I ”Dansegarderoben” får hun tæsk af sin mand: ”Man er nødt til at dele sin krise med andre”

Jamen, det er bare, fordi jeg elsker dig så højt. Jeg kan ikke holde ud at tænke på dig sammen med en anden, siger Robert og giver Sussie en knytnæve i ansigtet. Lægger en pude over hendes ansigt og banker hende gul og blå.

Det er vilkårene derhjemme for Sussie. Når hun er på arbejde som dansepige i Cirkusrevyen, må hun finde sig i at blive underbetalt, taget på brysterne og skældt ud for sin minimale topmave.

Sådan var det dengang i 1970’erne, men sådan er det heldigvis ikke længere – eller hvad? Hvor langt er vi egentlig kommet på 50 år?

Det har Marie Bach Hansen gjort sig mange tanker om i forbindelse med sin rolle som Sussie i Louise Mieritz’ og Ditte Hansens tv-serie ”Dansegarderoben”.

– Fordi det foregår i 1970’erne, kan man holde det ud i strakt arm og måske perspektivere på en anden måde. Man kan tænke over hvilke ting, der har ændret sig til det gode, og hvorfor? Og hvilke ting, der stadig kalder på forandring.

– En af de ting, jeg synes, vi stadig mangler, er evnen til at have den svære samtale, hvis der opstår en situation, hvor man føler, at éns grænser bliver overskredet. Og vi mangler måske også at blive bedre til at mærke efter og sætte sunde grænser i tide. Sådan nogle ting. Begge dele kræver øvelse.

– Hvis man kommer til at sige noget forkert eller være grænseoverskridende over for nogen i dag, og der bliver sagt fra, så er reaktionen ofte sådan: ”Hvad?! Jeg er jo ikke sexist! Hvorfor tror du det? Kan du ikke tage en joke?!” Men under det ligger der skam.

– En skam over at føle sig forkert, selv om intentionen måske ikke har været dårlig. Og det er den skam, der udmønter sig i det her forsvar/angreb, hvor man holder op med at lytte. Det er en nøgle i den konflikt, som jeg tror, vi skal til livs, siger Marie Bach Hansen.

Nuancer og mellemveje

”Dansegarderoben” er både en fantastisk fortælling om teaterlivet bag kulisserne dengang i 1970’erne, hvor Dirch Passer, Preben Kaas, Claus Ryskjær og Jørgen Ryg var revyens ukronede konger, og en grum historie om den åbenlyse kvindeundertrykkelse, der foregik dengang.

Men for Marie Bach Hansen er den også i høj grad en fortælling om kvindernes frihedskamp og de opbyggende fællesskaber, der opstod på trods – eller netop på grund af – den ekstremt sexistiske kultur.

– Jeg ved, at for de dansere, Ditte og Louise interviewede under deres research, var sexismen ikke særligt fremtrædende. Sådan var det bare dengang, det tænkte de ikke så meget over.

– Det er jo vildt, at det ikke er længere tid siden, at det foregik. Men samtidig var det en så fascinerende verden fuld af varme og kærlighed, og det var også det, jeg tændte på ved historien, for jeg kan så godt lide nuancer og mellemveje.

– Serien et helt klart et bidrag til metoo-debatten, men uden løftede pegefingre. Tingene bliver bare vist, som de var, så må man selv reflektere, og det synes jeg er ret fint. Den behøver ikke at have følgeskab af en lang morale, man kan bare kigge på det og være lidt stille og se indad.

– Mit håb er, at den taler til både mænd og kvinder, fordi den behandler det strukturelle aspekt af kvindeundertrykkelsen, samtidig med, at den kommer ind under huden på alle pigerne og oplever det indefra sammen med dem. Det kan der forhåbentlig komme nogle gode samtaler ud af hjemme i stuerne.

Selv om Sussie lever i et voldeligt ægteskab, har det været vigtigt for Marie hele tiden at have for øje, at der også er kærlighed mellem hende og Robert.

– Det her skete jo ikke kun i 1970’erne, det sker hele tiden hver dag, og det har været vigtigt for mig at fremstille Sussies situation troværdigt i respekt for de mennesker, der lever i voldelige forhold. Det er ikke bare det onde mod det gode, der er masser af nuancer, som har været vigtige for mig at få med.

– Men for mig handler ”Dansegarderoben” også rigtigt meget om, at man ikke skal gå alene med tingene. For hvordan bryder man ud af et voldeligt ægteskab? Det kan man ikke klare selv.

– Man skal have noget hjælp, så man er nødt til at dele sin krise med andre. På den måde kommer man tavshedskulturen til livs. Og det er så rørende, hvordan pigerne efterhånden begynder at opdage hinanden, siger Marie Bach Hansen.

Fællesskab og følelser

En af de ting, hun elsker allerhøjest ved sit fag, er at hun får lov til at opleve så mange forskellige verdener og prøve så mange ting i forbindelse med sine roller. Som her, hvor hun skulle lære at danse.

