Inden hun satte sig i bilen, skrev hun et barskt brev. Så ventede hun

Hun er helt lille baby, da hendes far skriver og indspiller popsangen. Året er 1972, hun ligger i hans arme på singlecoveret. Sætter man singlen på grammofonen, synger han, ”Det’ op til dig Annette, jeg kan bare gætte, ønske og spå”.

– Der er nærmest ingen, der kender den sang, men den har betydet noget helt særligt for mig.

Forståeligt nok. Måske er det bare en fars kærlighedserklæring. Eller måske ved han inderst inde godt, at det ikke bliver helt nemt at være Keld og Hilda Heicks eneste barn.

Keld er allerede folkeeje, men det er ikke alle, der elsker populærkulturen lige højt. Det er sådan, det er i Danmark på det tidspunkt. Det er det på sin vis stadig.

Der er finkultur og mindre fin kultur. Og det har Annette som sanger, skuespiller, entertainer, journalist, tv-vært og tegnefilmsdubber måttet forholde sig til hele livet. At være sine forældres datter.

Og at navigere i det for at blive sin egen person. Det lykkedes, men det har ikke været uden omkostninger og usædvanlig stædig vilje til sejr.

Hun siger selv, at rollen som ”Glinda” i musicalen ”Wicked” i 2011 blev et vendepunkt. Det var dér, hun beviste for sig selv og andre, at hun både kunne synge og spille skuespil. Overbevisende.

Det var dér, navlestrengen i forhold til hendes familie blev klippet i folks bevidsthed. Det klædte hende på. Og det blev livsforandrende.

Annette har en ubetalelig ”Jeg skal vise dem”-drivkraft, som er en fantastisk motor, når livet bider fra sig. Og det har det gjort på flere fronter.

Der var hendes mand Jesper Vollmers voldsomme badeulykke i Thailand i 2015 og eftervirkningerne af den – som også tog hårdt på familie- og kærlighedslivet.

Der var store og tilbagevendende økonomiske udfordringer i forbindelse med corona, hvor hele kulturlivet langvarigt var aflyst – på et tidspunkt var familien så flad, at Annette gravede planter op i haven, satte dem i gamle potter og solgte dem på loppemarked. 2020-mediestormen om Frank Jensens MeToo-tunge i hendes øre 10 år tidligere er set i det lys en perifer detalje.

– Den fylder helt utrolig lidt!

Siger hun grinende.

Og nu er vi her. Igen på en top af en af livets konjunkturbølger. Hvor hun spiller den ene hovedrolle af to i ”Pennevenner” – en musicalforestilling, hun selv har skabt.

Forelskelse

Idéen til ”Pennevenner” fik hun – surprise – på grund af et brev. Det lå i hendes kælder og havde ligget der længe, hun faldt over det, da hun i et helt andet ærinde ledte efter materiale til sin biografi ”Datteren”. Og genkendte de amerikanske frimærker.

– Min farfar havde en penneveninde i USA, og da han lå på sit yderste, sagde han til mig: ”Det er altså vigtigt, at vi lige får fortalt Virginia, hvordan det står til”.

– Han var fuldstændig afkræftet og spurgte, om jeg ville skrive brevet for ham, så dér sad jeg på en stol på hospitalet og skrev, mens han dikterede et meget smukt brev på virkelig formfuldendt engelsk, min farfar var en meget distingveret herre.

Annettes farmor levede stadig, men Virginias mand var død af Parkinsons, som hendes farfar også led af.

Og brevet var en sidste hilsen mellem to gamle pennevenner, der havde skrevet sammen igennem mange år. Dengang skulle det med langsom post. Frimærker på, i postkassen, over Atlanten, tid der gik.

– Og før hun fik svaret tilbage til mig, var min farfar faktisk død. Så det skrev jeg til hende. Og så skrev hun tilbage til mig – og det kan sagtens være, jeg overfortolker, men … – det var, som om hun løftede en flig af, at der måske lå en forelskelse. Det var faktisk helt tydeligt.

