"Kvinder er jo ikke en minoritet, selv om der er mange, der omtaler os på den måde. Det provokerer mig"

I Danmark bryster vi os gerne af at være nået langt med ligestilling, men vi har stadig ikke ligeløn eller lige muligheder for mænd og kvinder, og det er pinligt.

Det mener Samira Nawa, som i efteråret blev genvalgt til Folketinget og udnævnt til ny næstformand i Radikale Venstre.

Ligestilling er en af hendes mærkesager, men det er en mærkesag fyldt med paradokser. Det er hun selv og hendes vej ind i politik et eksempel på.

Da hun i 2019 blev valgt ind i Folketinget og fik tildelt ligestillingsordførerskabet, var hendes første indskydelse nemlig at blive skuffet.

– Fordi – hvad er nu det for noget? Er det bare, fordi jeg er kvinde, og fordi jeg har minoritetsbaggrund, at så kan jeg varetage det ordførerskab?

– Her kom jeg med min økonombaggrund og var i gang med en embedsmandskarriere, og så ville man gøre mig til ligestillingsordfører på grund af min baggrund og mit køn, og ikke på baggrund af hvad jeg kunne på papiret.

Samira Nawa læner sig tilbage i sofaen og griner. For selvfølgelig sagde hun ja til posten som ligestillingsordfører, og selvfølgelig er ligestilling vigtigt for hende.

Voldsomt vigtigt endda, men i situationen følte hun sig ramt af den bias, som debatten ofte strander i, nemlig at ligestilling er en kamp, som kvinder og minoriteter må tage, men for hende er pointen netop at anerkende folk for, hvad de kan, helt uden at skele til hverken køn eller baggrund.

Vi har sat os til rette i den sorte uldsofa på hendes Christiansborg-kontor for at tale om ligestillingskampen i dansk politik og om den ild, der får hende til at stille sig frem og tage del i debatten.

Indtil sidste Folketingsvalg fyldte de radikales kontorer hele den fløj, vi sidder i, men nu er partiets område nærmest halveret, og ledelsen er ny med Martin Lidegaard som politisk leder og Samira Nawa som næstformand.

De radikales nye stjerne er hun blevet kaldt, og der er nok især store forventninger til hende fra dem, der har klappet på sidelinjen, imens hun højlydt har krævet selvransagelse og retfærdighed igennem de seneste års #MeToo-debatter.

Det skal vi vende tilbage til, men vi begynder med hendes indsats for at skabe lige rettigheder og vilkår for både kvinder og for minoriteter.

Hun har bl.a. været med til at vedtage en aftale om en samtykkelov, til at lave en handlingsplan for LGTB+ frem mod 2025, til at sikre øremærket barsel til fædre og har rejst emner som kvoter for kvinder i bestyrelser.

Hvor kommer dit engagement i ligestilling fra?

– Det lyder måske lidt helligt, når jeg siger det, men ud fra en retfærdighedssans.

– Hvis der er nogen, der ikke er med i samtalen eller bliver overhørt, føler jeg det som min pligt at tage dem med eller at gribe mikrofonen og tale deres sag. Sådan er det blevet på mit køns vegne de seneste år, men det begyndte et andet sted, hvor det handlede om minoritetsborgere, som oplever at være sat tilbage i samfundet.

– Jeg har bare oplevet, at det samme også kan ske, når man er kvinde, og det oplevede jeg for alvor, da jeg gik ind i politik.

– Der er tre parametre: Hvis du er ung, har minoritetsbaggrund og er kvinde, starter du med minuspoint.

Skæv fordeling

Da Samira Nawa som ny ordfører for første gang trådte ind i ligestillingsudvalget, oplevede hun, at det stort set kun var kvinder, der kiggede tilbage på hende omkring mødebordet, men at hun, da hun blev beskæftigelsesordfører, kunne kigge ind i en kreds af mænd, der havde siddet på området i mange år.

– Jeg fik da også at vide på et af de første forhandlingsmøder, at “jeg vidste jo ikke så meget om beskæftigelse, så hvorfor sad jeg og snakkede så meget om det?”

– Der har generelt været en skæv fordeling på ordførerområdet, og der har været skrevet meget om, at socialområdet, børn og ligestilling er meget kvindetungt besat, og at beskæftigelse, finans og skat er meget herretungt besat.

– Men de seneste år er der kommet en bedre balance og dynamik, og der er opstået en anden respekt, fortæller hun.

Drivkraften for Samira Nawa er at sikre lige muligheder bredt set, og det kommer af at være vokset op med forældre, som har oplevet at skulle arbejde ekstra hårdt for at komme ind på den rette hylde på arbejdsmarkedet.

Begge hendes forældre var højtuddannede, da de kom til Danmark som flygtninge fra Afghanistan, men kunne ikke direkte omsætte deres job og uddannelser til det danske arbejdsmarked.

Dels var der en sprogbarriere, og som læge, som er hendes mors profession, er det eksempelvis nødvendigt at tage det meste af uddannelsen om igen.

Derfor arbejdede moren som pædagogmedhjælper i en stor del af Samira Nawas barndom, indtil hun kunne genoptage sin egentlige profession.

Har du selv oplevet at blive sat tilbage på grund af din minoritetsbaggrund?

– Igennem min skoletid har der har været flere kommentarer. Da de to fly fløj ind i World Trade Center, og USA’s og Vestens svar var at gå ind Afghanistan, var folk ikke sene til at fortælle mig, at det var “mit land”, der nu blev invaderet. Mit land?

– Det er sgu da Danmark, der er mit land og altid har været det – hvad snakker I om?

– Den oplevelse havde jeg ofte: At folk så anderledes på mig, end jeg så på mig selv.

– Det var ikke i form af nogen afgørende begivenheder, men bare i sproget og i kommentarer fra skolekammerater og lærere. F.eks. som “det er virkelig en flot stil, du har afleveret”. Jamen, selvfølgelig, hvorfor skulle det ikke være det?

Meget blev sagt i den bedste mening eller måske med manglende omtanke, men for den unge Samira Nawa blev det modtaget med undren og med en fornemmelse af den underliggende præmis, at hun klarede sig godt på trods.

At det var flot, at hun med den baggrund, hun havde, mestrede sproget så godt og var dygtig.

– Den positive overraskelse, jeg blev mødt med af lærere og pædagoger, gjorde mig måske også lidt vred, men det er først her på bagkant, at jeg kan analysere mig frem til, hvad der dengang gjorde, at jeg stræbte ekstra meget for at bevise ekstra meget.

– Jeg var aldrig tilfreds.

– Når jeg kom hjem med et 11-tal, havde jeg ikke gjort det godt nok, for der var jo en mulighed for at få 13. Og hvis min lærer så på det der 11-tal og tænkte, at det er nok også, fordi hun har flygtningebaggrund, at hun ikke får 13 ...

Hun holder en kort pause.

– Det er jo ikke for sjov, at jeg kan huske de sætninger og de løbende oplevelser af, at de ting, jeg opnåede, var på trods af min baggrund. Følelsen ligger der, også selv om jeg måske ikke helt forstod det i situationen.

Fra kælling til luder

Har du også oplevet forskelsbehandling på grund af dit køn?

– Da jeg blev valgt ind i Folketinget i 2019, tænkte jeg, at hvis der nu stod noget grimt, når jeg åbnede min indbakke, så handlede det nok om min minoritetsbaggrund, men det var meget mere kønnet, og det provokerede mig.

– Jeg tror, jeg kan have været blind for, at jeg også kunne blive diskrimineret på grund af mit køn tidligere, fordi der var andre ting, der fyldte.

Hvilken type beskeder var det, du fik i indbakken?

– Det er dem, hvor man bliver kaldt alt muligt lige fra kælling til luder.

– Uanset hvor uenig du er med en mand, skriver du bare ikke den slags. Og hvis du havde kaldt ham et skældsord, havde det ikke været så kønnet, som når en kvindelig politiker bliver kaldt en kælling.

Der er en kultur, som skal ændres i forhold til synet på kvinder og kompetencer, mener Samira Nawa, og #MeToo-debatten er for hende et vigtigt eksempel på, at kvinder, når de stiller sig frem en efter en og med samlet stemme og fortæller deres vidnesbyrd, kan skabe forandring.

Debatten, som for alvor begyndte efter Sofie Lindes berømte tale ved Zulu Awards i 2020, bredte sig helt ind bag Christiansborgs mure, og der blev banket på døren ind til Samira Nawas kontor adskillige gange af kvindelige politikere, journalister, lobbyister og andre aktører med daglig gang på Christiansborg, som kunne berette om oplevelser med magtmisbrug og sexisme.

Men da Samira Nawa som ligestillingsordfører udtalte, at de radikale ikke ville have gjort Jeppe Kofod til minister på grund af hans forhistorie med en sexsag, kom hun i clinch med mandlige folketingskollegaer, som bl.a. kaldte det usmageligt og desperat af hende at “gå efter manden og ikke efter bolden”.

Hvordan var det at blive mødt med den modstand?

– Da jeg var midt i det, og det hele rasede, var den ene ting, som gjorde, at jeg kunne fortsætte, den opbakning, jeg oplevede.

