rosa var 17 år, da hendes forældre blev skilt. Det var ikke et sårbart tidspunkt, siger hun. Blomstringstiden nærmede sig.

– Jeg var i gymnasiet, jeg var jo på vej mit eget sted hen. Jeg boede sammen med min far, og det var vidunderligt. Så var det bare mig og ham, og det var virkelig skønt at have nogle år sammen med ham. Han købte en stor projektor og et stort lærred, og så fik jeg ikke lavet nogen lektier i 2.g, fordi jeg sad og så film med ham. Ha ha, det var meget svært, jeg skulle fordi det store lærred, hver gang jeg skulle ind på mit værelse og lave lektier: ”Aijj, nu er der ”Amelie”, den vil jeg virkelig meget gerne lige være med til at se …”.

Og det er jo gået meget godt alligevel, ikke? Rosa begyndte at lave børne-tv som 18-årig.

Alt for tidligt

Figuren Heksebeth er blevet til i samarbejde med Julie Ravnhøj, der også skriver til Cirkus Summarum. Til den første sæson skulle der skrives 10 sange om alle de følelser, Rosa gerne ville sætte fokus på.

– Så jeg tog fat i min mor og spurgte, om hun ville være med til at lave musikken.

Vidste du, at hun var syg?

– Ja, det vidste jeg godt. Vi vidste ikke, hvor lang tid hun havde tilbage at leve i, men det var virkelig dejligt for os at have et projekt, som handlede om at skabe glæde og musik og … om alle de svære følelser. For det indebærer jo også samtaler.

– Der er en sang om ensomhed, ”Danser med månen”, den skrev hun mest alene, ellers har vi skrevet sangene sammen, og det er også en måde at komme tæt på hinanden på. Det var jeg i forvejen, men alligevel ... Og i den første del af sin sygdom var hun rigtig frisk og boede også bare selv, som hun plejede, så det var virkelig dejligt at kunne mødes en gang om ugen og sidde og skrive noget musik sammen.

Elisabeth nåede lige at blive 65 år. Hun døde 24. oktober 2022.

– Det var bare alt for tidligt og meget uventet og helt forkert. Heldigvis var hun enormt god til at være i det og enormt glad for sit liv og tilfreds med det liv, hun havde levet. Og det var hun god til at sige. Hun havde en kæmpe styrke og var ikke bange for at dø, det var virkelig inspirerende – det har i hvert fald fjernet noget af min egen dødsangst.

Hvordan?

– Hmm. Det at se en forælder ligesom tage imod sin skæbne og gå ind i sådan et sygdomsforløb uden at være bange for at dø er bare enormt inspirerende. Sådan fungerer barndommen vel hele tiden: Vi ser vores forældre gøre noget mindre farligt for os ved at gøre det.

– Jeg er f.eks. selv skidebange for edderkopper, men jeg øver mig alligevel virkelig nogle gange i bare lige at samle dem op og sætte dem udenfor for ikke at give den frygt videre til mine børn. Og min mor var så god til at snakke om det og dele sine følelser. Der var ikke noget tabu om at skulle dø. Det ville også være fjollet, for det skal vi jo alle sammen, men det kan alligevel være så svært at snakke om.

Hun var religiøs?

– Ja, og jeg tror, det betød meget for hende at have sin kristne tro i det forløb, for det gav hende sådan en tryghed, og den tryghed bredte sig til mig.

Og der er, siger Rosa, en slags forløsning i at få lov til at sige det langsomme og tætte farvel.

– Jeg havde altid troet, at min mor ville forsvinde hurtigt, for det temperament havde hun, ha ha. Men det at have fået lov til at gå ved siden af og snakke om det og følge hende hele vejen og kunne være med på den sidste del af rejsen – det har betydet virkelig meget for mig.

Svært at vise vrede

Navnet Heksebeth rummer tydeligvis en indbygget reference til Elisabeth.