– De havde mødt hinanden EN gang, og hun skrev noget med, at hun … havde stået overfor et menneske, som havde gjort så stort indtryk, at hun ville huske det øjeblik, til hun døde, og at min farfar var en helt særlig mand.

– Du ved … der var ligesom nogle ting under de ord, hun skrev, hvor jeg tænkte hmm, det ville man måske ikke bare skrive om en god ven. Det var lige spadestikket dybere. Men stadig kun et par enkelte sætninger.

–Jeg er også helt sikker på, at de aldrig har udlevet den forelskelse. Der har ikke været ”noget”, men der var sådan et … klik i det møde, og så har de korresponderet frem og tilbage igennem deres liv.

Og dét brev og dén historie er Annettes inspiration til musicalen, der tager udgangspunkt i 1970'erne.

– Jeg synes jo, 1970'erne er det mest forrygende årti! Duftene, lydene, hvordan verden så ud. Jeg er ikke sådan bagudskuende i forhold til, at jeg ikke kan slippe mennesker eller oplevelser.

– Jeg kan sagtens sige ”farvel, nu skal vi et nyt sted hen.” Men jeg er sentimental omkring historiske perspektiver, jeg bliver fuldkommen draget.

– Min Spotify-playliste 1970'erne er det fedeste i hele verden, jeg tror, jeg har 1.000 numre på den. På det tidspunkt udvikler musikken sig virkelig. Det folk’ede. Carole King. Carly Simon er mit helt store idol. De damer der. Wauw. Efter dem kommer disco’en. Donna Summer. Gloria Gaynor. Jeg elsker det bare. Og dét kommer der også noget af i forestillingen.

– 1970'erne er 50 års tid siden, alligevel har dengang og nu en hel del til fælles, siger Annette.

Dengang som nu er der brydningsflader, og der sker ting indenfor kvindefrigørelse og børneopdragelse, og dengang som nu oplever vi politisk et voldsomt tilspidset trusselsbillede i en svær verden – med Rusland som markant aggressor – og dengang som nu har vi energikrise tæt inde på livet. Hvad vi til gengæld ikke kender til, er 1970'ernes langsomhed – den har teknologien for længst fortæret.

– Ja, der var en langsomhed, og det er lige præcis den, ”Pennevenner” taler ind i – alene titlen. Få mennesker havde en skrivemaskine, de fleste sad møjsommeligt med et stykke papir, skrev et brev, puttede det i en kuvert og gik i postkassen.

Annette har selv haft pennevenner og har i det hele taget selv hele livet været meget ihærdig brevskriver, så ihærdig at familien driller hende med det.

– Jeg har altid holdt meget af at skrive breve, jeg er også blevet mobbet rigtig meget for det. Der har ikke været holdt en fødselsdag eller noget, vi skulle fejre, uden at der er blevet fortalt historier om mig og min brevskrivning.

– Jeg har også skrevet breve, når der har været alvorlige situationer, og jeg tror, de fleste godt ved, at jeg ikke er konfliktsky.

– Breve repræsenterer for mig noget meget præcist. Man kan være meget nøjagtig, og det er vigtigt for mig. Men som jeg er blevet ældre, har jeg fundet ud af, at det, som jeg opfatter som værende præcist, når jeg formulerer mig, andre steder bliver opfattet som … koldt eller ufølsomt. Det har jeg slået mig på helt sindssygt mange gange.

– Ligesom andre mennesker også har slået sig helt sindssygt på mine breve, hvis jeg har haft en eller anden kritik, som jeg har følt var berettiget, hvor jeg har følt, at det her bliver vi nødt til at få talt om. Dem har jeg skrevet en del af …

Og hun har gemt ”helt sindssygt” mange breve. Fra kærester, veninder, pennevenner, familie og skolekammerater...

