Det eneste hun ville var at forsørge sig selv og sine drenge. Nu er hun gået på pension som 54-årig

Det var slet ikke med vilje. Det var egentlig ikke meningen, at det skulle gå så godt, som det er gået og går for erhvervskvinde og investor Birgit Aaby.

Det eneste, hun som enlig, ufaglært mor til tre fra Mors ville, var at forsørge sig selv, sine drenge og være “en helt normal familie”.

Nu er hun 54 år og har nået så langt i sit arbejdsliv, at hun kan pensionere sig selv og passe sine bestyrelsesposter og holde øje med de virksomheder, hun har investeret i.

– Hvis nogen havde fortalt mig, at jeg som 54-årig ville sidde her i min lejlighed midt i København med al den frihed, jeg har i dag, ville jeg ikke have troet på det.

– Det er et halvt år siden, jeg gik på ”pension”, og det føles stadig lidt som om, jeg pjækker.

– Jeg har stadigvæk masser af møder i min virksomhed og med de iværksættere, jeg har investeret i, plus bestyrelsesarbejde, men det er ikke sådan rigtigt arbejde, vel? Det skal jeg vænne mig til, at det er.

– Jeg har knoklet i så mange år, at ideen om, at man kan sidde og snakke faktisk er arbejde, stadig er til debat i mit hoved.

– Jeg har altid levet efter, at man skal yde, før man har fortjent at nyde. Så selv om jeg faktisk bare kan give slip og nyde livet, så er det godt nok svært.

Samtidig er den nye hverdag til stor glæde for Birgit Aaby og for hendes tre voksne sønner og de to børnebørn.

– De betyder alt. Det har de altid gjort, men nu fylder de også mere af min tid end nogensinde før, fordi jeg endelig har tiden. Det er en bevidst prioritering.

– Da de var små, havde jeg virkeligt travlt, og nu er det dem, der knokler. De kommer og hygger, når de vil, og det er vi vildt gode til – uden at det bliver en pligt.

– Jeg hiver ikke i dem og kan godt undvære dem. For eksempel var jeg alene juleaften, og det var virkelig så okay. Jeg har to gode eksmænd, drengenes fædre, og så er der jo svigerfamilier og alt muligt.

– Min generation skal droppe de store egoer, stramme op, smide martyrrollen og lære at hygge for sig selv og sætte deres unger fri til selv at leve deres liv, uden skyld og skam. Det har jeg selv gjort mig umage med at lære.

– Jeg har omprioriteret min tid for min skyld. Ikke for deres. De har så rigeligt lært at klare sig uden mig. Så jeg er lykkelig for al den tid, vi bruger sammen som familie nu, og det tror jeg også, at de er.

Jeg har aldrig bagt en bolle

At se sine børn som voksne med eget liv ændrer ikke på den følelse af skyld, som sniger sig ind, når Birgit Aaby tænker tilbage på starten af sin karriere.

– Jeg havde for travlt, da de var små. Var jeg en god mor? Nej! Det er klart min erindring. Jeg arbejdede.

– Når de andre mødre bagte boller, hentede jeg en pizza på vejen og tog tilbage på arbejde. Men efter jeg har talt med drengene om det og om dengang, så kan jeg simpelthen se, at svigt er min egen følelse, for de siger, at jeg var der. Og det var jeg sgu egentlig også.

– Jeg havde 10 gode år med hver af drengenes fædre. Men da mit arbejde tog fart og fyldte, var jeg enlig mor i sådan en 9/5 ordning.

– De ni dage, de var hos mig, passede jeg dem selv, kørte dem i skole hver dag, fordi vi boede på landet. Lavede mad og lektier, smurte madpakker og sad to år i skolebestyrelse for hver af dem og stod på sidelinjen til fodboldkampene.

– Samtidig voksede min rengøringsvirksomhed time for time. Jeg var så hamrende træt. Det var ikke synd for mig.

– Jeg gjorde præcis, hvad jeg ville, og det, jeg ville, var så åbenbart at knokle i døgndrift.

– Jeg har aldrig ligget under for den der “svære balance mellem arbejde og familie”. Jeg valgte jo tydeligvis arbejdet fremfor alt andet og har så bare været så heldig at få så gode drenge, at de hang med hele vejen.

