Hun elskede, når fremmede troede, at hun var en dreng: "Det virkede nemmere"

Det er svært ikke at blive i godt humør, når man er sammen med Szhirley, hvis fulde navn egentlig er Szhirley Nova Beanca Rokahaim.

De fleste kender hende dog ”bare” som Szhirley – sangeren, skuespilleren og nu ejer af smykkefirmaet Dropps by Szhirley.

I dag kommer hun ind ad døren iført guldglimmerbuksedragt og en pink jakke, og hun sætter sig med det samme på stolen og gestikulerer, mens hun begejstret fortæller om den musical, hun kommer direkte fra prøverne på.

Det er ”Tinka – Et juleeventyr”, som er musicalversionen af den populære julekalender med samme navn.

Her spiller Szhirley Tinkas mor, og mens hun fortæller om sin dag, er det det samme ord, der går igen. Nemlig ordet leg. Szhirley leger, når hun går på arbejde, og man fristes til at tænke, at hun også leger, når hun tager tøj på om morgenen. Det bekræfter hun da også hurtigt.

– Det har altid været en leg for mig, hvad jeg har på. Det er sjovt og hyggeligt at eksperimentere med mine udtryk. Vi havde ikke råd til klædudtøj, da jeg var barn, men jeg eksperimenterede helt vildt med mine udtryk. Nogle dage havde jeg en turban på, næste dag havde jeg hanekam.

– Jeg gik altid i genbrugsbutikker og forsøgte at finde nye ting. Jeg havde jeans på med strømpebånd udenover i en lang periode!, griner Szhirley og bliver så mere alvorlig:

– Men det er også dybere end det. Det er en måde at sige: ”Jeg er noget værd. Jeg fortjener at have guld på”. Faktisk er det selvomsorg, ikke? Det giver mig en følelse af, at jeg har ret til at være her. Det behøver ikke være helt vildt, men bare en lille smule, så når jeg ser mit spejlbillede reflekteret i en rude, bliver jeg glad. Jeg kan godt lide, når jeg går og har det lidt sjovt over en hat, jeg har på, eller et par vilde støvler.

På den måde er tøj ikke bare tøj, forstår man, når man taler med Szhirley. Det er også alt muligt andet. En måde at møde verden – og sig selv. Det er en verden, hvor der findes mange bokse, man helst skal passe ned i. Og det har Szhirley aldrig rigtig gjort, fortæller hun.

Som barn havde hun blandt andet en lang periode, hvor hun ville være en dreng og kaldes Charlie.

Hun kom sit hår op under kasketten og elskede, når fremmede troede, hun faktisk var en dreng.

– Jeg tror, jeg ville være en dreng, fordi de kunne alt muligt. De kunne klatre i træer og den slags. Være beskidte, uden nogen blev sure på dem. Det virkede nemmere at være en dreng, fortæller Szhirley og fortsætter:

– Jeg har ikke før sat ord på det, men jeg tror, jeg var ret hurtig til at afkode, fra jeg var ret lille, at man kan tillade sig mere som dreng eller mand. Jeg er rigtig glad for, at min mor bare sagde til mig, jeg skulle fyre den af, ligesom jeg gerne ville.

Og fyre den af gjorde Szhirley allerede som barn. Det gør hun sådan set stadig, for hver dag skal helst være en fest, som hun siger.

– Jeg har en lille hund, og hende klipper jeg som en løve om sommeren. Og det ser så sjovt ud! De fleste kigger på hende og griner, men andre bliver helt befippede og ved ikke, hvad de skal gøre. Men man må da gerne grine af min hund. Vi skal jo have noget at grine af.

– Enkelte gange møder jeg nogle, der sikkert bare er sure for en sikkerheds skyld. De fnyser af min hund og mig, og jeg får bare lyst til at sige: ”Du skulle tage at komme noget fest ind i dit eget liv! Det bliver det sjovere af”, siger Szhirley og nævner kvinder som Lotte Heise og Susanne Bjerrehus som nogle, hun står på skuldrene af, når det handler om at være kvinde på en måde, der lige præcis ikke altid passer ind i kasserne.

– Men altså: Hvem har ikke været udfordret som kvinde? Det, tror jeg, alle har. Hvis vi ikke råber højt nok, er vi for lidt. Hvis vi råber for højt, er vi for meget. Det kan aldrig blive godt nok! De udfordringer kender jeg også til – især fordi jeg nok er lidt… Jeg er meget udadvendt og kan være larmende – og så kan jeg komme til at tale, før jeg tænker.

Lidt mere ego

Man kommer nok ikke udenom, at Szhirley har en aldeles veludviklet evne til at se på det positive og festlige i livet. Samtidig ligner Szhirleys liv på sin vis også mange andres.

Hun er gift med produceren Mads Møller, og sammen har de et familieliv med deres to drenge på 10 og 14 år. Det er et liv, hvor der skal være tid til drengene, men hvor begge forældre også har karrierer.

– Det er rigtig afgørende, at min mand og jeg er i samme branche. Vi har stor forståelse for hinandens legepladser. Min mand producerer musik for en masse kunstnere, og jeg forstår, at når man er i studiet, kan der ske ting, der gør, at han først kommer senere hjem.

– Han kan ringe hjem og sige: ”Vi sidder i studiet, og det er topfedt! Jeg får ikke lavet aftensmad”. Det bliver jeg ikke sur over. Jeg siger bare: ”Fyr den af!”. Og han gør det samme med mig. Det er rart, at vi kan give hinanden plads til at være os selv, parallelt med at vi har et fælles liv, siger Szhirley og fortsætter:

– Jeg tror, det kan ødelægge et forhold, hvis man ikke har den forståelse for hinanden. At se Netflix løber jo ingen vegne, vel? Men det kan inspiration jo gøre.