– Man skriver anderledes, når man skriver håndskrevne breve, end når man skriver mails. Derfor er det sørgeligt, at vi ikke skriver breve længere. Vi kommer som mennesker til at miste noget på det.

– På et tidspunkt vil vi opdage, at der er en hel masse historie, der er forsvundet, at der er huller. Vi kommer også til at reflektere over det. Om 20-30 år, når vi kigger tilbage på de her år med den teknologiske udvikling, vil vi tænkte, shit hvad var det egentlig, vi havde gang i?

– Der er bare nogle ting i tiden, som er så off, lige nu kan vi slet ikke se det, men jeg er ikke i tvivl om, at det kommer vi til.

Dit livs vigtigste brev?

– Hmmm. Jeg har skrevet et til Jesper på et tidspunkt. Det er nok det første, der falder mig ind. Det var et vigtigt brev.

Genoptræning

Annettes mand Jesper Vollmer var millimeter fra at blive lam fra brystet og ned efter en voldsom badeulykke i Thailand i 2015.

– Efter ulykken kom han hjem fra hospitalet, vi skulle til at finde vores liv sammen igen, han havde været væk i et halvt år på genoptræning.

– Han følte selv, at han kom og bidrog med helt vildt meget, haha, og det gjorde han simpelthen ikke. Han var meget ødelagt i sin krop, og der var mange ting, han ikke kunne, men der var også ting, han godt kunne.

– Og på et tidspunkt spurgte jeg: ”Hvad synes du egentlig, du bidrager med?” ”Jamen jeg bidrager da med den gode stemning”, sagde han så. Og jeg tænkte bare what the heck, for du er én stor tordensky, nærmest fra du står op, til du går i seng.

– Og så skulle jeg til Aarhus, men inden jeg kørte derover, skrev jeg et brev til ham. Essensen var: Du er helt off, du bidrager med så dårlig stemning herhjemme, og hvis du har tænkt dig at være en del af den her familie, er du simpelthen nødt til at stemple ind.

– Det er rigtig hårdt at skrive sådan, men det handlede om, at han talte rigtig meget om sig selv. Hver dag fra han stod op, til han gik i seng i de seks måneder, han var på genoptræning, havde man talt om ham: Nej se, nu kan du flytte din tommelfinger, det er flot og prøv at se, nu kan du gå! Alt handlede ligesom om ham.

– Når børnene nu stod derhjemme og prøvede at fortælle om noget fra deres hverdag, var det: ”Ja, det er meget sjovt, men prøv at se, nu kan fars tommeltot det her”.

– De GAD ikke høre mere om den skide tommeltot. Og det er jo smadderhårdt, for der er ingen tvivl om, at han havde det svært. Men jeg skrev så det der virkelig barske brev.

– Og så var jeg bare sådan uuuuh … det her kan gå helt galt, hvis det bliver opfattet på den forkerte måde. Men op ad dagen ringede han til mig og sagde, ”Tak for dit brev og tak for, at du orker at sparke til en, der ligger ned”. Og det mente han faktisk virkelig positivt.

Kan du huske følelsen, da du tog røret?

– Ja. Jeg tænkte virkelig, at det her kan nærmest være ”jeg vil skilles”, det var virkelig ”nu holder jeg vejret” – gange tre. Fordi det var barskt, det, jeg havde skrevet.

– Men jeg var nødt til at sige, ”nu går den ikke længere, vi kan ikke mere, vi bliver simpelthen nødt til at vende den her skude”. Og det gjorde vi. Det var på mange måder vendepunktet.

Kærligheden skal kunne tåle konfrontationen?

– Ja, det skal den!

Jesus

Annette oplever musik som helende.

– Jeg vil gå så langt som til at sige, at hvis jeg ikke havde haft lige præcis min 1970’er-playliste i kølvandet af Jespers ulykke – og faktisk også under corona – så tror jeg simpelthen, at jeg var blevet så deprimeret, at jeg nærmest ikke havde kunnet overleve.

Det, der skete for hende efter ulykken, var, siger hun, meget mærkeligt. Og hun har stadig ikke nogen fornuftig forklaring på det.

– Der var to ting, der blev ved med at dukke op. Den ene var, at jeg ledte baglæns uden at vide hvorfor. Jeg dykkede ned i musik fra 1970'erne, lyttede til hver eneste lillebitte bid og fandt mentale billeder.

– Det var, som om jeg var inde og nulstille mit eget liv, mit indre. Den anden ting – og det har jeg vitterligt ikke noget svar på nu – er at jeg blev voldsomt optaget af Jesus.

Hun griner et nærmest undskyldende jeg-synes-selv-jeg-er-lidt-langt-ude grin og siger:

– Jeg griner fordi … altså det var ikke sådan, at jeg gik i kirke eller var søgende, men han blev bare ved med at dukke op i alle mulige udgaver, og jeg tænkte: Det her er simpelthen så mærkeligt, jeg har det, som om jeg er forelsket i Jesus, det er for underligt, og hvis jeg siger det til nogen, tror de, jeg er kommet ind i en sekt.

– Men så havde jeg en meditation i Thailand på et tidspunkt. Helt vild. Jeg har oplevet noget i samme stil et par gange, men det her var heeelt vanvittigt.

– Jeg kom dybt ind i meditationen og røg ud et sted, hvor jeg slet ikke vidste, man kunne være. Jeg har siden mødt en munk, som sagde: ”Er du klar over, hvor heldig du er, at du har oplevet det der? Det er meget svært at opnå den tilstand”.

– Men jeg når altså ind i den tilstand, hvor jeg befinder mig et sted mellem at være 100 procent bevidst om, at jeg sidder i Thailand og er klar over, hvem der er omkring mig. Jeg ved, at jeg er HER – men samtidig er jeg et andet sted. Og jeg svæver rundt – det lyder simpelthen så dumt … – men jeg svæver rundt oppe over den strand, hvor Jesper kommer ud for sin ulykke, og jeg genser det hele, men ovenfra.

– Og så kommer – ha ha – så kommer Jesus over til mig. Og sidder ved siden af mig og kigger ned på det og siger, at nu skal jeg bare tage det helt roligt.

Hun har efterfølgende haft en meget lang snak med en præst om det.

– Han spurgte dybt interesseret, hvordan Jesus stemme lød, og hvad for et sprog han talte. Men der måtte jeg sige: ”Jeg ved godt, at det her er så langt ude, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, men han talte ikke, han talte igennem mig, så jeg godt vidste, at det var det, han sagde”.

– Jesus brugte ikke sin stemme. Det er så underligt. Jeg ved ikke, jeg tror på Gud, men er jo ikke sådan … religiøs.

Desperat

”Du må jo være lavet af noget særligt”, siger jeg. Med henvisning til hendes kamp for at blive Annette i egen ret, Jespers ulykke, corona-økonomiske udfordringer … Og Annette siger:

– Jeg tror, jeg kan holde til helt ufatteligt meget. Jeg tror på det med, at der er to muligheder, når man møder rigtig meget modstand.

– Enten bliver man megastærk og nærmest sådan næret af det, eller også knækker man. Jeg tror ikke, man bare kan være ligeglad.

– Hvis modstanden er tilstrækkelig stor, er der kun de to muligheder, ikke? Det er en kæmpe drivkraft for mig. Men nogle gange kan jeg alligevel nærmest ikke selv forstå, at jeg bliver ved med at holde den kørende. At jeg står op.

– Der har været tidspunkter igennem de der kriser, hvor jeg har tænkt, at nu kan det ikke blive værre – det kunne det så godt. Hvis du vidste, hvad jeg har solgt af ejendele, da vi havde økonomiske problemer, er du sunshine! Jeg kiggede i bunden af alle mine ting. Kan den være noget værd? Egner den sig til auktion? Eller er det mere noget loppemarked?

– Det mest desperate loppemarked, jeg har lavet, var i øvrigt også det, jeg tjente flest penge på. Jeg havde potter i haven, der var gået en lille smule i stykker, jeg gravede planter op, satte dem i potterne med en lille fin mærkat med blomsternavn på og solgte dem på loppemarked og kom hjem med 11.000 kr.

– Jeg er god til – den ros skal jeg dog have – at stille det op, så det ser godt ud. Alle tricks gælder. Hold da op hvad jeg fik solgt, der blev virkelig muget ud derhjemme. Og det gjorde faktisk, at jeg fik et andet forhold til alle de der ting: okay, det er bare ting!

– Det eneste, jeg aldrig skiller mig af med, er mine børns tegninger.

Corona-nedlukninger er fortid. Vi er videre. Livet ligner på mange måder sig selv. Men Annette siger også ærligt, at hun faktisk har det ”rigtig svært” med den tid, vi lever i.

– Nu spurgte du til kriser, og … det sidste halve år har jeg for første gang i mit liv tænkt, om det er sådan en lille begyndende depression, jeg slæber rundt på. Som både er noget post-corona-tid, men også, at jeg er trist på de unges vegne over nogle af de ting, de har været udsat for under corona.

– Det var forkert, forfærdeligt, forkasteligt. Kombineret med at mange brancher faktisk lider lige nu, og folk har det rigtig svært rundt omkring. Kombineret med den mest tåbelige invasion af Ukraine.

– Jeg har altid været skidebange for Putin, og det er jeg blevet mobbet så meget med.

F.eks. var der flere, der rystede på hovedet, da hun i december 2021 låste familiens elpris i 36 måneder.

– Jeg sagde: ”Jeg stoler kraftedeme ikke på ham Putin”. Jeg var så rasende over, at man havde godkendt den der North Stream gasledning. Var vi nu i lommen på den psykopat? Hvad fanden tænkte de på? Og jeg var rasende på Merkel, syntes, hun var svag. Så jeg låste elprisen.

Natten til juleaften vågner Annette med et sæt og vækker Jesper. Dialogen mellem dem er følgende:

– JESPER! JESPER! Jeg tror, vi bliver nødt til at sælge sommerhuset på Bornholm.

– Hvad???

– Jamen jeg tror simpelthen, der er risiko for, at Putin invaderer Bornholm.

– Skat, du har seriøst ikke vækket mig julenat for at sige det?

– Jo … Okay … Jeg ved godt, det er et off tidspunkt, vi snakker om det i morgen.

Om hun blev til grin dagen efter? Mon ikke!

– Altså, jeg blev SÅ mobbet. Og da vores venner fik det at vide, sendte de alle mulige sjove SMS’er og skræmmebilleder af Putin. Indtil han gik ind i Ukraine den 24. februar 2022. Derefter var der ikke nogen, der mobbede mig med Putin længere. Det var mere: Er du synsk eller hvad?

– Men det har jeg været rigtig trist over. Der er også klimaet og hele den digitale verden, som jeg ikke synes, vi har taget ordentligt stilling til. Der er så mange virkelig negative ting i vores tid.

– Jeg bliver også påvirket meget af nyhedsflowet. Det er så negativt. Det er ødelæggende for mig.

Derfor forbød hun for nylig sig selv ikke at se nyheder i en måned.

– Jeg var nødt til at lave en timeout. Og det hjalp. Nu er jeg tilbage igen, men jeg prøver virkelig at tænke over mit medieforbrug. Og især på at huske på de positive historier, for det, synes jeg faktisk, er meget vigtigere at få frem og holde fast i.

Derfor svingede hun med egne ord for nylig lige en tur forbi en psykolog.

– Fordi jeg kunne mærke, at der lige skulle drejes på nogle knapper hist og her. Et servicetjek. Jeg fik lige den positive vinkel på igen. Og det er egentlig der, jeg er nu. Det er et godt sted. Jeg vælger simpelthen at være optimist.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 33, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: