De mødte hinanden en "helt tåbelig" aften: Så traf de en vild beslutning

Kan man tage en penisformet kaktus med på en meget våd og lang bytur? Ja, men ikke uden at få mange kommentarer.

Kan man bo sammen med sine gode venner uden at skændes? Stort set. Er det træls, når et af parrene må flytte grundet pladsmangel? I dén grad.

Journalist og forfatter Sisse Sejr-Nørgaard og tidligere politisk ordfører for Enhedslisten, nu politisk kommentator Pernille Skipper, giver hinanden et kæmpe kram på den velbesøgte cafe på Værnedamsvej i København.

Sisse kommer direkte fra noget ”svedning, hvor man bliver godt og grundigt tæsket igennem”, som hun siger, og Pernille blev så inspireret af sin veninde, at hun lige måtte løbe en tur inden mødet, så hun ankommer en anelse for sent.

Der bliver bestilt kaffe, salater og hyldeblomstdrik, mens de to fortæller om dengang for cirka 10 år siden, hvor kimen til venskabet blev lagt.

Sisse: – Min kæreste Esben (Bjerre Hansen, red.) var gode venner med Ollie (Oliver Routhe Skov, red.), vi havde alle gået på Journalisthøjskolen sammen og var til Ollies 29-års fødselsdag på en lambruscobar med åbent hus.

– Pernille kom også, og på et tidspunkt stod hun og talte med Ollie, og jeg sagde til Esben: ”De to, de laver noget sammen, de bliver kærester.” Jeg tænkte virkelig, ”den er hjemme, den der”. Og det havde jeg jo sindssygt meget ret i.

Kendte du Oliver, Pernille?

– Altså, vi arbejdede begge på Borgen, jeg som politiker, han som journalist, men ikke ellers.

Og så blev I kærester?

– Ikke lige den aften. Men senere, ja, og noget tid efter blev jeg så rigtigt præsenteret for Sisse og Esben, der begge var venner med Oliver. Jeg syntes, de var hans virkelig skøre venner med lidt for meget fart på, og en af de første aftener, jeg rigtig mødte dem, havde de alle tre været på den vildeste bytur …

Sisse: – … vi var mødtes hjemme i Ollies lejlighed på Christianshavn og havde forsøgt at svømme over nede ved Islands Brygge til MASH Steakhouse, der lå på toppen af Tivoli – det var en helt tåbelig aften …

Pernille: – … og jeg stødte til jer senere på Eiffel Bar på Christianshavn … hvor I sad og drak citronvand og porterøl … hold nu op, hvor var der tilrøget! Jeg røg meget dengang, men selv for mig var det for meget …

Sisse: – Ja, og dér kom du, og jeg var fuld og råbte begejstret til dig: ”PERNIIIILLLLE - EEEJ, HVOR HAR DU BARE KRØLLET HÅR …!”

Pernille: – Haha, ja, det var en meget dyb snak …

Sisse: – På en måde var det en lidt ærgerlig måde at blive præsenteret på, men nok også den eneste rigtige måde …

Pernille: – Ja, for så var det værste slebet af.

Noget, der var vores

Der gik nogle år, hvor de to par hang ud sammen, festede, drak rigtig mange øl og monstrøse mængder hvidvin, og hvor alt gik meget hurtigt.

Men så skulle Oliver til USA som udenrigskorrespondent for DR, og Pernille var alene i Danmark.

Sisse: – I blev gift, mens han var af sted, ikke?

Pernille: – Jo, vi kørte et langdistanceforhold og blev gift på Island, da han stadig var i USA, men vi flyttede først sammen, efter at han kom hjem igen.

Sisse og Esben havde i mellemtiden fået datteren Elly, og Pernille kom stadig i deres hjem i ny og næ. Men hun havde en udvidet plan. Hun ville venindescore Sisse.

– Nu hvor Oliver ikke var der, havde jeg ingen åbenlys grund til at besøge Sisse, og det syntes jeg var skidt. Så jeg måtte jo ligesom trænge mig på.

Sisse: – Og jeg var så nem at score.

Da Sisse og Esben holdt Ellys 1-års fødselsdag, dukkede Pernille op til fest nede i gården på Vesterbro blandt en masse mennesker, hun ikke kendte.

– Det var lidt awkward, at jeg var der. Men jeg var der!

Det var dog en bytur af den våde slags, der for alvor fik rystet de to kvinder sammen i et bånd, der var stærkt nok til at holde et venskab, også uden mændene, fortæller Sisse.

Pernille: – Ja, det var vist din fødselsdag ...? Er det ikke kaktusbyturen, du hentyder til?