– Det var de kvinder, der ringede til mig og kom ind og sad her på mit kontor og fortalte om deres oplevelser. De og deres oplevelser var den benzin, jeg kunne løbe videre på – også når det blev rigtig grimt i indbakken.

– Normalt læser jeg alle de beskeder, jeg får på sociale medier, men når jeg scroller tilbage til 2020, har jeg stadig masser af ulæste beskeder, for det blev for hårdt at sidde og læse alt det lort, der kom.

Samtidig kunne hun dog også gøre en observation, der pegede i en modsat retning.

Nemlig at indbakken også vidnede om stor opbakning fra mænd, der hyldede hende for at stå i f.eks. “Debatten” hos Clement Kjærsgaard og bekæmpe sexisme.

Takken kom især fra fædre til teenagedøtre. Mens mændene primært tilkendegav deres støtte i private beskeder, var de knap så synlige i hendes offentlige opslag, bemærkede hun.

Hvorfor tror du, der ikke var flere, der turde melde deres holdninger ud offentligt?

– På det tidspunkt var debatten så betændt, at både mænd og kvinder havde svært ved at tage en position som feminister, fordi det meget hurtigt blev lagt ud som, at man var ekstremistisk.

– Det behagelige sted at være var et godt stykke uden for det hele og ikke at have en holdning til noget.

– At træde ind og skrive noget offentligt gjorde dig jo udsat for angreb fra både den ene og den anden fløj i debatten.

Nogle af dine politikerkollegaer talte debatten ned og reducerede den til enkeltsager. Hvordan oplevede du det?

– Det var bare bunduretfærdigt. Der var grundlæggende en ubalance imellem, at partierne i medierne omfavnede Sofie Linde og bakkede op om opgøret med sexisme i mediebranchen, men at de på den anden side ikke var villige til at se på, hvad der sker hos os selv.

– Jeg hæfter mig også ved, at jeg, så snart jeg begyndte at pippe om det første gang, fik skudt i skoene, at det var, fordi jeg også ville på tv og have noget opmærksomhed. Det gør mig så rasende sådan noget.

– Hvordan skal du tage til genmæle imod sådan et postulat? Du kan kun komme til at stå i en forsvarsposition.

På scenen i 5. klasse

Men hun og flere andre fik alligevel rusket op i noget på Christiansborg, og pludselig blev det også på Borgen populært at tage kampen imod sexisme op.

– Vi fik jo for pokker lavet en trepartsaftale om, at arbejdsmarkedet skal sætte ind imod sager om sexisme, og der blev sat gang i undersøgelser i stort set alle partierne.

– Folk tog det seriøst, og vi betalte også selv den ypperste pris og mistede en partileder på det. Men så alvorligt var det, siger Samira Nawa med hentydning til Morten Østergaards farvel til Christiansborg.

Modet til at stillet sig op og tale for en sag har Samira Nawa nærmest altid haft.

Hun havde det i hvert fald allerede, da hun gik i 2. klasse og meldte sig ind i elevrådet på Østervangsskolen i Roskilde. For eleverne havde ikke nok at skulle have sagt, syntes hun.

– Jeg tror, jeg gik i 5. klasse, da jeg som formand for elevrådet skulle byde velkommen til en ny skoleleder, og jeg husker det som en virkelig fed ting at stå der på scenen og have den opbakning og være stemmen, der på elevernes vegne bød velkommen og gav elevperspektivet på, hvad det ville sige at være skoleleder på netop vores skole.

– Jeg havde fået hele elevrådet med på, at vi skulle vise den nye skoleleder, at vi var en mangfoldig og inkluderende skole, så vi havde printet flag for at kunne vise alle de nationaliteter, der var repræsenteret på skolen.

Det er vist ikke alle 5.-klasseselever, der har det drive. Var du ikke nervøs?

– Det var første gang, jeg oplevede at være helt rolig og tilfreds ved at stå og sige ord på en scene og have både skolens 800 elever og lærerne foran mig, men når jeg kiggede ned på det papir, jeg selv havde skrevet, så rystede det helt sindssygt.

– Det kunne jeg slet ikke få til at hænge sammen med den ro og glæde og stolthed, der egentlig var. Det har jeg også mærket sidenhen.

– Da jeg holdt min første tale i Folketingssalen, var jeg også rystende nervøs, men jeg tror, at jeg udstrålede ro og stolthed.

Siden hun blev næstformand i efteråret, har Samira Nawa fået et meget bredere felt at spænde over politisk og er samtidig blevet et af de øverste ansigter udadtil i partiet, men kampen for kvinder og for minoriteter er stadig en prioritet.

