"Det fylder mig med taknemmelighed, at jeg kan slippe mine døtre løs i de københavnske gader uden at være nervøs"

Lejligheden her i hjertet af brostensbelagte Christianshavn er på størrelse med et stort hotelværelse.

Små krinkelkroge, kunst på væggene, et keyboard i et hjørne af stuen og sirlig orden overalt.

Marina Botes hælder te, lavet på sydafrikanske figenblade, op til os.

– Vil du smage en sydafrikansk figen? De hedder adamsfigner, og når man skræller dem, er de pink indeni, siger Marina og peger på et fad på bordet med lokkende figner i en svag, lyserød farve.

– Mine forældre bor på en gård, der ligger i et stenørken-område lidt uden for Cape Town, og min barndomsveninde på nabogården har en stor figenproduktion kørende.

– Når familie eller venner kommer på besøg fra Sydafrika, “smugler” de altid nogle figner med i tasken. Fignerne har en lidt parfumeret smag, men jeg elsker dem – for de smager af min barndom.

Her i den lille lejlighed på Christianshavn har Marina Botes skabt et hjem, der emmer af kunst, musik – og af hendes hjemland, Sydafrika.

Marina har i lidt over otte år dannet par med Sort-Sol forsanger Steen Jørgensen, der også bor her. Lige nu står Steen i et læskur nede i gården og taler i telefon.

– Ja, det kræver lidt planlægning og noget disciplin at leve sammen på så lidt plads, men det fungerer godt for os. Steen og jeg lader op her i “hulen”, og vi er rigtig gode partnere, fordi vi begge to har en stor passion for kunst og musik – og samtidig et behov for stilhed.

– Vi hjælper hinanden med at finde ind til stilheden, og her i lejligheden har vi et rum sammen, hvor vi dyrker kunsten, musikken, litteraturen. Alene – eller alene sammen, fortæller Marina.

Steen Jørgensen og Marina Botes er vokset op med 19 års – og 10.000 kilometers – afstand.

Han er en levende dansk punkrock-legende. Hun er født og opvokset som hvid præstedatter i Cape Town og har en baggrund som klassisk pianist og billedkunstner.

Indtil nu har rampelyset været forbeholdt Steen Jørgensen – men nu er Marina også klar til at træde op på den kulturelle scene.

– Kunsten har været noget, jeg har dyrket i det private rum, siger Marina og kaster et blik rundt i den lille lejlighed.

– Så jeg er et ubeskrevet blad, men jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg higer efter at komme UD med min kunst og med min historie.

– Jeg oplever, at kunsten, musikken, litteraturen kan skabe nogle rum, hvor man kan forstå og udtrykke det, som ikke kan forklares med ord.

– Så det er dér, jeg går hen, når de store følelser rammer: Desperationen, vreden, kærligheden, sorgen. Jeg tror også, at man på en eller anden måde bærer sin sorg med sig ind i kunsten, siger Marina med alvor i stemmen.

Marina er født og opvokset i Sydafrika lidt uden for Cape Town, hvor hendes far var præst i den berømte Groote Kerk.

Et samlingspunkt for den store afrikaaner-menighed, som Marina og hendes familie også var en del af.

– Groote Kerk er “moderkirken” i Cape Town – ligesom Vor Frue Kirke er det i København.

– Min mor var præstekone og organist, og jeg spillede klassisk klaver, sang i kirkekoret og gik i søndagsskole. Afrikaanersamfundet har traditionelt været et meget troende samfund, og troen fyldte også meget i min familie.

– Vi var en del af en kæmpestor menighed, så vi havde en stor omgangskreds, men begrænset til vores egen hudfarve, fortæller Marina.

Hvordan oplevede du det?

– Min opvækst i Sydafrika var præget af apartheid. Vi levede adskilt – sorte, hvide og coloured. Det siger sig selv, at jeg er vokset op på den privilegerede side af farvegrænsen, og i mine identitetsdokumenter stod også, at jeg er “hvid”.