Sisse: – Jo, for satan. Vi gik i byen en hel aften med en kaktus, jeg havde fået i gave tidligt på aftenen på en restaurant af en veninde, og vi kom vist også op at slå med nogen …

Pernille: – … den havde form som et mandligt lem …

Sisse: –… og vi skulle videre på champagnebar og på forskellige dansebarer, og jeg havde hele tiden den der skide kaktus under armen og fik så mange kommentarer, men den klarede det hele.

Har du den stadig?

Sisse: – Nej, den døde senere …

Pernille: – Ja, det gjorde vi andre så næsten også den aften.

Sisse: – Jeg aner ikke, hvordan jeg kunne være menneske dagen efter. Jeg kan huske, at jeg tænkte, jeg hellere måtte være fornuftig og gik derfor hjem fra Andys Bar ved 5-6-tiden om morgenen. Der var du stadig i gang …

Pernille: – Ja, det var jeg. Men det var også dér, det lykkedes mig at venindescore Sisse, mens Oliver stadig var i USA. Nu havde vi noget, der var vores eget. Noget, vi kunne skrive sammen om dagen efter.

At Pernilles og Sisses venskab var blevet tættere, ændrede ikke på, at alle fire stadig sås meget, da Oliver var vendt hjem igen.

Men indimellem blev det også til en venindemiddag bare de to i byen. Sisse fik her en fornemmelse af det liv, Pernille havde som landskendt folketingspolitiker.

Selv om Sisses egen mand også er en relativ kendt person, er det nogle helt andre reaktioner, hun oplever, Pernille får, når hun bevæger sig ud i det offentlige rum.

– Folk kommer hen til dig og synes lige, de skal fortælle, hvordan tingene hænger sammen, og det er ret stort at opleve den måde, du både får rummet folk og sendt dem af sted igen, efter at de er blevet hørt.

Pernille: – For mig er det rart at have Sisse med, for nogle gange kan det godt være lidt overvældende, hvis vi for eksempel er på Roskilde Festival og står til en koncert efter at have drukket seks drinks og egentlig bare gerne vil høre bandet, og det så er netop dér, folk har fået modet til at henvende sig til mig om en ny pensionsordning.

– Jeg vil gerne tale med folk og lytte til dem, men det er måske ikke lige stedet, og dét ved Sisse. Det er rart at have en god ven, der er opmærksom og lige kommer over og får danset lidt og afbrudt samtalen – på en hyggelig og ordentlig måde.

Optur på hippieskalaen

At Pernille og Sisse og deres respektive mænd og børn kom til at bo sammen i et lille kollektiv på Nørrebro i fire år, skyldtes en blanding af et kækt indfald og et tilfælde – og endnu en festlig, våd aften.

Vi skruer tiden tilbage til Folkemødet på Bornholm i 2017, hvor Pernille arbejdede, og de tre andre var ude at spise sammen med Peter Mygind og Lise Mühlhausen, der er Sisse og Esbens gode venner og – apropos – bor i familiekollektiv.

Sisse: – Vi var godt fulde og ret inspirerede af Peter og Lises historie, så vi fik den ide, at vi skulle finde noget sammen at bo i. Lidt ligesom når man siger: ”Vi mødes i lufthavnen i morgen”. Man mener det hundrede procent i øjeblikket, og så glemmer man alt om det. Også fordi at så skulle Ollie tisse og skred ud over nogle klipper …

Neej…!?

Pernille: – Haha, han var helt ok, jeg kunne bare høre ham sige nogle lyde, og så hang han fast i nogle buske … Du kender godt det med, at du har været på arbejde en hel dag, og så kommer du hen og finder din mand hængende ned ad en klippe og dine venner pissestive, mens de gør grin af ham. Det var et smukt øjeblik, det var det.

– Derfor tænkte vi ikke så meget over det med bofællesskabet, men kort tid efter kørte Esben forbi et lille hus på Nørrebro, hvor der hang et hjemmeprintet skilt om, at det var til salg. Og så gik Esben og Oliver i gang, Sisse hoppede med, og jeg troede stadig, det var for sjov og har også følelsen af, at jeg mest var på arbejde i den periode, men pludselig lå købskontrakten foran mig. ”Gud, I mente det!”, tænkte jeg.

Selv om Pernille og Oliver og deres datter Billie lige var flyttet ind i en lækker lejlighed med god udsigt, som de havde sat i stand med tanken på aldrig at flytte igen, trak kollektivet mere, og de to par kunne derfor kalde sig samboende i sommeren 2018 efter et halvt års halvhård renovering af det faldefærdige sted.

”Her skal vores to familier bygge, bakse og bo sammen. I hver vores lejlighed og fællesrum i stuen. Kæmpe optur på hippieskalaen og lykkebarometeret!” skrev Pernille på sin Instagram.

Og sådan blev det.

Både Sisse og Pernille er enige om, at deres år i bofællesskab var fantastiske og timingen perfekt.

Corona lukkede samfundet ned, men i kollektivet på Nørrebro havde de deres egen lille verden med bålfad i haven, popcorn i sofaen til filmaften om søndagen og nogle år efter to børn hver, der blev bedste venner.

Der var improviserede middage, en hurtig kop kaffe, følelsen af tryghed ved de andres rumsteren, selv om man så gyserfilm alene.

Blev I aldrig irriterede på hinanden?

Sisse: – Vi kom vist engang op at skændes om noget maling, hvor Pernille tog så dødsens meget fejl …

Pernille: – Ja, det gjorde jeg …

Sisse: – Den farve skulle bare have været mere cirkus … Men nej, vi kan da godt være en smule uenige, også politisk, men vi har nogle helt fundamentale fælles værdier og menneskesyn.

Pernille: – Vi har aldrig været alvorligt oppe at skændes, det med den maling er jo det mest ligegyldige i denne verden.

Var der plads til, at I to bare kunne være alene og snakke sammen?

Pernille: – Nej, ikke sådan rigtigt.

Sisse: – Pernille arbejdede vildt meget i den periode. Jeg kan huske, jeg prøvede at sidde klar med en øl til hende efter valg-aftenen, men det var jo alt for sent på natten. Hun skulle bare ryge en halv cigaret og så sove. Men jeg sidder heller ikke med andre venner og snakker alene.

– Her i 30’erne er der små børn og karrierer, der er ikke rigtig tiden til det. Så for mig var det mere vigtigt, at vi var to familier, der havde noget sammen.

Pernille: – Altså … jeg har heller ikke brug for at sætte mig ned og snakke med en veninde i tre timer, men jeg har brug for at have veninder, der kender mig og gider at være der løbende i alle de kedelige hverdagssituationer, og som gider at holde af mine børn og gå med på legeplads.

– Og sådan er Sisse. På en eller anden måde hører de dybe, eksistentielle snakke 20’erne til for mig. 30’erne har været fulde af karriere, børn, planlægning – alt det der.

Sisse: – Jeg kan virkelig godt lide dine børn. Det er faneme heldigt.

Opdrager I på hinandens børn?

Sisse: – Jah, det har vi da gjort. Det er vigtigt, når man bor i en husstand, at man ved, hvad der er rigtigt og forkert, men det sjove er så, at vi nok har været ret forskellige omkring, hvordan man så gør.

– Esben og jeg har lært meget af Ollie og Pernille, jeg tror så ikke, at de har lært så meget af os.

Pernille: – Det passer ikke …

Men nu er I jo flyttet, Sisse?

– Ja, vi fik bare for mange børn under corona, så det er udelukkende et pladsspørgsmål. Der blev simpelthen for lydt og småt. Vi prøvede at købe nabohuset og alt andet, der måske kunne få os til at blive boende - jeg tror, vi brugte et år på det, men der var ikke noget at gøre.

Pernille: – Nej, vi vidste godt, det var et spørgsmål om tid, før de fandt noget andet.

At parrene savner at bo sammen, er ingen hemmelighed, selv om et nyt, sødt par med et lille barn er flyttet ind. Tanken om at bo sammen igen rumsterer også.

Pernille: – Vi skal da bo i oldekolle, når alle de der børn er flyttet hjemmefra. Eller også sælger vi det hele og køber noget ned til vandet. Men så skal jeg vist til at tjene nogle flere penge.

Altid venner

Når man ikke mere bor under samme tag, kræver det et andet initiativ at holde kontakten. Og det er ikke telefonen, der bliver brugt, for hverken Pernille eller Sisse er typerne, der ringer til veninder – eller selv får opkald.

Pernille: – Det var helt klart det gode ved at bo sammen, at hele det der trummerum af børn, arbejde og ”åh, jeg burde også dyrke yoga” …

Sisse: – Du er da ikke startet til yoga, vel?!

Pernille: – Neej, det var bare noget, jeg sagde. Hvad snakker du om, mand?

Sisse: – Nå, men du gik da engang til det på grund af det med knæet? Det kunne jo være, du var gået all in. Jeg kan huske, da Ollie gik til yoga …

Pernille: – Hvad? Jeg gik til det to gange under corona. Nej, altså …

Sisse: – Ej, det ville da også bare være virkelig aparte, hvis du pludselig gik til det, uden at jeg vidste det. Men altså, skal vi starte til det?

Pernille: – Nej! Ingen yoga, sådan noget hot yoga lyder da også bare virkelig dumt … Hvor kom jeg fra? Jo, det var skønt at have nogle tæt på at dele tingene med i det daglige.

– Men at vi ikke bor sammen, ændrer ikke på, at vores familier altid vil hænge sammen. Vores døtre, vores mænd og vi to er venner, sådan vil det altid være.

– Nu skal vi på ferie til Italien også sammen med nogle andre vennepar i et kæmpe stort hus, hvor vi skal drikke drinks og rødvin og have en masse oppustelige badedyr i poolen. Det glæder vi os så meget til.

I har begge været åbne om, at I har haft stress? Har I kunnet bruge hinanden – selv om I ikke er til lange, dybe snakke?

Sisse: – Det med stress tror jeg ikke, du har delt så meget, Pernille. Jeg kunne godt mærke på dig, at du var presset, men jeg tænkte, at det var the name of the game, når du var folketingspolitiker.

– Der var perioder, hvor du svandt ind til en streg i luften, hvor jeg så bagte kage – og håbede på det bedste. Men nej, vi sad ikke og talte dybt om det. På et tidspunkt brugte jeg Pernille meget, da Esben og jeg havde en krise i vores forhold, for hun kendte ham jo, og jeg tror faktisk, det hjalp til, at vi ikke gik fra hinanden.

– Jeg ved ikke … lige nu har jeg ikke helt roen til at sidde stille og tale længe, for jeg er inde i en galopperende 40-års-krise. Jeg kan godt se, at der på min Google-søgning står ”40 år krise gode psykologer København” og ved godt, at så burde jeg nok tale med gode venner om det …

Pernille: – … men det gør vi jo også. Vi sidder bare ikke og taler om 40-års-krise, hvor det så forventes, at jeg har en redskabskasse, der kan fikse det, for det har jeg ikke - jeg har selv præ-40-års-krise. Det er meget tankerne om, ”hvad skal jeg være, når jeg bliver stor”, der kører rundt.

– Vi har ikke de der lange, psykologiserende samtaler om det, og det er ikke for at tale sådanne samtaler ned, men vi siger måske snarere, ”øv, det er hårdt at blive 40 – ja, det er det”, bum, videre. Det er dét, der hjælper mig.

– Jeg kan læsse alt muligt af på Sisse, måske opdager hun det ikke helt, men så bager hun en kage, mens jeg fortæller om, hvor latterlig en bestemt politiker var under nogle klimaforhandlinger, eller de der skiderikker på internettet – eller Ekstra Bladet …

Pernille og Sisse fortæller om den kampagne, de oplevede, blev ført mod Pernille, da hun var nybagt mor og blev anklaget for ikke at passe sit arbejde.

Ikke bare af Ekstra Bladet, men også i kommentarer på sociale medier. Sisse kendte flere af personerne bag beskyldningerne, og indignationen på hendes venindes vegne er tydelig.

Sisse: – Jeg taler ikke med nogle af de mennesker mere. Seriøst, det var sgu slet ikke i orden, de var så uretfærdige.

Pernille: – Måske var det her, nogle havde sat sig ned og talt længe om tingene, men jeg havde bare brug for, at der var nogle, der var sure på mine vegne.

Det lyder som et frirum, I har med hinanden?

Pernille: – Ja, det er det …

Sisse: – Jeg prøvede at abortere en gang, inden det lykkedes, og det er jo helt normalt, men jeg var ikke mentalt forberedt på, at man kunne miste.

– Jeg kan huske, jeg sagde det lidt henkastet til en grillaften, lige inden vi skulle på hver vores sommerferier, og det var så rart bare at kunne sige det, mens vi tog af bordet, uden noget drama. I var selvfølgelig klar til at tale mere om, hvis jeg havde brug for det …

Pernille: – Du fik en kæmpe krammer …

Sisse: - Ja, det gjorde jeg. Og så var vi videre. Måske er vi lidt for jyske begge to til at snakke i timevis om tingene.

Frokosten er spist, og Pernille og Sisse taler lidt om den Tivolitur, de stadig har til gode. Hvem af dem, der skylder hinanden den, kan de ikke helt huske.

Sisse: – Pernille, skal vi ikke lige tage en kaffe to-go nede på Risteriet, inden vi tager hjem?

Selvfølgelig skal de det.

Artiklen blev udgivet i femina uge 27, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: