Jeg stod blandt ukrainske soldater, som fyrede mod fjenden, og lavede en pasta bolognese-bestilling på Nemlig

Siden februar har Matilde Kimer opholdt sig mange dage i et krigsramt Ukraine, flyttet sin familie hjem til Danmark og sit kontor hen i en mindre lejlighed i Moskva, været gennem et alvorligt sygdomsforløb og er lige nu ved at gøre klar til at oprette ny arbejdsbase i Kyiv.

Bare én af delene ville være nok til at stresse de fleste, men det preller helt af på den 41-årige udenrigskorrespondent, der om nogen er vant til at håndtere uforudsete hændelser og ekstreme begivenheder.

Vi mødes i et fred- og forårsfyldt Danmark. Hjelm og skudsikker vest er byttet ud med afslappet hverdagstøj og sandaler.

Hun er energisk og kommer lige fra tre kvarter med en krisepsykolog – en obligatorisk del af jobbet, når man er DR-journalist og udsendt til krigszoner.

– Med tiden har jeg fået en bedre fornemmelse af, hvornår noget har sat sig – og hvornår det rumler i hovedet. Det er jo ikke altid de voldsomme oplevelser i krigen, som er den udløsende faktor, det kan være alt muligt i dit familieliv eller privatliv, der får dig til at være lidt ustabil, fordi tolerancetærsklen bliver mindre, siger Matilde.

Hun synes egentlig ikke, at hun har behov for debriefing i øjeblikket, selv om høje lyde sætter hende i alarmberedskab, for hun ved, at hvis hun er væk fra krig længe nok, går det over af sig selv.

Og lige nu er hun hjemme i Danmark for en stund efter et hektisk forår.

Som fast korrespondent i Rusland var angrebet på Ukraine ikke helt uventet for hende, men at missilerne lige begyndte at regne ned den 24. februar, hvor hun var på vej hjem til Danmark, kom alligevel bag på den erfarne journalist.

– For mig er det helt naturstridigt at rejse ud, når krigen starter. Det er modsat af mit instinkt i forhold til mit job, og jeg havde bare sådan en skyldfølelse over at tage hjem, men min fornuft kunne jo sagtens se, at det ikke var for at gå en tur med hunden. Jeg SKULLE bare hjem, selv om det var en kikset timing, fortæller hun.

Live den første nat

Den torsdag nat i slutningen af februar, hvor Putin annoncerede, at han ville angribe Ukraine, var Matilde Kimer ved at afslutte endnu en rejse rundt i Ukraine, hvor hun havde lavet tv-reportager, fordi luften gennem noget tid havde vibreret af, at “noget” var under opsejling.

– Hele ugen havde min ukrainske fotograf Mykola og jeg været helt ude på frontlinjen. Det var ret heftigt, der var kommet tunge våben i brug, og folk boede i kældrene derude.

– Vi kørte til Kharkiv om aftenen, og på vej derop så vi SÅ mange militærkøretøjer. Der kørte kampvogne i rabatten og inde bag ved træerne langs vejen.

– Jeg sad bare i bilen og tjekkede nyhedsbureauer og kunne se, at Kharkiv lufthavn var blevet lukket.

De ankom til byen sent om aftenen, og herefter var hendes plan et tidligt morgentog til hovedstaden Kyiv.

Hun skulle hurtigt se nogle venner, have ordnet negle på sin yndlingssalon og så med fly til København om aftenen.

Om natten på det lille private pensionat vågnede hun til lyden af bombesprængninger.

Ganske vist i det fjerne, men hendes redaktør hjemme i Danmark havde også fulgt med i begivenhederne og ringet til hende hvert andet minut gennem et stykke tid for at høre, om hun var okay – og i øvrigt om hun var klar på en “live”.

Efter at have fundet sine kontaktlinser og lidt tøj var hun klar. Og sådan gik krigens allerførste timer.

– Jeg sad også og tænkte, at på et eller andet tidspunkt skulle jeg have fat i min mand. Klokken var jo kun fire dansk tid, men jeg skulle nå at skrive en tekstbesked inden klokken syv, så han vågnede op til mig og ikke til nyhederne.

– Jeg skrev til ham, så roligt jeg overhovedet kunne: “Alt er okay. Krigen er gået i gang, og jeg er i Kharkiv, jeg kommer ikke hjem i dag, men jeg skal nok styre ud.”

Matilde havde nemlig også en anden deadline end nyhedsudsendelsernes i hovedet.

– Jeg skulle hjem og have lavet en biopsi dagen efter. Det var ikke sådan, at jeg ville dø om lørdagen, men jeg havde en knude i min hals, og den trykkede på mit spiserør, og uden at have nogen stor medicinsk baggrund, ved jeg jo godt, at der ligger et luftrør i nærheden, så jeg kunne ikke hænge ud i Ukraine i to-tre uger …

Det var ikke umiddelbart så nemt at komme ud af byen, og historierne om “Matilde Kimer, der måtte søge dækning” blev hurtigt en af krigens tophistorier herhjemme. Hun fandt et hotel med bedre sikkerhedsforanstaltninger og satte sig derhen for at arbejde.

– Vi kunne høre brag tættere på, vi så billeder af russiske kampvogne, og der var KÆMPE bilkø ud af byen. Det var uargh – og lad os bare tænke den til ende, lad os sige, de omringer – så sidder jeg her og bliver kvalt af en knude … det er fandeme en åndssvag måde at dø på, når det endelig skal være!

Næste morgen tog hun sammen med nogle andre journalister toget til Kyiv, lørdag aften videre med tog til Odessa, søndag blev hun hentet af det lokale sikkerhedsfirma, DR bruger, kørt til Moldova og fløj ud fra Rumænien.

Mandag aften trådte hun ind ad døren hjemme hos familien i Hvidovre, og tirsdag morgen mødte hun op på Rigshospitalet for at få foretaget biopsien.

Tilbage til Ukraine

Knuden var ondartet, men indkapslet i skjoldbruskkirtlen, så der var ikke behov for yderligere behandling efter operationen.

Det vidste Matilde selvfølgelig ikke, da hun tidligere på måneden havde fået foretaget nogle undersøgelser på et russisk hospital og selv bedt om at få svaret på en mail.

– Jeg sad på bagsædet af Mykolas bil, da jeg fik en pdf, og jeg forstod godt nogle af ordene, men den var jo på lægesprog og på russisk.

–Jeg endte med at sende den pdf til flere mennesker, som skulle læse den. Er det mig, der er sindssyg? Står der bare “mistanke”, eller står der “du har KRÆFT?” Hvad ER det her? siger hun.

– Så talte jeg med en dansk læge nogle timer efter den pdf, som sagde, at når nu det skal være, og hvis vi ellers kan stole på den russiske biopsi – så er det den bedste og nemmeste af alle kræftformer, fordi det stort set altid bare er en operation og så noget radioaktivt jod.

Hun måtte dog ikke flyve i fire uger efter operationen og skulle helst holde sig nogenlunde i ro.

– … men jeg laver en aftale med kirurgen om, at 14 dage efter operationen kan jeg tage af sted, hvis jeg selv fjerner stingene – altså jeg forstår simpelthen ikke, at man behøver en læge eller sygeplejerske til det – det er jo bare snor. Hvis det hele er uproblematisk, vil jeg gerne køre til Ukraine.

– Lægen synes ikke, det er en god idé og siger, at der er ikke ordentlig hygiejne, og krigs- og felthospitaler kan jo ikke tage sig af et betændt sår … jeg ved det! Men jeg har heldigvis en kollega, jeg har været på mange svære opgaver med – en fotograf, som går med til, at vi kører derned. Så jeg tager stingene ud på dag 14, det ser fint ud, og så kører vi!

Hvad sagde din familie?

– Aaaarh – jeg tror da nok, at mine unger gerne ville have haft, at jeg blev hjemme, for det var første gang i virkelig, virkelig mange år, at jeg havde tre uger, hvor jeg bare var hjemme, så der blev bagt flere boller end sædvanligt.

– Men Jesper og jeg har jo været sammen i 15 år, og han ved godt, at det her betyder virkelig meget for mig – og at det føltes SÅ forkert ikke at være der.

– Jeg har rejst og rapporteret fra Ukraine siden 2010, og mange af mine rigtig gode venner er jo ukrainere. For eksempel Mykola, der på dag to stiller kameraet hjemme i sin lejlighed og kører over og henter sine rifler, og så melder han sig til krigen.

– En af mine rigtig gode venner flytter ind på sin arbejdsplads, tusindvis af mennesker flytter ned under jorden, og det er så vildt, hvis jeg skal sidde og puste mig selv på halsen uden at rapportere om det her, siger Matilde og fortsætter.

– Det var også bare en følelse af, at lige nu er min plads altså ikke ude i solen med en kop te – min plads er dernede, selv om det er lidt bøvlet.

Moskva tur/retur

Matilde blev i Ukraine i næsten tre uger efter sin operation og har siden haft en enkelt tur til Moskva.

Hun er kommet sig, og kun det store ar foran på halsen vidner om det forår, der har været turbulent både på de indre og ydre linjer.

Matilde og hendes familie valgte sidste år at flytte til Moskva, så hun kunne have fast base derovre som korrespondent.

Noget, der længe havde været hendes drøm at gentage, efter de også var udsendt i 2017 og 2018, hvor hele familien elskede det russiske eventyr.

Men denne gang blev det anderledes. Det stod hurtigt klart, at børnene ikke trivedes i byen, selv om Matilde og hendes mand havde fået dem ind på en af Moskvas bedste internationale skoler.

– Det var en skole for rige russiske børn, og mine børn taler meget lidt russisk. Officielt talte de engelsk, men 98 procent af børnene var russere, så der blev ikke talt meget engelsk.

– Der var ikke ret meget fællesskab, og det var ikke noget, skolen syntes var et problem – Danmark er jo nok meget unik med, at trivsel er et kæmpe barometer i folkeskolen.

– De gik fra at være ekstremt skoleglade i Danmark til ikke at ville afsted om morgenen. Så vi trak faktisk stikket til den skole til trods for, at den havde kostet … jamen, jeg har aldrig købt noget i det prisleje som de skoler … De gik der i tre uger, så vi måtte betale for det første semester.

– Men vi kiggede på hinanden og sagde – det er vi simpelthen nødt til at ofre, for de er ikke glade, så dér skal de bare ikke gå.

Den næste skole var bedre, men det blev aldrig helt godt, og sammenholdt med den fornemmelse af krig, der hang i luften, besluttede Matilde og hendes mand i vinter, at han skulle flytte tilbage til Danmark med børnene, mens hun fremover skulle pendle mellem sit kontor i Moskva og hjemmet i Hvidovre.

– Jeg endte med at være glad for beslutningen, for der gik jo kun kort tid, før andre vestlige familier blev evakueret i biler. Jeg var nok især glad for det, fordi Rusland betyder så meget for mig.

– Deres afsked med Rusland var god og rolig – vi sad ude i lufthavnen og fik varm kakao – og det var ikke på grund af krig, vi tog hjem.

Indkøb fra frontlinjen

Nu hvor familien er tilbage i Danmark, betyder det igen masser af rejsedage for Matilde. Og en familie, der skal skånes mest muligt for de potentielle bekymringer, der kan opstå, når mor rejser i et land i krig. Det handler om klare aftaler, især med manden Jesper.

– … Jeg skal sige til, når jeg er i …. hmmm, højrisikozone. Hvis jeg kører ind i et område, hvor jeg ved ,at der er aktive kampe, så skriver jeg, når jeg kører derhen, og når jeg er kommet tilbage, så han kan koncentrere sin frygt i et tidsrum og ikke hele tiden skal gå og være bange.

Når hun er afsted, har hun ikke altid så meget kontakt med familien, både fordi hun med egne ord ofte har “sindssygt travlt”, men også fordi det indimellem kan være lidt uhensigtsmæssigt.

– Jeg har oplevet, at min datter ringede til mig, hvor jeg lå i en skyttegrav under beskydning – det var fandeme ikke fedt. Så kan man sige – så lad være med at tage den, men hun ringede tre-fire gange, og det var så, fordi hun havde fået corona.

– Men det er jo SUPER ufedt, for adrenalinen er høj for os, der er i det, men den går jo helt balalajka for folk, der ikke har mulighed for at forstå, hvad der foregår eller kan gøre noget, siger Matilde.

Andre gange kan det sagtens fungere at holde snor i familielivet:

– Jeg har også været i en stilling med masser af ukrainske soldater, som er i gang med at fyre over mod fjenden, mens jeg laver en indkøbsliste til pasta bolognese på nemlig.com, fordi nettet var rigtig godt lige der. Det var virkelig mærkeligt, men jo også virkelig dejligt at holde fast i morrollen derude og aflaste Jesper.

Har Jesper et veto-kort, han kan trække?

– Det er ikke noget, vi har italesat, men det tror jeg godt, at han ved. Men hvis han siger, “okay, nu stopper det”, så skal det stoppe.

– Vi har det sådan, at karrieren er nødt til at køre for os begge to samtidig, og der er ingen tvivl om, at jeg finder ekstremt stor nydelse i arbejde. Jeg er med på, at det er privilegeret, måske oven i købet sjældent, men jeg kan virkelig godt lide at arbejde.

Hun understreger, at i deres familie har børnene jo aldrig prøvet andet, end at mor og far rejser lidt på skift. Mest mor, ganske vist.

– Min ældste var otte måneder, da jeg første gang rejste til Rusland uden hende. Det er vores liv og hverdag. Og så sørger jeg også for, at de har en referenceramme, som ikke kun er Hvidovre. De nannies, vi havde i Moskva var jo filippinske kvinder, som efterlod deres børn derhjemme i to-tre-fire år for at få råd til at sende dem på college. Så nogle gange handler det også om at vise noget perspektiv.

– De ved godt, at vi kan sagtens tale om, at de synes, jeg rejser for meget, og jeg vil også godt prøve at lytte til det, men der er nogle begivenheder som for eksempel det, der foregår lige nu – det skal vi dække, og det skal jeg være med til.

De russiske kontraster

Matilde Kimers forhold til Rusland kan nok bedst beskrives som en skæbnebestemt kærlighedsaffære med op- og nedture. Det startede lidt tilfældigt.

– Jeg rodede rundt efter gymnasiet og var meget i tvivl om, hvad jeg skulle tage mig til. Arbejdede meget hårdt om sommeren i Tivoli, og så rejste jeg om efteråret og frem til sæsonstart. Da jeg havde rejst i Asien og Latinamerika, ville jeg tage den transsibiriske jernbane og ende i Japan.

Hun besluttede at besøge sin mormors bror i Paris, hvor han boede med sin russiske hustru.

– Hun var en meget “russisk” dame, der sagde: “du er 21 år, sæt i gang”. Nu kan du lige lære det russiske alfabet, og så kan vi gå videre derfra.

Det endte med, at Matilde blev indskrevet på universitetet i Skt. Petersborg.

– … og så faldt jeg fuldstændig på røven over Rusland og kom aldrig videre, griner hun.

– Det var mørkt, pissekoldt og blæsende. Det var ekstremt kontrastfyldt. Guddommeligt smukke bygninger, ækelt, grimt, råddent, rotter på vores kollegie – og sindssyge hjælpsomme mennesker, og sindssygt ubehagelige mennesker. Jeg havde rejst rigtig meget, men havde aldrig følt et land, som jeg følte Rusland.

Herfra var det den snorlige vej ind på journalistuddannelsen med et sidefag i russisk, en praktikplads i DR, hvor hun har været ansat lige siden.

Og selv om udviklingen i Rusland de seneste måneder har fået hovedparten af de vestlige journalister til at forlade landet, har Matilde stadig kontor og lejlighed i Moskva.

– Det kan godt være, at jeg ombestemmer mig, hvis de begynder at sætte vestlige journalister i fængsel. De er gået efter russiske journalister, der appellerer til russisk publikum. Ikke journalister med et miniaturesprog som dansk, der kun laver til danske medier.

– Men hvis nu min svenske kollega pludselig bliver låst inde, så er det muligt, at jeg risikovurderer på en anden måde, men indtil da synes jeg faktisk, at det er vigtigt at være der.

– Jeg er jo ikke et offer i den udvikling, der er i Rusland endnu, men jeg bliver både vred og ulykkelig over at tænke på, at det land bare er på vej i skraldespanden, økonomisk og socialt. Da jeg var der sidst, tænkte jeg, om vi er ved at være der, hvor vi ikke kan bidrage med noget journalistik, fordi vi er så bange for at sige og gøre noget.

– Jeg drak et glas med en god bekendt – og vi blev enige om, at hvis vi skal smides ud af Rusland, så skal DE gøre det. JEG skal ikke smide MIG ud af Rusland – nu har jeg været der i 20 år, og hvis jeg skal ud, så skal det være med et støvleaftryk bagi.

Matilde Kimer er blevet bedre til at slippe krigen, når hun er hjemme, fordi hun ved, at der er andre kolleger til at fortælle de vigtige historier.