– På en eller anden måde var adskillelsen et princip, som jeg bare accepterede, da jeg var barn. Men tingene begyndte at ændre sig i begyndelsen af 1990’erne – samtidig med, at jeg blev teenager og begyndte at stille en masse kritiske spørgsmål: Hvem er jeg, og hvorfor har jeg en masse privilegier, når min veninde, der er klassificeret som coloured, ikke har samme privilegier?

Et utrygt Sydafrika

Marina er aktuel med sin første collageroman, “Der vil ikke blive talt om denne nat”, hvor hun genbesøger sin tidlige ungdom i 1990’ernes Sydafrika.

Bogen ligger her på bordet foran os, og Marina tager den op og bladrer i den. Korte sætninger, nærmest små digte, fylder siderne sammen med de billedcollager,

Marina har skabt af gamle avisudklip og billeder fra magasiner. Stemningen er dyster, billederne mørke.

– Når jeg kigger tilbage, var det en vildt spændende tid i Sydafrika, men det var også en tid, der var forbundet med stor utryghed. Det, der fyldte rigtig meget, var vold, frygt – og frygten for vold. Den grundstemning har jeg haft brug for at komme ud med, siger Marina.

Hvad giver det dig at bruge billeder, når du skal genkalde nogle stemninger fra din ungdom?

– For mig er det at arbejde med billeder noget, der minder rigtig meget om at spille på et instrument. Gennem billeder kan jeg formidle nogle stemninger, tanker og følelser, som kan være svære at sætte ord på.

– Noget som ligger et dybere sted end dér, hvor ordene når til, fortæller Marina. Hun fortæller videre om collageromanen:

– Fortællingen udspiller sig i løbet af en nat, hvor hovedpersonen og hendes lillebror løber hjemmefra – væk fra en omklamrende virkelighed fyldt med vold, skyld, skam og pålagte værdier.

– De søger efter et sted, der er mere frit – et sted, hvor de kan trække vejret og være selvstændige individer, siger Marina.

– Det er fiktion, men jeg plukker fra mit eget liv og fra den generelle tilstand, som var i Sydafrika i starten af 1990’erne – en form for kollektiv PTSD. Den vold, som alle sydafrikanere har oplevet ved at få et politisk system presset ned over sig, er en vold, der findes helt inde i ens hjerte.

– Der ligger en sorg, noget smerte – noget der gør ondt. Det er noget, vi sydafrikanere har tilfælles – på tværs af farvegrænser. En fælles oplevelse af at være vokset op i et samfund, der var rough.

Marina valgte som 19-årig at forlade Sydafrika for at flytte til Danmark.

– Jeg rejste til Danmark på grund af kærligheden. Jeg mødte en dansk fyr – Simon – i Cape Town. Simon var på en dannelsesrejse gennem Afrika, hvor han rejste rundt i et år, og vi arbejdede sammen på en ret legendarisk jazzklub, som lå lige i midten af Cape Town.

– Det var i starten af 1990’erne, hvor hele Sydafrika stod midt i en brydningstid: Mandela blev løsladt i 1990, og i 1994 havde vi vores første frie valg.

– Bybilledet ændrede sig, og så åbnede denne her jazzklub, hvor sorte, hvide og coloured for første gang kunne gå ud og høre jazz sammen, fortæller Marina.

Da Simon efter nogle måneder rejste hjem til Danmark for at læse på universitetet, fulgte Marina efter ham.

– Jeg droppede ud af musikkonservatoriet i Cape Town for at rejse til Danmark og besøge Simon.

– Jeg kunne virkelig godt lide at være her, og Simon og jeg ville gerne være sammen, så jeg endte med at blive her, siger Marina med et lille smil.

Det må have været svært for dig at forlade Sydafrika på et så spændende tidspunkt i landets historie?

– Både ja og nej, for jeg havde i lang tid haft lyst til at flytte til et andet land. Jeg havde rigtig svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle være kvinde – og menneske – i et så restriktivt og konservativt samfund som det, jeg kom fra.

– Jeg havde brug for at finde min egen måde at forstå verden på, og der var noget i det danske samfund, der vakte genklang hos mig.