– Delvis for at lave en lille hyldest til hende. Heksebeth er bygget på mine børns temperament, men også meget på min mors, for hun havde jo også et meget stærkt temperament!

Hun ku’ godt blive vred?

– Hun ku’ edermame godt blive vred, og hun var ikke bange for at vise det. Dét er jeg. Eller det var jeg i hvert fald, nu arbejder jeg hårdt på at gøre det anderledes. Men jeg tænker også på det i forhold til sexismedebatten i musikbranchen. Vi er jo mange, specielt kvinder, som har rigtig svært ved at vise vrede, og det er klart, fordi vi hurtigt bliver sat i en bås som hysteriske, ubalancerede og dramatiske, hvis vi gør det. Jeg synes, jeg får meget kortere snor end mine mandlige kolleger til at stille mig på hælene. Jeg kommer hurtigt i den boks.

Siger du det?

– Ja, men … hvis man prøver at sige det, kan man bare blive opfattet som endnu mere hysterisk eller dramatisk. Det er meget svært. Så jeg tror, det nemmeste er bare at prøve at eje sit raseri og sige, ”jeg må godt sige fra” til sig selv. Eller … jeg ved sgu ikke, hvad det nemmeste er.

– Jeg prøver i hvert fald at kigge på min mor, som bare var så god til at sætte grænser. Hun hjalp mig med at sætte nogle grænser i mit arbejdsliv på nogle meget afgørende tidspunkter. Blandt andet omkring Heksebeth, som var svært for mig at realisere på den måde, jeg gerne ville realisere det.

Rosa antyder, at hendes arbejdsplads lige skulle vænne sig til tanken om en 106-årig vred lille heks, der ikke kunne trylle.

– Der var på et tidspunkt et pres fra den anden side om, at det skulle være noget andet. Og der hjalp min mor mig: ”Så sig nej!”. Det er ikke det nemmeste pitch i verden at sige: ”Ny børnefigur. Hun skal være rasende, hævngerrig. Hun kan faktisk ikke noget. Det som alle de andre kan – trylle med magi, som vi ved er populært – det kan hun ikke. Hun kommer aldrig til at lære det”. Men det er bare så vigtigt også at have de figurer, som har en smerte og et temperament og et raseri.

Din mor kunne godt lide hende…

– Min mor elskede hende. Hun var så stolt af det projekt. Det var virkelig dejligt.

Hvilke værdier repræsenterede din mor?

– Åh, det første, jeg tænker på er faktisk hverken vrede eller temperament, men åndelighed. Ikke en spiritualitet med krystaller og sådan noget. Mere at hun var et ekstremt inspireret og passioneret menneske, og hendes liv med musik og litteratur var en kæmpe verden for hende.

– Når hun læste en bog, der var god eller hørte noget musik, der var god, var hun HELT oppe og svinge. Og dansede rundt i stuen. Hun var også meget generøs med sine følelser. Når noget var godt, lagde hun virkelig ikke skjul på, at det var godt. Og når noget var dårligt, lagde hun ikke skjul på, at det var dårligt. Hun var kompromisløs og meget, meget tydelig.

Også i sin egen familie.

– Jeg kender meget få, der er, som hun var. Specielt i dag, hvor vi helst ikke må sige nej og sætte grænser for vores børn. Hun var fuldstændig modsat. Hun vidste, hvad hun ville, og kunne mærke meget tydeligt: Hertil og ikke længere.

Gjorde hun så også ting, du ikke syntes, var fede som barn?

– Altså, jeg er selv citeret af hende for at sige til mine kammerater, da jeg var barn: ”Min mor er meget skrap, men det bliver man NØDT til at være”. Ha ha. Så hun var da sikkert skideskrap og temperamentsfuld, men til gengæld kunne man også mærke hende, ikke?

Hvad har hun lært dig om kærlighed?