– Det er et tungt ansvar at bære rundt på så mange menneskers forventninger til, hvad jeg skal kunne, og hvilken retning det her skal tage.

– Men jeg er beæret over, at folk kan se et håb i det, og jeg vil gøre mit ypperste for selv at fortsætte med at tale om ligestilling og diversitet, selv om jeg skal engagere mig i mange forskellige debatter. Ellers ville jeg ikke være tro imod mig selv.

– Og jo højere en post, du har at stå på og sige at du er feminist, jo federe er det. Ikke at det skulle være kontroversielt, men det er det bare i store dele af befolkningens ører.

Har du selv haft modstand mod at kalde dig feminist?

– Nej, det har jeg ikke, men jeg har måske tidligere ikke vidst nok til, at jeg helt kunne tage betegnelsen på mig. Men jeg synes jo ikke, man kan være andet.

Lovgivning vs. følelser

Hvad er den vigtigste kamp, du vil kæmpe fremover på kvinders vegne?

– Jeg har været meget optaget af barsel, og vi er nået et godt stykke, men jeg synes, der er lang vej igen, især i forhold til selvstændige og ledige.

– Når jeg er så fokuseret på barsel, er det, fordi barslen også sætter sig i løn, pension og i mulighederne for at avancere på arbejdsmarkedet og nå topposterne.

– Den skævhed, der er imellem mandlige og kvindelige pensionisters økonomiske forhold, kan også ændres, hvis fordelingen af barsel bliver mere lige.

Er det ikke et svært emne at lovgive om, fordi der er så mange følelser i det?

– Jo, er du sindssyg! Jeg kommer selv fra at have været modstander af øremærket barsel til fædre, fordi jeg grundlæggende er et liberalt menneske.

– Så jeg kommer fra et synspunkt, hvor enhver familie skal være fri til at fordele barslen, som de vil, men endte med at sidde i forhandlingerne og kæmpe indædt for øremærket barsel til fædre.

– Og da vi landede en aftale, var jeg heller ikke sen til at sige, at det simpelthen ikke var ambitiøst nok.

Hvorfor skiftede du holdning?

– En ting er, hvilken verden man drømmer om og håber, kan udfolde sig af sig selv, men min generation har ikke tid til at sidde og vente på, at ting sker af sig selv.

– Før var jeg modstander af, at nogen skulle bestemme, hvordan barslen skulle fordeles, for ligestillingen måtte da komme af sig selv. Men den kom ikke, og når jeg ser, at der går mere end 100 år, før vi er i mål med ligestillingen, kan jeg jo godt regne ud, at det ikke blive i min eller min datters levetid, at tingene ændrer sig, medmindre vi gør noget.

– Og jeg er jo så privilegeret at være i en situation, hvor jeg kan gøre noget, og så er det også min pligt at gøre det.

– Jeg er megastolt af den historiske barselsaftale, vi lavede. Der er mange, der har været vrede over det, og jeg forstår godt, hvor det kommer fra, for jeg har selv været der.

Hvad tænker du om, at vi ikke har ligeløn?

– Jamen det er jo pinligt at være i et samfund, der bryster sig så meget af ligestilling og så ikke have lige muligheder.

– Vi kan f.eks. tale om sygeplejerskerne. Der er få mænd i det fag, men når vi ser på dem, der trods alt er, er de alligevel lykkedes med at have en pænere løn end gennemsnittet for kvindelige sygeplejersker.

– Det er et eksempel på, at der er nogle ubalancer, hvor selv når du renser for alt, hvad der kan være af forklarende faktorer, som f.eks. at kvinder har taget mere barsel end mænd, så er der stadig en forskel, som ikke kan forklares, og det kommer ned til køn.

– Og det, der provokerer mig er, at kvinder jo ikke er en minoritet, selv om der er mange, der omtaler os på den måde.

– Så er man den første kvindelige statsminister, eller nu skal vi høre en kvindelig musiker eller en kvindelig kunstner. Som om det var en minoritet, ikke?

Hun læner sig frem i sofaen og løfter spørgende håndfladerne imod loftet, imens hun fortæller.

– Altså det er fint, hvis du hylder, at den første LGBTQ+-person eller den første muslim får en særlig post, men den første kvinde?

– Der er 50 procent kvinder i samfundet, så sandsynligheden er 50 procent. Eller det burde den i hvert fald være. Derfor er det også så provokerende, at vi ikke har ligeløn, når kvinder er på arbejdsmarkedet præcis ligesom mænd.

Denne artikel er tidligere bragt i femina.