– Vi mødtes alle sammen i øvelokalet med vores danselærer, Niclas Bendixen, så var det bare sweatpants på og i gang. Det var godt tænkt, for vi blev virkelig rystet sammen på den måde, og det var vildt sjovt at lære at danse. Indimellem tænker jeg: ”Åh nej, jeg skulle have taget den sociologuddannelse, så jeg kunne være taget ned og undersøgt den og den stamme … ”

– Men nu får jeg jo lov til at komme ind i alle mulige lukkede verdener og udleve mine drømme på den måde. Det er dét, jeg elsker så meget ved mit fag.

– I er ret afklædte i serien, hvordan havde du det med det?

– Ja, det er lidt specielt, men vi er blevet passet helt vildt godt på, og Ditte og Louise satte de bedste rammer og snakkede med os hver især om det.

– Det føltes nogle gange skrøbeligt at stå så afklædt og være i sin rolles indre kampe samtidig, men det er jo sådan, Sussie har det, så jeg prøvede at bruge skrøbeligheden i mit spil. For det er jo faktisk lige præcis det, serien prøver at fortælle: Kontrasten mellem at være i et voldeligt ægteskab og alt det traumatiske stress, der følger med, og så at skulle stå og lave show i glimmer og pailletter og små kjoler.

– Der kom også en følelse af fællesskab, når vi stod der i samme afklædte situation og skulle danse. I det hele taget fik man en stor kærlighed over for de kvinder og kvindefællesskaber. Hvor meget man kan løfte hinanden.

– Folk har sådan en idé om, at når kvinder er sammen, opstår der en masse fnidder, det er noget fis. Der har kun været kærlighed og hjælpsomhed mellem os, og vi har alle sammen knuselsket hver enkelt karakter.

Frakoblede vores egen natur

I den nye danske thriller ”Superposition”, som har premiere i foråret, får Marie Bach lov til at udforske en helt anden verden.

Her spiller hun og Mikkel Boe Følsgaard storbyparret Stine og Teit, der sammen med deres søn Nemo flytter ud i en svensk skov for at komme væk fra hverdagens hamsterhjul.

Et år helt alene i øde omgivelser, hvor de håber på at finde lykken og hinanden igen. Filmen er både et psykologisk parforholdsdrama – tilsat en god portion gys – og en satirisk kommentar til de moderne storbymennesker, der tror, at de med et fingerknips kan finde tilbage til deres oprindelige væren, bare fordi de flytter ud i naturen.

– Tematikken om at flytte ud af byen og finde sig selv tændte mig helt vildt, for det er noget, der optager mig i forvejen. Jeg elsker, at Teit og Stine overhovedet ikke kan finde ud af at være ude i naturen og er alt for selvoptagede til overhovedet at opdage, hvad der er i den skov, siger Marie og griner pludselig højt:

– Jeg sidder selv og kigger på landsteder indimellem og drømmer om at bo i naturen, og jeg kan huske engang, jeg sad og fortalte nogen om det, helt ivrigt.

– Vi sad udenfor, og pludselig blev jeg angrebet af nogle hvepse og løb panisk rundt om hele bordet. De andre skreg af grin: ”Nej, hvor bliver det skønt for dig at komme ud i naturen, hva’?”

– Det er dén problematik, filmen berører: Hvad så? Hvad vil I heroppe? For de har jo ikke givet slip på samtidig at skulle skrive den bedste bog og lave den bedste podcast om det.

– Det er lidt ligesom at tage ud i naturen og bruge al tiden på at finde det perfekte billede til Instagram. Det kan jeg også selv blive fanget af, siger Marie, som brød helt sammen over menneskets manglende forbindelse til naturen, allerede da hun var ung.

– Jeg havde set filmen ”Into the Wild”, som er en rigtig historie, hvor hovedpersonen tager ud i vildmarken og dør af at spise nogle forkerte bær.

– Jeg blev enormt ramt af den, fordi det var så eksistentiel en følelse af, at mennesket aldrig kan blive et med naturen, og at vi på en måde heller ikke har fortjent den. Jeg blev så ked af det og følte sådan en håbløshed, fordi jeg faktisk har en længsel efter at blive et med naturen.

– Nogle gange kører jeg ud til en skov og er der ude i nogle timer, og jeg bliver så rolig af det. Jo langsommere, jeg er, jo mere levende bliver skoven, siger de i teaterstykket ”Væggen”, som jeg lige har set, og det er så rigtigt.

– Men vi er så langt fra vores egen natur, så frakoblede, at vi slet ikke kan sætte stikket i og komme i kontakt med naturen rundt om os. Langsomheden. Ting, der tager tid.

– ”Nu er det vinter, så nu kan du ikke få den frugt eller gøre det og det.” Vi er så vant til at kunne få leveret alt til vores dør hele året rundt, men sådan fungerer naturen jo ikke. Den er ikke storslået for dig i dag, fordi du gerne vil have det. Det kan være, at den ser virkelig kedelig ud, når du er ude at gå tur.

– Naturen kræver tid, den kræver, at man lytter til den. Jeg ved ikke, hvad vejen ind er, for jeg står også ude på den anden side og kratter.

Hackede af alle de skærme

For Marie Bach er der ikke langt fra at tale om naturen, der omgiver os, til naturen inde i os. Vores oprindelige natur.

