Kunne jeg rent faktisk være sammen med min mor, når hun døde? Turde jeg det?

En af de sidste dage, hendes mor levede, kom Dicte ud til hende på plejehjemmet.

Moren havde det meget dårligt, og Dicte var bange.

– Men der var nogle vågere hos min mor til sidst i forløbet, og den dag sad den sødeste dame inde hos hende og strikkede. Hun spurgte, om hun skulle gå, da jeg kom, men jeg bad hende om at blive, for jeg var virkelig bange: Kunne jeg rent faktisk være sammen med min mor, når hun døde? Turde jeg det?

– Jeg satte mig ned ved siden af hende, og hun spurgte mig om sådan nogle fine ting, mens hun sad og strikkede. Så jeg faldt til ro. Og dagen efter turde jeg komme igen og holde min mors hånd. Synge for hende og sige: Nu synes jeg, at du skal tage af sted. For nu er det for meget for dig. Ikke for mig. For dig.

Vi har siddet ved Dictes køkkenbord i lejligheden på Frederiksberg et par timer, hvor hun har forsøgt at sætte ord på et 56 år langt og kompliceret forhold til sin mor. For 27. gang kigger hun på mig og siger:

– Årh, det er svært, det her!

Ingen tvivl om det. Men Dicte vil også gerne give noget. Bidrage til samtalen om at have et menneske i sit liv, man burde elske betingelsesløst, men … At være så styret af et andet menneskes humør, at man ikke ved, hvordan man selv har det.

At kærlighed ikke har en bestemt form, men kommer i mange former.

“Love comes in many shapes. You had the best intentions”.

Sådan lyder en af teksterne på Dictes nye plade.

– Jeg er ikke i tvivl om, at min mor havde de bedste intentioner, men jeg forstod dem ikke. Jeg forstod ikke, at hvis ikke jeg viste min kærlighed på en helt bestemt måde, var det ikke godt nok. Derfor var jeg hele tiden rædselsslagen. For at blive skældt ud.

– Til sidst blev det så voldsomt, at jeg havde svært ved at skelne mellem sygdommen, der havde sat sig på hjernen af hende, og hende. Og jeg følte mig SÅ alene med hende. For jeg kunne ikke forstå vreden, jeg kunne ikke forstå den måde, hun aftvang mig kærlighed på.

– Jeg har levet hele mit liv med et menneske, som havde det rigtigt svært. Som havde et svært sind. Og som jeg aldrig rigtigt vidste, hvor jeg havde. Jeg vidste ikke, hvad stemningen var, når jeg kom ind af døren. Og det blev ved ind i mit voksenliv. Jeg var altid på vagt.

Havde hun en diagnose, din mor?

– Det ved jeg ikke. Men det tror jeg, at hun havde. For hendes humør svingede fra den ene yderlighed til den anden. Da hun døde, var alle nærmest lettede på mine vegne, fordi jeg havde været så forpint over den relation i så mange år. Men jeg var ikke lettet. Jeg var helt … forstenet. Jeg er ikke sikker på, at det var sorg – det var nærmere forvirring. Over ikke at skulle være rædselsslagen længere, siger Dicte og uddyber:

– Hvis du nu vejede 40 kilo for meget, og der pludselig var nogen, der tog dem væk, ville du så se dig i spejlet og tænke: ”Nå, det var det”? Nej, det er i dén grad en tilvænningsproces. Man skal finde sig selv igen, man kan ikke bare fjerne ting med et knips, og så har du det godt.

Fortabt i hendes vrede

”Let’s Escape” er ikke nogen dyster plade, selv om den delvist handler om det traumatiske forhold til moren.

– Det sjove er, at denne her plade er ekstremt positiv. Den peger fremad, ikke bagud. Og den handler meget om det ”tredje liv”, som jeg føler, jeg har fået. For den positive side af det sidste halvandet års forløb er, at jeg opdagede, at jeg var ved at blive fri igen. Fri i min tredje halvleg.

– For første gang i 20 år behøver jeg ikke at spørge nogen om lov, mine børn er så store, at jeg kan gå ud af døren og gøre de ting, jeg har lyst til. Jeg skal ikke være nervøs for, at jeg skal ud at besøge min mor, jeg skal ikke forholde mig til juleaftner og fødselsdage med hende, det er der også en enorm frihed i. Da jeg først fandt den. Jeg har været så vant til at være styret af, hvordan hun ville have det, så jeg nærmest ikke kunne finde ud af, hvordan jeg selv ville have det.

– Så ”Let’s escape” er i virkeligheden ”let’s levitate” (lad os svæve, red.). Fordi jeg kan flyve rundt, som det passer mig nu. Men det tog noget tid. Lige efter hun døde, fik jeg det virkelig, virkelig skidt – også af udmattelse, fordi hun var så dårlig til sidst. Da sygdommen for alvor satte ind, anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre – og jeg tror, at der er mange mennesker, der står i samme situation, fordi der simpelthen er for lidt information til pårørende.

– Der var ingen, der gav mig en pamflet om, hvordan jeg skulle forholde mig. Det var et meget fint sted, hun var, og personalet var rigtigt søde, men fuck, hvor var jeg fortabt i hendes vrede, når den eksploderede.

– For eksempel mente hun, at hun blev flyttet hver nat, og så fik hun en idé med, at alle væggene var porøse. Når jeg så bankede på væggen for at vise hende, at den var massiv, blev hun simpelt hen så ked af det, for hendes virkelighed var jo, at den var porøs, og så bliver dét, hun oplever, forkert. En sød sosu-assistent fortalte mig så, at hun lykkedes godt med at sige: ”Det, du ser, kan jeg ikke se” til min mor, og det hjalp bare så godt. Bare dét, at der var en, der fortalte mig, hvordan jeg kunne gøre – det var der ingen andre, der gjorde.

– Min mor havde en tårnhøj IQ, og der var ikke andet, der interesserede hende, end viden. Man kunne ikke socialisere sådan helt almindeligt med hende, og hvordan behandler man et menneske, som er ren hjerne? spørger Dicte.

– Min mor levede i bøger, de var hele hendes verden, men da hun døde, fik jeg en eller anden til at komme og rydde hele hendes hjem og tog næsten ingenting selv. Fordi jeg ikke kunne overskue en skid.

Hun lyder som et sammensat menneske, din mor …

– Det var hun. Hun var lynende intelligent og fed og sjov og superskarp, og vi havde det også skidesjovt sammen. Når hun var fed og sjov. Når hun ikke var det, var det angstfyldt og uroligt. Så det har været et langt liv på vagt. Og ind i mellem var jeg fucking rædselsslagen.

Rædselsslagen for hvad?

– For et menneske, som kunne eksplodere på grund af et eller andet, jeg ikke vidste, hvad var.

Styret af dårlig samvittighed

Dicte har boet alene med sin mor hele sit liv, hendes forældre blev skilt, da hun var et år gammel, og faren har ikke været inde i billedet. Det har hendes mormor og morfar til gengæld, faktisk boede Dicte og hendes mor hos dem en årrække, mens moren gjorde sit psykologistudie færdigt. Og da Dicte var 16 år, flyttede hun fra hjemmet i Viborg til bedsteforældrene på Østerbro.

Siden vendte hun i slutfirserne tilbage til Jylland, nærmere bestemt Aarhus, hvor hun dannede sit band Her Personal Pain og indledte sin karriere i musikken.

– Jeg solgte min lejlighed i Aarhus i 1995, fordi jeg ville tilbage til min mormor, som havde fået det rigtigt skidt. Hun døde, lige da jeg kom til København, min morfar var død tre måneder tidligere. Det var SÅ hårdt! Jeg tror, at jeg var i sorg i et år. Og jeg tror også, at det var hårdt for min mor, fordi det var så hårdt for mig.

Fordi hun var jaloux?

– Ja, det tror jeg.

Hjalp dine bedsteforældre dig i forhold til at tackle din mor?

– Ja, jeg havde en buffer der, helt klart. Derfor blev jeg også så rasende, da min mormor døde. Jeg skældte hende ud. Råbte og skreg af hende, hvad fanden hun havde tænkt sig, at jeg skulle gøre nu?

Hvor tætte var du og din mor, efter du flyttede hjemmefra?

– Periodisk op og ned. Men utroligt styret af dårlig samvittighed.

Hvorfor?

– Fordi familiemedlemmer har krav på at blive elsket, ikke? Eller hvad? Jeg læste forleden, at det er blevet en ting at frasige sig sine forældre. At det er blevet acceptabelt at sige, at man ikke vil være en del af deres liv mere. Det er der så andre, der mener, er noget egocentreret pis, for ens forældre har krav på, at man er til stede. Så kan man sidde og skændes om det.

– Jeg har periodisk sagt til min mor, at jeg ikke ville mere. Jeg vil ikke være rædselsslagen for, hvad jeg rammer, tre dage inden jeg skal ud til dig. Og er du på en dårlig note, kommer jeg hjem og har fået revet arme og ben af. Det lykkedes ind i mellem, andre gange lykkedes det ikke, og så var jeg hende det lille ordentlige barn.

Mor er den værste i verden

Første gang, Dicte oplevede en lettelse over at føle, som hun gjorde for sin mor, var, da hun så tv-programmet ”Mor er den værste i verden”, som satte fokus på komplicerede mor-barn-forhold, og hvordan det præger vores liv som voksne.

– Det var første gang, jeg på en måde følte, at jeg kom fri, fordi der var nogen, der beskrev de følelser, jeg selv havde. At det er rigtigt svært at elske et menneske, som er virkelig vanskeligt, men at det ikke er det samme som, at man ikke elsker det.

– Jeg følte pludselig et fællesskab med nogle mennesker, som turde sige, hvordan det var, og jeg kan huske, at en af dem beskrev den rædsel i at være bange for at møde moren, selv efter hun var død. Det gjorde dybt indtryk på mig.

Elskede du din mor?

– Jeg elskede hende højt! Men hvis man skal være dygtig til at forvalte kærlighed, så skal man holde op med at mene, at hvis ikke kærlighed kommer i en bestemt form, så er det ikke kærlighed. Jeg har en kæreste, som er lidt en træmand, men han ved, at jeg virkelig godt kan lide, at græsset er slået, når jeg kommer op i vores sommerhus, og det gør han sig umage med. Det er også kærlighed.

– Det dér med at forvente, at kærligheden kommer på en helt bestemt måde … læg det væk! Og prøv at kigge på, hvad det andet menneske har at byde ind med. Kig på, hvad du får, og ikke, hvad du ikke får.

– Lad være med at sidde og brokke dig over, at nu gjorde han ikke dét og dét og dét. Nej, måske ikke, men se på jeres dagligdag: Fungerer I ikke rigtigt fint, i virkeligheden? Alting behøver ikke at være så perfekt og eksekveret på den ”rigtige” måde. Rolig nu.

Hvad var det, din mor ville have af dig?

– Hun aftvang mig en kærlighed, som skulle se ud på en bestemt måde. Du skal elske mig sådan her! Din kærlighed skal se sådan her ud! Jeg skulle møde hende på den måde, HUN ville have. Være mental, klar, en vidensbank. ”Jamen, mor, jeg er et hjerte”. ”Du skal være en firkløver!”.

Og du kunne ikke bare lade være med at se hende?

– Nej, for så fik jeg det dårligt. Gik hjem og rullede mig ind i mig selv. Efter det program sendte jeg et kort til hende, hvor jeg skrev, at jeg håbede, hun havde det godt, og at hun skulle være velkommen til at kontakte mig, men at jeg ikke kom til at kontakte hende mere. For at sætte mig selv fri.

Hvordan gik det?

– Det var skidegodt i de to år, det varede, griner Dicte.

– Men det endte altid med, at jeg kom kravlende tilbage. Fordi det var mig, der var den skyldige. Sådan føltes det.

Jeg kan høre en stemning

I dag, godt halvandet år efter morens død, går det faktisk ret godt med Dictes dårlige samvittighed. Efter 15 gange hos psykologen, siger hun og griner tørt.

– Jo, jeg er faktisk ved at nå dertil, hvor jeg savner det sunde sammen med hende. Alt det, der var godt. Hvor jeg i starten var fokuseret på at komme fri af utrygheden, skælduden, den forfærdelige stemning, rædselsslagenheden. For hvis der er noget, mennesker ikke kan være i, er det en utryg stemning. Og at blive udskammet med stilhed. Det bliver man vanvittig af.

– Så jeg begynder at kunne mærke lettelsen, men desværre også en sørgmodighed over, at jeg ikke kunne hjælpe hende. For det troede jeg hele tiden, at jeg kunne.

Hvordan tror du, at forholdet til din mor har påvirket voksne Dicte?

– Hmmm … Jeg lader mig påvirke enormt af meget af stemninger. Men det gør også, at jeg kan høre en stemning som en akkord, en lyd, et ord. Jeg kan høre sindssyge ting, ting, der ligger bagved det umiddelbare, stemningen af noget, der kommer til at ske. Jeg er den vildeste til at forudse ting, fordi jeg kan læse sådan noget stemnings-krimskrams. Og det er dét, man skriver sange på.

Så måske kan du takke din mor for, at du er så god en sangskriver?

– Ja, absolut. Hun havde også en ekstrem radar i forhold til sit arbejde som psykolog, og hun var pissedygtig til sit arbejde. Hun gav mig også vid. Lysten til at undersøge.

Var hun stolt af dig, tror du?

– Ja, det tror jeg bestemt, hun var. Og meget bange for den vej, jeg havde valgt. Hun var superstolt af, at jeg havde læst kommunikation og ledelse i en forholdsvist sen alder, det syntes hun var fantastisk. Men jeg tror egentlig, at hun ville have syntes, at det var federe, hvis jeg var blevet ved med at læse historie, som var det, jeg startede med.

Rædselsslagen for at dø

Efter morens ikke særligt rare afsked med denne verden dukkede der også en anden og uventet følelse op for Dicte.

– For første gang i mit liv blev jeg fuldstændigt rædselsslagen for at dø. Det har jeg ALDRIG været før. Jeg skulle da ikke dø! Men jeg fik den vildeste dødsangst, da min mor døde. Jeg kiggede på hende og tænkte: Nej, nej, nej! Jeg skal aldrig dø på den måde!

– Det lækreste ville jo være, at man sagde: ”Så. Jeg er 87, klokken er 14, jeg sætter mig lige ned og dør”. For det var så rædselsfuldt at se hende holde fast i livet alene på grund af angst. Fuck, hvor var hun bange!

– Så på en omvendt måde har det gjort, at jeg er et helt fantastisk godt sted nu. ”Kys det nu, det satans liv!” Det er den følelse, jeg har indeni. Jeg kan ikke pisse noget tid væk længere, spurten er gået. På den gode måde. Jeg skal – som jeg har gjort på denne her plade – gøre lige præcis, hvad jeg har lyst til. Og så skal jeg nok kigge på mit liv, praktisk og økonomisk, det hele.

– Indtil nu har jeg haft børn, jeg skulle tage mig af, nu har jeg det sådan: Hvad med mig? Hvad har JEG lyst til?

Hvad har du så lyst til?

– Først og fremmest glæder jeg mig vildt til at komme ud og spille mine nye sange. Jeg glæder mig til at ”voksen-hænge” lidt mere med mine børn, og til at lege med tanken om, hvad JEG kunne tænke mig resten af mit liv. Livet er blevet mere mit eget igen, det kan virkelig noget.

Denne artikel blev første gang bragt i SØNDAG, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.