Først blev Betina provokeret og fornærmet. I trods tog hun til lægen. Svaret var chokerende klokkeklart

Det moderne træhus i fynske Munkebo, hvor Betina Kate Mozart-Mørk, 50 år, bor med sin mand og den sidste hjemmeboende af de tre børn, ser udadtil ganske almindeligt ud. Men indenfor kan det til tider ligne kaos.

Mest markant er, at Betina har et værelse, der udelukkende fungerer som et kæmpe skab til opmagasinering. Her samler hun alt det, hun ikke nænner at smide væk, eller som hun måske kan få brug for engang i fremtiden.

Det kan være stof, hun kan tænkes at sy noget af på et senere tidspunkt og derfor synes, det er synd at kassere. Men det, hun gemmer i værelset, kan også være forskellige genstande, hun ikke kan beslutte sig for, hvor skal stå et sted i huset.

Betina har nemlig svært ved at skabe og holde orden, og hun kommer let til at fortabe sig i detaljer, så hun ikke når videre til den overordnede sammenhæng.

Hvor de fleste gør kort proces og anbringer tøj og ting på logiske pladser i skabe og skuffer og skiller sig af med det overflødige, er det på ingen måde selvfølgeligt for hende. Derfor kan anstrengelserne for at rydde op ende med, at hun hænger sig i småting og mangler det store overblik, så hendes planer slet ikke bliver til noget.

At hun samtidig har svært ved at bede om hjælp og kan føle ubehag ved indblanding i sine systemer, gør ikke tingene lettere.

– Jeg har svært ved at fokusere og være systematisk. Samtidig har jeg det bedst med at være i kontrol. Hvis en anden vil hjælpe med at fylde opvaskemaskinen, kan jeg blive hylet ud af den, hvis personen gør det anderledes end jeg selv, fortæller Betina.

Først i en moden alder fandt hun ud af, at hendes manglende ordenssans og en mængde andre udfordringer, skyldtes ADHD, som to af hendes voksne børn også lever med.

Meningsløse lektier

I skolen var Betina en artig og høflig pige, som opførte sig pænt for at undgå skældud. Hun lavede dog ikke lektier, fordi hun følte, at skolearbejdet var meningsløst. Når moren tilbød at hjælpe, græd Betina, frustreret over ikke at kunne tage sig sammen.

– I fjerde klasse kom matematik på skemaet, og så skete der det mærkelige, at jeg straks var med og følte mig på hjemmebane. Fag uden et konkret facit som dansk, engelsk og tysk faldt mig derimod svært.

– Desuden slog grammatikken knuder, så jeg fejlagtigt blev stemplet som ordblind. Først som voksen knækkede jeg koden og stavede fejlfrit, husker Betina.

Kropslig uro har Betina ikke oplevet. Det var mere en konstant indre rastløshed, der heldigvis forsvandt lidt i hjemkundskab, håndarbejde og emneuger, som var det bedste, hun vidste.

I de øvrige fag havde hun en spændende roman skjult i skolebøgerne, så hun i hemmelighed kunne læse for sig selv i timerne.

– Min frygt for at blive skældt ud gjorde mig til en velopdragen pige, som gik under radaren i skolen, men i fritiden var jeg nærmest ustoppelig. Jeg gik til blokfløjte, gymnastik, håndbold og formning og havde altid gang i en masse.

– Jeg var også selvbestaltet besøgsven for de ældre på vores vej. Vi var altid på bølgelængde, husker Betina, som havde svært ved at følge med de jævnaldrende pigers måde at være sammen på, og hun kunne ikke rigtigt afkode det ofte tvetydige, de sagde og gjorde.

Der var aldrig tale om, at Betina skulle fortsætte i gymnasiet eller på handelsskolen. Hun modtog skolens flidspræmie, da hun forlod tiende klasse. Det undrer hende stadigvæk.

– I skolen var der aldrig snak om, hvorvidt jeg havde en diagnose eller andet. Sikkert fordi jeg kom fra en pæn familie.

– Som voksen med en diagnose har jeg opsøgt min gamle klasselærer. Hun kunne godt huske mig og min adfærd, men dengang vidste man ikke, hvordan ADHD kunne komme til udtryk, siger Betina, der var på mentalt overarbejde i hele sin skolegang.

Enten nu eller aldrig

Hun føler i dag en sorg over, at tingene kunne have været anderledes, og at hun med den rigtige støtte kunne have fået en bedre uddannelse. Blandt andet var hendes selvværd i bund.

– Jeg ville gerne have været konditor, men ville være nødt til at rejse til København for at få en læreplads. Og det turde jeg ikke, fortæller Betina, der kom på bistandshjælp som 18-årig.

– Hun ville gerne arbejde med børn, men i stedet tilbød sagsbehandleren hende et grundkursus som maskinpasser i industrien, som hun tog, men hun fik aldrig job bagefter. I stedet fik hun arbejde i en købmandsforretning og blev gravid med sit første barn.

– Jeg havde og har stadig svært ved det nonverbale og at være vidne til ubehagelige stemninger mellem mennesker, også selv om jeg ikke er direkte involveret. Jeg er sensitiv overfor dårlig stemning, og det var der desværre hos købmanden. Min ansættelse varede derfor kun kort.

Ved siden af at være ung mor besluttede Betina at læse HF på enkeltfag for at kvalificere sig til en uddannelse som sygeplejerske. Men heller ikke det var en succes.

Selv om fag som kemi, engelsk og dansk egentlig gik okay, sprang hun lektierne over og var nødt til at stoppe.

– Min diagnose betyder, at jeg ikke evner at udsætte nødvendige gøremål. Gør jeg det alligevel, er der en stor risiko for, at jeg ikke får tingene fuldført. At vente med at gøre ting har jeg lært at være varsom med. Enten er det nu eller aldrig, for der findes ingen gylden middelvej for mig.

Efter at have fået sin diagnose har Betina via ADHD-foreningen lært strategier til at planlægge sig ud af opgaver og ikke mindst få dem afsluttet, før hun går videre til det næste.

Da hun genoptog skolegangen på HF, valgte hun bevidst at lægge fritimer mellem hvert fag. Og i stedet for at bruge tiden på at slappe af fik hun lavet dagens lektier og opnåede topkarakterer.

En rystende besked

– At min skoletid og meget andet havde været kaotisk, fik jeg først sent og ad omveje en forklaring på. Jeg var på et forældrekursus, da min førstefødte havde fået konstateret ADHD.

– Måske fordi jeg sad alternativt på stolen og tegnede, syntes en anden forælder, at min opførsel tydede på, at jeg måske selv havde funktionsnedsættelsen.

Betina blev meget provokeret, stødt og fornærmet over udtalelsen, men kort efter foreslog hendes daværende mand det samme. I trods og for at bevise at de havde uret, fik hun en henvisning til en psykiater.

Svaret var til hendes store overraskelse chokerende klokkeklart, at der var tale om ADHD, og psykiateren foreslog, at hun startede på medicin omgående:

– I første omgang fortalte jeg ikke min familie eller andre noget. Men jeg blev glædeligt overrasket over, hvor godt medicinen virkede.

– Pludselig kunne jeg koncentrere mig og evnede at færdiggøre ting. Og så hjalp medicinen mig til at skærme mine sanser, så jeg ikke længere var så sårbar overfor en masse udefrakommende indtryk, som kunne sorteres væk.

Familien fornemmede hurtigt en positiv forskel og spurgte, hvad der var anderledes, siden Betina var langt mere til stede i familien.

– Jeg var rystet over diagnosen, som jeg ikke havde ventet. Men det var også en lettelse at få vished om noget, jeg ikke selv var herre over, men som der nu kunne gøres noget ved.

– Her har medicin og navnlig undervisning i, hvordan jeg bedre kan mestre mit liv og min hverdag, hjulpet mig, fortæller Betina, som husker mødet med andre ADHD-diagnosticerede som særligt givende.

– Indtil da havde jeg troet, at jeg var dum og doven og havde svært ved at lære. Men i mødet med andre kunne jeg smide de kedelige prædikater ud. De passede ikke, for forklaringen på vores vanskeligheder er ADHD.

– Det var nærmest en åbenbaring at høre de mest modige fortælle om deres udfordringer. De havde også svært ved at overkomme så almindelige hverdagssituationer som at sætte ting på plads, hænge vasketøj til tørre og tømme opvaskemaskine.

– Alt det er vi blevet bedre til efter at have lært en masse nyttige strategier.

Langsomt kunne Betina erkende sin situation, så hun ikke længere behøvede at fremstille et glansbillede af sig selv og sin familie for omverdenen. Siden er hun også blevet bedre til at adskille hvilke problematikker, der skyldes hendes ADHD, og hvilke der kommer af den personlighed, hun er født med.

Planen om at uddanne sig til sygeplejerske blev ikke til noget, men i stedet uddannede Betina sig til coach. I dag er hun rådgiver hos ADHD-foreningen og tager ud og holder foredrag.

– Jeg fandt ud af, at jeg var god til at sætte billeder på, hvordan det er at leve med ADHD. Jeg giver mine bud på, hvordan man kan få et bedre liv med diagnosen og lære at leve med, at man er anderledes.

Bedre til venskaber

Med årene er Betina blevet bedre til at skabe og vedligeholde venskaber. Hun har dog erkendt, at hun ikke har behov for mange dybe venskaber på samme tid.

I dag har hun to skoleveninder, hvis venskab hun værner særligt om. Dertil kommer flere bekendtskaber blandt andet i gospelkoret, hun synger i.

– En stabil og forudsigelig hverdag er alfa og omega for mig. Gennem årene har jeg derfor stillet flere krav til min familie end de fleste. For at få alt til at fungere har familien i høj grad kørt efter mine behov.

– For at sikre mig nødvendige pauser lærte børnene for eksempel, at kl. 20 var morkontoret lukket for forespørgsler om skole og andet.

På den måde var der ro i huset om aftenen, så Betina kunne have tid til at lukke og slukke krop og sind efter dagens indtryk.

– Jeg har været ærlig over for mine børns lærere og har fortalt om mine udfordringer. Jeg har bedt dem om ikke at skælde mine børn ud, hvis de har glemt noget, fordi det meget vel kunne være min skyld.

– At lære at forvalte sin energi, så man ikke brænder sammen, er vigtig for mennesker med ADHD. Man skal være sig bevidst om, hvornår og hvordan man skaber rolige oaser for sig selv. I sociale sammenhænge kører hjernen på højtryk.

– Hvis jeg er inviteret til fest, går jeg sommetider ud og vasker op for at få en tiltrængt pause. Desuden sørger jeg for ikke at have krævende planer dagen efter.

Åbenhed om diagnosen er vigtig for Betina. Det ligger hende på sinde at skabe viden om den tilstand 1-3 procent af voksne danskere og endnu flere børn lever med.

Hun vil gerne være med til at aflive fortidens fordomme om, at mennesker med ADHD let kommer ud på et skråplan i deres liv.

– Hvis bare jeg havde kendt til min diagnose noget før, kunne meget måske have været anderledes.

– At der gik så mange år betyder, at jeg i dag er bagud i løntrin, anciennitet og pension i forhold til andre på min alder. Og den skævhed er svær at rette op.

– Til gengæld er det en stor glæde at have opnået fornyet energi og livslyst. I mange år overlevede jeg uden det store overskud til fritidsinteresser og samvær med andre. I dag gør jeg ting, som betyder noget for mig. Såsom at synge, være en god farmor for mit barnebarn og deltage aktivt i mit nærmiljø.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 23, 2024.