De var lige flyttet ind i et nyt hus, da følelsen ramte hende: "Jeg vil ikke være sammen med dig længere"

En futuristisk italiensk 1970’er-dobbeltseng i turkis velour og med indbygget radio. En velvoksen stenløve på et lavt, rustikt genbrugstømmerbord. Spejle med slidt gesso. Lysekroner i Murano-glas. En fuchsia-farvet, blomstret foldeskærm, Marie Olsson Nylander selv har designet for Ellos.

Og her kommer hun selv, en anelse forsinket, drønende ind ad døren til en gammel herskabslejlighed i Helsingborg: Camouflagemønstrede crocs med plateausål, bare ben, blomstret nederdel, energi.

En håndværker har allerede venligt lukket mig ind i det, der skal blive til Maries kontor, showroom, fotostudie og event-sted. Der er vægge, der skal fikses, og gulve, der skal ordnes, på de 230 ældgamle kvadratmeter.

Med de originale detaljer i behold. Marie har overtaget en tidslomme, men hun slår den ikke ihjel, hun giver den liv. Og magi.

Hvis indretning er kunst, er Marie en sublim kunstner. Har du set “Husdrømme på Sicilien” på DR?

Dér kan du opleve den svenske stylist og indretningsekspert forelske sig i et 300 år gammelt lyserødt siciliansk palads, Palazzo Cirillo, der har stået tomt i 30 år og hverken har varme, vand eller el. 800.000 svenske kroner lyder billigt, men forfaldent er også pænt sagt.

Marie er lykkelig.

Sammen med sin mand, Bill, der mest tager sig af håndværksdelen, tryller hun det om til et lille eventyrslot indrettet så sanseligt, at man hungrer efter at kravle ind i skærmen og havne lige præcis dér.

Svenskerne har kendt Marie fra tv-boligprogrammer de seneste 10 år, og der er mere på vej. Senest er hun også begyndt som freelance creative director for modefirmaet Odd Molly.

Historien om hende er historien om en usædvanlig kvinde med en usædvanlig opvækst og et usædvanligt talent.

Er indretning kunst?

– Ja, for mig er det kunst. Det er derfor, jeg ikke kan gå på kompromis. Jeg kan bedst lide at skabe mine egne kunstværker – som lejligheden her, der kommer til at blive et kunstværk.

– Jeg skal jo også overleve, så jeg har selvfølgelig også kunder, men jeg værdsætter virkelig de kunder, der tillidsfuldt bare siger: “Værsgo’, gør som du vil”. Så fikser jeg det. Indretning er mit liv, det er min kunstform, det er min passion, og jeg elsker det.

Løsningen

“Du skal se den program-serie”, sagde jeg til min søster. Det gjorde hun så. Jeg fortæller Marie om den efterfølgende sms fra min søster: “SÅ fed stil. Jeg så seks timer i ét stræk og fik boligorgasme.” Marie skraldgriner.

– Nej, men hold nu op! Jeg begynder næsten at græde. Er det sandt? Det ord har jeg aldrig hørt før. Er det dansk? Har hun selv fundet på det? Haha. Jeg elsker, at hun sagde det, nej, men gud hvor fint!

Hvad sker der egentlig i dit hoved, når du indretter?

– Har du set den der serie “Dronningegambit” om skak, hvor hun ligger i sengen og laver skaktræk mentalt? Lidt sådan fungerer mit hoved, det er sådan, min hjerne arbejder.

– Jeg behøver ikke sætte mig først og lave tegninger og beskrivelser, jeg planlægger skabelsen af et rum mentalt.

– Jeg ser et møbel for mig og ved instinktivt, hvor det skal placeres. Der er et direkte tankeforløb, så ved jeg, hvad løsningen er. Derfor har jeg også svært ved at sige til andre: “Gå lige ind og fiks det dér”, for jeg vil selv arbejde tingene på plads.

– Hvis det så viser sig, at jeg har tænkt forkert, erkender jeg det med det samme og kan ikke komme videre, før det er lavet om. Når det så står på rette plads, kan jeg mærke det: Det bliver godt! Jeg kan ligesom fysisk føle det, mærke det. Det skal “gå op” i min hjerne.

Der skal også være det, hun kalder “forskellige teksturer”. Noget blankt, blødt, luftigt og hårdt. Noget antikt. Og noget moderne. Kontraster.