– Ej, det bliver meget langhåret … Jeg tror egentlig ikke, hun har lært mig så meget om romantisk kærlighed, for det var meget hendes eget univers. Men hun delte enormt meget ud i sin musik og sine sange, så jeg føler alligevel, jeg kender meget til hendes romantiske kærlighed. På Cirkus Summarum i sommer sang jeg ”Jeg holder øje med dig”, som hun skrev til Søs Fenger. Det er en virkelig smuk kærlighedssang. Jeg sang den så til min mor som en anden fortolkning af den.

– Hun havde en stor kærlighed til kunst, musik, litteratur, natur, blomster og sanselighed. En kærlighed til VERDEN. Sådan en generøsitet. Hvis hun elskede noget, så gik hun med det. Hvis hun syntes, at nogen skulle have et brød, så skulle de have et brød. Hvis hun mødte nogen på gaden, som hun ikke havde set længe, eller hvis nogen hjalp hende i trafikken, så skulle de have en CD. Hun har virkelig lært mig sådan en gavmildhed. Hun har lært mig, at man ikke skal være bange for at vise sin kærlighed. Det er en meget dejlig ting at have lært.

Troværdigt vidne

Barndommen er basen for alting, derfor er den det allervigtigste i et menneskeliv, for den rummer de kort, vi skal spille med resten af livet.

– I den her perfekthedskultur er det vigtigt ikke bare at male et ensidigt billede af sin barndom. Altså for mig. Men hjernen driller jo også. Jeg kan mest bare huske alt, hvad der var godt, så jeg føler mig ikke altid som et troværdigt vidne til min egen barndom. Ej, jeg ved, den var rigtig god, men … jeg er 35 år, og hvad ved jeg egentlig om det endnu? Nu hvor jeg selv har børn, kan jeg se, at barndom rummer meget. Og lige meget hvor fede mine forældre har været, har jeg selv skullet igennem en masse ting, og de har også selv stået der og været forældre med al deres bagage. Så der foregår jo så meget i sådan en barndom.

Det er en kæmpe omvæltning at blive forældre, siger hun, og meget sværere, end hun havde troet.

– Man skal hjælpe små mennesker igennem vanvittige følelser, og man skal gøre det på en måde, som guider dem. Man må ikke få dem til at lægge låg på alle de følelser. Raseriet f.eks. Det tror jeg altså, at nogle i min generation er opdraget til. Af samfundet. Af omgivelserne. Så der ligger ligesom en opgave i at sige: ”Du må godt være vred, lille du, UD med det”. Men samtidig: ”Hov hov, du må ikke slå.” Altså, ikke? Og hvad ved jeg om den balance? Har jeg overhovedet kontakt til mig selv og alle mine følelser? Jeg er jo ikke selv et færdigt menneske.

– Det er gået op for mig med mine egne børn og alle de vidunderlige følelser, de bringer ind i huset, at jeg ikke har så ren en tilgang til mine følelser, som jeg troede. Og at det er grænseoverskridende for mig at blive vred. Det har været en gave for mig at lære mig selv bedre at kende igennem børnene og sige: ”Gud, jeg er skiderasende indvendigt over alle mulige ting”. Jeg er kvinde i mediebranchen, selvfølgelig er der tusind ting at være rasende over. Verden er helt fucked.

– Derfor er det ret vigtigt for mig at lave noget børnefjernsyn, hvor vi kan se HELE vreden og hele situationen og afdramatisere og sige: ”Ja ja, Heksebeth bliver rasende og råber og skriger og smadrer sin gryde. Men livet går videre, og det er det vigtigste”. Det er en afdramatisering af vreden. Det kunne jeg godt selv have brugt som barn, og det vil jeg rigtig gerne give min egen datter og alle de børn, der ser mine programmer.