– Omgangstonen, humoren, maden – jeg følte mig hurtigt godt tilpas her, siger Marina og tilføjer:

– Mange tænker nok ikke over, at afrikaans-kultur minder meget om nordeuropæisk kultur. Så selv om jeg er vokset op i Sydafrika, er jeg også vokset op med frikadeller og stuvet hvidkål.

Utrygheden flyttede med

Selv om det at flytte til Danmark gav plads til et nyt ståsted i livet for Marina, tog det også lidt tid for hende at lægge følelsen af vold og utryghed bag sig.

– Det er en grundfølelse, der har påvirket mig i mange år, men når det er sagt, er jeg utrolig taknemmelig for den fysiske tryghed, jeg har vundet ved at slå mig ned her i Danmark, siger Marina.

Forholdet til Simon holdt i syv år og bragte datteren Amina, der i dag er 21 år, med sig. Desuden har Marina datteren Sima på 12 år fra et senere forhold.

– Jeg har søgt den frihed, der er i Danmark – også når det handler om opdragelse af mine piger. Men frihed og tryghed er ikke noget, jeg tager for givet, og det kan stadig fylde mig med stor taknemmelighed, at jeg kan slippe mine døtre løs i de københavnske gader uden at skulle være nervøs for, om de kommer hjem igen.

Marinas døtre er i dag blevet så store, at hun har fået mere tid til at udfolde sin kunstneriske side.

– Jeg har i mange år haft et broget arbejdsliv og har dyrket min kunst lidt hist og pist.

– Ofte har jeg siddet her i lejligheden klokket ét om natten for at skrive en tekst eller komponere et stykke musik. Kunsten har ligget og ulmet i mig, men jeg har prioriteret det at være mor rigtig højt, for det er sådan nogle vigtige år, når børnene har brug for én, smiler Marina.

Du har boet i Danmark i over 25 år. Hvorfor har du haft brug for at vende tilbage til den stemning af vold og utryghed, som du oplevede i Sydafrika, i din kunst?

– Fordi den er en del af min livsbane – og også en del af forklaringen på, hvorfor jeg valgte at slå mig ned her i Danmark.

– Jeg har et rigtig godt liv, men jeg har også en sorg med mig – og sådan er det for mange mænd og kvinder, der kommer hertil som indvandrere.

– Jeg håber, at min collageroman kan være med til at sætte en universel samtale i gang, hvor vi begynder at tænke lidt mere over, hvilken bagage man har med sig, når man kommer til Danmark som indvandrer.

– Vi går forbi kvinder med tørklæde på gaden, vi møder indvandrere på vores arbejdsplads – men vi tænker ikke nok over de afsavn og traumer, man som indvandrer og flygtning ofte har med i bagagen.

Marina fortæller, at den vold og det menneskesyn, apartheid byggede på, forplantede sig til alle grene af det sydafrikanske samfund.

– Da jeg var barn i Sydafrika, var det stadig tilladt at slå børn i skolen. Volden var alle steder – i sproget, i det politiske liv, ja, helt inde i kernefamilierne.

– Det er vigtigt for mig at tage det emne op, fordi volden findes helt inde i grundcellerne på mig, og der er også en samhørighed begravet i det. En fælles fortælling på tværs af farvegrænser.

– Det har jeg længe villet skrive om, men nogle ting skal man have på afstand for at forstå dem i kroppen, i sindet. Så jeg har nok først været moden til at skrive om det nu, siger Marina eftertænksomt.

Fandt volden også vej ind i din egen familie?

– Nej, ikke den fysiske vold, men der har været masser af tumult i min familie. Jeg har en vidunderlig og meget speciel familie, hvor vi er rigtig gode til at tage de dybe samtaler – men det har også været enormt restriktivt.

– Når man vokser op som præstedatter, skal man hele tiden tænke over at være et godt eksempel – i skolegården, blandt vennerne, alle steder. Og når man rammer teenageårene og går i oprør, er det ikke let at være i en konservativ præstefamilie, så vi har haft mange sammenstød.

– Men i dag har mine forældre og jeg det superdejligt sammen, og måske har den kristne opdragelse været med til at skabe en interesse hos mig for den åndelighed, der også findes i kunsten. For mig er det i hvert fald sådan, at kunsten og musikken bærer mine tanker.