– Der må ikke være for meget skramlet eller for meget blankt. Det skal sammen vække noget i min mave, jeg skal blive interesseret.

– Nogle gange ved jeg f.eks. godt, at jeg tager en ting ind, som er lidt grim, dér har Bill lidt svært ved at forstå, at det kan give mig et kick. Men jeg ved, at jeg kan få det til at spille. Nogle gange skal det være dislikeable.

Og jeg bliver faktisk helt stolt, da jeg viser hende et billede af min røde karnapstue, og hun beder om at se det en gang til, for hun siger:

– Der er helt ærligt ikke så mange hjem, der interesserer mig. Jeg kan godt lide Dimore Gallery i Milano. De gør lidt af det samme, som jeg gør – og de havde heller ikke nogen penge i starten, de begyndte bare med at male om med farver og begyndte at blande skandinaviske elementer med italienske.

– Jeg holder af det skarpe, som når man blander Bruno Mathsson med vild rokoko. Det er så cool. Men det er også ret svært. Og det er dét, jeg kan lide ved processen.

– Jeg kan godt lide klassisk design, hvis man altså tager dele af det og blander det med andet. Ellers bliver det bare kedeligt. Jeg skal udfordre mig selv, for hvis jeg ikke gør det, får jeg ikke noget kick, og jeg har simpelthen behov for det kick, ellers mister jeg interessen.

– Jeg elsker at blande stilarter, og jeg tænker tit over, hvad det egentlig er for en stil, jeg har. Det har jeg ingen anelse om.

Er der noget, du ikke vil have ind i dit hjem?

– Jeg er ikke særlig vild med Ikea-møbler, selv om nogle Ikea-ting kan være fine. Men okay … jeg vil ikke have dårlige, hurtigt producerede Kina-ting ind i mit hjem. Jeg vil ikke have kopier, der er jeg snob. Hvilket jeg altså ikke er, men når det kommer til sådan noget, synes jeg meget hellere, man skal købe vintage.

– Dårlig kvalitet vil jeg heller ikke have. Så tager jeg hellere en lidt skadet ting, som er af kvalitet. Jeg kan ligesom lide alt herinde.

To henslængte lysebrune slidte læderlænestole. Et gammelt rokoko-spejl med tyk ramme i gråtoner. Og et moderne italiensk bord med drejede, elfenbensfarvede ben.

– Jeg har kun ting, jeg føler mig tiltalt af. Ting som jeg bare måtte eje. Nogle gange bare for en kort bemærkning, jeg kan altid sælge det igen senere. Der ligger et kinesisk tæppe derinde i sofaen, fantastisk smukt, semiantikt fra Peking i 1920’erne, det var skidedyrt, og jeg elsker det bare. Jeg tror ikke, jeg kan sælge dét igen. Måske. Engang.

Allerede som 20-årig begyndte hun at købe og sælge møbler og antikviteter. Og var i en periode den ene halvdel af firmaet Olsson & Jensen.

– Jeg arbejdede som grossist, vi handlede med hele verden – Indien, Frankrig, Marokko, Tjekkiet … Jeg har rejst enormt meget både med jobbet og privat, så jeg handler hos de bedste. Ikke så meget på auktion, for så kan jeg ikke kvalitetssikre.

– Jeg køber hos antikhandlere i Europa, meget i Italien. Jeg shopper ikke rundt imellem dem, jeg er tro mod dem, jeg handler med, vi har en relation.

– Jeg køber hellere lidt, men godt, det er vigtigt. Dér tror jeg, at mange misser pointen. De tror, at et fund er, at det skal være billigt, men et fund er, at man skal være glad for, at man overhovedet har fundet det. Det er dét, der er fundet.

Du er tiltrukket af smukke, gamle, moderne, særlige ting – men kan godt give dem fra dig igen?

– Altså … det her det er bare ting. Jeg kan jo elske mit hus, men jeg elsker min familie mere. Der, hvor min familie er, vil jeg være. Hvis ikke min familie er i mit hus, er mit hus ikke noget værd. Det handler ikke bare om mig. Jeg tænker os som en helhed – det er mig, Bill og vores børn, og det er vores hverdag.

Stormfuldt

Marie er vokset op uden for Helsingborg og kalder selv sin baggrund og barndom “meget speciel”. Hendes mormor og morfar havde et rederi. Hendes farmor var fra Finland og kom til Sverige efter 2. Verdenskrig.