Samtidig er der også ved at ske noget i familien. Især sønnen på 14 er ved at frigøre sig, som så mange drenge på den alder er. Han befinder sig det særlige sted, hvor man hverken er rigtigt barn eller rigtig voksen.

– Jeg er 48 år nu, og der sker bare alt muligt, når ens børn begynder at give plads til, at man kan alt muligt som sig selv. Jeg kan være mere ego nu, end jeg plejede at være. Det minder mere om, inden jeg fik børn, og der er en stor frihed i det. Jeg mærker virkelig, at i hvert fald min søn på 14 er ved at begynde sit eget liv. Det får mig også til at huske tilbage på dengang, jeg var på samme alder. Jeg kan huske det så tydeligt! Den tid. Hvad man lavede, og hvilke følelser, man havde.

Hvad skete der, da du selv var 14?

– Dengang havde jeg altid rulleskøjter eller skøjter på. Jeg rullede fra det ene til det andet. Der kom virkelig nogle fede venskaber ind i mit liv dengang, som jeg følte ville vare for livet. Jeg havde en følelse af at finde mig selv. Og jeg kan genkende den måde, min søn nu spiser livet på. Det er en dejlig åben måde, ikke?, siger Szhirley.

– Jeg kan mærke på min søn, at han godt kan mærke på mig, at jeg kan huske, hvordan det var. Jeg forstår jo godt, at det er nederen at hænge ud med sin familie i den alder, for sådan havde jeg det også! Det er sjovt, at det stadig står så klart for mig at være i en 14-årig krop.

Skyldes det, at du landede mere i dig selv?

– Ja, det gjorde jeg. Men omvendt: Gør vi nogensinde det? Vi er hele tiden på vej, jo. Og vi lander hele tiden i os selv i nye udgaver. Der er konstant noget nyt, der skal falde på plads. Nu er jeg version 4.8, og den kan jeg faktisk godt lide.

Version 4.8

Og hvem er Szhirley som 48-årig så? Jamen, hun er alt muligt, forstår man, men hun er også én, der begynder at kigge på sig selv på en ny måde. Helt fra hun var lille, har hun nemlig haft den her følelse af ikke at passe ned i de kasser, samfundet gerne vil have os ned i.

– Da min mor og far blev skilt, var hun alene med mig. Det betød, at jeg på mange måder fik meget ansvar, for hun havde også voksenforpligtelser. Hun var kærlig og omsorgsfuld, men også en smule militant, og det er rigtig godt til sådan én som mig.

– Jeg har nok alle bogstaver på spektret, ikke? Hun kunne prøve at sætte mig lidt ned i nogle firkanter, og det har gjort, at jeg bedre kan navigere i, at jeg går til tingene på en lidt anden måde.

Det med bogstaverne på spektret fylder meget i Szhirleys tanker for tiden. Samtidig er det ikke lige nemt at tale om.

– Jeg har det ikke fuldt formuleret, men det er ved at gå op for mig, hvor meget på spektret jeg nok er. Der er så meget opmærksomhed omkring ADHD og OCD, og det har fået mig til at tænke. Man blev ligesom ikke udredt, da jeg var lille, vel? Jeg har heller ikke behov for at blive udredt som voksen, og jeg vil ikke medicineres, for jeg har lært at leve med det, siger hun og fortsætter:

– Jeg ved ikke, om jeg er så god til at sætte ord på det, for jeg har ikke snakket så meget med andre om det. Men jeg har tusind samtaler med mig selv om det for tiden. Der er mange ting, jeg falder over, som gør, at jeg begynder at forstå mig selv bedre. Jeg er jo altid på overarbejde, og det kan jeg godt mærke.

– Jeg står et sted lige nu, hvor jeg forsøger at finde nogle nye veje. Jeg har nok ladet mig selv køre over, fordi jeg har følt, jeg skulle passe ind i firkanter. Men ikke alle er firkantede! Nogle er syvkantede, tolvkantede eller runde.

Hvor mange kanter Szhirley har, er ikke til at sige. Men der er begyndt at ske noget med hendes tilgang til sine mange kanter, efter der er kommet fokus på, at kvinder på hendes alder også kan være på det ene eller andet spektrum:

– For mig er det rigtig rart med al det fokus, der er på ADHD og den slags ting, for jeg lærer nogle nye værktøjer at kende. Jeg har rigtig mange værktøjer til mange ting, men jeg bliver også overvældet på nogle punkter. For eksempel hader jeg mails, sms’er og beskeder generelt. Virkelig. Jeg begynder at forstå, at min hjerne ikke er forkert, men at nogle ting, andre har nemt ved, er sværere for mig.

– Til gengæld har jeg utrolig nemt ved nogle ting, andre har meget svært ved, ikke? Jeg kan sagtens stå på en scene for eksempel. Men en mail? Det har jeg svært ved, siger Szhirley og kigger lidt ud ad vinduet, hvor skyerne driver forbi.

Hun følger dem med øjnene og siger så:

– For eksempel kigger jeg ofte væk, når vi to taler sammen, ikke? Det, har jeg fundet ud af, er en typisk ADHD-ting. Jeg kan ikke både tænke mig om og se på dig imens. Jeg bliver nødt til at skærme for noget, før jeg kan give noget andet. Og det er jo fedt at kunne sige højt, ikke? Vi bærer næsten alle sammen rundt på noget, og det er så det her, jeg bærer rundt på

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 47/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.