Fra Mågevej til Løvens Hule

Som barn i en travl kernefamilie med udearbejdende mor og selvstændig far i 70’erne, lærte Birgit Aaby og hendes lillebror hurtigt at klare sig selv på Mors, hvor familien havde butik på havnen.

– Fra jeg var fjorten år gammel, passede jeg hus og bror, mens de voksne passede butikken.

– Jeg var rødhåret og ikke for køn, hvis jeg og mobberne på skolen skulle sige det. Jeg syntes, at alle andre var så smukke.

– Men jeg kunne skabe gang i den og charme mig med ord til det meste, og det blev så min valuta og styrke. Jeg hadede at gå i skole.

– Jeg hader stadig lektier og fiktive opgaver, som man skal lave til ingen verdens nytte. Det interesserer mig overhovedet ikke. Jeg var fremme i bussen og pjækkede helt vildt. Og så var og er jeg grundlæggende virkelig doven.

– Samtidig lykkedes det mig at blive elevrådsformand og snakke skoleinspektøren sønder og sammen og skabe fordele gennem al min snak.

– Jeg er så anti-akademisk, som man nærmest kan være. Jeg har stor respekt for folk med lange uddannelser. Især, hvis de bruger dem til reelt at knokle for føden og skabe noget i virkeligheden.

– Jeg er ikke en tænker. Jeg er en arbejder, der tænker sig om. Det er jeg jo stolt af.

Uden ambitionen om yderligere studier og med stor appetit på voksenlivet, gik Birgit i gang med at gøre rent.

Helt bogstaveligt købte hun en støvsuger og gik i gang. Drømmen var enkel.

Birgit ville skabe et helt almindeligt liv. For hende betød det, at ungdomsliv blev aflyst af voksent ansvar som 21-årig nygift mor, med drøm om hus, hund, have og carport helst i en fart.

Det krævede indkomst, og den kunne man skure sig til, en time ad gangen.

– Jeg havde så travlt med at blive voksen, at jeg med stor glæde arvede min meget voksne mosters tøj. Det gav mig sådan en tryg følelse at gå rundt og se så pæn og normal og voksen ud. At være nogens mor, passe hus og arbejde hårdt.

– Jeg var ikke på ferie, før jeg var i 30’erne. Jeg spildte ikke tiden på at mærke efter noget som helst. Jeg arbejdede bare.

– Jeg tænkte, at den perfekte størrelse på min rengøringsforretning var præcis så stor, at jeg ikke selv skulle gøre så meget rent længere. Jeg har aldrig tænkt på mig selv som iværksætter.

– Jeg har tænkt på mig selv, som én, der gjorde rent, og som fik mulighed for at hyre folk ind, fordi der var for mange kunder til, at jeg kunne nå det selv.

Fra én til 10 millioner

Birgit Aabys historie kan googles (64.000 hits på 60 sekunder).

Filosofien om at gøre rent og gøre det ordentligt betaler sig åbenbart. ​Combi Service A/S, som hun stiftede i slutningen af 1990’erne, har i dag 200 ansatte i alle aldre.

Og ved siden af er Birgit medlem af en lang række bestyrelser og investor. Mange danskere kender hende fra Løvens Hule på DR1, hvor hun oprindeligt var én af de fem dommere.

– Jeg elsker at få mennesker og virksomheder til at gro og blomstre. Hvad jeg ikke har af diplomer fra business-skoler og uddannelser, har jeg forhåbentlig i praktisk erfaring og personlighed.

– Jeg vil gerne repræsentere jordforbindelsen og den sunde fornuft i alle de relationer, jeg indgår i. Men jeg kan altså virkelig godt lide mennesker, som knokler og bliver ved.

– Det er derfor, at jeg bliver ved med at investere i andre menneskers drømme, siger Birgit Aaby og tilføjer, at tallene bliver abstrakte, når man først kommer over de første millioner.

– De første millioner tjener man kun, hvis man arbejder for det og fortjener det. Derfor er det især rejsen fra én til 10 millioner, der er intens og fantastisk. De nuller, der kommer derefter, gør hverken fra eller til for mig.