Følg kærligheden

Så retten til at lave ”fejl” og føle alle de forbudte følelser er et gennemgående tema i Heksebeth. Et andet tema er døden. Begge dele er befriende at se. Også som voksen:

– Både Julie og jeg, som skriver Heksebeth sammen, har mistet vores mor, så det har været stort for os at prøve at arbejde med en form for åbning til eller et forslag til, hvor de døde er, eller hvordan man fortsat kan have et forhold til nogen, der er død, som … jeg oplever er meget vigtigt for mig, nu hvor jeg ikke har hende.

– Jeg bliver nødt til stadig at have et forhold til min mor. Det gør min datter også, de elskede hinanden så højt, og det var en kæmpe sorg for hende. Så det har været virkelig vigtigt at prøve også i fiktion at sige: ”Okay, hvordan kunne det så se ud?”. Da Heksebeth skal prøve at finde sin døde mormor nede i underverdenen, får hun at vide: ”Du skal bare følge kærligheden, det er ligesom det eneste sted, du kan finde”.

Rosa oplever sit arbejdsliv som en slags skabende fortsættelse af den intense legeverden, hun konstant befandt sig i som barn. Og Heksebeth ligger hendes hjerte særligt nær.

– Det er vidunderligt at kunne lave det. Før i tiden har jeg vel lavet børnefjernsyn til mig selv som barn, nu laver jeg det rigtig meget til min datter, og det er sindssygt fedt at se hende blive glad, når Heksebeth endelig finder sin mormor i en hængekøje oppe under stjernerne. Og når hun bagefter siger: ”Når vi dør, får vi måske selv lov til at bestemme en verden, som vi kan være i”.

Hvordan er dit forhold til din mor i dag?

– Verden er på en måde blevet lidt større efter hendes død, fordi der er kommet en dimension, som ikke var der før. Et ”hvor er hun nu?”. Jeg kan stadig mærke en kæmpestor kærlighed til hende, det gør på en eller anden måde, at hun stadig eksisterer for mig, for man elsker jo ikke noget, som ikke findes. Der er en eller anden forbindelse. Der er en forbindelse i at elske nogen – også når de er døde. Og der er et nærvær i kærlighed. Så selv om hun er død, mærker jeg et stort nærvær til hende og fra hende gennem kærlighed.

– Jeg er – i hvert fald pt. – ikke religiøs på den måde, som hun var, så jeg har ikke en idé om, at der er et efterliv eller hvordan, men jeg er ret overrasket og ydmyg over for den store kærlighed, jeg stadig føler, og det er ret magisk. Det er det, jeg mener med, at verden er blevet lidt større: Nu rummer den også en person, som jeg ikke kan se og høre, som ikke er i live her på jorden længere. Men som findes for mig på en eller anden måde. Som jeg fortsat har et forhold til.

– Det er også det vidunderlige ved, at man ikke ved noget om døden. Man kan for sig selv sige: ”Jamen, jeg oplever en stor kærlighed og tilstedeværelse”, og der er heldigvis ikke nogen, der kan bevise, at det ikke er sådan. Det er også derfor, jeg er blevet meget mindre bange for at dø. Det har noget at gøre med den måde, min mor gik ind i døden på i de sidste måneder. Men det handler også bare om den her følelse af fortsat kærlighed. Kærligheden dør ikke. Det siger man tusind gange, og det lyder så banalt. Men det er ret vildt.

Det kræver, at man tør åbne sig for det?

– Ja. For det er så nemt at gøre grin med dem, der har et eller andet forhold til deres døde, eller som insisterer på, at man ikke bare dør, at man ikke bare forsvinder, slut, harddisken er lukket, og computeren er gået i stå. Man kan få reaktionen: ”Det er bare fordi, du ikke vil se det i øjnene.” Men jeg tror simpelthen ikke, det handler om det.

– Det handler om, at nogle af os mærker et nærvær. Man kan kalde det mange ting. Man kan også bare kalde det kærlighed. Jeg er virkelig blevet ydmyg over for, hvor stor kærligheden er, når den kan fortsætte med at være der så stærkt til nogen, der er død. Det, synes jeg, er magisk.

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 51/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.