– Det med at forbinde sig med naturen ligger meget i tiden, men vi er jo ikke engang forbundne til vores egen natur. Døden har vi svært ved at forholde os til, mørke følelser, sorg, jalousi – nej, puhada, så må vi ind og se nogle videoer på Instagram.

– Vi er ikke resiliente længere, fordi vi er frakoblet vores egen inderside. Hør her, nu skal jeg fortælle dig noget helt sindssygt, siger Marie og lyser op i ansigtet:

– De lag, der er i jorden, fungerer på samme måde som vores mave. Ligesom vi kan få for eksempel candidasvamp i tarmene, kan jorden også få svamp. Det er den samme mekanisme, der sker, det hele hænger sammen. Og vi er bare så langt fra en forståelse af det.

– Det kan jeg godt blive rigtigt sort i hovedet af at tænke på, og så er kuren for mig at gå ned i noget taknemmelighed over den dag, man har haft. Har du kigget på det blad, der var ude foran dit vindue i dag? Taget en pære fra træet uden for vinduet og lavet en tærte? Det har jeg, hvor fantastisk er det lige?

– Fokusere på de små glæder, der kan være i livet, som jo er sindssygt i sig selv. Samtidig med, at der bliver født et kuld nye kattekillinger, som ligger helt tæt ind til deres mor, og som vi alle sammen dåner over, så ved vi, at vi bliver udslettet, hvis vi bliver ved på denne her måde. Det er da sindssygt.

– Gør du noget for at rumme de kontraster?

– Jeg går i terapi en gang om måneden. Ikke fordi jeg har det dårligt, jeg synes bare, det er helt vildt interessant at være i udvikling hele tiden.

– Jeg kan godt stene over sådan nogle tanker som: Ved du rigtigt, hvem du er, før du har sovet alene i en skov? Tilbragt en nat i naturen helt alene? Eller: Hvis det her fly faldt ned, hvem ville jeg så være i gruppen af flypassagerer? Ville jeg være hende, der totalt angst gemte mig under flysædet? Hende, der tog ansvar for at få alle evakueret? Eller hende, der bare satte sig ned og græd?

– Jeg kan godt lide spørgsmålet om, hvem jeg er, når jeg er helt nede på bunden af mig selv, for jeg tror, at vi er meget lidt koblede til vores egen egentlige natur.

– Problemet er, at vi er hackede af alle de skærme, der har invaderet vores liv, og det kræver rigtigt meget af os at vende os væk fra det rotteforsøg.

Spolehjerne

Udover sin kæreste, trommeslageren Stefan Pasborg, er et af de mennesker, Marie er allertættest med, søsteren Katrine, som driver det økologiske, holistiske landbrug Øhave på Fyn.

Det er hende, hun vender sig mod, når der er noget, der går hende på.

– Hvis jeg bliver lidt fortvivlet over verden – for der er fandeme meget at være fortvivlet over! – siger min søster altid: ”Marie, opsøg et opbyggende fællesskab og begynd at meditere.” Det er de to løsninger, hun har på alt.

– I stedet for at sidde i hvert vores hus og være kede af det, så find nogle andre, som går op i det samme som dig, tal med nogen om det, du går og bakser med, så kan I måske sammen finde noget, I kan gøre.

– Opsøg opbyggende fællesskaber frem for nedadtrækkende fællesskaber, hvor I bare sidder og brokker jer. Og så meditation for at lære sin inderside lidt at kende.

– Jeg arbejder for eksempel med min indre selvkritiker, for jeg gider ikke at se tilbage på et liv, hvor jeg havde flest selvkritiske tanker, når jeg er 80. Det er idiotisk, for andre er jo ligeglade med, om du elsker dig selv eller hader dig selv – det er udelukkende dit eget shit. Og så har jeg spolehjerne, kender du det?

– Spolehjerne?

– Ja, når hjernen spoler frem og tilbage konstant i stedet for at være til stede lige nu. ”Ej, kunne jeg have gjort det bedre? I morgen skal jeg altså huske …” Alle mulige bekymringer. Ikke at jeg føler mig mentalt usund, jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg har den.

– Det kan sammenlignes med overtænkning, og det kommer nok dels på grund af en stor fantasi. Jeg er meget nysgerrig på livet og kan sidde i toget og kigge på et menneske og forestille mig, hvilket liv hun har – i stedet for at sidde med en bog eller skærm som andre.

– Jeg er meget åben, hvilket jeg er glad for, men det er ikke kun liv og glade dage, når du er så åben.

– Er du så god til at dele dine problemer med andre, opsøge opbyggende fællesskaber?

– Jeg har heldigvis en masse vennegrupper, som er ret tætte, søsterfællesskaber nærmest. Men jeg har helt klart en tendens til at gå og putte lidt med tingene, indtil de er overstået, og først fortælle om det bagefter. Så jeg øver mig i det. For vi er jo vores relationer, det er vi bare.

– Og ligesom Sussie i ”Dansegarderoben” er der mange ting, vi ikke kan klare selv. Vi er nødt til at række ud, få noget hjælp. Og folk vil jo rigtigt gerne hjælpe.

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 15, 2023.