Min mand fangede mig da i, at jeg havde kysset andre. Men der var aldrig anden kærlighed

Han går aldrig mentalt i sort, men han kan godt lide mørket. Hvordan skal man greje det? Flemming Møller Mortensen står og kigger ud ad vinduet fra ministerkontoret.

Samtalen er slut, det er blevet mørkt, men det er kun hyggeligt at kigge ud i mørket, siger han. Han kan også godt lide dunkle malerier.

Og så det store farverige Hans Voigt Steffensen-maleri, der hænger på væggen og minder ham om hans barndoms landskaber i det nordjyske. Flemming har fået hold på stemmen igen:

– Det var dejligt at snakke med dig. Meget nært.

Undervejs er Flemming gået i stå flere gange. Det er kun lidt over to år siden, han mistede sin mand igennem 35 år.

Det var et par sætninger, der faldt under et reportagebesøg med Flemming og kronprinsesse Mary i Burkina Faso i oktober sidste år, der fik mig til at spidse ører. Flemming sagde:

”Jeg kan love dig for, at jeg har gjort mig mange erfaringer i livet. Hvilket også har gjort mig til et meget mere nuanceret menneske”.

Og:

”Hvis jeg har nogle fordele i min rolle nu som minister, så er det, at jeg har lært så meget af livet, inden jeg kom hertil og fik den her opgave.”

Han har sagt ja til et tæt interview.

Skæbnebestemt liv

Det, der er med Flemming: Nydelig mand i hvid skjorte. Ligner ikke en, der har været sygeplejerske på et spedalskhedshospital i Sydindien.

Men det har han. Han har også været sygeplejerske i Grønland. Og på akutskadestuen på Aalborg Universitetshospital. Sørme også salgschef i medicinalvarevirksomheden Novartis.

Og socialdemokratisk medlem af Folketinget, før han blev udviklingsminister. Blandt meget andet. Flemming har mange kufferter i sin livsbagage.

– Mit liv har været ekstremt skæbnebestemt. Jeg har aldrig karriereplanlagt. Ikke en eneste gang. Aldrig frem mod at blive minister heller. Eller at blive medlem af Folketinget eller at få de lederjobs, jeg har haft. Det allervigtigste for mig har været, at jeg ikke har planlagt mit liv.

Noget andet vigtigt er hans livs ledetråde. Han taler om nødvendigheden af ærlighed og ihærdighed. Især det første er interessant, når man tænker på hans metier.

– Jamen, jeg vil rigtig gerne efterleve den ærlighed, som jeg synes, jeg har efterlevet hele mit liv. Og det at være minister gør bare, at der lige bliver skruet lidt op for forventningerne både fra omgivelserne, men egentlig også fra min egen side: At man VITTERLIGT mærker efter, om man er ærlig i det, man siger og gør.

– Jeg ved, at selv hvide løgne indhenter en. Og så er selv en hvid løgn lige så alvorlig som en hvilken som helst anden løgn.

Hvornår har du løjet sidst?

– Det ved jeg slet ikke. De situationer, hvor jeg sådan kan komme mest på kant med det, er, hvis jeg gør noget for at prøve at beskytte min mor i ikke at forstå alvoren, som den egentlig er. Ren beskyttelse. Ellers er det ikke noget, jeg praktiserer.

– Jeg ved, hvad ærlighed er for mig, og det har jeg, tror jeg, ikke nogensinde været i konflikt med. Min norm for ærlighed dækker absolut det meste. Det andet, jeg efterlever i min hverdag, er, at man skal være ihærdig i livet. Det er også derfor, jeg er dybt eksistentiel, og derfor skal tiden bruges meningsfuldt.

– Jeg kunne aldrig drømme om at slå tiden ihjel. Man skal sørge for at få gjort det, der er det vigtigste for en i livet. Jeg har et virkelig veludviklet indre kompas.

Den fremmede

Vi er i begyndelsen af samtalen, og Flemming griber stadig instinktivt til politikken, når han f.eks. skal svare på et spørgsmål om sin livserfaring. Det er det, han er vant til. Men jeg vil hellere høre om hans menneskelige erfaring. Så siger han:

– Man kan ikke være sygeplejerske uden at høste menneskelig erfaring hver eneste dag. Det har helt klart været med til at præge mit liv stort. Den periode, jeg arbejdede på spedalskhedshospitalet i Sydindien, var reelt positivt skelsættende for mit liv.

– Der blev jeg sat ind i en ramme, hvor jeg følte mig usikker, fremmed, altså fremmedgjort i forhold til mine omgivelser. Det var mig, der var den fremmede, ikke? Jeg blev presset på min faglighed, min personlighed og den store autoritet, jeg blev givet.

Hvorfor gjorde du det?

– Fordi jeg havde et kæmpe behov for det.

Han havde ellers formentlig den eneste gang i sit liv forsøgt at planlægge det helt anderledes:

– Jeg ville være arkæolog. Jeg blev optaget på arkæologi i Aarhus og havde fået kollegieværelse på 4. Maj Kollegiet. Men jeg startede slet ikke på studiet, fordi jeg blev præsenteret for, hvor meget arbejdsløshed jeg kunne forvente at blive uddannet til.

– Jeg blev sygeplejerske i stedet og gudskelov for det, for det gav mig den menneskelige kontakt. Og så mødte jeg Erik, som blev min mand og var min mand i 35 år, indtil han døde for to år siden. Han var også sygeplejerske, vi fik sådan et symbiotisk forhold, hvor al den menneskelighed, der ligger i at kere sig om andre mennesker professionelt, blev et omdrejningspunkt for mit liv i 35 år.

Vildt at tænke på …

– Ja. Og vi var gode SAMMEN. Vi så jo tilfældighederne af, hvem der blev syge, og hvem der kom ud for en ulykke. Det der med at erfare, at livet kan være væk eller forandret til ukendelighed i løbet af et knips, har bare givet mig sådan en dyb, dyb prisning af livet og hverdagens muligheder. Men jeg elsker at være medbestemmende, den afmagt, hvor man bliver sat ind i noget, man ikke selv kan være med til at præge – den egner jeg mig ikke så godt til.

Flemming voksede op i Himmerland i en lille landsby med det selvbevidste navn Store Brøndum – i 2021 havde sognet 355 indbyggere.

– Min far og hans familie var kendt af alle. Min farmor var enke, hun var der altid for os børn. Så jeg har oplevet et sted, hvor der altid bare var nogen i nærheden af en. Det kunne også være min far – han var landmand – eller en helt anden i familien. Jeg har tidligt forstået, hvor vigtigt fællesskabet er.

Han nævner en anden vigtig faktor for sin samfundsopfattelse:

– Min mor tilhørte den første generation, hvor kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Først plukkede hun æbler i en frugtplantage. Historien er egentlig den, at min mor og far godt kunne have skænderier, højlydte skænderier en gang imellem, og jeg kan godt erindre, at der ligesom blev sagt til min mor fra min fars side: ”Du vil jo gå herhjemme, men der er andre kvinder i byen, og de vil godt ud på arbejdsmarkedet”. Jeg tror bare, min mor tænkte ”Det skal simpelthen være løgn”.

”Nu plukker jeg nogle æbler!”?

– Ja, så plukkede hun æbler. Og så kom hun på fjerkræslagteri. Jeg husker fornemmelsen af min mors hænder. Før. De var bløde og varme, ja, pæne og velplejede hænder. Men pludselig havde hun altid kolde hænder – også når hun kom hjem.

– Og forrevne hænder. Altså arbejdshænder af at stå på et fjerkræslagteri og ordne kyllinger, ænder og gæs ved et transportbånd. Men jeg elsker det element ved mit liv, fordi det også giver al forklaring på, hvorfor vores samfund er et af de bedste i verden, måske det bedste land af alle.

– Hvorfor vi har den rigdom, og hvorfor vi har den lighed mellem mennesker og køn, som vi har, selv om der stadig er ulighed, vi skal kæmpe imod. Det, at min mor og kvinderne kom på arbejdsmarkedet, og det, at vi har så stor lighed imellem kønnene, har været drivkraften til vores rigdom og er det stadig. Det var det også i mit hjem.

Stikker næsen frem

Flemming var et glad barn. Han fløjtede, når han cyklede en tur i landsbyen, han fløjtede også, når han kom hjem igen.

– Sådan var jeg kendt, og jeg var kendt som en, der altid kom i snak med folk. Jeg kørte med avis, og jeg var da glad for at tjene nogle penge, men det vigtigste var, at jeg havde fingeren på pulsen og snakkede med alle, og alle snakkede med mig, så jeg kunne bringe nyheder fra det ene hjørne af den lille landsby til det andet.

– Da jeg blev konfirmeret, var jeg allerede præget af en dyb retfærdighedssans, så jeg blev pinligt til mode, da jeg kom ud i våbenhuset efter konfirmationen. Telegrammerne lå på en bænk derude, og der var bare én stak telegrammer, der stak af fra de andre. Det var min. Fordi alle dem, jeg leverede avis til, også havde givet mig telegrammer og penge.

Eller også var du bare en særlig dreng, som mange kunne lide?

– Njaa … Jeg bemærkede det i hvert fald.

Hmm. Måske er det noget jysk. Måske er det socialdemokratisk fordelingspolitik for teenagere. Måske er det bare beskedenhed.

Har du et eller andet med, at man ikke skal stikke næsen frem?

– Nej, det har jeg egentlig ikke, for det tror jeg altid, at jeg har gjort. Ikke på nogen hovmodig måde. Jeg tror, folk vil tænke om mig, at jeg er i godt humør og glad og interesseret. Til en af mine runde fødselsdage holdt min mand en dejlig tale for mig over det at være begejstret. Jeg har altid været let at begejstre.

Hvornår fandt du ud af, at du var homoseksuel?

– Jamen det fandt jeg ud af, da jeg kunne mærke, hvor attraktionen lå. Det kom egentlig meget tidligt. Men jeg har aldrig gået i sort som følge af det. Overhovedet ikke.

Kunne du sige det til dine forældre?

– Nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Der var lykken også med mig. Eller skæbnen. For jeg gjorde nogle forsøg for at prøve af, hvordan det her nu … kunne være, ikke? Men der KOM ikke nogen prins på den hvide hest, han stod bare ikke foran mig.

– Men der var et par piger, og dem elskede jeg egentlig og var kærester med. Den ene i en periode, hvor det var et virkelig vigtigt element i mit liv. Jeg var på højskole i Rødding, og det at opleve kærligheden imellem to mennesker dér som ung, syntes jeg var fantastisk, men … så var han der lige pludselig.

Erik?

– Ja, det var Erik. Pludselig var han der. Jeg var startet på sygeplejeskolen, og vi gik omkring hinanden nede på sygehusgrunden, der var bare den der opmærksomhed med det samme. Dagen efter mødtes vi, og … han var den første mand, jeg kyssede på. Vores forhold har været sådan, at vi i 35 år ikke har haft én dag med skænderi.

– Aldrig. Ikke én gang i det lange samliv har vi været ude i at tænke, om det her var rigtigt eller forkert. Vi fik det virkelig til at fungere i dyb respekt, hengivenhed og begejstring for hinanden. Og det her er ikke en omskrivning af sandheden, det ER sandheden. Venner og bekendte har betonet det underlige, det mærkelige, det mærkværdige i, at det var sådan, vi havde det med hinanden.

Tror du på den eneste ene?

– Jamen, det VAR den eneste ene. Erik lavede en markering nogle gange, når jeg efter et langt samliv fik sagt ”Jamen Erik var den første mand, jeg kyssede på”. For det var jo sandt, men han fangede mig så også i, at jeg måske har prøvet at kysse på et par andre undervejs i de 35 år. Men det har aldrig været kærlighed. Det har sådan været den attraktion, andre mennesker kan have på en.

Kunne I tilgive det?

– Ja, for pokker da. Det var jo, fordi der aldrig har været anden kærlighed.

35 år. Det kan jo bare ikke undgås, at der opstår fristelser undervejs:

– Der kommer nogle omkring én, ikke? Det formåede vi i den grad at tackle så … positivt.

Gjorde han det samme som dig?

– Ja. Det er jo det med attraktionen. Men vi var aldrig ude i noget, der blev til nogen som helst form for risiko i forhold til vores kærlighed.

Sygdom ændrede det hele

Det var prostatacancer, der blev en gamechanger.

– Erik fik pludselig nogle symptomer, men følte sig overhovedet ikke syg. Det viste sig så, at han var syg, og også mere syg, end hospitalspersonalet havde forestillet sig. Men han fik to et halvt gode år. Det var kun den allersidste fase, hvor man tænkte, at ”nu skal livet stoppe, nu KAN livet ikke være i kroppen mere”. Og … så fik Erik lov til at dø.

– Det ved jeg noget om som sygeplejerske, og det gjorde han også som professor i klinisk sygepleje. Han har altid fokuseret på patientens integritet, og for ham var det vigtigste, at han ikke skulle blive hospitaliseret og patientgjort. Det frygtede han.

– Men han fik lov til at dø fuldstændig fredsommeligt derhjemme ind til min kind, uden noget uværdigt og uden noget … der var smertefuldt. Så det var virkelig en iscenesættelse, det virkede næsten som en handling fra oven med sådan en guddommelighed over sig, fordi det var … så værdigt og så smukt og så fint. Altså …

Flemmings stemme vibrerer.

– Det blev alt, hvad der havde at gøre med at sige farvel. Og sådan en opsummering af, hvad vores liv havde budt os. Det lå jeg og fortalte ham nok i halvanden time, mens han sådan ebbede ud, mens jeg stadig holdt ham i hånden, og han gav udtryk for, at han var der.

– Og så var det … fint … og dejligt og ekstremt kærligt at kunne sige alt det, der havde været. Jeg tog udgangspunkt i vores hus og i de soveværelser vi havde haft, der hvor vi havde boet – også på nogle ferier – og fortalte små episoder, som havde været fulde af glæde. De bedste erindringer igennem 35 år. Til sidst kunne jeg så sige: ”Og nu er det ikke længere”...

Du bliver rørt nu?

- Ja ………….. Men så superfint. Og superkærligt. Det var også med baggrund i noget, han havde sagt til mig: ”Der er ikke nogen mere end os, der har bevist overfor hinanden og omgivelserne, at vi er til tosomhed, det må du simpelthen sørge for at holde fast i Flemming”.

Du skulle finde en ny?

– JA. Erik sagde: ”Jeg faldt for dig, fordi du er det mest positive menneske”. Det havde vi dyrket sammen og holdt fast i, det var det, vi skulle fokusere på i livet, og han sagde: ”Det skal du blive ved med at være, og du skal stimuleres til den der positive, begejstrede tilgang til livet. Derfor skal du naturligvis have en ny kæreste”.

En brille løftes. En tåre fjernes.

– Det er sådan noget, man skal HUSKE at sige til hinanden. Jeg elsker ham for, at han sagde det til mig. Han sagde også: ”Men du må aldrig glemme mig”. Sådan tror jeg også, jeg selv vil have det, den dag jeg skal dø. Hvis man bare får lov til selv at være i bevidstheden, livets bevidsthed indtil det sidste … Både Erik og jeg er, han var og jeg er, virkelig et glad folkekirkemedlem.

– Gud betyder virkelig meget for mig. Og den positive historie, der ligger i hele kristendommens fortælling. Så det med at dø … når man er sygeplejerske, ved man også, at det er meget naturligt. Men … man skal helst have et … livsforløb, hvor kærlighed virkelig er det grundlæggende. Og derfor … det med at sige farvel til livet og så vide, at der stadig er nogen, der elsker en på den anden side …

Så kan man give slip?

– Ja, det kan man, det kunne han, og det vil jeg også selv kunne den dag, det kommer til mig.

Hvad gjorde du af dig selv, da Erik var død?

– Jamen, jeg … stod op og erkendte, at det var sådan det var. For der var virkelig meget erkendelse i det, det var der også fra Eriks side. Vi vidste, hvad der ville ske, men der var ingen af os der havde turdet drømme om, at det skulle gå så hurtigt og så fint.

– Dagen før… spiste vi frokost og drak en øl og en snaps. Jeg tror nok mest, det var mig, der drak, men han skålede. Om eftermiddagen havde vi vores bedste venner ovre til kaffe og hygge i vores store stue. Vi talte lidt tysk, det gjorde vi altid, når vi sådan skulle sætte en særlig positiv og sjov stemning. Så gik han i seng og døde dagen efter lige omkring middagstid.

Flemming går i stå, synker og synker igen og siger så grødet:

– Jeg var jo utrolig … altså præget af det, men jeg havde også fornemmelsen: Er det virkelig rigtigt, at det foregik så værdigt og så kærligt og så … smukt på alle mulige måder. Da jeg var stået op, fik jeg selv sat rammen. Jeg inviterede alle de nærmeste venner hjem til at komme og sige farvel.

Hvad sker der med kærligheden bagefter?

– Jamen, den forsvinder aldrig. Det gør den ikke. Det er heller ikke sådan, at jeg dyrker det. Jeg har en tydelig oplevelse af, at det med at man har altså det fysiske sammen, og man har duften og stemmen og det med at hjælpe hinanden og nusse hinanden – alt det er væk. Det har jeg i hvert fald formået at lægge på en meget … fin hylde. Men det er ved mig hele tiden. Hele tiden.

Han rejser sig, tager et magasin på en reol. Rækker mig det. Erik er på forsiden.

– Sådan må det virkelig også gerne være. Og … så kom vennerne den dag, og vi fik et glas rødvin, og de fik sagt farvel. Og så fik jeg selv forestået alt det, der skal til praktisk, og der fik jeg simpelthen hjælp. Også fra oven på alle mulige måder.

Fra Gud?

– JA.

Ny kæreste

35 år er længe. Faktisk langt det meste af Flemmings voksne liv. Der må være en ensomhed. Alene i sofaen. Alene med rødvinen. Alene i dobbeltsengen.

– Mit liv blev i den grad både på godt og ondt præget af pandemien. Det at være blevet alene og landet så lukkede ned, var meget forstærkende for den sindsstemning, jeg var i. Jeg kan virkelig godt forstå de mange, som stadig synes, at det her var virkelig hårdt.

– Min lykke var, at vi boede i Aalborg kloster som forstanderpar, det er et unikt og stærkt seniorbofællesskab. Det hjalp mig kolossalt både praktisk og relationelt. Men … jeg gik aldrig i sort. For det var faktisk også en virkelig fin oplevelse, og det var dejligt at tænke tilbage på.

– Men … så kommer der også et tidspunkt, hvor man har behov for ny orientering. Jeg har mange venner og bekendte i min alder, som synes, det bliver vanskeligere og vanskeligere at tro på, at man finder en ny livsledsager.

– Men jeg begyndte at tænke: Kan jeg lave sådan en top 10 over nogle, jeg synes, kunne være interessante? Men det kunne slet ikke lade sig gøre, jeg tror højst, jeg nåede op på en top tre eller en top fire. Det viste sig så også, at det heller ikke var noget, der havde noget bæredygtigt over sig.

– Men så ramte skæbnen mig lige så positivt, som den havde gjort 35 år tidligere. Så … jeg er i den virkelig lykkelige situation, at jeg har både en kæreste i himlen og en kæreste her på jorden. Fuldstændig fantastisk kærlighed. Begge steder. Og det er den bedste drivkraft af alle.

Hvor har du mødt ham?

Flemming svarer med et spørgsmål.

– Hvorfor savner man en kæreste, når man har haft sin kæreste igennem så mange år? Jeg kunne virkelig mærke, at det jeg manglede, var at have en at forkæle. Jeg havde lyst til at have en at dele mit overskud med. Og jeg praktiserede noget, jeg aldrig havde gjort før, for jeg så et billede på Facebook af to venner, som havde besøg af en kammerat.

– Ham skrev jeg til: ”Hej Morten, du ser virkelig frisk ud, og jeg kan se, at vi har mange fælles venner”. Der gik seks dage, så skrev han til mig. Nu har vi kendt hinanden i halvandet år, han er flyttet fra København og op til mig i Aalborg kloster. Han er nordjyde, hele hans familie bor her, han har fået job som viceskoleleder og har overtaget forstanderopgaven i klosteret. Det er fantastisk.

En embedsmand banker på. Tiden er ved at være gået. Men Flemming siger:

– Jeg kommer, når vi er færdige.

Vigtigt at være rar

Flemming er utrolig stolt af, at Danmark i 1989 var det første land i verden til at indføre registreret partnerskab.

Er vi nået dertil herhjemme, at homoseksualitet ikke længere er noget særligt – nu er vi bare dem, vi er?

– Det er egentlig et virkelig godt spørgsmål. Jeg vil sige det sådan, at jeg er så lykkelig, at jeg har levet fuldstændig åbent som homoseksuel lige siden, jeg mødte Erik. Jeg var 21. Og jeg er ikke én gang i mit liv blevet chikaneret som følge af min seksualitet. Ikke én gang. Erik var i den samme lykkelige situation.

– Jeg tror, vi havde en meget stærk approach i, at ”det er bare sådan, det er”. Vi blev hjulpet af, at vi var så åbne og ærlige. De nordjyske medier lavede både tv-udsendelser og store artikler med os. Så uden at der overhovedet var noget missionerende i det, blev vi bare sådan nogle rollemodeller i det at hvile i det der er dig. Og i at det er sådan, det er.

– Jeg vil så også sige, at selv om jeg aldrig er blevet chikaneret, underkender jeg ikke dem, der har en meget mere alvorlig hverdag og bliver udsat for hatechrimes. Jeg har det med mig i hele mit livs gøren og laden, at jeg kæmper for dem, der har det sværest i hverdagen.

– Men til spørgsmålet om vi er et andet sted i dag, så det at tilhøre en seksuel minoritet ikke er noget særligt? Hmm. Det håber jeg egentlig ikke. For jeg synes i og for sig, at den egenart, man har ved at tilhøre en minoritet, har en rigtig god energi i sig. Det, synes jeg, bare er fantastisk.

Flemming hælder mere te op.

Hvad er meningen med livet?

– … Jeg var så heldig at overvære, da Obama var i Aalborg for lige godt to år siden. Han blev spurgt, hvad han egentlig syntes, var det vigtigste at efterleve i livet. Det var så dejligt at høre sådan en højt profileret verdensmand, som jeg synes, vi har god grund til at se op til, sige, at det stod fuldstændig klart for ham: ”Be gentle”. For det er også det vigtigste i livet for mig. Så … jeg er rigtig glad for den artikel et dansk medie skrev om mig, da jeg havde været minister i et år. Der stod: ”Måske Folketingets rareste politiker”.

Det er et adelsmærke?

– Det er det for mig.

Når jeg hører dig berette om dit liv, tænker jeg, at du har en særlig evne til at åbne dig for det?

– Jeg startede med at fortælle dig, at jeg ville være ærlig og ihærdig, og at jeg ville være fællesskabets mand. Jeg er socialdemokrat af hjertet. Men derudover lovede jeg mig selv, at jeg ville være positiv og glad.

– Det lover jeg mig selv i hverdagen, for sådan er jeg født, og det er min BEDSTE energi. Mange siger til mig: ”Jamen Flemming, det kan da ikke passe, at du kan tolke det der positivt, det ser jo håbløst ud!”. Men jeg har nok bare en god evne til at stå op på den måde om morgenen.