Signe Lindkvist: "For tre år siden sagde jeg alt. I dag er der ting, som jeg ærlig talt ikke tør snakke om"

"Et karbad føles som at nulstille sig selv. Når livet byder på bøvl og ballade, så er karbadet en slags tilbagekomst til eget jeg”.

Sådan beskrev den keramiske duo Schollert Lindkvist for nyligt værkerne på dets første fernisering i hjertet af København. Duoen består af søstrene Signe og Ane. Lillesøster Signe kender vi i fjer og strut. Fra fjernsynet, radioen og podcasts. Blandt andet.

Nutidens keramik vender vi tilbage til, for egentlig begyndte den kreative vej, da Signe som yngste-barn voksede op i et keramisk kvindekollektiv. Senere blev hun autodidakt, 16-årig stjerne på DR og forældreløs i en alt for ung alder og har derfor både mere glimmer og langt flere sorger i banken end de fleste. Man forstår, hvis hun føler sig en smule livsforpustet. Det gør hun ikke. Tværtimod.

– Jeg har altid forestillet mig mit liv i kapitler. Da jeg var ung, forstillede jeg mig voksen-kapitlet som en ramme fuld af ting omkring mig. Men da det så kom, mærkede jeg, at jeg mere var på vej ind i modig-kapitlet. Jeg er de seneste år blevet mere nysgerrig og modig end nogensinde. Jeg er blevet bedre til selv at sætte dagsordenen, og så er der blevet meget højere til loftet. Nu må tingene hellere end gerne være vilde. Helt nye ting, som for eksempel at klaske sig lodret ind i ler sammen med min søster, siger hun, der stadig har fuld fart på både keramik og karriere.

Det er ikke altid en lige bevægelse.

– På en måde går min karriere baglæns. Mens mine jævnaldrende gik i klub og på kreative værksteder for at udtrykke sig og hygge sammen, var jeg fastansat i DR i den flotteste stilling som 16-årig. Nu er jeg så 50 og har egentlig kun lyst til at lave usikre, hjemmelavede ting, hvor jeg bestemmer alting selv. Podcast, shows, keramik og sådan. Jeg vil godt udfordre, hvad der giver status i sociale sammenhænge.

– Vi står til fester og siger stadig: ”Dav, hvad laver du?”, så vi lige kan smække hinanden i social nummerorden. I stedet for at sige: ”Hej, hvad stemmer du?” eller noget andet med substans, som vi kunne snakke ordentligt om. Tænk, at vi ikke er kommet længere de sidste 50 år. Status betyder ikke noget for mig i dag, og det gør mig glad, for det er en ny livsanskuelse for mig. Jeg føler det ikke som et privilegium. Jeg føler det som et nødvendigt valg for min livskvalitet i dag.

Lysten driver værket

Inspirationen til livet har Signe fået fra de yngre generationer. Mens hendes jævnaldrende er opdraget til at arbejde solen sort, for at føle sig gode nok og i orden, så er mange unge i dag, efter Signes mening, gode til at heppe på sig selv. Måske gider de ikke arbejde fuld tid, men hellere vil flytte til Fanø med vennerne og nøjes og så bare splejse om at være lidt i fred.

Det giver mening for voksen-Signe, som bevidst vælger dyre ting og rejser fra til fordel for tid og frihed.

Det er nyt. For efter en 70’er barndom i kollektiv var hendes ungdomsoprør at ”få styr på lortet på en både materialistisk og småborgerlig måde”, som hun siger.

– Jeg tror, at det at jeg var ung og vild i 90’erne, har været med til at forme mig. På både godt og ondt. Jeg var ung i en tid, hvor det var normalt at fejle, rejse sig, flytte sig og gøre noget andet. Det ville jeg ønske, at de bekymrede og overvældede unge ville læne sig lidt ind i i dag. Jeg havde for travlt med at blive voksen og firkantet. Så jeg har lært mig selv bedre at kende, efterhånden som jeg er blevet ældre, siger hun.

Ikke bare på det ydre plan, men også det indre er der sket forandringer siden ungdommen.

– De sidste fem år er jeg lykkes med at lave et liv, hvor jeg ikke er afhængig af andre end mig selv. Faktisk kan jeg godt bliver lidt rørt over det og over mig selv og følsom over, at jeg er blevet god til at tage mig selv alvorlig. Jeg er seriøst ligeglad med, hvad andre tænker. Jeg føler mig langt mere inderligt fri, end da jeg var 17. Det er også på tide. Hvis jeg døde i dag, ville det være med et stort smil og med stolthed over mit liv. Nu kan jeg nå jorden!

Et hjem med ler

At Signe blev skudt ud i livet med en solid madpakke af styrke, nysgerrighed og selvværd mærker man tydeligt. På trods at detaljerne svæver lidt i horisonten, beskriver Signe sin barndom som en næsten Astrid Lindgren’sk boble af tryghed og frihed.

– Jeg husker og mærker min barndom som den opvækst, alle børn fortjener. Min keramikermor arbejdede jo hjemme, så jeg var fuldstændig fri for at blive underholdt af andre end mig selv. Hjemmeklippet, smånasset og i hjemmestrik føles det som om, at jeg tilbragte halvdelen af min barndom helt lykkelig i en hundekurv fuld af hvalpe og killinger. Tryg og ubekymret. Jeg er det fjerde barn i flokken, og sene børn får bare federe liv, fordi deres forældre slapper af i rollen, husker hun.

Opvæksten lagde grobunden for Signes opfattelse af andre kvinder.

– Jeg er født i 70’erne af en ærkefeminist. Når kvinder i dag taler om feminisme og oprør, så må jeg bare sige, at den revolution opdagede jeg. Min mor var en stærk og selvstændig eneforsørger til fire børn. Hun var kunstner og det kræver kæmpe nosser i alle slags samfund. Jeg har aldrig tænkt på kvinder som svage. Tværtimod har det kvindelige altid været forbundet med styrke for mig.

Derfor var det en overvældende sorg, da Signe som kun 24-årig mistede sin elskede mor. I de følgende år oplevede hun oveni, at flere venner og hendes far døde. Tabet af forældrene ændrede på rollerne i søskendeflokken. Det var Signe, der arvede kassen med julepynt, og så er man familieminister og den, der må holde styr på flokken. Og da Signe samtidig er den eneste, der har fået barn, er det hende, der er midterstolpen i familiecirkusset i dag.

Mellem sorg og kærlighed

Det klogeste, Signe har gjort, efter at hun mistede sin mor, siger hun helt uden tøven, var selv at blive én og få barn. Datteren, Karla My, som hun har med ”verdens bedste” eksmand, er i dag 19 år og er uden sammenligning det bedste, Signe ved. Hun beskriver det som, at hun bar rundt på en stor krukke med frit flydende sorg, som hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op med i livet. Kærligheden til datter og sorg over moren udlignede på sælsom vis hinanden. Den hjemløse kærlighed fik et ny sted at lande, og krukken med sorg fandt sin hylde i hjertet, hvor den kan stå uden at stå i vejen.

– Når jeg tænker tilbage, ville jeg potentielt have været seriøst bekymret for mig selv, hvis jeg ikke havde fået Karla My, præcis da hun kom. Hendes far og jeg blev skilt. Men heldigvis var vi helt enige om, at vi var elendige til at være gift, men at vi ville være verdensmestre i at være skilsmisseforældre. Og det er vi.

– Jeg elsker hans kone og deres børn højt som de nære familiemedlemmer, vi jo er. Min egen kæreste har de dejligste to store piger, som også er vigtige i mit liv i dag, så vi er mange. Hvis man er i stand til at tage følelsen ud af bruddene, så bliver livet nemmere for alle, siger hun.

Igen er Signe midterstolpe, denne gang blot i en ny familiekonstellation. En konstellation, hvor ligeværd betyder meget.

– Jeg er god til ikke at insistere på, at vi skal være kernefamilie. Vi skal bare være gode ved hinanden, og jo mere ærlig man kan være i de sammenbragte sammenhænge, des nemmere er det. Fordi min pige og jeg bare var os, har vi altid været helt tætte, og jeg har altid talt til hende som den ligeværdige og selvstændige person, hun er. Det var hun nødt til at være, for jeg skulle på arbejde, og tit skulle hun med. For eksempel skulle jeg være konferencier på en række juleshows, da hun var tre år. Hun sad på første række med madkasse, juice og ordrer om at sidde helt stille og så bare synge og klappe med.

– Jeg kunne se hende hele tiden, og hun hyggede. Hun måtte rette ind. Jeg sagde direkte til hende, at: ”Nu går jeg på scenen og tjener penge, for dem skal vi bruge i morgen. Dit job er at opføre dig ordentligt”. Den var hun med på, og vi er altså virkeligt gode til det dér mor og barn. Jeg har kæmpe tillid til hende, og hun stoler på mig.

Kendisstatus forpligter

”Hvis du ikke er modig, så er du bare en lille lort”, sagde storebror Jonathan til lillebror Tvebak i Brødrene Løvehjerte. Det er Signe enig i. Har man et talerør i medierne, forpligter det. At man skal være sød ved de andre og ved sig selv var også en del af budskabet, da hun hang på hovedet i trapez i glimmerkjole.

Men bevægelsen fra ”bare” at være en sjov og til at være sig selv og en af de få kendte, der faktisk siger deres mening offentligt, er de senere år blevet tydeligere. I dag taler hun lige ud af posen i sin og Iben Hjejles podcast, ”Sitter”, og som mangeårigt fast medlem Monopol-panelerne med skiftende dilemmaer.

– Det hænger sammen med, at jeg er blevet bedre til at være mig selv og pænt ligeglad med, hvad andre tænker og forventer af mig. Jeg er skideskæg og begavet på livet. Jeg har erfaring og humor, som jeg trækker på. Det afføder respekt, og så må man tage sig sammen og råbe lidt op.

Alligevel kan Signe godt mærke, at som verden er nu, skal man tænke sig om og vælge sine kampe, når man blander sig.

– Jeg vil for eksempel ikke udtale mig om Gaza. For tre år siden sagde jeg alt. I dag er der ting, som jeg ærlig talt ikke tør snakke om. Det er altså et demokratisk problem. Had på nettet fra urmennesker og en hidsig cancel-kultur er med til, at jeg ikke er så modig, som jeg har været.

– Når nogle siger noget modsat dem, der råber højest, så får de ikke en chance. Det er på mode at sparke nedad og totalt umoderne at stå på mål og tage skylden for noget som helst. Jeg mærker selv berøringsangsten, når ilden i medierne blusser op. Men det går altså ikke. Vi skal snakke mere med end om hinanden, ellers vinder brøleaberne jo, og så bliver vi ikke klogere.

Næres af glæde og grin

Hvis man har fulgt Signe Lindkvist gennem årerne, vil man have lagt mærke til, at hun trives særligt godt med en makker ved sin side. Det kan virke som om, hun altid hænger ud med sine bedste venner i arbejdstiden, og det er heller ikke helt forkert. Podcast og shows med Iben Hjejle, tv med Anders Lund Madsen eller Jacob Rising, konferencierjobs med Simon Juul og nu senest keramisk kunst med søster Ane.

– Jeg er et ekstremt socialt menneske styret af lyst og følelser. Jeg har ingen uddannelse, og min største faglighed er min mavefornemmelse. Hvem snakker vi med? Hvad vil de gerne, og hvad har de brug for? Det er jeg god til, og så leger jeg jo bedst med nogle, der er magen til, og som forstår, hvad jeg vil. For mig er det næsten altid dobbelt så godt at dele noget med nogle end at have det for mig selv.

– Jeg har svært ved at lege med nogle, jeg ikke kan lide, og jeg elsker mine venner og deres talent og gode selskab. Det er faktisk ret sjovt at karrierevejlede sig selv og spørge: ”Hvordan laver jeg et helt vidunderligt liv, som giver mening for mig, og som jeg kan leve af?”.

Opskriften er blandt andet at fylde det med positive oplevelser og at opholde sig i lyset frem for mørket.

– Jeg næres som alle andre af grin og glæde. Jeg trives utroligt godt i humørfyldt farvand, og mørke skygger såsom sorg, angst, stress og depression er svært for mig at være omkring. Jeg går gennem livet med en mørkeblå dør konstant på klem ind til alt det sorgfulde, jeg har oplevet. Jeg er en social svamp og suger alle følelser i rummet til mig. Jeg har mistet, og den blå dør hiver i mig, så jeg skal også passe på ikke falde i ulykkelighedsgryden. Derfor trives jeg, som alle andre, i glade rammer sammen med gode, ordentlige mennesker, som jeg ved er på min side af solen.

I karbadets trygge havn

”When in doubt, take a bath”, skulle Mae West have sagt engang. Og præcis den klarhed og genstart, som et varmt bad kan bidrage til, var afsættet for det seneste uventede skridt i Signes gør det selv-karriere. Hun laver keramiske kunst i form af damer, der karbader på livet løs, sammen med sin søster, den anerkendte keramiker Ane Schollert.

20 unikke, keramiske relieffer af kvinder i karbad med det samlede navn Lava, som er latinsk for vask, er senest udstillet.

– Min mor var en ganske mageløs karbader. Hun byggede en hel verden af kandelabere, aviser, vin og kaffe rundt om karret og tog endeløs lange, varme bade. Hun ville ikke forstyrres. Så for os blev et karbad rammen om den ultimative nydelse, forkælelse og luksus – en tilbagekomst til eget jeg, siger Signe.

Derfor blev karbadet det naturlige udgangspunkt for kreativiteten.

– Jeg er vokset op i en verden af ler og formgivning. Alle omkring mig, eller i det mindste mange, er keramikere. Så da min søster og jeg besluttede os for at prøve at sætte form på alle de gode, varme følelser, som vi binder i det at bade, var det helt naturligt at gå i værkstedet og bruge hænderne.

– Det er virkeligt en både yndig og rørende proces. Vi sidder tæt og modellerer på det samme relief på én gang. Det giver en fantastisk energi, og så er det skønt at gøre noget sammen; uden så mange ord. Det er intuitivt og improviseret og sådan en glæde. Tænk, alle badedamer blev solgt på vores første udstilling, og nu skal vi i gang med en ny flok nymfer.

Og sådan drejer livet endnu en gang – sidelæns igen, vil nogen mene. Eller måske opad, hvis man måler i kvalitet.

– Mit liv er lige nu propfuldt af kærlighed, have, ler og grin. Jeg har seriøst aldrig været rigere. Hvis jeg en regnvejrsdag mod forventning skulle kede mig, så har jeg min mors råd med i baglommen:”... så gå rundt om huset. Hvis du stadig keder dig, så gå en tur til og kig ordentlig efter”. Det er nemlig det. Man skal huske at kigge ordentlig efter, mens man er her.

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 3/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.