Musikalsk drømme-univers

Ud over at være aktuel med sin bog træder Marina også ind på den kulturelle scene med et nyt musikalsk samarbejde sammen med sin mand, Steen Jørgensen.

Parret udgiver i februar albummet “Jørgensen/Botes” og tager på turné rundt i Danmark.

– Jeg glæder mig til at komme ud og møde publikum. Det har Steen prøvet et par gange flere end mig, men jeg er klar, siger Marina med et stort smil.

Og tilføjer:

– Det er klart, at medierne er meget interesserede i Steen. Men vi er meget ligeværdige, så jeg føler, der er masser af plads til mig også.

Marina og Steen har været gift siden 2018, og det lå slet ikke i kortene, at de to også skulle arbejde sammen, fortæller Marina. Men deres vidt forskellige baggrunde smeltede sammen til en fælles lyd ved keyboardet her i et hjørne af den lille stue.

– Det vidunderlige er, at vores samarbejde bare opstod – ud af en nødvendighed, som vi ikke vidste var der. Vi fandt et sted, i det her rum, hvor vi går og læser bøger, lytter til musik og taler om kunst. Et sted, hvor vi kunne mødes i et musikalsk rum, der er afstemt i forhold til hinanden.

Umiddelbart virker de to ellers som diametrale modsætninger: Marina er uddannet klassisk pianist på Det Danske Musikkonservatorium og satte sig ved klaveret for første gang som seksårig.

– Ja, og Steen har haft en lang karriere med punk og rock, og han har et band, som har mange fans. Steen er meget anarkistisk og har en intuitiv tilgang til musikken – hvor jeg er meget mere teoretisk.

– Men på en eller anden måde har vi fået skabt et fælles sprog med vores musik, hvor vi hele tiden lærer noget af hinanden, siger Marina.

– For mig har vores musikalske samarbejde handlet meget om at “aflære” noget af det skolede og restriktive, som jeg har med mig, mens Steen også lærer noget af den struktur, jeg kommer med.

På albummet “Jørgensen/Botes” blander parret forskellige musikalske genrer: Klassisk musik, elektronisk musik, rock og danske tekster.

Tempoet er sat ned, og musikken er drømmende, sansende – en port ind til en tilstand, hvor tidsfornemmelsen forsvinder.

– Vi vil gerne formidle en særlig stemning i vores musik og i vores og tekster. Vores album er et stille opgør med, at alting skal gå så stærkt hele tiden.

– Vi vil gerne skabe et rum, hvor der er plads til at gå i stå og forsvinde lidt ind i sine egne tanker, sin egen tilstand, fortæller Marina.

Hun fortæller, at et af parrets nye numre, “Dråberne”, er 15 minutter langt.

– Hvis lytteren begynder at kede sig undervejs, tror jeg på en måde, at jeg vil være tilfreds. For mig er det nødvendigt at kede mig engang imellem, for det er i kedsomhed og stilstand, at nye tanker opstår.

– Hvis alting var spændende hele tiden, tror jeg aldrig, at jeg ville få skrevet en tekst eller spillet en melodi på klaveret. Så på den måde hænger kedsomhed og kunst tæt sammen for mig, siger Marina.

Skinner din sydafrikanske baggrund også igennem på pladen?

– Ja, bl.a. i nummeret “Mænd og kvinder”, der beskæftiger sig med de spor, vi sætter i verden. Her træder de afrikanske påvirkninger tydeligst frem med fornemmelser for bjerge og åbne vidder.

– Nummeret tager mig tilbage til min families gård, i stenørkenen uden for Cape Town. Når jeg er der, kan jeg tale med mit ekko og komme helt ned i cellerne på mig selv, siger Marina.

– Men det har været vigtigt for os at lave både musik og lyrik, som man kan fylde sine egne følelser, tanker og minder ind i.

– Vi har alle sammen livsfortællinger, som vi fortæller på nye måder over for hinanden, og vi håber med vores album at tage lytteren nye steder hen – hvor man måske kan se sin egen livsfortælling i et nyt lys.