– Og min farfar var skånsk bonde. Så min far kom fra arbejderklassen, og min mor var en fin pige. De var virkelig forelskede i hinanden, de giftede sig ungt, de var 20 år begge to, og de fik mig og min søster, der er kun 12 måneder mellem Susann og mig, så det gik virkelig hurtigt.

– Jeg tror, de var meget lykkelige, men det var også meget stormfuldt. Min far blev bilmekaniker og startede sit eget bilværksted. Min mor var “rigmandstøs”, arbejdede aldrig, hun var af dén “skole”, men hun var ganske kunstnerisk.

– Det holdt ikke, de gik fra hinanden, da vi var helt små. Og så … voksede vi op.

– Min mor tog ikke hånd om os, det var min far, der gjorde det. For hun ville ligesom … lave andet i sit liv end at have små børn.

– Min far havde så også firmaet, som han lige havde startet, så han fik hjælp af sin mor, vores farmor. Sådan voksede vi op. Det var mig, far og Susann.

Så I jeres mor?

– Meget sjældent.

Hvordan var det?

– Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg ikke huske, at jeg savnede hende, da jeg var lille. Og det er virkelig mærkeligt, for jeg burde vel have følt, at det var træls. Men … jeg var virkelig fars pige.

– Jeg havde min far, og så var jeg storesøster. Jeg følte mig også voksen. Da jeg var 11 år, tænkte jeg: Nu er jeg klar, nu er jeg voksen. Haha! Men altså, jeg følte ikke, at der var nogen sorg dengang, jeg følte mig meget stor, stærk.

– Men jeg så min mor meget sporadisk i min opvækst. Og da jeg var blevet voksen, stødte jeg på hende her i Helsingborg by accident. Det var ligesom bare … fint: “Hej mamma.”

– Men når man ikke er vokset op med sin forælder, er det virkelig svært at føle, at “hende, der står derovre, er din mor”, det føles mærkeligt, det er jo ikke naturligt.

Alligevel – er der en forbindelse:

– Jeg går som min mor, har meget samme humor, jeg tror, jeg har arvet det – og min kunstneriske side. Min far er entreprenør og meget følsom.

– Jeg har ligesom arvet de egenskaber. Det kunstneriske. Og høj-følsomheden. Og min fars entreprenørskab, altså hans drive. Men … med min mor tror jeg, at … nej, jeg ved, at det er en livssorg, når en forælder slipper sit barn. Det er klart, at det er en sorg for mig…

– Jeg kan tilgive det, men jeg kan på en eller anden måde aldrig acceptere det. Jeg kan ikke acceptere det, for jeg ville aldrig nogensinde gøre sådan selv. Men jeg er ikke vred på hende, ikke bitter. Jeg synes, det er sørgeligt.

Har du aldrig spurgt hende hvorfor?

– Jo, men hun har aldrig svaret ærligt på det, hun har ikke villet høre det spørgsmål. Og nu er hun død, hun døde for to år siden. Men jeg tror også, at min styrke har noget med min mor at gøre.

– Jeg tænker af og til, at hvis man har det for let, når man vokser op, kan man have svært ved modgang senere i livet, men har man lidt udfordringer i sin opvækst, er man bedre rustet til livskriser.

– Mennesker, der er født under lykkelige stjerner og har haft perfekte liv og først sent oplever noget svært eller en sorg … altså, de har måske sværere ved at forstå det. Min sorg – den har jeg måttet lære mig selv at leve med i så mange år.

Der er også noget andet. Selve det at vokse op på den måde i 1970’erne, hvor det var ret usædvanligt, at børn boede alene sammen med deres far:

– Vi var to piger, og hvor var moren? Jeg oplever, at det på en eller anden måde har gjort, at jeg har fået mere fighting spirit, jeg skal bevise mere i det, jeg gør, og det, jeg kan.

– Og så er jeg vel ikke drenget, men meget præget af min fars udgangspunkt. Jeg er kvinde og kvindelig, men jeg er også maskulin, for jeg ser meget fra et mandligt perspektiv.

– Og når jeg tænker, så tænker jeg som min far, for jeg har ikke noget kvindeligt mor-forbillede at relatere til. Men jeg tror også, det kan være en fordel.

Pinagtig

Bill og Marie. Det er 25 år siden. Marie drev en cowboybar sammen med sin far in the middle of nowhere.