Hende der fra fjernsynet

Efter at have levet anonymt hele livet fik Birgit Aaby pludselig billetten til allerførste række i den kulørte presse.

Som løvinde i Løvens Hule, DR1’s iværksættersucces, skilte hun sig ud ved at investere med hjertet.

– Løvens Hule var et vigtigt vendepunkt for mig, fordi det viste sig, at jeg var i stand til at bidrage til andres vækst end min egen. Men jeg fandt ud af, at jeg blev lidt for opmærksomhedskrævende på grund af TV, og det klædte mig dårligt.

– Jeg begyndte at få meninger om hvad som helst. Blev ringet ned og spurgt, om jeg vil være med i dit og dat. Det bliver man lidt benovet over, når man stadig går og føler sig som hende den rødhårede pjækkerøv fra Mors.

– Men det er ikke mig, og jeg bliver en træls type af det. Det gør de fleste faktisk. Har man så travlt med at blive set, er det nok, fordi man er blevet overset og føler sig berettiget til at fylde og larme mere end alle andre.

– Det er godt nok anstrengende at være sådan. Det gider jeg simpelthen ikke.

– På et tidspunkt troede jeg, at jeg kunne købe mig smart og cool og var nok lidt for gavmild overfor folk, som jeg knap kendte.

– Jeg har brugt flere penge og mere tid på at få andre til at elske mig, end jeg har brugt på at kunne acceptere mig selv, som jeg er. Det er fandeme en dårlig investering, og det går jo ikke i længden.

– Jeg vil være kendt for at være et godt og omsorgsfuldt menneske, der opfører sig og behandler andre mennesker ordentligt. Jeg vil stadig bare gerne være normal, og det er man ikke, hvis man er i medierne og med i alt alle vegne. Så nu takker jeg pænt nej til stort set alt.

Hvad bliver det næste?

For at stoppe op, mærke efter, finde fokus og komme videre, besluttede Birgit Aaby sig for et halvt år siden for at gå på pension, som hun kalder det.

Kalenderen er stadig pakket, men hun har tilladt sig en mental kattelem, så hun selv kan tilrettelægge sin tid.

– Jeg synes godt nok, at det er svært. Hvis jeg ikke skal arbejde, hvad skal jeg så? Jeg ikke har haft rigtigt lyst til andet end at nusse rundt og hygge og se TV og kramme min familie. Så det har jeg gjort i et halvt år nu. Men nu skal jeg skal finde noget.

– Man må ikke være doven, for man bliver simpelthen så dum af det, siger Birgit Aaby.

– Pjækkefølelsen lurer lige bag al det komfortable. Det bedste, der kunne ske nu ville være at finde et meningsfyldt projekt, som jeg kunne engagere mig i og hjælpe på vej.

– Jeg er bedst i modvind, og når det stormer. Mit problem er, at jeg lige nu har for få problemer. Det er godt nok forkælet, og det går jo altså ikke.

Ungdom på efterkrav

Birgit Aabys længsel efter at blive hurtigt selvstændig gjorde, at hun gik direkte fra barndom og ind i et tilrettelagt voksenliv med børn og egen virksomhed i en ekstrem ung alder.

Derfor minder ønskesedlen i dag om en stor teenagers drømme om eventyr og oplevelser.

– Jeg er godt nok lidt sent ude. Men altså: Jeg har aldrig rejst, været på festival, på højskole eller på eventyr ud over det sædvanlige.

– Jeg har ikke oplevet noget som helst ud over arbejde og familie, før for ganske få år siden. Så tror da pokker, at jeg har rullet mig lidt i det gode liv og gerne vil blive endnu bedre til at rejse og opleve.

– Jeg er måske gået glip af en masse i min ungdom. Med det har været det hele værd!

Midt i livet er Birgit Aaby nu klar til at opleve, tage på eventyr, lære nyt og engagere sig i andet end arbejde.

Familien står øverst på listen over bedste legekammerater.

Der er så at sige støvsuget i alle hjørner, så det endelig er muligt at realisere drømmen om det almindelige liv, som stadig er intakt på trods af millioner, investeringer og børsnoteringer.