Skuespiller Julie Steincke: ”Lur mig, om der ikke begynder at ske skønne ting”

En sommersnak kan føre mange steder hen, når man møder et menneske som Julie Steincke. For eksempel får man et hint om, at man er temmelig tumpet klædt på i varmen, selv om man har hvide sommerjeans på og har tilført dem et friskt pust, synes man da selv, af en mælkedrengestribet skjorte, men tumpet, fordi de hvide bukser er smalle og sidder tæt, og skjorten har lange ærmer.

– I know how to dress, siger hun med en lille latter liggende rundt om ordene, sval og elegant i en hvid kjole med bar ryg og luft til benene fra knæene og ned.

Det sjove er, at hun siger det, uden man bliver stødt eller føler sig talt ned til, heller ikke som en særlig nærtagende type.

Hvis hun en dag skulle blive træt af at være skuespiller, kunne jeg foreslå Magasin eller Illum at skynde sig at slå en klo i hende som personlig shopper, for hun skulle nok få succes, men hun er sikkert for dyr at shanghaje.

En sommersnak med Julie Steincke fører også helt andre steder hen. Spændende steder.

Og kommer bl.a. til at handle om, hvordan hun pludselig opdagede, at hun havde lukket fuldstændig ned for muligheden for at finde én at dele sit liv med, og det viste sig, at drengenes far havde gjort det samme, fordi de begge har været så opsatte på at slå til som forældre, at alle skotter blev smækket i, ganske ubevidst, ganske vist. Og ja, så bliver man ensom, fortæller hun.

Men lad os begynde helt forfra. Dér, hvor Julie Steincke kommer ud fra Det Ny Teater i København, hvor hun fra september er med i musicalen ”Ana­stasia”, og siger, at hun har det sådan, at så snart den danske sommer melder sig med lys og varme, så er det ”en startknap til håbet”. Det lyder ret rart, ikke?

Er der noget, der ligger helt fast i Julie Steinckes sommerliv, fortæller hun, så er det, at hun hvert år holder lang ferie sammen med sin søster og sine forældre, der alle bor i udlandet.

De samles i familiens sommerhus i Rørvig i Odsherred, som retteligt er to sommerhuse beliggende ved siden af hinanden, og så er der ellers dømt driverliv og kvalitetstid og dage, hvor det eneste, der skal planlægges, er, hvilke lækkerier der skal spises, hvem der tager de kolde øl med, når der skal fiskes ved Dybesø, og andre vigtige ting i samme kategori.

– Sommeren dér er hellig for mig. Jeg er så lykkelig for, at vi er en familie, der kan lide at være sammen, selv når vi er irriterede på hinanden.

– Mine veninder siger, at jeg ”forsvinder”. Men jeg kan også høre på dem, at de synes, det må være dejligt at have en familie, man gerne vil gå i hi med om sommeren.

Ikke nemt at være alene

Julie Steinckes far var bankmand, før han blev pensioneret, og familien har altid flyttet meget rundt på grund af hans arbejde, men Julie har tilbragt den største del af sin opvækst i England, hvor forældrene også boede og blev boende, da Julie flyttede til Danmark for 18 år siden for at udfolde sit skuespiller­talent og den skuespilleruddannelse, hun havde fået i England.

Men da Brexit kom, flyttede hendes forældre og også søsteren og hendes børn til Portugal, hvor de bor den dag i dag. Hendes forældre er begge 76 år, og de taler om og overvejer at flytte til Danmark om et par år.

Det håber Julie på. For som sagt, båndene er tætte i den familie. Og så er det altså, siger hun ligeud, heller ikke så nemt og så sjov at være alene med to drenge uden at have en fast partner. Men ville hun have sagt dét så ærligt for tre år siden?

– Nej, da ville jeg have sagt: ”Jeg har det skidegodt alene. Jeg synes, det er vildt fedt. Alle kvinder kan gøre det samme som mig”. Og det kan de jo. Det kan alle kvinder. Det er ikke et spørgsmål om, at vi ikke kan. Men alting kommer med en pris. Og jeg ofrede mit drømmescenarie, blev mor og børn, men bare på en helt anden måde.

– Og det vil for mit vedkommende sige 10 år uden en partner. Og 10 år, hvor jeg har begravet mig i mit arbejde, som jeg elsker, men som er et fysisk krævende arbejde, og samtidig er det både fysisk og mentalt krævende at være mor alene på den måde, jeg er det. Jeg har bare været så træt i mange år.

– Når folk har sagt: ”Hvorfor går du ikke bare ud?” – underforstået, hvorfor går jeg ikke bare i byen, hvis jeg gerne vil have en partner – har jeg helt ærligt været så træt, at når jeg har været ude, har jeg bare villet gerne villet hjem og sove i min seng. Det er først nu i en alder af snart 48, at jeg er ved at komme op til overfladen igen og begynder at kunne se mig omkring.

– For ja, jeg har da savnet en partner. Jeg har bare stoppet enhver tanke om det. Jeg har sagt til mig selv, at det skulle jeg ikke have. Jeg har lukket mig selv ned.

– Jeg gjorde det, fordi jeg troede, det var det bedste for mig. Men det viste sig, at det bare har gjort mit liv endnu mere ensomt.

Julie har sprudlet på scenen og spillet sexet og alt muligt. Men indvendig lukkede hun helt af. Hun vidste det bare ikke selv. Ikke før det her skete:

– På et tidspunkt sagde min ældste: ”Mor, er det ikke på tide, du får en kæreste? Du gør jo alting selv”. Jeg må indrømme, at dér tudede jeg lidt. Og så tænkte jeg: ”Storm, jeg tror, du har ret. Det er vist på tide”. Jeg har været meget ked af det.

– Men det er igennem en form for sorg, at man pludselig opdager, hvorfor man er så ked af det. Jeg har hele tiden været tynget af det ansvar, det er at være enlig kvinde med to børn. Også for tynget. Det er jeg villig til at slippe lidt nu. Og lur mig, om der ikke begynder at ske skønne ting.

Ny og ordblind på tv

I 10 år havde Julie og hendes ekskæreste i England kontakt, efter hun flyttede fra ham, men for et år siden brød hun den.

– Vi holdt kontakt, for vi elskede jo hinanden. Han var passioneret og smuk og havde al den vildskab, jeg elskede, og samtidig var han en god mand. Han var bare ikke rigtig for mig. Men gud, hvor vi klædte hinanden. Vi klædte bare ikke hinanden i det lange løb.

– Dér for et år siden erkendte vi, at vi holdt fast i noget, der ikke var godt for nogen af os. Og det var det, der skulle til. Bruddet har gjort ondt i mange år. Men ikke længere. Jeg er ovre det. Endelig. Vi skulle gøre os helt fri af hinanden.

– Men det er åbenbart sandt, hvad der siges, at sorgen tager et årti at gøre sig fri af.

Danskerne mødte Julie Steincke i primetime-tv, da hun blev præsenteret som en af de tre dommere i DR-showet ”Talent 2008”.

– Jeg var placeret mellem to meget store, mandlige personligheder (kunstner Martin Hall og filmproducent Peter Aalbæk, red.), og sad dér med mit farverige tøj, mit usikre danske, mine blafrende arme og sagde ”darling” til folk, fordi jeg er ordblind og ikke kunne huske, hvad alle deltagerne hed.

– Tv-seerne havde ikke set mig før, og holdningen var: ”Hvad er det for én, I har hyret? Hvorfor har I ikke taget nogen, vi kender?”. Jeg skal love for, at jeg blev sat på plads af seerne. Jeg blev skrevet til privat på det, der hed My Space dengang, og på Facebook. Der blev ringet på min dørklokke og på min telefon og sagt grimme ting. Børnene, de var søde.

– Det var dem, der var ældre, kærestepar, der sad og fulgte programmet, der var ude med riven og skrev: ”Kan du ikke lige tage at slappe lidt af?” og det, der var værre.

– Jeg blev ked af det. Helt vildt ked af det. For jeg sad der jo ikke for at genere folk. Og jeg spillede ikke en rolle. Jeg var mig. Må jeg egentlig være her, som den jeg er? Jeg kan bare huske, jeg tænkte, at den form for eksponering og kendthed ville jeg slet ikke have med at gøre. Jeg vil bare være god til det, jeg kan. Og jeg vil gerne være et godt menneske, så meget som jeg nu formår at være det.

– Der var en grund til, at jeg ikke lavede fjernsyn i lang tid efter. Det var ikke så meget det, folk skrev og sagde, trods alt. Jeg var mere ked af at blive misforstået.

Stikker ud

Hun ved godt, siger hun, at hun også generelt ”stikker ud”. Men når man spørger, om der er noget galt med at stikke ud, svarer Julie:

– Det har der været for mig. For så tror folk, at man gerne vil være i centrum. Det er man jo også i mit fag. Der er også en side af mig, der godt kan lide det. Men når jeg kan mærke, at den energi, jeg har, og de følelser, der fylder, bliver for meget for folk, så bliver jeg genert og flov.

– Men jeg er faktisk begyndt på ikke at være en undskyldning for mig selv, som den jeg er. Hvis vi f.eks. har haft en dårlig morgen derhjemme, og jeg kører min søn i skole, kan jeg godt finde på at synge for ham ud af det nedrullede bilvindue. Det er han absolut ikke vild med, og han vender sig om og giver mig fuckfingeren, men så blinker han alligevel lige til mig, inden han går videre.

– Og jeg tænker jo, at hvis jeg kan give ham et lille rygstød med på vejen med mit entertainment-gen, og han kan gå lidt grinende ind på skolen, som han ikke altid er helt glad for, så er det min måde, hvorpå jeg siger: ”Ro på, min dreng. Det skal nok gå!”.

Lært at sige fra

En sommersnak med Julie Steincke slår helt naturligt også et sving inden om MeToo-bevægelsen, og hun siger:

– Det er kun godt, at de ting bliver snakket åbent om. Det var på tide. Jeg håber, at mænd forstår, at de godt må flirte stadigvæk. Men jeg håber også, at de forstår, at vi fandeme skal tale ordentligt til hinanden. Og når f.eks. jeg er på arbejde, så er jeg på arbejde, og jeg er ikke på Tinder!

– Jeg har selv oplevet nogle ting. Men jeg har sagt nej og sagt fra. Jeg har forældre, der har gjort mig stærk nok til …, eller nej, de har lært mig at sige fra, for det har ikke noget med styrke at gøre, for man er også stærk, når man ikke siger noget.

– Jeg tænker bare: ”Hvorfor skal vi overhovedet bringes i den situation, hvor vi skal sige fra?” Ja, jeg har håret slået ud, ja, jeg har store øjne, ja, jeg har en røv. Men det kan jeg da ikke gøre for!

– Jeg har ikke været ude og udtale mig i forbindelse med MeToo, for jeg synes, de gør det så godt, dem, der allerede gør det. Men jeg taler gerne åbent om det, når jeg bliver spurgt om det, bortset fra når jeg står på den røde løber, for som jeg sagde sidst: ”Jeg vil gerne tale om de her ting. Men there is a time and a place”.

– Der skal ikke herske tvivl om, at jeg mener, at vi må se at finde ud af at tale pænt til hinanden, og at vi skal være på lige fod. Sådan må dét bare være.

Da Det Ny Teater ringede og spurgte, om Julie ville komme til audition på musicalen ”Anastasia”, blev hun umiddelbart glad, selv om hun egentlig havde tænkt, at ”nu tror jeg, jeg holder en lille pause”.

– Der er noget med Det Ny Teater. Man er godt klar over, at her er der en musicalhistorik og en musicalmotor, der kører, og den motor er velsmurt. Man kan ikke undgå som skuespiller at nyde, når man får en opringning fra teatret.

– Jeg er udmærket klar over, hvor privilegeret jeg er, når telefonen ringer, og jeg genkender nummeret, og jeg får altid et kæmpesmil på læben. Jeg ved, hvor meget arbejde teatret har foran sig, og hvor meget arbejde jeg har foran mig, når jeg får en rolle.

– Men jeg ved også, at Det Ny Teater er et sted, hvor vi respekterer hinanden, og et sted, hvor man kan udfolde sine drømme. Og hvem vil ikke gerne det?

På vej ud efter interviewet vender hun sig lige om, den hvide kjole er stadig lige så fin og hvid, som da hun kom, og siger:

– Bare lev lidt! Begå nogle fejl. Kommer der pletter på den hvide kjole, så går det sgu nok alligevel. Det er dét, den danske sommer gør ved én, ikke?!

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 33, 2024.