– Min far havde 50-års krise, så han købte en bondegård og åbnede baren Salon Easy. Den drev jeg i næsten tre år med personale og restaurant og livebands.

Derfor tog hun jævnligt rundt og satte spillelister op. Og kom ind i den pladeforretning, hvor Bill arbejdede.

– Dér stod han og var lidt tyk og så lidt sur ud, han var altid træt, for han var discjockey om natten og arbejdede om dagen. Men han var altid lidt glad, når jeg kom: “Åh, her kommer Helsingborgs smukkeste pige”. Jeg syntes, han var så pinagtig, når han sagde sådan og kiggede på mig, så jeg holdt faktisk op med at komme der.

Da de mødtes tilfældigt til en Bo Kaspers Orkester-koncert, og han sagde: “Hvor har du været? Hvorfor kommer du ikke og sætter spilleplaner op længere?” endte det med, at de dansede i tre timer.

– Han er utroligt god til at danse! Og så fik han mit nummer. Jeg var 24, og det var det!

Undervejs har de haft deres kriser, siger hun ærligt. De har også været gået fra hinanden.

– For 11 år siden var vi lige flyttet ind i det hus i Höganäs, som vi nu har solgt, vi havde arbejdet utrolig meget begge to og skulle lave et tv-program om det nye hus.

– Men jeg var meget træt, havde influenza og så fik jeg lungebetændelse. Jeg var ikke selv klar over, at jeg faktisk var rigtig syg. Jeg havde bare følelsen: “Jeg vil ikke være sammen med dig længere”.

Den krise udviklede sig både til et brud og en katastrofe i 2013.

– To uger efter vi var gået fra hinanden, fik jeg at vide, at jeg havde cancer i det ene bryst. 2013 og 2014 var mine værste år. Jeg fik en lang efterbehandling. Og Bill tog sig ikke rigtigt af, at jeg var syg.

– Han arbejdede et stykke væk, så jeg havde børnene, men jeg arbejdede også, og en del i Oslo, så jeg rejste frem og tilbage, og når jeg var væk, havde han børnene, det var virkelig træls. Jeg boede stadig i huset, og min eneste tanke var: Jeg skal ikke sælge, jeg skal klare huset. Og jeg var utrolig træt, men jeg klarede det.

Og så endte det faktisk med, at de fandt tilbage til hinanden.

– Jeg følte, at this is not the end. Jeg følte det så stærkt: Det er ikke sådan, det skal slutte, og det skal ikke slutte nu, jeg tror, det er meningen, at jeg skal være sammen med Bill. Så det blev os igen, men det tog lang tid at bearbejde, at vi var gået fra hinanden.

– Vi havde også været fra hinanden i halvandet år, det er ret længe. Men vi gjorde det, det blev os igen, og så fik vi Solvejg.

– Jeg havde jo været på utrolig stærk medicin, og lægerne sagde. “Du kan ikke blive gravid”. Men det blev jeg, og det var sådan: “Oj”.

Blev du bange?

– Ja, for jeg tænkte: Er der noget galt, kan hun have taget skade? Jeg havde fået cellegifte og noget andet medicin. Men lægerne sagde, at det var ude af kroppen og bla bla bla. Og jeg kunne bare heller ikke få en abort. Altså … jeg var 42 år!

– Så jeg sagde ikke til nogen, at jeg var i gravid, før jeg var i uge 30, hvor jeg ikke kunne skjule det længere. Det var vinter, så jeg gik rundt i store gevandter og kunne ligesom gemme det.

– Men Solvejg kom, og hun var fin, utroligt sød, og hun blev ligesom et plaster i familien. Et kærlighedsbarn. Alle i familien var enormt glade.

Hvad har livet lært dig om kærlighed?

– Oh – at det er det vigtigste. Altså kærlighed er så vigtigt. Jeg er sådan skabt, at hvis jeg elsker, så kan jeg ikke holde op med det igen.

– Altså hvis jeg vælger at begynde at elske nogen, så kan jeg aldrig holde op med at elske det menneske igen, så slipper jeg ikke taget, jeg er ligesom en igle.

– Jeg elsker også næsten alle mine eks’er. Haha. På en fin måde. Ligesom jeg elsker mine venner. Det er utrolig fint at føle, at man elsker sine venner.

– Jeg elsker også Solvejgs lærer. Jeg tror egentlig ikke, det er typisk skandinavisk, jeg er meget mere italiensk. Jeg bliver ligesom attached, jeg elsker meget.

Hun sidder med ryggen til solen, der skinner ind ad de gamle vinduer. Migræne. Pms der sætter sig i hovedet, siger hun. Men hun sidder der. Kalder sig selv en blanding af hippie og liberal. Et frisindet menneske med en ekstrem arbejdsmoral.

Du har en utrolig energi?

– Ja, jeg har meget energi. Altså jeg kan sagtens ligge og se en film, men … Bill og jeg sidder f.eks. ikke sådan og bare taler, det kan jeg ikke, jeg vil lave noget samtidig: “Bill, nu laver vi det her, og så taler vi samtidig”. Og bare at sidde sådan og kigge ud i luften … pyh.

– Jeg kan ikke sidde stille. Jeg tænker ikke over hvorfor, det er bare sådan, jeg er. Altså … alt det med diagnoser, jeg tror ikke helt på det, jeg tror, det er et quickfix. Hvorfor skal vi absolut putte mennesker i kasser? Det kan jeg overhovedet ikke lide.

Det er ret tydeligt, at nogen har forsøgt at putte Marie i en diagnosekasse. Hun stritter imod.

– Vi er alle sammen forskellige, men det er efterhånden, som om vi ikke må være det længere. Folk skal i kasser og have labels på, og det er virkelig ærgerligt.

Offentlig

Huset i Höganäs er solgt, familien rykker overraskende nok ind i et helt almindeligt villakvarter uden for Helsingborg. Marie er godt selv klar over, at det bliver en udfordring af de helt store.

Kvinden, der elsker stuk, højt til loftet, afskallet puds og gulvbrædder, der taler et knirkende sprog om de mennesker, der har gået på dem, skal bo i et etplanshus fra 1963. Dét er det næste ombygnings- og indretningsprojekt.

– Huset er tegnet af en dansk arkitekt og overhovedet ikke min stil. Hvordan skal jeg dog klare det? Det skal jeg klare. Og der er kun 2,40 meter til loftet.

Præcis hvor det nye hus ligger, vil hun gerne holde for sig selv. Som person er hun utrolig udadvendt og åben, men hun kan også mærke, at interessen for hende og hendes liv mærkbart er øget på de 10 år, hun har lavet tv.

– Der er jo også en slags bagside ved at være blevet offentlig. Derfor tænkte vi, at det kunne være skønt at have et mere almindeligt svensk hus. Det er ikke min stil, men … det bliver virkelig rart, at Solvejg kan gå de 300 meter i skole selv.

– Vi har kørt børn i skole i 15 år! Jeg er ked af, at vi skal flytte fra Höganäs, jeg kan mærke det i hjertet, det føles svært, men det handler simpelthen om, hvad der er bedst for familien lige nu.

Ville du gøre projektet på Sicilien om igen?

– Ja, dét tror jeg. Vi har været ude at kigge på en utroligt fin olivengård med et fint hus. En bondegård. Det skal ikke være nu, måske om fem år, men det er jeg lidt lun på. I min drømmeverden har vi større børn og laver olivenolie og har stadig et sted i Sverige. Hvis jeg havde været enormt rig, havde jeg allerede købt den olivengård på Sicilien!

For nej – modsat hvad man muligvis kunne forestille sig, er hun ikke blevet rig.

– Jeg har aldrig haft penge. Og Sicilien … altså, vi brugte så mange penge på at renovere og fik kæmpe regninger hver måned. Da vi lavede gårdhaven, var det skidetræls, for det kostede tre gange så meget, som vi havde regnet med.

– Bill og jeg har egentlig aldrig haft penge, det har altid været sådan: Har vi mon råd til det? Vi geninvesterer altid. Så måske bliver jeg rig engang, men jeg ved det ikke.

– Lige nu synes jeg, det er så himmelsk herligt, at jeg kan betale mine regninger. Men jeg har det også sådan, at jeg aldrig kan være ansat et sted. Så sidder jeg fast, og jeg skal være fri.

– Jeg er hellere fri og fattig end rig og bundet. Jeg føler også altid, at alting løser sig, og jeg har altid et eller andet, jeg kan sælge. Jeg har altid trollat med knäna – tryllet med knæene. Det betyder, at man ud af ingenting skaber noget stort. Magic.

Artiklen blev udgivet i femina uge 28, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: